Københavns blå byrum skal udvikles sammen med brugerne

13 gange så stor som Fælledparken og mere populær end nogensinde – Københavns Havn er blevet byens blå byrum, hvor vi mødes om kultur, foreningsliv og med gode venner. Det medfører nye behov og krav til havnens udvikling. Derfor lancerer By & Havn i dag en strategi for den fremtidige udvikling af den rekreative del af Københavns Havn, hvor målet er at skabe en levende og bæredygtig havn i tæt samarbejde med relevante partnere.

Københavns Havn har gennemlevet en stor forandring i det seneste årti. Det sidste aktive erhvervsskib i inderhavnen sejlede den allersidste last avispapir til Papirøen i 2013, og i dag bruges de centrale dele af Københavns Havn ikke længere af industrien, men alene til rekreative aktiviteter.

Sidste sommer blev København kåret af CNN som verdens bedste badeby og interessen for at bruge havnens blå frirum er vokset eksplosivt i de senere år. Aktiviteterne omkring havnen spænder vidt. Kajakker, motorbåde, eldrevne både, havnebusser, kanalrundfarter, SUP’ere, kulturudviklere og badende nyder alle godt af hovedstadens blå åndehul. Det skaber mange gode oplevelser, men også et pres på havnen – særligt om sommeren.

Derfor skal By & Havns nye strategi for den rekreative del af havnen balancere populariteten med sikkerheden og understøtte den fortsatte udvikling af aktiviteter i havnen.

”Havnen er et fantastisk aktiv for København, som taler direkte ind i vores ambitioner om at sikre en både levende og sammenhængende by. Jeg bor selv ved havnen og bruger den til at sejle kajak, og oplever på allernærmeste hold, hvordan rigtig mange københavnerne – og besøgende for den sags skyld – har glæde af havnen til hverdag. Derfor er jeg også glad for, at vi nu får en havnestrategi, så vi kan få endnu mere ud af havnens rekreative potentiale.”

Overborgmester Frank Jensen

Kursen er sat for Københavns havn

By & Havns blå vision er at arbejde for at skabe velfungerende og trygge rammer for det gode sociale liv i og omkring havnen. Med en god balance af byliv, rekreative og kommercielle aktiviteter skal der skabes en levende og bæredygtig havn i et tæt samarbejde med relevante partnere.

Administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, siger.

”Vi oplever, at flere og flere gerne vil bruge havnen til kultur, events, foreningsliv og kommercielle aktiviteter. Derfor er tidspunktet rigtigt nu til at sætte kursen for udviklingen af Københavns blå byrum, så de intet mindre en 7 kvadratkilometer bliver brugt på bedste vis, og der sikres, at der er plads til alle, samtidig med at man tager hensyn til hinanden og sikkerheden holdes i top. Havnen er en del af Københavns kulturelle identitet, og vi skal holde fast i havnens historie og betydning for København, når vi udvikler havnen. Det er vigtigt at finde en god balance i dette arbejde og derfor er det vigtigt, at så mange aktører som muligt inddrages i partnerskabet. ”

Nye faciliteter og fokus på sikker adfærd

Det er By & Havns vurdering, at der i dag er et særligt stort pres på Inderhavnen, men at der er plads til flere rekreative aktiviteter i havnen. Derfor er én af målsætningerne i havnestrategien netop at skabe plads til flere aktiviteter ved at sprede aktiviteterne ud i hele havnen. Det vil blandt andet ske ved at skabe attraktive steder i hele havnen, blandt andet med flere blå støttepunkter, hvor de mange forskellige brugergrupper kan udøve deres aktivitet og danne nye fællesskaber. Det kan f.eks. være pladser til både, flere anløbsbroer, det flydende aktivitetshus i Nordhavn, havneskole m.m.

En anden målsætning er at sikre trygge rammer for de mange forskellige typer af brugere ved f.eks. at adskille trafikken i motoriseret trafik, ikke-motoriseret trafik og badende. Det vil også ske ved større tilstedeværelse af myndigheder på vandet, og så etableres der et endnu tættere samarbejde mellem havnens sikkerhedsaktører under navnet Partnerskabet for sikker havn. Det ledes af By & Havn og kommer derudover til at bestå af Københavns Kommune, Hovedstadens Beredskab og Københavns Politi.

