Her er de tre største udfordringer i havnen

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 13. december 2019.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

13. december 2019

Her er de tre største udfordringer i havnen

Der bades efter forgodtbefindende i hele havnen, området ved Slusen er udfordrende for de bløde brugere og mange bådførere overholder ikke søfartsreglerne. Det viser opsamlingen fra By & Havns første havneseminar, der satte fokus på sikkerheden i havnen.

Cirka 80 deltagere var mødt op til By & Havns første havneseminar. Temaet var den gode havnekultur med fokus på, hvordan havnens brugere og aktører sammen kan skabe en god havnekultur, hvor sikkerheden er høj og hensynet til hinanden er en naturlig del af livet i havnen, så der bliver plads til alle typer af brugere.

By & Havn inviterede til havneseminar for at få indsigt i brugernes oplevelser af sikkerheden i havnen, og give mulighed for at få indflydelse på udviklingen af havnen. Per Schulze, der er udviklingschef i By & Havn fortæller:

For at skabe en havn i god balance, er det vigtigt for os at tale med havnens mange brugere og aktører og høre deres erfaringer som hverdagens havneeksperter. Vi vil gerne høre, både hvad der fungerer men også, hvad der slet ikke fungerer, og det er der heldigvis rigtig mange, der gerne vil bidrage til.

Udviklingschef Per Schulze, By & Havn

Indsigterne fra havneseminaret er nu komprimeret i en opsamling, der særligt fremhæver tre overordnede udfordringer i havnen. De udspiller sig især i sommermånederne, hvor der er stor aktivitet i havnen.

De tre overordnede udfordringer i havnen ifølge brugerne

1 - Der bades på må og få i hele havnen. Den rene havn tiltrækker mange badegæster i de varme sommermåneder – også udenfor de ni afmærkede badesteder. Det presser trafikken i havnen og skaber farlige situationer. Opsamlingen fra By & Havns havneseminar fremhæver badende i havnen som én af de tre største udfordringer for de øvrige aktiviteter i havnen.

Arbejdet med god badeskik er allerede i gang. Sammen med Københavns Kommune lancerede By & Havn denne sommer en badekampagne, der sætter fokus på sikker badning i havnen. Det er et langt sejt træk at ændre folks adfærd, og det kræver en bred indsats. Ét af tiltagene i badekampagnen var pilotprojektet med de sejlende havneværter, hvor to livreddere sommeren igennem sejlede rundt i havnen som ambassadører for den gode havnekultur. Der åbnede også en ny badezone i sommeren 2019, så bademulighederne blev flere. Flere bademuligheder var også blandt de løsningsforslag, som mange deltagere pegede på.


2 - Stigbordene i Sydhavnen er et udfordrende område. Havneløbet snævrer ind ved Stigbordene i Sydhavnen, og det betyder, at der ofte er stærk strøm, når vandet passerer mellem nord og syd. Det gør samtidig farvandet svært at færdes i for småbåde og andre bløde brugere af havnen. Af opsamlingen fremgår det desuden, at flere brugere betragter den delvise afspærring af stigbordene som farlig.

By & Havn har et stort fokus på at forbedre området omkring Slusen for de bløde brugere. I By & Havns havnestrategi er én af målsætningerne at sprede aktiviteterne ud til flere dele af havnen, så der kommer mindre tryk på Inderhavnen, og her er området ved Slusen afgørende for at komme i mål. By & Havn undersøger forskellige tiltag omkring Slusen, bl.a. muligheden for en vind- og strømmåler, så man kan tage højde for dagens vejrforhold, når man planlægger sin tur på vandet.

Sammen med Københavns Politi vil der også blive taget stilling til, hvor vidtgående afspærringen af stigbordene skal være i sommeren 2020, og om den nuværende løsning er den bedst mulige.

3 - Sejlende overholder ikke søfartsreglerne. På havneseminaret blev det også fremhævet, at mange sejlende ikke kender søfartsreglerne og spillereglerne i havnen. De sejler f.eks. for hurtigt, de ved ikke, hvad der er lovligt/ulovligt, eller hvad der er god opførsel til vands. Det kan gøre det svært for andre at manøvrere i havnen og at danne sig et godt overblik, særligt ved udsejling fra kanalerne. Der fremkom forslag om mere og bedre skiltning.

Gode input at arbejde videre med

Foruden de tre overordnede udfordringer blev der udpeget nogle konkrete steder, hvor det er svært at få overblikket, samt ønsker til faciliteter i havnen.

De mange input fra havneseminaret bliver taget med i det videre arbejde med udviklingen af havnen. Per Schulze siger: ”Vi har fået rigtig mange gode input med hjem fra havneseminaret, som vi vil bruge i den videre udvikling af havnen. Når man samler så mange brugere af havnen på ét sted, så bliver det tydeligt, hvor brugerne ønsker, at vi skal lægge en indsats. Det er ikke alt vi kan gøre noget ved fra den ene dag til den anden, men vi får understreget nogle af de vigtige indsatsområder for at skabe en velfungerende havn.”

I første omgang vil opsamlingen fra havneseminaret indgå som en del af en igangværende trafikanalyse, som Viatrafik udarbejder for By & Havn. Opsamlingen vil ligeledes blive drøftet med Københavns Kommune, Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab i By & Havns sikkerhedssamarbejde, Partnerskab for sikker havn.

 

Havneseminaret er brugernes udviklingsforum

Havneseminaret er et udviklingsforum, hvor temaer eller projekter i havnen udvikles sammen med havnens brugere, så udviklingen sker ud fra et bredt spektrum af perspektiver, og alle ønsker og behov fra de mange forskellige typer af brugere bliver hørt. Havneseminaret vil fremover blive afholdt to gange om året som led i den nye strategi for udviklingen af den rekreative del af Københavns Havn. Næste havneseminar afholdes i foråret.