Kom på rundtur i Tunnelfabrikken

Den gigantiske industribygning, Tunnelfabrikken, i Ydre Nordhavn skal omdannes til Nordhavns nye, innovative og bæredygtige samlingspunkt, hvor kreativitet og inkluderende fællesskaber er i højsædet. Den 22. oktober kan du komme på rundtur i de store haller og få et unikt indblik i planerne for Københavns nye smeltedigel af erhverv, kultur, natur og studieboliger.

Der er 24 meter fra gulv til loft i Tunnelfabrikken, og der er højt til loftet i mere end en forstand, når det gælder Nordhavns gamle industrielle kæmpe. For visionen er at transformere den eksisterende industribygning og de omkringliggende udearealer til en smeltedigel af kunst- og kulturscener, arbejdspladser, spisesteder, studieboliger, værksteder, faciliteter til idræt, nyttehaver, leg, underholdning og meget mere.

Tunnelfabrikken, den tidligere ØTC-fabrik, blev bygget i 1990’erne til støbning af Øresundsbroens tunnelelementer, og den står i dag rå og autentisk som dengang. Inden udviklingsarbejdet for alvor går i gang, inviterer udviklerne bag Tunnelfabrikken, NREP, Unionkul og By & Havn, på rundtur og kaffe i den imponerende bygning. Det sker tirsdag den 22. oktober, hvor der også bliver mulighed for at se de nyeste tegninger for huset og høre om den gamle bygnings historie.

Med Tunnelfabrikken sætter vi det nytænkende i højsædet. Tunnelfabrikken vil komme før de første boliger i området, og den bliver en dynamo for udviklingen af et nyt og levende bykvarter og et mangfoldigt mødested for lokalområdets beboere og hele København. Det er et fremsynet projekt, og jeg er glad for, at vi allerede så tidligt i processen har mulighed for at invitere indenfor og fortælle om visionerne for stedet.

Adm. direktør for By & Havn Anne Skovbro.

By & Havns direktør er med på rundturen sammen med medstifter og partner i NREP, Rasmus Nørgaard, og Klaus Kastbjerg fra Unionkul, der blandt andet også har stået for udviklingen af Papirøen og højhuset The Silo i Nordhavns Århusgadekvarter.

I udviklingen af Tunnelfabrikken er bæredygtighed, fællesskab og inklusion i fokus. Det skal være et sted, hvor mennesker trives og danner fællesskaber, og hvor man samtidig genanvender så meget som muligt af den gamle, historiske industribygning - der nu for første gang slår dørene op til en rundvisning. 

Tilmelding:

Senest fredag den 18. oktober på mail: SWN@byoghavn.dk

Praktisk: 

Husk tøj og sko alt efter vejr og vind. Tunnelfabrikken er ikke opvarmet.

Tid og sted: 

Tirsdag den 22. oktober kl. 16.00 – 17.30. Mødested ved parkeringspladsen ved trampolinparken Airtrix, Kattegatvej 4, 2150 Nordhavn.

Program:

  • Velkomst ved adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn: De overordnede visioner for Tunnelfabrikken
  • Rasmus Nørgaard, medstifter og partner, NREP: De konkrete visioner for Tunnelfabrikkens funktioner
  • Spørgsmål i plenum
  • Rundtur i Tunnelfabrikken

FAKTA: Visionerne for Tunnelfabrikken

Det er visionen, at Tunnelfabrikken skal indeholde disse seks primære funktioner:

Kunst & Kultur
Atelier, værksteder, kulturhus: Et kulturelt samlingspunkt.

Innovation & Samarbejde
Startups, etablerede virksomheder, læringsmiljøer: Et alsidigt fællesskab med fokus på fremtidens bæredygtige byudvikling.

Test & Skab
Værksteder og fablabs: Specialiseret håndværk og unikke værksteder, der skaber fremtidens bæredygtige løsninger.

Leg & oplev
Legepladser for børn og voksne. Fysiske som digitale: Kreativitet for store og små.

Mad & Gro
Et mekka af restauranter, madmarkeder, producenter og nyttehaver: Mange sociale madoplevelser med fokus på god, sund og økologisk mad.  

Høring om Lynetteholm

By & Havn og Miljøstyrelsen har igangsat en offentlig høring om indkaldelse af idéer og forslag til anlæg af Lynetteholm.

Høringsperioden løber frem til fredag den 8. november 2019.

Høringen giver alle mulighed for at komme med input til selve projektet samt hvilke miljøpåvirkninger, der bør undersøges.

Det er Miljøstyrelsen, som er myndighed for VVM-undersøgelsen, og det er dem, man skal sende sine idéer og forslag til.

På hjemmesiden findes bl.a. forklaring på miljøvurderingen, et idéoplæg vedrørende Lynetteholm til download samt et notat om de planlagte undersøgelser.

Onsdag den 30. oktober kl. 18 – 20 holder By & Havn et debatmøde om Lynetteholm og stormflodssikring. Tilmelding til mødet skal ske senest onsdag den 23. oktober kl. 12.00 til PFI@byoghavn.dk.