Den tredje overordnede målsætning for udviklingen af den rekreative del af havnen er at bidrage til at fremme en god havnekultur, så havnens mange brugere har fokus på sikker brug af havnen og tager hensyn til hinanden.

Foruden de tre målsætninger skal en række nye fyrtårnsprojekter sættes i søen. Blandt andet en havneapp, et flydende aktivitetshus, en havneskole,  2 x havneHUBs m.m.  Klik på kortet og se mere.

Brugerne er med i udviklingen

Et vigtigt ben i havnestrategien er, at det blå byrum udvikles i et tæt samarbejde med brugere og aktører. Hver type af bruger er ekspert på sit område og har en erfaring og viden fra havnen, der skal tænkes ind i den videre udvikling af den rekreative havn.

Derfor vil By & Havn etablere Det blå råd, der er et formaliseret samarbejdsforum for havnens brugere. Rådet, der endnu ikke er nedsat, vil bestå af repræsentanter fra klubber, foreninger, kommercielle og kulturelle aktører m.m. og skal fungere som rådgivende organ for By & Havn, så det sikres, at alle brugeres perspektiver kommer med. Rådet kan bl.a. også nedsætte arbejdsgrupper, der fokuserer på udvalgte temaer, såsom den gode havnekultur, nye aktiviteter på vandet, initiativer til fremme af tryghed mm.

Anne Skovbro siger:  ”Havnestrategien er ikke en hermetisk lukket og forudbestemt plan. Det er en åben proces, hvor vi med dialog og samarbejde skal udvikle vores alle sammens havn. Der er nogle vigtige sikkerhedsmæssige hensyn, der skal tages, og derfor kan alt ikke lade sig gøre, men vi har med havnestrategien optegnet rammerne for havnens fremtidige udvikling. ”

Dyk ned i havnestrategien her.

Pressekontakt:

Lotte Rosenholm, By & Havn
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206

By & Havn sætter gang i udviklingen af Vejlandskvarteret og Stejlepladsen

I dag træder den lov i kraft, som giver By & Havn mulighed for at byudvikle en række nye arealer i København. By & Havn ønsker en inddragende proces og vil om kort tid invitere til borgermøder om Vejlandskvarteret og Stejlepladsen. De to områder skal udvikles til nye, bæredygtige københavnerkvarterer.

I midten af marts vedtog Folketinget loven om erstatning for udvikling af Ørestad Fælled Kvarter. Loven træder endeligt i kraft i dag og åbner op for By & Havns udvikling af tre nye arealer. 

Det drejer sig om Vejlandskvarteret ved Vejlands Allé, Stejlepladsen i Sydhavnen og Selinevej Nord tæt ved Sjællandsbroen. 

Udviklingsprocessen ventes at komme til at strække sig over de næste par år med borgerinddragelse, miljøundersøgelser, arkitektkonkurrencer og endelig politisk vedtagelse af lokalplanerne for de enkelte områder. Hvorefter byggearbejdet vil kunne gå i gang. 

I de kommende uger vil der derudover være miljø- og geotekniske boringer i områderne, hvor der udtages forskellige jordprøver. Formålet med undersøgelserne er at fastslå eventuel forurening af jorden og samtidig belyse undergrundens geologiske forhold, som kan have betydning for, hvordan byggearbejdet kan gennemføres.

Det ventes, at undersøgelserne vil vare cirka en måned i begge områder.

Dialog og borgermøder 

Som noget af det første vil By & Havn invitere lokale beboere, foreninger, erhvervsdrivende m.fl. til borgermøde om udviklingen af Vejlandskvarteret på Amager og Stejlepladsen i Sydhavnen. Det fortæller By & Havns adm. direktør Anne Skovbro:

”Det er de lokale beboere, der kender områderne allerbedst, og de kvaliteter, som områderne allerede har, og som kan tænkes med ind i den videre udvikling. Derfor ønsker vi at invitere til dialog og borgermøde så tidligt som muligt i processen”, siger Anne Skovbro. 

