KPC opfører nyt bæredygtigt flerbrugerhus i Nordhavn

By & Havn har indgået aftale med KPC om køb af to af de mest synlige og attraktive erhvervsgrunde i Århusgadekvarteret i Nordhavn. Her vil KPC bygge et mo­derne og effektivt flerbrugerhus, som vil have høje ambitioner for bæredygtighed og arkitektonisk fremtræden som skal ligge blandt metro og bydelspladser.

Selve aftalen sker på baggrund af en proces, hvor By & Havn har anmodet potentielle investorer om at indsende interessetilkendegivelser, således at der på den baggrund kunne indgås betingede salgsaftaler med de parter, som vurderes bedst at opfylde de samlede ønsker til de enkelte byggefelter.

Ved at udbyde byggefelterne på denne måde sikrer vi os, at de byggerier, der kommer i fremtiden, overholder en række kriterier, heriblandt at det er et ambitiøst arkitektonisk idéoplæg. Og vi er glade for at kunne sige, at KPCs byggeri opfylder de krav, og kriterier, vi har sat, herunder især kravet om DGNB-certificering til minimum guld-standard. KPCs byggeri stiler mod platin.

Michael Soetmann, Udviklings- og salgsdirektør i By & Havn.

Aarhusgadekvarteret__By og Havn_KPC_AART_3-1600px

I udvælgelsen af KPC har By & Havn især lagt vægt på, at der et højt ambitionsniveau for bæredygtighed, at bygningen er velproportioneret og passer ind i de omkringliggende omgivelser og ikke mindst passer intentionen om at bygge et flerbrugerhus med både fitness/coworking-café, fælleskantine og Deli (take away) godt ind i de ambitioner, som der er for at skabe fællesskaber i Nordhavn.

 Udviklingsdirektør i KPC, Jesper Jørgensen, har store forventninger til det nye byggeri:

”Vores ambition er at skabe et bæredygtigt kraftcenter med fællesskabet i fokus. Et kraft­center, der emmer af liv fra tidlig morgen til sen aften. Et projekt, der løfter deleøkonomien ind i udviklingen af fremtidens arbejdspladser. Alt sammen med fokus på at skabe en bygning, der rækker ud over sig selv, giver noget tilbage til byen og skaber nye muligheder for beboere og besøgende i Århusgadekvarteret.”

Aarhusgadekvarteret_By og Havn_KPC_AART_1-1600px

De to byggefelter i Århusgadekvarteret Vest er blevet udbudt samlet. I alt er etagearealet 8.000 m2. Grundene er beliggende ud til Kalkbrænderihavnsgade og Århusgadegade og med stor synlighed bl.a. fra Nordhavn s-togstation og den kommende Nordhavn metrostation, som åbner i begyndelsen af 2020. Byggeriet er tegnet af AART Architects. 

Med deres beliggenhed bliver de kommende erhvervsbyggerier porten til det livlige Århusgadekvarteret, hvor der allerede bor ca. 2.500 mennesker og arbejder ca. 700. Kvarteret rummer bl.a. adskillige butikker, supermarkeder, restauranter og caféer.

Kontakt:

Kommunikationschef, By & Havn, Kristian Wederkinck Olesen, tlf: 3053 5004

Invitation: Hvordan skaber vi en god havnekultur?

What shall we do with the drunken sailor, og hvad skal vi gøre ved badegæster, der hopper i vandet ved havnebussens stoppesteder?

Det er bare nogle af de mange spørgsmål, som vi sammen skal finde svarene på. Så vær med til at udvikle Københavns Havn, når By & Havn inviterer til Havneseminar den 5. oktober med fokus på spørgsmålet om, hvordan vi skaber en god havnekultur i Københavns Havn.

What shall we do with the drunken sailor? er en linje i en gammel sømandsvise, men det er til tider også en uvelkommen udfordring i havnen. Ligeledes har havnebusserne hen over sommeren haft udfordringer med glade badegæster, der springer i vandet ved havnebussens stoppesteder, og på de varme sommerdage er antallet af nærved-ulykker bekymrende højt.

Der har gennem årtier været fokus på de gode sikkerhedsregler, når vi bader i havet eller færdes i trafikken, men det er endnu nyt, at havnen er blevet et populært rekreativt område. Det skaber behov for at udvikle en god havnekultur og sætte fokus på sikkerheden i havnen.

Derfor inviterer By & Havn til havneseminar den 5. oktober med det primære fokus på, hvordan havnens fritidsbrugere, kommercielle brugere og sikkerhedsaktører sammen skaber en god kultur i havnen, hvor sikkerheden er høj samtidig med, at hensynet til hinanden er en naturlig del af livet i havnen, så der bliver plads til alle. By & Havn håber, at rigtig mange af havnens brugere har lyst til at bidrage med deres erfaringer og viden.

Vi arbejder for at skabe en sikker og tryg havn med plads til alle typer af brugere. Men vi er ikke eksperter på alt. Derfor håber vi, at havnens mange brugere – både dem, der er organiserede i klubber og foreninger, og dem, der er selvorganiserede eller blot bruger havnen til en kølende dukkert i ny og næ – har lyst til at deltage i havneseminaret og bidrage til havnens udvikling med deres ekspertviden som brugere

Per Schulze, udviklingschef i By & Havn.