Aftale om landstrømsanlæg til DFDS-færgen giver renere luft i Nordhavn

Allerede næste år vil luftkvaliteten i Indre Nordhavn være forbedret betydeligt fra i dag. Det står klart, efter der nu er indgået en aftale om at etablere Københavns første landstrømsanlæg i Nordhavn til Oslofærgerne.

I takt med at Nordhavn er blevet udviklet fra industri til boliger og erhverv er behovet opstået for at se på effekterne af den i dag bynære færgeterminal til Oslobådene. På den baggrund er der nu indgået en aftale om at etablere et landstrømsanlæg i Nordhavn og allerede fra næste år skal DFDS-skibene kunne tilslutte sig anlægget, når de lægger til kaj i Nordhavn. Dermed reduceres færgernes udslip af luftforurenende stoffer såsom NOx, SOx og partikler til gavn for beboerne i området.

Den fælles satsning er en aftale indgået mellem DFDS og CMP, der er By & Havns datterselskab, som driver erhvervshavnen i København. DFDS har med sin færgetrafik faste daglige anløb, og det er altid de samme skibe, der sejler i pendulfart mellem Oslo og København, hvilket gør det fornuftigt at etablere et landstrømsanlæg.

Det har længe været et ønske fra Nordhavns borgere, og det har ligget os meget på sinde at få etableret landstrøm i Indre Nordhavn. Derfor er vi meget tilfredse med, at der nu er indgået en aftale. Vi bygger bæredygtig by, og det gælder selvfølgelig også for luftkvaliteten. Nu vil vi se på, hvad der kan gøres ved de øvrige, bynære færgeterminaler.

Anne Skovbro, administrerende direktør i By & Havn.

”Vi er glade for, at det nu bliver muligt at tilslutte skibene til et landstrømsanlæg i København til gavn for vores naboer i byen og klimaet. Det ser vi frem til at samarbejde med såvel Copenhagen Malmö Port og Københavns Kommune om, så vi kan fremtidssikre færgefarten mellem de to hovedstæder,” siger Torben Carlsen, CEO, DFDS.

Arbejdet med at udforme anlægget starter nu, og byggeriet planlægges igangsat i 2020.

Ny bestyrelsesformand for By & Havn

Pia Gjellerup bliver ny bestyrelsesformand for By & Havn. Hun afløser Carsten Koch, som har siddet i formandsstolen i 12 år.

På møde i Københavns Borgerrepræsentation den 8. oktober er Pia Gjellerup blevet udpeget som ny bestyrelsesformand for By & Havn. Pia Gjellerup overtager posten efter Carsten Koch, hvis afgang sker som led i et generationsskifte i selskabet.

Og det er en stor opgave, der venter den nye formand, siger overborgmester Frank Jensen:

København vokser med op mod 100.000 borgere frem mod 2030. Det kræver, at vi får skabt plads til de mange nye københavnere og samtidig udvikler byen bæredygtigt, hvilket By & Havn spiller en vigtig rolle i. Med Pia Gjellerup får By & Havn en stærk formand, der kan være med til at udvikle København til glæde for københavnerne, erhvervslivet og byens gæster.

Overborgmester Frank Jensen (S).

”Jeg vil samtidig gerne takke Carsten Koch for et utrolig godt samarbejde og for hans kæmpe indsats i udviklingen af Københavns nye byområder det seneste årti. Carsten Koch overdrager et selskab i topform, der nu kan tage de næste store skridt i Københavns byudvikling,” siger Frank Jensen.

På den nye formands bord ligger flere store opgaver, herunder opgaven med at færdiggøre Ørestad, videreudvikle Nordhavn og udvikle det fremtidige Lynetteholm, der blandt andet skal sikre, at København fortsat kan vokse, samtidig med at boligpriserne kan holdes på et niveau, så der fortsat er plads til alle i København.

Pia Gjellerup er centerleder i Center for Offentlig Innovation og har tidligere været politisk chef i DJØF samt både justitsminister, erhvervsminister og finansminister. Det er således en visionær profil med solid politisk erfaring, der den 1. januar 2020 sætter sig i formandsstolen.

”Det er med stor glæde, jeg har sagt ja til opgaven som formand for By & Havn for sammen med den øvrige bestyrelse og selskabets ledelse og medarbejdere at fortsætte arbejdet med at skabe betingelser for udviklingen af den skønne by, København skal blive ved med at være. By & Havn kombinerer et aktuelt ansvar med et perspektiv for kommende generationer," siger Pia Gjellerup.

Formandsskiftet sker som led i det generationsskifte, som Carsten Koch allerede varslede i 2017 i forbindelse med forlængelsen af hans formandspost, og som han igangsatte sidste år med ansættelsen af Anne Skovbro som ny direktør i By & Havn.

“Det har været en stor oplevelse og ære at være aktivt med i By & Havns arbejde med at udvikle København. I dag er hovedstaden en internationalt beundret storby med en havn, man kan bruge rekreativt. I min periode som formand har selskabet leveret ca. 20 mia. kr. til infrastruktur, byrum og parker til glæde for byens borgere samtidig med, at gælden er i jævn aftagen. Det er jeg meget stolt af. Efter 12 år som formand er et generationsskifte naturligt. Jeg glæder mig til at følge arbejdet med den fortsatte udvikling af byen og havnen.”