Borgermøderne vil blive afholdt ultimo april og primo maj og her bliver der mulighed for at komme med input og idéer til de kommende arkitektkonkurrencer og masterplan for områderne. Masterplanerne skal danne grundlag for, hvordan områderne kan udvikles til nye, bæredygtige og attraktive bydele med fællesskaber, forskellige boligformer, arbejdspladser og kommunale velfærdsinstitutioner som fx skole og plejehjem. 

Grønne og bæredygtige københavnerkvarterer

Det er et politisk fokus, at der i arkitektkonkurrencen lægges vægt på bæredygtighed og et generelt grønt udtryk i byrummene ved bl.a. Vejlandskvarteret. Det ligger helt i tråd med By & Havns værdier for byudvikling. 

”Vi ser frem til at konkretisere ambitionen om bæredygtige bydele. Vi vil gå forrest i at skabe bykvarterer med ressourcevenligt byggeri, lavt energiforbrug og andre grønne løsninger, hvor københavnerne trives og oplever gode fællesskaber. Vi ønsker, at det bliver varierede og mangfoldige bydele”, siger Anne Skovbro. 

Det ligger fast, at Vejlandskvarteret og Stejlepladsen skal udvikles til boligkvarterer, mens Selinevej Nord er tænkt som et rent erhvervsområde. Processen for Selinevej er fortsat under udvikling. 

FAKTA: Forventet tidsplan for udviklingen af Vejlandskvarteret og Stejlepladsen

Invitation, program og mulighed for tilmelding til borgermøderne vil blive meldt ud i de kommende uger. De seneste måneder har By & Havn også afviklet dialogomøder med lokale foreninger og interessenter om Vejlandskvarteret og Stejlepladsen. Møderne vil fortsætte parallelt med de to større borgermøder. 

FAKTA: Politiske beslutninger vedr. udvikling af nye arealer

  • I Københavns Kommunes budgetaftale for 2019 indgik et bredt flertal en aftale om at erstatte Ørestad Fælled Kvarter med tre alternative byggegrunde.
  • Budgetaftalen forudsatte, at Folketinget vedtog en lovændring, der giver By & Havn mulighed for at byudvikle Vejlandskvarteret, Stejlepladsen og Selinevej Nord. Denne lovændring er trådt i kraft den 1. april 2019. 
  • Lovændringen betyder, at ’Strandengen’ kan fredes, samtidig med at Vejlandskvarteret, Stejlepladsen og Selinevej Nord affredes med henblik på byudvikling. 
  • Med de politiske aftaler på plads kan By & Havn få kompensation for den værdi, selskabet taber ved ikke at byudvikle Ørestad Fælled kvarter. 
  • Udover at udvikle Vejlandskvarteret, Stejlepladsen og Selinevej Nord, får By & Havn også mulighed for at fortætte med mere erhvervsbyggeri i Ørestad. 

By & Havn nedbringer gæld med næsten en mia. kr.

2018 blev et af de bedste år for By & Havn siden selskabets stiftelse i 2007. Særligt den primære drift og salget af byggeretter var udslagsgivende for det gode resultat. I 2018 solgte selskabet byggeretter for 1.037 mio. kr. For andet år i træk er der solgt for mere end 1 mia. kr. Det gode regnskab bevirker at den samlede nominelle gæld i selskabet er nedbragt med 941 mio. kr. Forventningen er, at gælden nedbringes yderligere i 2019. 

 

Det går godt i By & Havn for tiden. Det viser det netop offentliggjorte regnskab for 2018. Resultatet for 2018 udgør 710 mio. kr. Ses der bort fra markedsværdiregulering af gæld udgør resultatet 627 mio. kr., hvilket er en fremgang på 1.021 mio. kr. i forhold til 2017. Fremgangen kan henføres til værdireguleringer af investeringsejendomme. 