Per Schulze fortsætter:

”Der er vidt forskellige behov og perspektiver på havnen afhængigt af, om du er SUP’er, sejler eller svømmer, om du laver kulturelle arrangementer i havnen eller fragter folk rundt i havnebusserne. Vi kan ikke imødekomme alle ønsker, men vi kan lytte og gå i dialog og tage de mange input med videre for at skabe en balanceret udvikling af havnen. Samtidig er havneseminaret også en mulighed for, at de mange brugere kan møde hinanden på kryds og tværs og få indsigt i hinandens udfordringer, og i hvordan man kan tage hensyn til hinanden”.

Dagen vil først byde på oplæg fra Københavns Politi, om sommeren der gik. Dertil oplæg om sikkerheden i havnen samt planlægningen af og strategien for havnens udvikling. Herefter er der workshop om sikkerheden i havnen og den gode havnekultur. Samlet set skal dagen bidrage med gode ideer og perspektiver til den igangværende udvikling af havnen.

Havneseminar to gange om året

Gennem de seneste år er havnen blevet et populært udflugtsmål og med et areal, der er 13 gange større end Fælledparken og dobbelt så stor som Central Park, er den et af Københavns største rekreative områder.

Derfor lancerende By & Havn i foråret en havnestrategi for den rekreative del af havnen, hvor en del af målsætningen er at skabe en god kultur i havnen, hvor sikkerheden er høj, og hensynet til hinanden er en naturlig del af livet i havnen, så der bliver plads til alle typer af brugere. Havneseminaret er et led i havnestrategien og vil fremover blive afholdt to gange om året. Havneseminaret er et udviklingsforum for havnen, hvor temaer eller projekter i havnen udvikles sammen med havnens brugere, så udviklingen sker ud fra et bredt spektrum af perspektiver, og alle ønsker og behov bliver hørt fra de mange forskellige typer af brugere.

Program

  • 09.30-10.00:     Indskrivning og kaffe
  • 10.00-10.15:     Velkomst ved By & Havn
  • 10.15-10.30:     Status på havnestrategien ved By & Havn
  • 10.30-10.45:     Politiets sæson i havnen
  • 10.45-11.00:     Trafikanalyse for sommeren 2019 ved Via Trafik
  • 11.00-11.15:     GoBoat og sikkerheden
  • 11.15-11.30:     Pause
  • 11.30-13.15:     Workshop ved arki_lab
  • 13.15: Tid til netværk og sørøverhistorier. Emilia Fiona Weir (Kålkællingerne) og Havhøst serverer havnemad og drikke, og der spilles op med sømandsmusik.


Tilmelding og det praktiske:

Havneseminaret afholdes den 5. oktober 2019 kl. 09.30-15.00 på Skolen i Sydhavnen, Støberigade 1, 2450 København. 

Tilmelding sker ved at sende en mail til havneseminar@byoghavn.dk med emnet ”Havneseminar” senest den 2. oktober. Oplys dit navn og din primære brug af havnen i mailen. Er du f.eks. roer, SUP’er eller svømmer? Nyder du havnen fra din båd eller tager du havnebussen til arbejde? Det vil vi gerne vide, så vi kan skabe den bedst mulige workshop.

Da der er et begrænset antal pladser, sker tilmelding efter først-til-mølle princippet.

 

Topdanmark Ejendom bygger igen boliger i Ørestad Syd

By & Havn har solgt boligjord til Topdanmark Ejendom centralt i Ørestad Syd. I alt er der tale om ca. 8.300 etagemeter svarende til omkring 100 boliger fordelt på rækkehus- og etageboliger.

Udviklingen går over stok og sten i Ørestad Syd. Det er bare 12 år siden, grundstenen blev lagt til bydelens første boliger, Stævnen, helt mod syd. Et par år senere fulgte det berømte nabobyggeri 8TALLET efter. Senere blev der også udviklet boliger i Arenakvarteret i den nordlige ende af bydelen, og i de seneste år er der særligt bygget i Ørestad Syds midterste del, hvor rækkehuse og lejlighedsbyggerier er skudt op og taget i brug. Antallet af beboere i Ørestad Syd har været støt stigende i hele perioden - fra 177 mennesker i 2010 til estimeret 5.500 i 2019.

Ørestad Syd er i en tilfredsstillende udvikling, og nu er der særligt gang i kranerne i den sidste, centrale del af bydelen, som binder den nordlige og sydlige del sammen. Det er vigtigt at få bygget færdigt, så fællesskaberne og det gode naboskab kan vokse frem blandt beboerne.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & havn.

Topdanmarks byggefelt danner en karré mellem Else Alfeldts Vej og Richard Mortensens vej i området lige nord for kvarterets kommende hovedgade, Asger Jorns Allé, hvor indkøbsmuligheder samt faciliteter og funktioner, der understøtter fysisk aktivitet og kulturliv er godt på vej. Her iblandt Byens Hus for enden af hovedgaden, som foruden daginstitution, café og boliger bliver et kulturelt samlingspunkt for borgerne i Ørestad Syd.

Byggefelt-1.10-1

 

Topdanmark har lige færdigopført etagebyggeriet Savannehuset lidt syd for det kommende boligbyggeri.

Savannehuset rummer 227 lejelejligheder fra 65 m2. og opefter, og byggeriet blev afleveret i fire etaper i perioden fra vinteren 2019 og frem mod sommeren 2019. Udlejningen af lejlighederne var forud for tidsplanen gennem alle etaper. Og netop det faktum, udtaler adm. direktør i Topdanmark Ejendom, Flemming Engelhardt, ”er medvirkende årsag til, at vi er meget tilfredse med at kunne realisere endnu et boligbyggeri i Ørestad Syd, hvor vi har en ambition om at gentage succesen fra Savannehuset. Kombinationen af kvalitetsbyggeri, adgang til storslået natur lige rundt om hjørnet og med et shoppingcenter, koncertarena og metroen rundt om det andet hjørne giver os troen på, at vi med grundkøbet her har lagt kimen til en langsigtet god investering for vores pensionskunder”.