Carsten Koch fratræder ved årets udgang.

FAKTA

By & Havn

  • By & Havn udvikler nye områder i København og driver Københavns Havn.
  • By & Havn er ejet i fællesskab af Københavns Kommune (95 procent) og Staten (5 procent) og drives på et forretningsmæssigt grundlag.

CV – Pia Gjellerup 

Ansættelser

  • 2014 -

Centerleder, Center for Offentlig Innovation

  • 2007 – 2014

Politisk chef og kommitteret, DJØF

 

Hverv

  • 2012 – 2019

Bestyrelsesmedlem, Ørsted

  • 2000 - 2001

Finansminister

  • 1998 – 2001

Erhvervsminister

  • 1993 – 1993

Justitsminister

 

Uddannelse

  • 1985-1990

Advokat

  • 1980-1985

Kandidat, Jura, Københavns Universitet

 

For mere information

  • Overborgmester Frank Jensen via pressechef Rikke Egelund, tlf. 3147 9497.
  • Pia Gjellerup, tlf. 6181 3101 eller mail pia@gjellerup.net.
  • Carsten Koch via kommunikationschef Kristian Wederkinck Olesen, tlf. 3053 5004.

Kulturnat hos By & Havn med byudvikling, lyskunst og et historisk skatkammer

By & Havn åbner for første gang dørene til Kulturnatten. Kom og hør om de nye byudviklingsområder, se den historiske bygning på Nordre Toldbod indefra og tag på guidet tur på loftet, der er et skatkammer for alle med interesse for havnens historie og Københavns udvikling.

For første gang åbner By & Havn dørene til den historiske bygning på Nordre Toldbod og inviterer indenfor til Kulturnatten den 11. oktober. Temaet for By & Havns Kulturnat er by- og havneudviklingen i fortiden og fremtiden, og der bliver nok at opleve både indenfor og udenfor på pladsen.  

Vi glæder os til for første gang at invitere en masse nysgerrige københavnere ind i Dahlerups flotte, gamle bygning til Kulturnatten, og tage en snak om bæredygtig by- og havneudvikling. Vi er med til at tegne vigtige dele af hverdagslivet og fremtiden i København, og derfor vil vi gerne åbne dørene og vise, hvordan vi bidrager til byen og til hverdagslivet i København gennem nogle af de partnerskaber og byudviklingsprojekter, vi arbejder med. Samtidig rummer huset – og især loftet – en masse historiske finurligheder og anekdoter, som man kan gå på opdagelse i.

Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn.

DET KAN DU OPLEVE INDENFOR


Arkitektur af Vilhelm Dahlerup:
By & Havns hovedkvarter ligger i den historiske toldbod-bygning på Nordre Toldbod, der blandt andet har fået sat sine streger af arkitekten Vilhelm Dahlerup, som også er arkitekten bag Det kongelige teater og i en årrække var Tivolis arkitekt.

Udstilling om nye byudviklingsprojekter: I By & Havns bestyrelseslokale kan man nærmest mærke historiens vingesus fra de mange beslutninger om havnen, der er truffet i lokalet gennem tiden. Her kan man lære om byudviklingsprojekterne i Københavns nye udviklingsområder. Mød By & Havns administrerende direktør, Anne Skovbro og en række medarbejdere, der står klar til en snak om hvordan man bygger en bæredygtig by.

P-hus af kork: Vinderen af en åben arkitektkonkurrence om et nyt p-hus i Nordhavn er netop fundet. Særegent for det kommende p-hus er blandt andet en facade i kork og genbrugsaluminium. Se en udstilling af de seksogtyve indkomne forslag, samt konkurrencens vinder.

Guidet tur på loftets skatkammer: Tag på en historisk oplevelse i de gamle planer for udviklingen af byen og havnen, når By & Havns havnebygmester guider igennem loftets skatkammer. Se blandt andet nogle af planerne for København, der aldrig blev til noget – som f.eks. et kulkraftværk midt i havnen i 1974, som skulle sikre, at København efter oliekrisen blev uafhængig af olie fra udlandet.

De guidede ture starter kl. 18:30, 19:15, 20:00 og 20:45 og varer ca. 30 min. Da der er begrænset plads på loftet, er der kun plads til 20 personer på hver guidede tur. Tilmelding foregår på stedet efter først-til-mølle.

DET KAN DU OPLEVE UDENFOR


Udstilling i dronningepavillonerne hele efterårsferien:
Side om side står de to pavilloner, der siden 1905 er blevet brugt af hoffet som en royal ventesal bl.a. til modtagelse af udenlandske gæster, der ankom med skib. Til Kulturnatten åbner vi dørene til pavillonerne. I den ene pavillon vil der være en historisk udstilling om pavillonerne og i den anden pavillon kan man få indblik i, hvordan By & Havn griber udviklingen af Københavns rekreative havn an. Pavillonerne er åbne i dagtimerne i hele efterårsferien.

Spis dig mæt hos Hooked: fiskerestauranten Hooked Seafood Kitchen, der i år vandt AOK’s byens bedste streetfood, står klar i deres food truck med sprøde fish’n chips.

Spektakulært lyskunstværk lyser Kulturnatten op: Den unge lyskunstner Niels Otto Andersen kaster enorme lysprojektioner op på den gamle toldbod-bygning og sætter lyd til lysets bevægelse. 