By & Havns arealudvikling har også i 2018 været præget af et meget højt aktivitetsniveau. Konjunkturerne på ejendomsmarkedet har indebåret, at selskabet fortsat gennemfører mange salg af investeringsejendomme primært i form af byggeretter. 

I alt er der i 2018 gennemført salg for 1.037 mio. kr. Hertil kommer indgåede aftaler, hvor overdragelse af ejendommene er aftalt til at ske senere, samt betingede aftaler med stor sikkerhed for endelig gennemførelse de kommende år, på i alt 1.358 mio. kr.

Administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, siger:

”Det er tydeligt, at interessen for at købe grunde og bruge vores tjenester har været stor. Og det er selvfølgelig opskriften på et godt resultat, at der er gang i hele butikken. I alt har vi i 2018 solgt 155.000 etagemeter, hvoraf ca. to tredjedele er solgt til boligformål, mens en tredjedel skal anvendes til erhvervsformål. De største salg vedrører Christiansholm, Indre Nordhavn og Ørestad.”

Selskabets samlede nominelle gæld er på denne baggrund faldet med 941 mio. kr. og forhåbningen er, at man kan fortsætte de gode takter ind i 2019 og igen levere et godt regnskab. 

”Det er selvfølgelig utroligt positivt, at vi har kunnet nedbringe vores gæld med næsten en mia. kr. Vi mærker stadig en massiv interesse for alle vores områder og allerede nu ligger en række betingede aftaler på plads, som vi har store forventninger til. Der er ingen tvivl om, at 2019 også bliver et godt år for By & Havn, ” afslutter hun. 

Kontakt: Kommunikationschef, Kristian Wederkinck Olesen, t: 3053 5004

Foreningen KFP11 vil etablere et udstillingssted med samtidskunst i et stort, tomt lokale under Kay Fiskers Plads ved Ørestad station. I dag har Realdania offentliggjort at projektet modtager 1 mio kr. i fondsmidler, og dermed er kunsthallen tæt på realisering.

Foreningen, der består af en gruppe unge kunstnere, har udset sig en tom cykelkælder på 875 m2 i Ørestad som den helt rigtige ramme for et nyt udstillingssted i København, hvor de vil udstille samtidskunst af både etablerede og mindre kendte kunstnere. Den frivillige forening KFP11 er stiftet af en gruppe unge kunstnere til at udvikle og drive projektet.

Fra cykelkælder til udstillingssted

Oprindeligt var det store lokale under Kay Fiskers Plads tænkt som en cykelkælder, men i praksis blev kælderen ikke brugt af cyklisterne. Nu er det store, rå lokale på nippet til at blive omdannet til et underjordisk udstillingssted for samtidskunst.
Realdania har i dag offentliggjort at Ørestad Kunsthal, som projektets arbejdstitel er, modtager 1 mio. kr. i fondsmidler fra puljen Underværker, som bl.a. støtter projekter, der skaber rammer for nye fællesskaber og nytænker eksisterende bygninger. Dermed modtager projektet det maksimale beløb, der udloddes under puljen.

Lokalet er ifølge kunstnerne ”arkitektonisk og størrelsesmæssigt helt specielt og er, i sin grundform med de store betonvægge og ovenlysvinduer, perfekt til at vise samtidskunst i”.  Det skal dog igennem en større omdannelse, før det kan fungere som udstillingssted, og det er netop hvad fondsmidlerne skal gå til.

Kultur er bæredygtig byudvikling

By & Havn ejer det underjordiske lokale og har indgået et samarbejde med kunstnerne, for at bidrage til projektets realisering. Derfor stiller By & Havn lokalet gratis til rådighed i minimum 10 år og bidrager med 600.000 kr. til omdannelse af kælderen. Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn siger: 

”Lokalet har stået tomt i flere år og været et uudnyttet potentiale i Ørestad. I By & Havn udvikler vi bæredygtige bydele, og det handler ikke kun om miljø og klimasikring, men også om at skabe et aktivt bymiljø med kulturliv og foreninger. Ørestad er beriget med nogle af de største kulturinstitutioner i hovedstaden særligt inden for musik og sport, men med Ørestad Kunsthal får vi en helt ny type af kulturtilbud i området, som jeg er sikker på vil blive et rigtig godt og spændende indspark til både Ørestad og til København”.