Flemming Engelhardt slutter; ”vi skal nu sammen med vores samarbejdspartnere til at udvikle boligerne i detaljen, hvor karrébebyggelsen igen vil understøtte vores mål om at skabe samhørighed og tryghed blandt beboerne, så det gode liv kan leves.”

”Topdanmark er en solid samarbejdspartner, som tidligere har bygget boliger i Ørestad Syd, og i By & Havn glæder vi os over Topdanmarks kontinuerlige interesse for at investere i bydelen,” siger Anne Skovbro.

Badesæsonen slutter i dag: københavnerne har været badehunde trods sløjt sommervejr

Selvom sommervejret i 2019 har varieret, er københavnerne lystigt sprunget i Københavns Havn. Knap 235.000 badegæster har benyttet havnebadene i løbet af sommeren. Det er næsten ligeså mange som i rekordsommeren 2018.

I dag slutter sommerens badesæson i Københavns Havn officielt, og livredderne, der har passet på de mange badegæster i havnebadene hele sommeren, kan kravle ned fra tårnet og tage en velfortjent vinterpause. For igen i år har der været travlt i havnebadene, hvor næsten 235.000 badegæster har taget en dukkert.

Københavns Kommune, som driver de tre havnebade på hhv. Islands Brygge, ved Fisketorvet og ved Sluseholmen, reagerede i foråret på den store interesse for at bade i havnen, og udvidede badesæsonen med 14 dage i hver ende, så der nu er åbent i de livredderbemandede havnebade fra den 15. maj til den 15. september.

Foruden de tre havnebade kan man også bade i havnens badezoner.

Københavns Havn er noget ganske særligt, og det er fedt at opleve, hvor glade københavnerne er for at springe i havnen – også selvom badevejret ikke har været prangende i år. Denne sommer har vi indviet en badezone mere, og det glæder mig, at vi bliver ved med at udvide bademulighederne, så københavnerne kan tage sig dukkert, så mange steder i havnen som muligt.

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å)

DSC_0428

Selvom sommerens badesæson med livredderbemandede havnebade afsluttes i dag den 15. september, kan man stadig tage en dukkert i havnen i én af de seks badezoner, der er tilgængelige året rundt, men ikke er bemandet af livreddere.

”Havnen er blevet et vigtigt rekreativt byrum for københavnerne og besøgende. Der er især stor aktivitet i havnen om sommeren, men havnen er også et dejligt sted at være om vinteren, og vi arbejder for at skabe en havn, der skaber glæde og kan bruges 365 dage om året. Derfor håber vi også, at mange vil bruge badezonerne når vi går vinteren i møde – hvis man altså ikke er for kuldskær, ” siger Per Schulze, udviklingschef i By & Havn.

Når sommersæsonen afsluttes, åbnes der for andre aktiviteter i vinterperioden. Stigbordene ved Slusen i Sydhavn bliver åbnet i starten af oktober og ruterne til SUP udvides. Om sommeren kan man SUPe syd for Langebro og i Nordhavns Nordbassin. Fra i dag og frem til den 15. maj åbner en SUP-rute, der forbinder Holmen med arealerne Syd for Langebro, så mulighederne for langture udvides. Se kortene på By & Havns hjemmeside.

FAKTA

  • I badesæsonen 2017 havde havnebadende 103.654 besøgende. I 2018 havde de 253.683 besøgende. Og i 2019 231.533 besøgende.
  • Der er tre havnebade i København. På Islands Brygge, ved Fisketorvet og på Sluseholmen.
  • Havnebadene er kendetegnet ved, at de er bemandet med livreddere i dagtimerne hen over sommeren. Bassinerne har fast bund og kanter, og der er mange stiger. Havnebadene er åbne i perioden fra den 15/5-15/9
  • Derudover har havnen seks badezoner. Antallet af besøgende i badezonerne registreres ikke.
  • Badezonerne er ikke bemandet af livreddere og de kan benyttes året rundt. De er markeret med bøjer og flyderør, så der er ingen faste kanter eller bund. Badezonerne kan være mange meter dybe.
  • Når man benytter havnens ni badesteder er man i sikkerhed for trafik i havnen, og kvaliteten af badevandet bliver tjekket året rundt, så man ved, om vandet er rent nok til at bade i.

Nyt bæredygtigt kvarter skal bevare unikt miljø

Stejlepladsen i Sydhavnen bliver Københavns nye bæredygtige kvarter med udsigt til Fiskerhavnen og med naturområdet Sydhavnstippen lige i baghaven. Genbrugsmaterialer, mindre boliger og sociale fællesskaber i samspil med det oprindelige havnemiljø og de eksisterende bådklubber er tænkt ind i arkitektkonkurrencen for området, som skydes i gang i dag.

Området omkring Stejlepladsen i Sydhavnen er kendt for sit unikke havneliv med mange sejl- og bådeklubber langs kajkanten. I udviklingen af området bliver det derfor et væsentligt krav at bevare det havneliv, der er i området.

