Nyt aktivitetshus flyder på vandet i Nordhavn

19. august 2019

Nyt aktivitetshus flyder på vandet i Nordhavn

Foreningerne i Nordhavn IF får deres helt eget mødested med Nordhavns bedste beliggenhed. Det flydende aktivitetshus ligger på vandet ud for Sandkaj og bliver indviet den 19. august med taler, aktiviteter og mulighed for at møde foreningerne. 

Én af Nordhavns helt særlige kvaliteter er nærheden til vandet. Nordhavn er planlagt som en bydel af holme og kanaler, og man er derfor aldrig langt væk fra det blå element. Men det nye aktivitetshus, som er bygget til idrætsforeningerne i Nordhavn IF, har ikke blot ”kig til vandet” – det er omgivet af vand. Det ligger nemlig som en ø på vandet, lige ud til badezonen.

Det er unikt for København, at vi har en havn, der er så ren, at man kan bade i den og bruge den til et væld af fritidsaktiviteter. Der er et stærkt foreningsliv omkring havnen, der skaber sammenhold og fællesskab i vores by, og det flydende aktivitetshus er et flot bidrag til foreningslivet og idrætsfaciliteterne i København og til det lokale fællesskab i Nordhavn.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S)

Det flydende aktivitetshus skal understøtte udviklingen af et aktivt fritidsliv i Nordhavn, hvor adgangen til vand og et socialt samvær er i fokus. Huset spiller sammen med de udendørs funktioner, der i forvejen er i bydelen, herunder Konditaget Lüders, robådsforposten ved Sandkaj og badezonen.

”Når vi udvikler nye bydele, er vi med til at starte foreningslivet, som en vigtig del af sammenhængskraften og fællesskabet i et nyt bykvarter. Vi har udviklet det flydende aktivitetshus sammen med foreningerne, så faciliteterne er tilpasset brugernes ønsker, og nu jeg glæder mig til at se det flydende aktivitetshus i brug, og håber, at det bliver et mødested fyldt med gode oplevelser, fællesskaber og arrangementer, ” siger Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn.

Det flydende aktivitetshus kommer til at danne ramme for mange forskellige aktiviteter og foreninger.

”Havnen er én af de største fritidsfaciliteter vi har i København, og derfor er det glædeligt, når vi får flere faciliteter og aktivitetshuse ved vandet. Det er enormt positivt, at det flydende aktivitetshus er et flerbrugerhus baseret på den deleøkonomiske tankegang, hvor adskillige foreninger bruger de samme faciliteter, så flest muligt får glæde af de nye faciliteter, ” fortæller Kultur og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde.

Banesvømning og svømme-ø

I forbindelse med etableringen af det flydende aktivitetshus er badezonen ved huset blevet udvidet, så man fremover har mulighed for 50 meters banesvømning. Der bliver også etableret en lille svømme-ø ude i vandet, der er en platform man kan svømme ud til og bruge til leg og hvil.

Anna Hassel fra Lokale og Anlægsfonden siger:

”Det flydende aktivitetshus vil danne ramme om det voksende foreningsliv i Nordhavn og skal understøtte et bredt spektrum af aktiviteter året rundt – på og ved vandet i regi af foreninger såvel som de selvorganiserede aktiviteter. Det er et hus af høj kvalitet udført i naturmaterialer, så det arbejder sammen med sine omgivelser og får patina over tid fra saltvandet, vind og vejr”

Nordhavn IF er allerede vokset meget siden etableringen i år 2016, og samler i dag 12 foreninger under samme hat.

”Vi glæder os til for første gang at få nogle samlende foreningsfaciliteter, der kan understøtte den stærkt voksende interesse, der er for idræts- og foreningsliv i Nordhavn. Med indvielsen af det flydende foreningshus ser vi resultatet af et stærkt og konstruktivt samarbejde. Vi har været med hele vejen og håber, at det flotte resultat kan inspirere til flere tilsvarende løsninger andre steder i lokalområdet i takt med at der komme flere og flere beboere og foreninger i Nordhavn, ” siger formand for Nordhavn IF, Peder Nedergaard.

Indvielsen af det flydende aktivitetshus finder sted den 19. august kl. 15:30-17:30 ved Sandkaj i Nordhavn.

Program

Den 19. august, kl. 15:30-17:30, Sandkaj.

  • 15:30: Mød foreningerne i Nordhavn IF og få en forfriskning hos frugtformidlingen
  • 16:00: Taler ved Københavns overborgmester Frank Jensen, Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde, adm. direktør i By & Havn Anne Skovbro, Arkitekt MAA Anna Hassel fra Lokale og Anlægsfonden samt formand for Nordhavn IF Peder Nedergaard
  • 16:25: Det flydende aktivitetshus indvies med hjælp fra foreningerne
  • 16:30-17:30: Kom på rundvisning i det flydende aktivitetshus og mød Spektrum Arkitekter, der har tegnet huset. De lokale foreninger står klar til at fortælle om foreningsaktiviteterne, og frugtformidlingen slukker tørsten med friskpresset juice

Fakta

Arkitekt: Spektrum Arkitekter

Entreprenør: CG Jensen

Finansiering: By & Havn 7 mio. kr., Københavns Kommune 2,5 mio. kr., Lokale og Anlægsfonden 1,9 mio. kr.

Om Det flydende aktivitetshus: Det flydende aktivitetshus skal understøtte udviklingen af et aktivt fritidsliv i Nordhavn, hvor adgangen til vand og et socialt samvær er i fokus. Huset spiller sammen med de udendørs funktioner, der i forvejen er i bydelen, herunder Konditaget Lüders, robådsforposten ved Sandkaj og badezonen.

Det flydende aktivitetshus ligger lige ud til badezonen og rummer foreningsfaciliteter samt udendørs offentlige arealer. Selve huset er et flerbrugerhus, der består af 152 indendørs kvadratmeter med foreningslokale, toilet- og badefaciliteter, sauna, og omklædningsrum. Langs huset er der offentligt tilgængelige trædæk og en trappe til ophold. Der er også etableret et offentligt tilgængeligt handicaptoilet.

Huset er bygget på Prøvestenen og sejlet til Nordhavn, hvor det er etableret.

By & Havn er bygherre på huset, som er udviklet i samarbejde med de kommende brugere, Københavns Kommune og Lokale og Anlægsfonden. Københavns kommune har nu overtaget ejerskab og drift af huset i fællesskab med områdets tilknyttede foreninger.

Pressemateriale: https://www.skyfish.com/p/byoghavn/1566574