KFP11’s vision er blandt andet også at bruge kunsten som et lokalt samlingspunkt, der binder Ørestad sammen, og de har allerede skabt samarbejder med forskellige lokale aktører:

”Vores vision er at skabe et lokalt forankret udstillingssted med kunst af høj kvalitet. Vi vil gerne levere et vedkommende kulturtilbud som giver Ørestad et kunstnerisk samlingspunkt, der ikke findes i bydelen i dag. Vi mener, at kunst bør være til stede i alle Københavns bydele og tror stærkt på kunsten som bindeled i vores fælles hverdag” fortæller foreningen.

Ørestad Kunsthal har desuden modtaget støtte fra Københavns Kommune og kan se frem til tilskud fra GF Ørestad City og Amager Vest Lokaludvalg til deres kommende udstillinger.

Læs mere om projektet på Realdanias side om Underværker.

Foreningen KFP11 kan kontaktes på kfp11@yahoo.com

I november 2018 kunne By & Havn melde ud, at der etableres et flydende aktivitetshus ved Sandkaj i Nordhavn, som skal understøtte udviklingen af et aktivt fritidsliv i Nordhavn. Takket være en bevilling fra Lokale og Anlægsfonden på 1,9 mio. kroner bliver det kommende aktivitetshus nu udvidet og optimeret til glæde for brugerne.

Lokale og Anlægsfonden har valgt at bevilge 1,9 millioner kroner i støtte til de kommende faciliteter på det flydende aktivitetshus. Pengene går til en udvidelse i form af funktioner, der forbedrer de fælles, udendørs opholdsarealer og sikrer foreningernes forhold. 

Med den ekstra støtte sikres bedre offentlig adgang til aktivitetshusets arealer og badezonen. 
Der etableres bl.a. et flydende udendørs ’opholdsmøbel’ i tilknytning til huset, hvor man kan slænge sig eller hoppe i vandet fra. De supplerende faciliteter vil være med til at udvide og tydeliggøre de offentlige arealer og badezonen, der samtidig bliver udvidet og fremover giver mulighed for 50 meter banesvømning med tilknyttet ’svømmeø’. 

Arkitekt i Lokale og Anlægsfonden, Anna Hassel, siger om projektet:

”Det Flydende Foreningshus skal være ramme om et spirende foreningsliv i bydelen Nordhavn. Det er et moderne bud på en kompakt urban facilitet, hvor adgangen til vand og socialt samvær er i fokus, inspireret af havnens oprindelige udtryk. Mødestedet skal styrke foreningslivet bredt og bliver én station ud af flere støttepunkter til fritidslivet – en moderne måde at tænke fritidsfaciliteter, hvor man arbejder i de mulige mellemrum i storbyen.” 

Aktivitetshuset indeholder fællesrum, toiletter, omklædning med bad, sauna og udendørs opholdsarealer. Tidsplanen for etableringen på Sandkaj var planlagt til sensommeren 2019. 

Der var oprindeligt afsat 6,5 millioner kroner til etablering af den første del – og med de ekstra midler på 1,9 millioner til en udvidelse, vil anlægsarbejderne blive koordineret, så den færdige facilitet kan stå klar på nogenlunde samme tid.

Udviklingschef i By & Havn, Rikke Faaborg Jarmer, glæder sig over de nye muligheder. 

”Med Lokale og Anlægsfondens bevilling får vi endnu bedre mulighed for at lave et flydende aktivitetshus, hvor der vil være plads til fællesskaber og socialt samvær. Vi ser virkelig frem til at se det flydende aktivitetshus i brug og håber, at mange vil bruge det som rekreativt mødested, hvor fællesskaber og arrangementer kan finde sted. ” 
 
Konstruktionen af aktivitetshuset sker netop nu på Prøvestenen i København af entreprenørfirmaet CG Jensen. Når delelementerne er færdige, sejles de til Sandkaj og monteres i moduler. Det flydende aktivitetshus er tegnet af Spektrum Arkitekter.  