Vi glæder os til at invitere indenfor og at vise både fortiden og fremtiden frem.

Sted: By & Havn, Nordre Toldbod 7, 1259 København K – fredag den 11. oktober klokken 18.00-23.59.

Klare anbefalinger fra EnergyLab Nordhavn til fremtidens bæredygtige energiløsninger

Det ambitiøse projekt EnergyLab Nordhavn kan efter fire et halvt års arbejde præsentere en række anbefalinger til politikere og myndigheder, der skal sikre vejen for en hurtigere grøn omstilling.

EnergyLab Nordhavn har siden 2015 udviklet løsninger og metoder til bæredygtige og fleksible energisystemer i fremtidens byer. Det er sket i et tæt samarbejde mellem forskere på DTU, danske industri- og energivirksomheder og det levende storbylaboratorium i den københavnske bydel Nordhavn.

Nu er projektet klar til at præsentere resultaterne og ikke mindst til at overrække anbefalingerne til politikere, myndigheder og energileverandører. Anbefalingerne peger på, hvordan vi kan udnytte potentialerne i bæredygtige, fleksible og sektorkoblede energiløsninger fuldt ud ved blandt andet, at komme med input til ændring af en række nuværende forhindringer i den danske lovgivning og afgiftsstruktur. Forhindringer, som EnergyLab Nordhavn har identificeret gennem sit arbejde med at skabe et fleksibelt digitalt energisystem i den københavnske bydel. Det drejer sig eksempelvis om at gøre energiafgifterne mere ens på tværs af energiformer, udnytte bygningers potentiale for lagring af energi, der senere kan stilles til rådighed for energisystemet, ligesom tilgang til data fra energileverandører skal sikres som grundlag for fortsat innovation og udvikling på området.

Anbefalingerne overrækkes til Energistyrelsens direktør Kristoffer Böttzauw til EnergyLab Nordhavns konference den 8. oktober.

I EnergyLab Nordhavn har vi demonstreret, hvordan et smart energisystem på tværs af el, varme, bygninger og transport har kunnet realiseres og fungere i en levende by. Nu er det tid til at politikere og myndigheder udmønter anbefalingerne i lovgivningen, så den matcher den udvikling, der skal til for, at gennemføre en hurtigere og smartere grøn omstilling i Danmark.

Professor Jacob Østergaard, DTU, der har været initiativtager til projektet og er en del af EnergyLab Nordhavns styregruppe.

Overvældende interesse fra udlandet

EnergyLab Nordhavn har de sidste fire et halvt år været mål for mere end 150 delegationer af især udenlandske beslutningstagere. De har ved selvsyn kunnet konstatere, hvordan danske digitale energiteknologiske løsninger, der er blandt verdens førende, kan anvendes i en by. Også deltagerne i det kommende C40 møde i København får mulighed for at besøge Nordhavn. 

”Som en af verdens mest bæredygtige hovedstæder er vi stolte over EnergyLab Nordhavn og de intelligente energiteknologier, udlandet kan se demonstreret her. Vi er allerede i gang med at implementere nogle af projektets løsninger til andre bydele i København som en del af arbejdet mod at blive CO2-neutral by i 2025. Partnerskabet har udviklet og afprøvet løsninger i Nordhavn, der kan være med til at lægge sporet for fremtidens energiforsyning i København,” siger enhedschef Charlotte Korsgaard, Københavns Kommune, som er formand for projektets styregruppe. 

Opbygningen af det smarte energisystem i Nordhavn omfatter både fjernvarme, der hovedsageligt er baseret på vedvarende C02-neutrale energikilder, en af verdens smarteste varmepumper, et nettilsluttet batteri og ikke mindst et datawarehouse med deling af data i realtid om energiforbruget blandt beboere og virksomheder i området.

”EnergyLab Nordhavn projektet i sin nuværende form afsluttes nu, men vi håber i fremtiden fortsat at kunne anvende Nordhavn som testzone og levende laboratorium for udvikling af nye digitale energiløsninger. Det er helt nødvendigt, for der er fortsat et stykke vej til at kunne sikre den ønskede fleksibilitet i en fremtidig energiforsyning, der primært skal baseres på vedvarende energikilder som vind og sol,” siger Jacob Østergaard.

Om EnergyLab Nordhavn

EnergyLab Nordhavn – nye energiinfrastrukturer i byer' er et fireårigt projekt, der udvikler fremtidens energiløsninger. Projektet bruger Nordhavn som et levende storbylaboratorium og demonstrerer, hvordan man kan sammentænke el, varme, energieffektive løsninger og elektrisk transport i et intelligent, fleksibelt og optimeret energisystem.

Projektets partnere er DTU, Københavns Kommune, By & Havn, HOFOR, Radius, ABB, Danfoss, Nerve Smart Systems, COWI, METRO THERM, Glen Dimplex og PowerLabDK-faciliteterne. Projektet er støttet af EUDP og løber fra 2015 til 2019. 