Tre arkitektteams er i dag blev indbudt til at komme med deres bud på Stejlepladsens kommende bebyggelseseplan. I konkurreceprogrammet for området skal arkitekterne forholde sig til områdets maritime kulturmiljø, Stejlepladsens potentiale for et bæredygtigt hverdagsliv og Sydhavnstippens naturværdier – et område der ligger et stenkast fra Stejlepladsen.

Forud for arkitektkonkurrencen har borgere og interesseorganisationer givet input til udviklingen af Stejlepladsen. De mange input indgår nu i konkurrencematerialet, så de konkurrerende arkitekter kan lade sig inspirere af borgernes ønsker og idéer til området.

Administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, siger:

Stejlepladsen er en del af et unikt miljø, som vi selvfølgelig skal gøre alt for at bevare samtidig med, at vi bygger et nyt kvarter, som vi har fået til opdrag. Vi har været i dialog med beboere og foreninger og har i konkurrencematerialet lagt vægt på, at der skal tages størst muligt hensyn til miljøet i området og at byggeriet nedskaleres mod Fiskerhavnen, så der bliver plads til grønne kantzoner og lokale mødesteder. Vi ser meget frem til at modtage arkitekternes forslag.

Administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro

Det er visionen, at det cirka 51.800 m2 store areal skal udvikles til et nyt og bæredygtigt boligområde med cirka 900 boliger, hvoraf 25 procent af de samlede boligareal skal være almene boliger.

På baggrund af bl.a. borgerinddragelsen er der blevet indført i konkurrencematerialet , at området skal have en stor andel mindre boliger. Det vil give gode rammer for at både børnefamilier, studerende og seniorer kan have lyst til at flytte ind og skabe nye fællesskaber og socialt liv i området. Bebyggelsesprocenten er reduceret fra de oprindelige 150 til 140 procent for at skabe mere luft og centrale fællesarealer mellem bygningerne og kunne bevare det grønne areal langs havnen.

Mangfoldigt og grønt kvarter

Bæredygtighed og miljø bliver helt centralt for det nye område, som skal certificeres efter de højeste standarder for bæredygtighed, og byggeriet skal beklædes med naturlige, genanvendte eller ressourcevenlige materialer. Cirka 40 procent af kvarterets areal skal udlægges til rekreative områder og natur, grønne kantzoner og stier til bløde traffikanter m.m.

Bag projektet står By & Havn og pensionsselskabet PFA, der er gået sammen i et projektselskab. Selskabet skal de kommende  år udvikle det nye kvarter i fællesskab. I PFA har man store forventninger til området og ser frem til at bygge et nyt, bæredygtigt kvarter, så flere mennesker får muligheden for at blive en del af det unikke miljø ved Stejlepladsen.

Ejendomsdirektør i PFA Michael Bruhn er meget glad for at kunne præsentere projektet sammen med partnerne i By & Havn. Han siger:

”Vi har store forventninger til byggeprojektet. Stejlepladsen bliver nu udviklet med øje for områdets karakter og unikke beliggenhed og med fokus på bæredygtige boliger og en mangfoldig byudvikling. Vi er i den forbindelse glade for, at vi via vores joint venture med By & Havn har kunnet holde omkostningerne på et fornuftigt niveau sammenlignet med andet nybyggeri i København. Da to tredjedele af boligerne samtidig bliver 1- og 2-værelses, er vi også inde og imødekomme behovet for mindre boliger i Hovedstaden.”

Stejlepladsen-optegnet-16-9

Den røde streg markerer det samlede konkurrenceområde. Den hvide stiplede linje markerer byggezonen, hvor der kan bygges boliger m.m. Den gule stiplede linje markerer et byggefelt med tæt-lav bebyggelse som i naboarealernes bådehusområder.

For at sikre de høje ambitioner om bæredygtig udvikling på Stejlepladsen, har selskabet tilknyttet Lendager Group som proces- og bæredygtighedskonsulenter for bygherre.

Proceskonsulent, Anders Lendager siger:

”Byggeriet står for omkring 70 procent af vores materialeforbrug og 40 procent af vores CO2 udledning og affald. Men bæredygtighed er mere end CO2 og materialevalg. Uden social inklusion ingen bæredygtighed. På Stejlepladsen får vi mulighed for dels at fokusere på CO2 og genanvendelse, men også på social bæredygtighed med boliger til de almindelige borgere, som alt for ofte bliver glemt i projektbyggeriet.”

De tre arkitektteams, der er indbudt til at deltage i konkurrencen for Stejlepladsen er NORD Architects, Arkitema, og Christensen & Co. Det endelige forslag skal afleveres primo november. Vinderforslaget forventes at blive offentliggjort i starten af december i år.

Det forventes, at byggeriet af kvarteret kan begynde i 2021, når lokalplanen for området er vedtaget.


Yderligere information:

Kommunikationschef, Kristian Wederkinck, By & Havn, tlf. 3053 5004
Ejendomsdirektør, Michael Bruhn, PFA,  tlf: 2428 4630

Om Stejlepladsen:

  • I forbindelse med Københavns Kommunes Budget for 2019 blev det bl.a. besluttet at skabe en ny, grøn og bæredygtig bydel ved Stejlpladsen i Sydhavnen i stedet for Ørestad Fælled Kvarter, som det tidligere havde været planen.
  • Der kan på Stejlepladsen opføres 72.000 etagemeter på et areal på 51.800 m2.
  • Området skal have cirka 900 boliger, heraf skal 25 procent skal være almene boliger. Resten skal være private udlejningsboliger. Derudover er der planlagt en daginstitution på Stejlepladsen.
  • Bygninger og kvarteret skal bæredygtighedscertificeres efter DGNB. Ambitionen er, at bygninger skal opnå en guld-certificering.