By & Havn er bygherre på huset, som er udviklet i samarbejde med de kommende brugere og Københavns Kommune. Når huset står færdigt, overtager Københavns kommune ejerskab og drift i fællesskab med områdets tilknyttede foreninger. 

Kontakt: 

Kommunikationschef, Kristian Wederkinck Olesen, 30 53 50 04
Anna Hassel, arkitekt i Lokale og Anlægsfonden, 32 83 03 51

Entreprenør fundet til første etape af Kronløbsøen

PensionDanmark, Nordkranen og By & Havn har i fællesskab de seneste år arbejdet på at gennemføre et ambitiøst projekt for en ny ø med et parkeringsanlæg og boliger på en af de bedste beliggenheder i Nordhavnen. Projektet er udviklet i forlængelse af en arkitektkonkurrence, som blev vundet af et arkitektteam bestående af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Cobe. 

Der er nu indgået entrepriseaftale med Jönsson Entreprise A/S vedrørende den første del af projektet, som omfatter et byggefelt på Fortkaj med ca. 7.900 etagemeter boligbebyggelse og adgangsramper til parkeringsanlægget. Aftalen betyder at projektering igangsættes således at lejlighederne kan sættes til salg som projektsalg i foråret 2019 mens selve byggeriet vil opstarte i 2. halvår 2019 med indflytning i april 2021. 

Ejendommen kommer til at rumme 81 lejligheder, der alle bæredygtighedscertificeres efter DGNB-certificeringen i kategorien Guld. 

Den del af projektet som består af den nye ø med parkeringsanlæg og boliger forventes igangsat ultimo 2019 med en byggeperiode på 2½ - 3 år.

Adm. direktør i PensionDanmark, Torben Møger Pedersen siger om projektet:

”Der er tale om første del af et større projekt, hvor vi senere etablerer en ny ø i Kronløbsbassinet. Det er et meget attraktivt område, der er i rivende udvikling og har en næsten perfekt beliggenhed tæt på vand, by og kollektiv transport. Derfor forventer vi en høj efterspørgsel efter boligerne, og at medlemmerne dermed kan se frem til et godt afkast. Som et ekstra plus vil byggeriet skabe masser af job i opførelsesperioden.” 

Salgs- og udlejningschef i By & Havn, Nicolai Irminger Axholm, har store forventninger til det kommende projekt.

”Vi er glade for at være kommet i mål med entrepriseaftalen og ser frem til at komme i gang med endnu et ambitiøst projekt i Nordhavn, sammen med en seriøs og dygtig entreprenør. ”

__

Fakta:

Adresse: Fortkaj, 2150 København Ø
Areal: 7.900 m2 
Færdiggørelse og indflytning: April 2021
Boliger: 81 ejerlejligheder
Arkitekter: Vilhelm Lauritzen Arkitekter og COBE
Totalentreprise: Jönsson Entreprise
Bæredygtighedscertificering: DGNB i kategorien Guld
Ejerforhold: Projektselskabet Kronløbsøen Projekt P/S ejes af By & Havn (50 pct.), PensionDanmark (40 pct.) og Nordkranen Ejendomsudviklingsselskab (10 pct.)                                                                                                                                                                                                                                                          

Kontakt:

Kommunikationschef, By & Havn, Kristian Wederkinck, 30535004
Kommunikations- og pressechef, PensionDanmark, Ulrikke Ekelund, 20199238

By & Havn har ansat Per Schulze som ny udviklingschef. Han kommer fra en stilling som programchef i Realdania og har tidligere været planchef i Lokale og Anlægsfonden og været leder af byudviklingsprojektet ”Kvarterløft Nordvest” under Københavns kommune.