R_Hjortshoj_nordhavn_byoghavn_energylab

Kontakt

  • Christoffer Greisen, projektleder, EnergyLab Nordhavn, +45 41 39 03 47, cgre@elektro.dtu.dk
  • Jeanette I Nielsen, kommunikationsansvarlig, EnergyLab Nordhavn, +45 93 51 16 04, jeini@elektro.dtu.dk  

Citater: 

 By & Havn

”I By & Havn udvikler vi bæredygtige byområder, og vi har et ønske om fortsat at få mere viden og forbedre vores byggerier og områder. Det kræver løbende innovation og afprøvning af nye, innovative og ambitiøse klima- og energiløsninger, som kan være med til at skabe fremtidens byer. I Nordhavn har EnergyLab Nordhavn haft muligheden for at få prøvet en række af disse klima- og energiløsninger af, og vi er glade for, at Nordhavns beboere og erhvervsdrivende har taget aktivt del i projektet og har ønsket at være med i dette storbylaboratorium. Partnerne i EnergyLab Nordhavn har med stor succes fået afprøvet en lang række klimaløsninger i et rigtigt bymiljø, som jeg er sikker på, vil kunne bruges i fremtiden til at skabe endnu mere bæredygtige byer,” siger Anne Skovbro, Administrerende direktør i By & Havn.

 HOFOR

”I Nordhavn har vi i løbet af de sidste 4 år sammen skabt, udviklet og afprøvet mange af de energiløsninger, der skal udgøre fremtidens fleksible og bæredygtige energisystem. Nogle af løsningerne har vi endda allerede kopieret med succes andre steder i København. HOFOR har blandt andet midlertidigt reduceret for fjernvarmen uden nogen kom til at fryse for at mindske CO2-tung spidslastproduktion. Vi har etableret Danmarks måske mest intelligente varmepumpe, der sikrer grøn varme til krydstogtterminalerne. Vi har fået mere vedvarende energi ind i varmesystemet og sikret lang større fleksibilitet i energinettet. Det kan vi kun være stolte af, og arbejder videre på større udbredelse i det københavnske fjernvarmenet,” siger Charlotte Søndergren, planchef for fjernvarme, kraftvarme og bygas i HOFOR.

Radius

"I EnergyLab Nordhavn-projektet har Radius demonstreret, at energilagring i et batterisystem kan aflaste og optimere elnettet bl.a. med peak-shaving, frekvens- og spændingsregulering. Et batterisystem kan også muliggøre en langt højere integration af vind- og solenergi i elnettet. Yderligere har Radius sammen med HOFOR opnået ny viden om, hvordan vi ved hjælp af integrerede energiløsninger kan bidrage til den grønne omstilling.

 ABB

”Et af de resultater, ABB og DTU BYG vil fremlægge på afslutningskonferencen er, der er klare økonomiske og miljømæssige fordele ved at integrere boliger i energisystemet. Med beboernes samtykke har vi reguleret på varmetilførslen i morgentimerne, hvor der er stor efterspørgsel på varme, og hvor der det kan være nødvendigt at inkludere fossile brændsler for at kunne imødekomme efterspørgslen. Resultatet viser, at beboerne uden nogen forringelse af komforten i lejlighederne, gennemsnitligt kan reducere deres varmeforbrug med 68% i det valgte tidsinterval. I større skala vil vi se en lang række fordele for samfund og individ ved at installere boligautomation og dermed åbne op for at bygninger kan blive aktive medspillere i et integreret energisystem. Det er derfor vores anbefaling, at Bygningsreglementet skal stille krav om boligautomation i nybyggeri,” siger Allan Andreasen, Forretningsdirektør for ABB’s Electrification forretning.

Danfoss

”Energi er ikke gratis, heller ikke når den grøn. Energien skal derfor anvendes mere effektivt, så den grønne energi rækker til vores forbrug. Den mest bæredygtige og samfundsøkonomiske energi er den vi ikke bruger. Ved at nedbringe energiforbruget i vores bygninger – både dem vi bor i og dem vi arbejder i – sikrer vi, at den energi vi bruger er grøn. Det kan vi bl.a. gøre gennem digitalisereret og AI supporteret energistyring, som lagrer og flytter overskudsenergi mellem sektorer og maksimerer brugen af fluktuerende, vedvarende energi. Investeringer i energieffektivitet og sektorkobling er nøgleord i fremtidens VE-baserede energiforsyning,” siger Lars Tveen, Præsident, Danfoss Heating.  

 Nerve Smart Systems

Nerve Smart System ApS udvikler og markedsfører Nerve Switch® teknologien, der gør det muligt at kontrollere og styre individuelle battericeller i et større batterisystem og derved fremadrettet overflødiggøre konventionelle batteristyringssystemer (BMS) samt store dele effektelektronik da hhv. strøm -og spændingsniveau kan styres direkte fra celleniveau i batterisystemet.

Igennem ELN arbejdspakkerne som vi overtog fra CleanCharge har Nerve Smart Systems overvåget og analyseret energiforbrug associeret med elbilsopladning samt afprøvet backend systemer og forskellige kommunikationsflow som skal give input til designet af en energivenlig transportinfrastruktur.