Foreløbig proces for udviklingen af Stejlepladsen:

  • Oktober 2019: Startredegørelse til politisk godkendelse i Københavns Borgerrepræsentation
  • oktober 2019: Aflevering af konkurrenceforslag til bebyggelsesplan
  • November 2019: Forventet offentliggørelse af vinderforslag
  • Januar 2020: Offentligt borgermøde med præsentation af vinderforslag
  • Juni 2020: Lokalplansforslag til politisk godkendelse
  • Juli- aug. 2020: Offentlig høring af lokalplansforslag
  • 2020: Endelig lokalplan til politisk vedtagelse og byggeriet kan gå i gang
logobanner_bh-pfa

Selskabet og parterne bag

  • By & Havn og PFA har indgået en aftale om at etablere et projektselskab, der skal udvikle Stejlepladsen de kommende 10 år. Selskabet ejes ligeligt af parterne. Aftalen er betinget af, at der vedtages en endelig lokalplan for området.

  • Når byggeriet på Stejlepladsen er opført, vil det nye selskab overgå fra at være bygherre til at varetage udlejning og salg af boliger. Dermed kommer selskabet til at stå for udviklingen af hele bykvarteret og kan tage ansvar for og hånd om at opfylde byudviklingens mål og visioner.

  • By & Havn er et offentligt ejet selskab, ejet af staten og Københavns Kommune. Selskabet udvikler nye byområder og forestår havnedriften i Københavns Havn. Selskabets primære ambition er at skabe sunde, bæredygtige og sammenhængende bykvarterer af høj kvalitet med plads til fællesskaber. By & Havns aktiviteter finansierer offentlig infrastruktur, som fx metroen.

  • PFA er Danmarks største kommercielle kundeejede pensionsselskab med ca. 600 mia. kr. under forvaltning og 1,3 mio. pensionskunder. PFA blev dannet i 1917 og har en mere end 100 år lang historie som kundeejet selskab, hvor grundfundamentet bygger på at gøre en positiv forskel i kundernes liv. Det gælder på pensionsområdet i forhold til opsparing og i forhold til at sikre kunderne økonomisk i tilfælde af sygdom og ulykke. Samtidig har PFA de seneste år udviklet nye værditilbud inden for seniorområdet, bolig, sundhed og i relation til opsparing af private midler. PFA har ejendomsinvesteringer for ca. 70 mia. kr.

By & Havn vinder pris for udbud og salgsproces af UN17 Village i Ørestad

Torsdag aften blev Estate Media Priserne for ottende gang uddelt på Ejendomsdagene på Marienlyst Strandhotel i Helsingør.  Priserne bliver uddelt til en række profiler i branchen, der på forbilledlig vis har været med til at vise best practice inden for sit felt. By & Havn vandt i år den såkaldte Transaktionspris i forbindelse med By & Havns udbud og salg af UN17 Village i Ørestad.

Transaktionsprisen uddeles til en aktør, der har gennemført årets mest spektakulære transaktion. Transaktionen kan være spektakulær i form af størrelse, karakter, sammensætning eller på grund af de involverede aktører.

UN17 Village skal ligge på den sydligste spids i Ørestad og den fremtrædende placering med udsigt til Naturpark Amager på to sider, giver mulighed for et helt unikt byggeri. Derfor har By & Havn haft en helt særlig proces med en række krav der fulgte med til køberen. I stedet for at købe grunden og tilpasse projektet så dystede de fire prækvalificerede teams om retten til at købe byggefeltet ved at skabe det bedste projekt til Ørestads sydligste spids. By & Havn stillede for eksempel krav om, at byggeriet skulle kunne bæredygtighedscertificeres til minimum guld efter standarden DGNB.

Nrep med rådgiverne Lendager Group og Årstiderne Arkitekter blev udpeget som vinderteam i forbindelse med projektet UN17 Village. Konkurrencen markerer afslutningen på 25 års udvikling af Københavns nye bydel. Vinderprojektet, UN17 Village, er det første byggeprojekt i verden, der omsætter FN’s 17 verdensmål til konkret handling.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn, takkede for prisen:

Det er en helt særlig ære for os i By & Havn at modtage Transaktionsprisen, fordi den fortæller noget om den kerne, som By & Havn skal kunne mestre, når vi udbyder nye områder til salg. De forslag, vi fik fra alle de prækvalificerede teams var fantastiske og innovative og det viser, at branchen virkelig formår at nedbryde barriererne for vanetænkning og skabe nye løsninger, når der bliver stillet krav til dem i udbuds- og salgsfasen.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn

Vinderprojektet, UN17 Village, er det første byggeprojekt i verden, der omsætter FN’s 17 verdensmål til konkret handling og indeholder ca. 370 boliger til omkring 830 beboere, ligesom et badehus, et spisehus og en delecentral indgår i projektet på omkring 35.000 kvm på en 15.000 kvm stor grund.

UN17 Village er opdelt i fem karreer – hver med en fællesfunktion i stueetagen – og på tagfladerne etableres et stort væksthus, som både bliver et fælleshus og et mødested.

TMRW

Visualisering: tmrw.se

De fem karreer får hvert sit udtryk og bygges i høj grad af genanvendte materialer og komponenter. Det bliver bæredygtigt boligbyggeri med adskillige faciliteter, der rækker ud i resten af bydelen, og kommer til at danne ramme om nye fællesskaber i Ørestad. Huset og beliggenheden bliver dermed ikke kun til glæde for dets egne beboere, men for hele bydelen.