Per skal bruge sin store erfaring inden for byudvikling til at fortsætte og udvikle det arbejde med byliv og fællesskaber, som By & Havn udfører i sine udviklingsområder. Desuden vil Per Schulze få ansvaret for den nye havnestrategi, som By & Havn udruller i de kommende måneder. 

Administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, siger om ansættelsen: 

”Jeg ser frem til samarbejdet med Per Schulze, som jeg kender fra tidligere ansættelser. Per vil med sin store erfaring være med til at skabe byrum og nye partnerskaber i vores udviklingsområder, som vil komme beboere og brugerne til gode. Per har en forkærlighed for og evne til at skabe innovative partnerskaber der fremmer kulturelle aktiviteter og det er jeg sikker på, vil blive taget godt imod.”

Per Schulze glæder sig over muligheden og ser frem til nye udfordringer: 

”Det er jo altid med vemod, man forlader en stilling, som man har holdt af, men da denne mulighed bød sig, var jeg ikke et sekund i tvivl. Jeg har i min tidligere stilling arbejdet i hele Danmark, men glæder mig til at kunne fokusere på ét geografisk område alene og skabe gode muligheder for foreningslivet og bakke op om civilsamfundets ønsker til den gode by. København er jo en smeltedigel af gode idéer, som bare venter på at blive ført ud i livet.”

Og Per Schulze ser især frem til at gå i konstruktiv dialog og i fællesskab finde gode løsninger. 

”Vi har aktive beboere og aktører, som ønsker at bidrage til at udvikle byen i den rigtige retning og jeg ser frem til at kaste mig ind i en frugtbar dialog med interessenter og parter, der vil være med til at udvikle byen og havnen.”

Per Schulze tiltræder stillingen 18. marts 2019.

Fakta om Per Schulze

Kort CV: 

  • 2014 - : Programchef Realdania
  • 2014 – 2008: Planchef i Lokale og Anlægsfonden
  • 2008-2006: Udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden 
  • 2006-2001: Projektchef/leder af Kvarterløft Nordvest
  • 2001-1996: Byfornyelseskonsulent Kvarterløft Femkanten
  • 1996-1992: Beboerrådgiver ved byfornyelsescentret Vesterbro
  • 1990: Uddannet arkitekt m.a.a. fra KADK

Fri passage gennem stigbordene til sommer

I sommeren 2018 blev stigbordene i Sydhavnen afspærret af sikkerhedsmæssige hensyn. Nu har politiet og By & Havn fundet en løsning for sommeren 2019, som holder sikkerheden i top uden at begrænse fritidssejlernes udfoldelse i havnen.

Stigbordene blev afspærret hen over sommeren 2018 som følge af den tragiske vandscooterulykke i maj 2017. Det betød at kajakroere sommeren igennem har benyttet overbæringen og at mindre både har været begrænset af slusens åbningstider.

Derfor bliver løsningen for sommeren 2019 at holde en enkelt åbning i stigbordene fri til gennemsejling, mens de øvrige lukkes. Forudsætningen er, at By & Havn iværksætter afspærring af stigbordene inden for en time, hvis en vandscooter sejler ind i havnen. 

Løsningen er fremkommet hen over vinteren i et samarbejde mellem By & Havn og politiet. I hele processen har der været en god dialog med en borgergruppe, bestående af en række repræsentanter for havnens brugere, som har hjulpet med forslag og råd til en mere lempelig løsning for sæsonen 2019.

I By & Havn har vi et ønske om at havnen skal være for alle, og derfor er vi utroligt glade for, at man til sommer igen vil kunne sejle igennem stigbordene. Vi har haft en god og frugtbar dialog med havnens brugere og politiet og har fundet frem til en løsning, der imødekommer fritidssejlernes behov uden at sikkerheden kompromitteres.

Kommunikationschef i By & Havn, Kristian Wederkinck Olesen

Den nye løsning er en forsøgsordning, der løber hen over sommersæsonen, hvorefter den tages op til evaluering for at se, om løsningen kan gøres permanent.