COWI

”Teknologisk set har vi løsningerne til at indfri 65 procent af den 70 procents reduktion af CO₂ udslippet, som Danmark har sat som mål i 2030. De sidste fem procent skal ske ved udvikling. Derfor er der brug for demonstrationsprojekter som EnergyLab Nordhavn. Flere og større udviklingsprojekter vil give danske virksomheder førertrøjen tilbage inden for grøn omstilling og sikre, at vi kan leve af det i fremtiden,” siger Brian Seeberg, Senior Vice President i Industri og Energi i COWI.

Glen Dimplex

“Glen Dimplex er markedsleder for elektrisk varme på verdensplan og i Norden. Glen Dimplex har leveret elektriske radiatorer til projektet, som kan lade termisk varme til senere brug på vilkårlige tidspunkter igangsat af frekvens signaler eller signaler fra internettet. Elradiatorer med opladning kan medvirke til at balancere udbud og efterspørgsel af elektricitet over døgnets 24 timer og fra dag til dag, hvor el-produktion fra vind og sol kan variere.”

 PowerLabDK

”Visionen med EnergyLab Nordhavn har været at bruge data i realtid til at optimere fleksibelt forbrug og produktion af energi på tværs af forsyningsarter. Data og ikke mindst korrekt håndtering af data samt datakommunikation er et væsentligt omdrejningspunkt, når vi taler om et fremtidigt energisystem baseret på 100% vedvarende energi. Jeg er stolt over, at vi har etableret et intelligent datamanagementsystem, EnergyDataDK, som vi, også efter EnergyLab Nordhavnsprojektet afslutning, vil udvide med data fra andre Living Labs og testzoner i Danmark og medvirke til at skabe nye smarte og intelligente løsninger for fleksibilitet og minimering af omkostninger. Det er vigtigt at kunne teste i realtid, når elektricitet bliver back-bone i vores samlede energisystem i takt med, at vi får mere og mere vind og sol integreret ind,” siger Frida Frost, COO i PowerLabDK.

By & Havns udviklings- og salgsdirektør fratræder i 2020

Udviklingsdirektør Michael Soetmann har efter eget ønske valgt at gå på pension og dermed mister By & Havn en af de allermest erfarne kræfter efter sommeren 2020, hvor han stopper. Processen for at finde en ny udviklings- og salgsdirektør sættes i gang med det samme.

Michael Soetmann har været ansat i By & Havn siden 2007. Først som økonomidirektør, sidenhen som udviklingsdirektør og i de seneste år som udviklings- og salgsdirektør. Før det var han direktør i Ørestadsselskabet og vicedirektør i Københavns Havn. Det er derfor en meget erfaren salgs- og udviklingsdirektør, der har bedt om sin fratrædelse.

Den adm. direktør i By & Havn ærgrer sig over beslutningen, men har fuld forståelse for ønsket om fratrædelse.

Med Michaels ønske om at fratræde mister vi en helt unik medarbejder i By & Havn, som ikke bare kan historikken for selskabets salgs- og udviklingsprocesser, men som samtidig er utroligt operativ og har haft afgørende betydning for By & Havns succes fra dets begyndelse. Jeg er glad for, at Michael bliver hos os til efter sommeren 2020, så vi i ro og mag kan finde hans afløser og har tid til at sikre en god overlevering til en ny udviklings- og salgsdirektør.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn

By & Havn er netop nu i fuld gang med forarbejdet til Lynetteholm og de to udviklingsområder Stejlepladsen og Vejlandskvarteret. Michael Soetmann kommer til at bruge sin resterende tid i selskabet på at sikre en god proces for områderne og sikre en god overlevering til hans afløser.

Michael Soetmann, siger om sin beslutning:

”Det er med stort vemod at jeg tager afsked med By & Havn. By & Havn har hele tiden været et selskab på vej fremad og jeg er sikker på at denne kurs vil fortsætte. Jeg har været med til mange spændende projekter i alle vores udviklingsområder gennem årene. Og jeg glæder mig til at betragte det hele som en vanlig besøgende.”

Michael Soetmann fortsætter på fuld tid som udviklings- og salgsdirektør indtil den 1.3. 2020. Herefter på deltid frem til 31.8.2020.

Rekrutteringsproces efter ny udviklings- og salgsdirektør for By & Havn sættes i gang med det samme.

Se Michaels Soetmanns CV her.

Kontakt:

Kommunikationschef, Kristian Wederkinck Olesen, tlf: 3053 5004.

Trælasthuset vinder åben P-hus konkurrence i Nordhavn

I juni udskrev By & Havn en åben projektkonkurrence om udarbejdelsen af et forslag til udformning af facader, kantzone og ekstern belysning for et kommende P-hus på Trælastholmen. Nu er der fundet et vinderprojekt.

P-huset kommer til at rumme ca. 350 biler og ca. 260 m2 udadvendt funktion i stueetagen. By & Havn projekterer råhuset og de indre dele – men selskabet har valgt at udskrive en åben konkurrence for facaderne, belysning og område omkring P-huset.

Denne konkurrence er nu blevet afgjort, og vinderen er fundet blandt 26 indkomne forslag. Vinderen er Vilhelm Lauritzen Arkitekter med STED By- og landskabsarkitekter som underrådgiver med deres forslag ’TRÆLASTHUSET’.