 

Nyt fra bestyrelsen - 28. august 2019

By & Havns bestyrelse har på sit møde den 28. august 2019 bl.a. drøftet:

  • By & Havns halvårsrapport for 2019, som fremsendes til ejerne og offentliggøres på selskabets hjemmeside.
  • Sager angående indgåelse af salgsaftaler og indretning af lejemål, herunder lejemålsindretning i Pakhus 54.

De konkrete salgssager vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt.

  • Mødeplan for 2020. Der er planlagt bestyrelsesmøder følgende dage:
    • Tirsdag den 31. marts
    • Onsdag den 6. maj
    • Torsdag den 18. juni
    • Torsdag den 27. august
    • Torsdag den 5. november
    • Torsdag den 10. december

København får ny bæredygtig bydel bygget i træ

Vejlandskvarteret bliver Københavns nye bydel på Amager og byder blandt andet på boliger bygget i træ og genbrugsmaterialer til omtrent fire tusinde beboere – og grønne områder, der forbinder det nye kvarter med naturen omkring. Arkitektkonkurrencen for Vejlandskvarteret begynder i dag.

Områderne omkring Vejlandskvarteret på Amager har tidligere blandt andet været jagtområde i Chr. IVs tid, henrettelsesplads og senere losseplads. Fremover skal området have Københavns nye bæredygtige bydel – med 2.000 nye boliger bygget i træ, certificeret efter de højeste standarder for bæredygtighed og med facader beklædt med naturmaterialer som sten, tegl og træ. Mere end en tredjedel af kvarterets areal skal reserveres til natur og rekreative områder, og grønne sammenhængede arealer skal danne forbindelser ud til naturen omkring.

Samtidig kan byens børnefamilier, studerende og seniorer se frem til nye boliger med fællesskab i centrum, som skal indrettes med centrale fællesarealer. Cirka 500 af kvarterets nye boliger skal være almene boliger. Det fremgår af materialet til arkitektkonkurrencen, som offentliggøres i dag.

København skal også i fremtiden være en grøn storby, hvor vi har plads til mennesker med en almindelig indkomst. Med Vejlandskvarteret får vi en ny fantastisk, grøn københavnerbydel med 2.000 bæredygtige boliger bygget i træ – det første kvarter af sin slags i Danmark i den skala – og dejlige, grønne områder, som binder bydelen sammen med naturen omkring. Københavnerne kan glæde sig til boliger med fællesskab i centrum, netop som mange børnefamilier og studerende efterspørger.

Overborgmester Frank Jensen (S).

Forud for arkitektkonkurrencen har borgere og interesseorganisationer givet input til masterplanen for det nye område. Forslagene har været med til at danne baggrund for de krav, der stilles til det nye byggeri i konkurrencematerialet. Det er blandt andet et krav, at både bygninger og kvarter skal leve op til de højeste standarder inden for bæredygtigt byggeri. Biltrafikken i kvarteret skal begrænses mest muligt. Og der skal plantes arter, som allerede vokser på Amager Fælled, og som kan trække fugle og insekter med ind i kvarteret.

Bag projektet står By & Havn og PensionDanmark, der er gået sammen i et projektselskab. Selskabet skal de kommende 10 år udvikle den nye bydel, som bliver det fjerde og sidste bykvarter i Ørestad.

Vejlandskvarteret_omraade_1-(1)

”Arkitektkonkurrencen på Vejlandskvarteret bliver unik, og jeg er utroligt spændt på at se de forslag, som arkitektfirmaerne kommer med. Vi har mærket en stor interesse for at bidrage til udviklingen af dette område, og vi kan se, at bæredygtighed og natur vægtes højt. Her bliver der virkelig mulighed for at få afprøvet de bæredygtige tanker og udtryk og vise, at Danmark er helt i front – både når det kommer til arkitektur, men også i forhold til bæredygtige løsninger i samspil med naturen,” siger adm. dir. i By & Havn, Anne Skovbro.

I PensionDanmark har man siden 2012 øget investeringerne i bæredygtige byggerier, og investeringen i Vejlandskvarteret lå lige for:

”Der er tale om et interessant bykvarter af høj kvalitet og med en god beliggenhed i Ørestad tæt på metro og natur. Det er sjældent, der opstår en mulighed for at investere i en hel bydel, der tilmed har et bæredygtigt tankesæt, og vi er meget glade for at blive en del af projektet. Det er en markant investering, der vil give et stabilt og langsigtet afkast til vores medlemmer. ”, siger Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark.

Der er indbudt fem teams til at deltage i masterplanskonkurrencen for Vejlandskvarteret under hhv. AART Architects, Henning Larsen, SLETH, Vandkunsten og WERK, som skal sende forslag ind inden primo november. Vinderforslaget forventes at blive offentligtgjort i starten af december i år.

Det forventes, at byggeriet af kvarteret kan gå i gang i 2021, når lokalplanen for området er vedtaget.

logos

Yderligere information:

  • Kommunikationschef, Kristian Wederkinck, By & Havn, tlf. 3053 5004
  • Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund, PensionDanmark, tlf: 2019 9238
  • Pressechef, Rikke Egelund, Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune, Tlf. 3147 9497

Nyhedsbrevsteksten er opdateret den 1. september 2020.

55 events i Nordhavn til Kulturhavn Festival 2019

23. – 25. august er der atter Kulturhavn Festival med masser af arrangementer langs Københavns havn. Igen i år erNordhavn en af festivalens storedestinationer.

