By & Havn vinder pris for udbud og salgsproces af UN17 Village i Ørestad

30. august 2019

By & Havn vinder pris for udbud og salgsproces af UN17 Village i Ørestad

Torsdag aften blev Estate Media Priserne for ottende gang uddelt på Ejendomsdagene på Marienlyst Strandhotel i Helsingør.  Priserne bliver uddelt til en række profiler i branchen, der på forbilledlig vis har været med til at vise best practice inden for sit felt. By & Havn vandt i år den såkaldte Transaktionspris i forbindelse med By & Havns udbud og salg af UN17 Village i Ørestad.

Transaktionsprisen uddeles til en aktør, der har gennemført årets mest spektakulære transaktion. Transaktionen kan være spektakulær i form af størrelse, karakter, sammensætning eller på grund af de involverede aktører.

UN17 Village skal ligge på den sydligste spids i Ørestad og den fremtrædende placering med udsigt til Naturpark Amager på to sider, giver mulighed for et helt unikt byggeri. Derfor har By & Havn haft en helt særlig proces med en række krav der fulgte med til køberen. I stedet for at købe grunden og tilpasse projektet så dystede de fire prækvalificerede teams om retten til at købe byggefeltet ved at skabe det bedste projekt til Ørestads sydligste spids. By & Havn stillede for eksempel krav om, at byggeriet skulle kunne bæredygtighedscertificeres til minimum guld efter standarden DGNB.

Nrep med rådgiverne Lendager Group og Årstiderne Arkitekter blev udpeget som vinderteam i forbindelse med projektet UN17 Village. Konkurrencen markerer afslutningen på 25 års udvikling af Københavns nye bydel. Vinderprojektet, UN17 Village, er det første byggeprojekt i verden, der omsætter FN’s 17 verdensmål til konkret handling.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn, takkede for prisen:

Det er en helt særlig ære for os i By & Havn at modtage Transaktionsprisen, fordi den fortæller noget om den kerne, som By & Havn skal kunne mestre, når vi udbyder nye områder til salg. De forslag, vi fik fra alle de prækvalificerede teams var fantastiske og innovative og det viser, at branchen virkelig formår at nedbryde barriererne for vanetænkning og skabe nye løsninger, når der bliver stillet krav til dem i udbuds- og salgsfasen.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn

Vinderprojektet, UN17 Village, er det første byggeprojekt i verden, der omsætter FN’s 17 verdensmål til konkret handling og indeholder ca. 370 boliger til omkring 830 beboere, ligesom et badehus, et spisehus og en delecentral indgår i projektet på omkring 35.000 kvm på en 15.000 kvm stor grund.

UN17 Village er opdelt i fem karreer – hver med en fællesfunktion i stueetagen – og på tagfladerne etableres et stort væksthus, som både bliver et fælleshus og et mødested.

TMRW

Visualisering: tmrw.se

De fem karreer får hvert sit udtryk og bygges i høj grad af genanvendte materialer og komponenter. Det bliver bæredygtigt boligbyggeri med adskillige faciliteter, der rækker ud i resten af bydelen, og kommer til at danne ramme om nye fællesskaber i Ørestad. Huset og beliggenheden bliver dermed ikke kun til glæde for dets egne beboere, men for hele bydelen.