Forslaget er blevet valgt, på grund af det oplevelsesrige udtryk som opnås ved et reliefagtigt samspil mellem to materialer (kork og genbrugsaluminium). Materialerne fremkalder et levende spil i facaden og er valgt på baggrund af deres miljømæssige egenskaber og optimale ressourceudnyttelse. Desuden understreger den punktvise belysning af de enkelte plader facadefelternes forskydning, så husets skyggespil også opleves i de mørke timer.

I dommerbetænkningen begrundes valget af projektet:

Forslaget fremstår med en afbalanceret helhed, skabt af konsekvente og klare valg, der giver forslaget en særlig stærk og overbevisende karakter. Forslaget skal fremhæves for at frembringe en helhed, der er troværdig og langtidsholdbar og som bidrager med en egenart der giver med- og modspil til både Sundmolen og Trælastholmen.

Uddrag af dommerbetænkningen

vinderforslag2

To andre forslag blev præmieret med henholdsvis 2. præmie og 3. præmie.

2. præmien gik til MOBILITY HUB TRÆLASTHOLMEN skabt af JAJA Architects med Rama Studio som underrådgiver, og 3. præmien gik til forslaget fra Rambøll Danmark.

2pris
SEIER-1-200

Dommerkomitéen valgte desuden at indkøbe fem forslag, for at kvittere for de mange indkomne forslag af høj kvalitet:

  • GABIONEN af Sangberg Arkitekter
  • P-HUS 3.02 af KHR Architecutre med Golder associates som underrådgiver
  • TRÆLASTHOLMENS PARKERINGSHUS af FAVN med TN Consult som underrådgiver
  • MARKISER af Javi Barriuso Domingo Arkitekt, samt
  • P-hus 3.02 af Panum Arkitekter sammen med Schul Landskabsarkitekter og Henrik Plenge Jakobsen studio.

Læs også begrundelse for de fem indkøb i dommerbetænkningen.

KONKURRENCEFAKTA

Konkurrencen blev udskrevet af By & Havn som en åben projektkonkurrence, særligt henvendt til arkitekter, ingeniører, landskabsarkitekter og designere.

KONKURRENCEPERIODE

  1. juni til 6. august 2019.

DOMMERKOMITÉ

  • Rita Justesen, Chef for Planlægning og Bæredygtighed,
  • By & Havn, formand for dommerkomitéen
  • Michael Soetmann, Udviklings- og salgsdirektør, By & Havn
  • Camilla van Deurs, Stadsarkitekt, Teknik og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune

RÅDGIVERE FOR DOMMERKOMITÉEN

  • Per Schulze, Udviklingschef, By & Havn
  • Klaus Thorsen, Senior projektleder, By & Havn
  • Christian Dalsdorf, Projektleder, By & Havn
  • Mikkel Vinther Jensen, Byplanlægger, Teknik og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune
  • Lars Korn, Arkitekt, Teknik og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune

VIDERE TIDSPLAN FOR P-HUSET

Umiddelbart efter offentliggørelse af vinderforslaget, ønsker By & Havn, at forslaget kvalificeres og bearbejdes frem til udbudsniveau. Der er en forventning om, at det samlede projekt for råhus og p-hus facade, skal udbydes primo 2020.

Stigbordene er nu åbnet for vinteren

Sommersæsonen i havnen er netop afsluttet og i den forbindelse er gitrene ved stigbordene ved slusen i Sydhavn blevet fjernet, så alle stigbordene nu er tilgængelige for fri gennemsejling. Sommeren igennem har der været en delvis afspærring af stigbordene ved Slusen i Sydhavn, som har betydet at småbåde og kajakker har kunnet passere igennem et enkelt af stigbordene.  

Vandscootere og jetski er ikke tilladt i Københavns Havn, men alligevel sejlede en gruppe vandscootere i 2017 ind i havnen med høj fart med en tragisk ulykke til følge, som kostede to unge kvinder livet. På den baggrund blev stigbordene fuldt afspærret i sommeren 2018 for at holde vandscootere og jetski ude af havnen.

Det var desværre til gene for småbåde og kajakker, og derfor er der i sommeren 2019 afprøvet en løsning, hvor en enkelt af stigbordene holdes fri til gennemsejling, mens de øvrige er spærret af. I dag er afspærringen blevet fjernet, så der hele vintersæsonen er fri passage.

Evalueringsarbejdet går nu i gang for at se frem mod næste sæson.

Sommeren er ovre, og vi vil nu gennemgå sæsonen og evaluere, hvordan løsningen med en enkelt åbning til gennemsejling er forløbet. På den baggrund vil vi foretage en sikkerhedsmæssig vurdering af hvilken løsning, der vil være hensigtsmæssig næste sommer.

Politikommisær Jonas Wybrandt.

I By & Havn følger man nøje sikkerhedssituationen i havnen og forsøger løbende, i dialog med politi og brugere, at finde nye løsninger, der gør det nemt og sikkert at bruge byens blå rum.

Kommunikationschef i By & Havn, Kristian Wederkinck Olesen, glæder sig over at løsningen med et åbent stigborde har været en succes.  