Foruden By & Havns guidede ture og åbne udstilling, som du kan læse om nedenfor, er der bl.a. rock- og popkoncerter, minitriatlon, talks, dans, udstillinger, fællesmaleri, kajak, surf ski og stand up paddle, workshops og korkoncerter i kvarteret. Arrangementerne koncentrerer sig om Århusgadekvarteret.

 

By & Havns arrangementer under Kulturhavn Festival 2019:

Himmel og Hav! - udstilling

​Lørdag kl. 10 - 20 og søndag kl. 10 - 16

By & Havns udstilling i Nordhavn, Himmel og hav!, har hjemme i The Silos stueetage og holder åbent under Kulturhavn Festival.
Her kan du få et indblik i de grundlæggende tanker og visioner for udviklingen af Nordhavn og læse om de bæredygtige initiativer i bydelen. Her er både oversigtskort, arkitektoniske modeller, fortællinger fra beboere og gamle fotografier. Kig forbi og bliv opdateret på planerne for Nordhavn. Du kan også hente et gratis kort over Århusgadekvarteret, så du selv kan gå på opdagelse i det nye byområde. Du finder udstillingen på Helsinkigade 29.

Guidet tur med fokus på bæredygtighed

Lørdag og søndag kl. 10 - 12

Visionen for Nordhavn er grøn, og i Århusgadekvarteret er både byggerier og infrastruktur tænkt med bæredygtighed for øje. I anledning af Kulturhavn Festival tager By & Havn dig på en guidet tur i kvarteret, hvor du vil høre mere om fortiden som frihavn og fremtiden som moderne by- og beboelseskvarter. I Nordhavn er både byggerier og infrastruktur tænkt med bæredygtighed for øje. Kom med på guidet tur i Nordhavn og hør om 5-minutters byen, genanvendelsen af de gamle byggerier, energivenlige løsninger, et bæredygtigt handelsliv, rensning af regnvand og meget mere. De guidede ture starter ved udstillingen "Himmel og hav!", Helsinkigade 29. Tilmelding ikke nødvendig.

Guided walk in Aarhusgadekvarteret

Saturday 2.30 pm - 4.30 pm

CPH City & Port Development (By & Havn) takes you on a guided tour in Århusgadekvarteret, which is a new progressive urban district with distinct historical traces. CPH City & Port’s guide takes you on a walk around the neighbourhood where old buildings, silos and quays are combined with new urban spaces, buildings and wharfs. The tour includes a visit to the recreational area Konditaget Lüders, the promenade Sandkaj near the water, and a walk through the dense residential area. On the way, our guide will tell you about the overall vision for the sustainable Nordhavn. The guided walk is in English - and it's free. Registration is not required. Meeting point: The exhibition “Himmel og hav!", Helsinkigade 29.

Guidet tur i Århusgadekvarteret

Søndag kl. 14.30 - 16.30

Århusgadekvarteret er en helt ny bydel under opførsel i Nordhavn. By & Havn tager dig på en guidet tur i kvarteret, hvor du vil høre mere om fortiden som frihavn og fremtiden som moderne by- og beboelseskvarter. I anledning af Kulturhavn Festival tager By & Havns guide dig med på gåtur i Århusgadekvarteret og fortæller om planerne for udvikling af Nordhavn. Mens du bevæger dig rundt mellem færdige og igangværende byggerier, besøger konditaget på P-huset Lüders og lægger vejen forbi Sandkaj Brygge, vil du høre om både områdets fortid og fremtid. Tilmelding ikke nødvendig. Mødested: Mødested: Udstillingen Himmel og hav!, Helsinkigade 29.

 

cropped-aflang_transperant-100
69262529_2106995666269590_8766558417604050944_o (1)

KOM OG HEP

Det er et flot skue, når de mange deltagere i gadeløbet PFA Harbour Run indtager Nordhavn søndag d. 25. august. 

Søndag d. 25. august vil motionsløbet PFA Harbour Run finde sted i tidsrummet kl. 10-12 ligeledes med udgangspunkt i Göteborg Plads. Ingen veje i Nordhavn vil blive spærret af, men der kan formentlig opstå ventetid for ud- og indkørsel i kvarteret. Der er links til ruterne herunder - og læs mere i det 'nabobrev', der er runddelt af Kulturhavn og PFA Harbour Run.

Der er ikke flere pladser til hverken børne- eller voksenløbet. Deltagerantallet i Harbour Run er imponerende 2.400 voksne og børn. 

Nyt aktivitetshus flyder på vandet i Nordhavn

Foreningerne i Nordhavn IF får deres helt eget mødested med Nordhavns bedste beliggenhed. Det flydende aktivitetshus ligger på vandet ud for Sandkaj og bliver indviet den 19. august med taler, aktiviteter og mulighed for at møde foreningerne. 

Én af Nordhavns helt særlige kvaliteter er nærheden til vandet. Nordhavn er planlagt som en bydel af holme og kanaler, og man er derfor aldrig langt væk fra det blå element. Men det nye aktivitetshus, som er bygget til idrætsforeningerne i Nordhavn IF, har ikke blot ”kig til vandet” – det er omgivet af vand. Det ligger nemlig som en ø på vandet, lige ud til badezonen.

Det er unikt for København, at vi har en havn, der er så ren, at man kan bade i den og bruge den til et væld af fritidsaktiviteter. Der er et stærkt foreningsliv omkring havnen, der skaber sammenhold og fællesskab i vores by, og det flydende aktivitetshus er et flot bidrag til foreningslivet og idrætsfaciliteterne i København og til det lokale fællesskab i Nordhavn.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S)

Det flydende aktivitetshus skal understøtte udviklingen af et aktivt fritidsliv i Nordhavn, hvor adgangen til vand og et socialt samvær er i fokus. Huset spiller sammen med de udendørs funktioner, der i forvejen er i bydelen, herunder Konditaget Lüders, robådsforposten ved Sandkaj og badezonen.

”Når vi udvikler nye bydele, er vi med til at starte foreningslivet, som en vigtig del af sammenhængskraften og fællesskabet i et nyt bykvarter. Vi har udviklet det flydende aktivitetshus sammen med foreningerne, så faciliteterne er tilpasset brugernes ønsker, og nu jeg glæder mig til at se det flydende aktivitetshus i brug, og håber, at det bliver et mødested fyldt med gode oplevelser, fællesskaber og arrangementer, ” siger Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn.

Det flydende aktivitetshus kommer til at danne ramme for mange forskellige aktiviteter og foreninger.

”Havnen er én af de største fritidsfaciliteter vi har i København, og derfor er det glædeligt, når vi får flere faciliteter og aktivitetshuse ved vandet. Det er enormt positivt, at det flydende aktivitetshus er et flerbrugerhus baseret på den deleøkonomiske tankegang, hvor adskillige foreninger bruger de samme faciliteter, så flest muligt får glæde af de nye faciliteter, ” fortæller Kultur og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde.

Banesvømning og svømme-ø

I forbindelse med etableringen af det flydende aktivitetshus er badezonen ved huset blevet udvidet, så man fremover har mulighed for 50 meters banesvømning. Der bliver også etableret en lille svømme-ø ude i vandet, der er en platform man kan svømme ud til og bruge til leg og hvil.

Anna Hassel fra Lokale og Anlægsfonden siger:

”Det flydende aktivitetshus vil danne ramme om det voksende foreningsliv i Nordhavn og skal understøtte et bredt spektrum af aktiviteter året rundt – på og ved vandet i regi af foreninger såvel som de selvorganiserede aktiviteter. Det er et hus af høj kvalitet udført i naturmaterialer, så det arbejder sammen med sine omgivelser og får patina over tid fra saltvandet, vind og vejr”

Nordhavn IF er allerede vokset meget siden etableringen i år 2016, og samler i dag 12 foreninger under samme hat.

”Vi glæder os til for første gang at få nogle samlende foreningsfaciliteter, der kan understøtte den stærkt voksende interesse, der er for idræts- og foreningsliv i Nordhavn. Med indvielsen af det flydende foreningshus ser vi resultatet af et stærkt og konstruktivt samarbejde. Vi har været med hele vejen og håber, at det flotte resultat kan inspirere til flere tilsvarende løsninger andre steder i lokalområdet i takt med at der komme flere og flere beboere og foreninger i Nordhavn, ” siger formand for Nordhavn IF, Peder Nedergaard.

Indvielsen af det flydende aktivitetshus finder sted den 19. august kl. 15:30-17:30 ved Sandkaj i Nordhavn.

Program

Den 19. august, kl. 15:30-17:30, Sandkaj.

  • 15:30: Mød foreningerne i Nordhavn IF og få en forfriskning hos frugtformidlingen
  • 16:00: Taler ved Københavns overborgmester Frank Jensen, Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde, adm. direktør i By & Havn Anne Skovbro, Arkitekt MAA Anna Hassel fra Lokale og Anlægsfonden samt formand for Nordhavn IF Peder Nedergaard
  • 16:25: Det flydende aktivitetshus indvies med hjælp fra foreningerne
  • 16:30-17:30: Kom på rundvisning i det flydende aktivitetshus og mød Spektrum Arkitekter, der har tegnet huset. De lokale foreninger står klar til at fortælle om foreningsaktiviteterne, og frugtformidlingen slukker tørsten med friskpresset juice

Fakta

Arkitekt: Spektrum Arkitekter

Entreprenør: CG Jensen

Finansiering: By & Havn 7 mio. kr., Københavns Kommune 2,5 mio. kr., Lokale og Anlægsfonden 1,9 mio. kr.

Om Det flydende aktivitetshus: Det flydende aktivitetshus skal understøtte udviklingen af et aktivt fritidsliv i Nordhavn, hvor adgangen til vand og et socialt samvær er i fokus. Huset spiller sammen med de udendørs funktioner, der i forvejen er i bydelen, herunder Konditaget Lüders, robådsforposten ved Sandkaj og badezonen.

Det flydende aktivitetshus ligger lige ud til badezonen og rummer foreningsfaciliteter samt udendørs offentlige arealer. Selve huset er et flerbrugerhus, der består af 152 indendørs kvadratmeter med foreningslokale, toilet- og badefaciliteter, sauna, og omklædningsrum. Langs huset er der offentligt tilgængelige trædæk og en trappe til ophold. Der er også etableret et offentligt tilgængeligt handicaptoilet.

Huset er bygget på Prøvestenen og sejlet til Nordhavn, hvor det er etableret.

By & Havn er bygherre på huset, som er udviklet i samarbejde med de kommende brugere, Københavns Kommune og Lokale og Anlægsfonden. Københavns kommune har nu overtaget ejerskab og drift af huset i fællesskab med områdets tilknyttede foreninger.

Pressemateriale: https://www.skyfish.com/p/byoghavn/1566574