”Vi har fået rigtig god respons fra roer- og sejlermiljøet omkring sommerens løsning og håber derfor, at den sikkerhedsmæssige anbefaling vil pege på, at der fortsat kan være fri gennemsejling ved stigbordene næste sommer. Vi har mødt en god forståelse og samarbejdsvilje fra det aktive roer- og sejlermiljø i havnen og det vil vi gerne takke alle brugerne for”.  

Den frie passage gennem stigbordene har haft en positiv effekt på trængslen i resten af havnen, og understøtter By & Havns arbejde med udviklingen af havnen:

”Vi arbejder for at skabe en havn, hvor der er plads til alle, og det gør vi bl.a. ved at få aktiviteterne spredt ud, så al aktivitet ikke klumper sammen i inderhavnen. Når der er åbent for gennemsejling ved Stigbordene har småbåde og kajakker nemmere adgang til større dele af havnen og kan komme ud i Køge bugt. Det giver havnens andre brugere mere plads”, fortæller Kristian Wederkinck Olesen,

Spred budskabet så stigbordene kan holdes åbne

Desværre blev en enkelt vandscooter observeret i havnen denne sommer men opmærksomme borgere og foreninger meldte hurtigt ind til politiet, der på kort tid fik stoppet vandscooteren og sendt den ud af havnen igen med en bøde. 

”Vi vil selvfølgelig medregne den ærgerlige hændelse, når vi skal foretage vores evaluering af sommeren. Men samtidig var det enormt positivt at se, hvor hurtigt der blev reageret af folk langs havnen, der havde set vandscooteren sejle ind i havnen, og det gjorde os i stand til at stoppe føreren meget hurtigt. Vi har været utroligt glade for den dialogvilje, vi har mødt i havnen, ” siger Jonas Wybrandt.

Københavns Politi og By & Havn opfordrede efterfølgende i en pressemeddelelse til, at man hjælper med at sprede budskabet blandt vandscooterførere om at vandscootere og jetski ikke har noget at gøre i Københavns Havn.

Sommersæsonen i havnen begynder igen 15. maj.

Kontakt

Kristian Wederkinck Olesen, Kommunikationschef, By & Havn: Tlf.: 30535004

By & Havn ansætter Henrik Steenstrup som ny direktør for Ejendomme & Byliv

By & Havn styrker organisationen med en nyoprettet direktørstilling og ansætter tidligere vicedirektør i Nordea Ejendomme Henrik Steenstrup. Selskabets nye direktør får det strategiske og kommercielle ledelsesansvar for tre forretningsområder Udlejning & Ejendomme, Parkering og Byliv & Byrum.

Som ny direktør i By & Havn får Henrik Steenstrup blandt andet ansvaret for at udvikle By & Havns ejendomsportefølje, som består af 700 lejemål, hvoraf en stor andel er beliggende i Nordhavn. Det er en af de store ambitioner i By & Havns forretningsstrategi, at man skal konvertere og udvikle de gamle pakhuse i Nordhavn med bæredygtighed for øje til nye formål. Vi oplever stor interesse for sådanne lejemål fra bl.a. gallerier og arkitektfirmaer.

Henrik Steenstrup får også ansvaret for den fremtidige planlægning og udvikling af By & Havns parkering i selskabets byområder. Parkering er et forretningsområde, som forventes at vokse i de kommende år i takt med byudviklingen.

Vi har en ambition om løbende at styrke vores udlejningsaktiviteter og drive dem så professionelt som muligt, og det kræver en driftssikker person ved roret. Ikke mindst i forhold til at lave analyser af de fremtidige behov og muligheder i vores byområder. Jeg er sikker på, at vi i Henrik Steenstrup har fundet den helt rigtige kandidat, som med sin store erfaring kan hjælpe os med dette. Jeg glæder mig til samarbejdet.

Adm. Direktør i By & Havn, Anne Skovbro

Henrik-Steenstrup004

Den nye direktør får også ansvaret for at skabe rammerne for de gode oplevelser i havnen – Københavns blå samlingspunkt - og kommer til at stå i spidsen for at indfri målsætningerne for den rekreative og kommercielle havn, som er beskrevet i By & Havns havnestrategi. Henrik Steenstrup får samtidig en opgave i at videreføre By & Havns store ambitioner om at udvikle gode byrum, der skaber fællesskab og liv for beboerne i de nye byudviklingsområder Desuden vil der i de kommende år blive arbejdet på at indgå i associerede ejendomsselskaber som f.eks. Tunnelfabrikken og Kronløbsøen, hvor det aktive ejerskab skal styrkes.

Den nyudnævnte direktør for Ejendomme og Byliv, Henrik Steenstrup, glæder sig til de nye udfordringer:

“Der er ingen tvivl om, at By & Havn har store ambitioner med deres forretningsstrategi, og jeg glæder mig til at kunne bruge min kommercielle indsigt og brede erfaring til at medvirke til, at selskabet når målsætningerne. Det er med stor ydmyghed, jeg går til arbejdet med den videre udvikling af København, og jeg glæder mig ikke mindst til opgaven med at få de gamle industriområder og pakhuse til at blomstre med liv og gode muligheder for fælleskaber, foreningsliv og byliv.”

Henrik Steenstrup tiltræder stillingen 1. oktober 2019.

Kontakt: By & Havn, Kommunikationschef: Kristian Wederkinck Olesen: 3053 5004