”Vi har lyttet til borgerne og i samråd med By & Havn vurderet, at det er den optimale løsning at åbne igen for sejlads og roning. Årsagen, til at vi kun åbner for én sluse, er for at sikre, at man med en motorbåd ikke bare kan ræse igennem, som vi desværre oplevede, dengang der var helt åbnet”, siger Jonas Wybrandt.

Foto: Dorthe Jensen, Roklubben SAS

I kontaktgruppen er man også tilfreds med den nye løsning.

”Det er dejligt, at det er lykkedes at få genskabt muligheden til igen at kunne komme uhindret ind/ud ad havnen gennem stigbordene, og vi håber at denne løsning kan gøres permanent, så vi har en levende og dynamisk havn”, siger Per Ottesen, der foruden at være del af kontaktgruppen er formand for Amager Ro- og Kajakklub samt ansvarlig for havne- og sikkerhedsudvalget i Københavnskredsen under Dansk Forening for Rosport.

By & Havn vil desuden igangsætte en oplysningskampagne i foråret 2019 målrettet vandscooterførere, for at gøre opmærksom på at man ikke må sejle med vandscootere i Københavns havn og hvilke konsekvenser det kan have.

Forudsætninger for aftalen

  • at By & Havn opsætter skilte, som tydeligt viser, at det er forbudt at sejle med vandscooter og jetski i havnen.
  • at By & Havn, hvis der viser sig behov herfor, under den maritime vagt, der slutter kl. 20.00, vil kunne iværksætte spærring af den åbne stigbord inden for en time, og
  • at By & Havn, hvis der viser sig behov herfor, efter kl. 20.00, vil kunne iværksætte spærring af den åbne stigbord som en prioriteret hastesag.


Kontakt

Kristian Wederkinck, By & Havn, tlf: 3053 5004

Jonas Wybrandt, Københavns Politi, tlf: 4026 5486

Per Ottesen, kontaktgruppen bag "Aktive Fritidssejlere i Københavns Havn", tlf: 2893 6212

Vinder fundet: nye naturfaciliteter langs Ørestad og i havnen

I går aftes kunne partnerskabet bag Naturpark Amager offentliggøre vinderprojektet for tre hovedindgange langs Ørestad og fire samlingspunkter i Københavns havn og langs Amagers kyst. Arkitekturen i vinderprojektet er tilpasset naturen, og de nye faciliteter skal gøre det nemmere at komme ud og opleve den storslåede natur.

Naturpark Amager er med sine 3.500 ha tre gange så stor som Dyrehaven og strækker sig ind i de tre hovedstadskommuner, København, Dragør og Tårnby. Årligt har naturparken cirka én million besøgende, men med de nye faciliteter til naturoplevelser og friluftsaktiviteter er forhåbningen, at endnu flere vil tage på oplevelse i den unikke natur. Derfor udskrev By & Havn, Københavns Kommune og Naturstyrelsen tidligere på året en projektkonkurrence om de nye faciliteter på vegne af partnerskabet bag Naturpark Amager.

Torsdag aften blev sløret løftet for, hvordan hovedindgangene og faciliteterne ved vandet kommer til at se ud, da Møller & Grønborg med ADEPT, SNC-Lavalin Atkins og BARK Rådgivning blev udpeget som vinder af projektkonkurrencen.

Projektet er støttet af Nordea-fonden og Friluftsrådets udlodningsmidler til friluftsliv.

Nye hovedindgange ved Ørestad forbinder by og natur

De tre nye hovedindgange langs Ørestad bliver samlingspunkter, der inviterer på oplevelse i landskabet. Her kan man få forslag til udflugter længere inde i naturparken, og hovedindgangene vil have forskellige faciliteter, som understøtter friluftsliv og -aktiviteter. Det kan f.eks. være en bålhytte, en grejbank eller et udsigtstårn.

Hovedindgangene er placeret ved hhv. Naturcenter Amager, Asger Jorns Allé og DR Byen og forbinder byen og naturen. Rikke Faaborg Jarmer, udviklingschef i By & Havn forklarer:

”Med dette projekt får vi nogle synlige hovedindgange, bedre mødesteder og flere pejlemærker, når du bevæger dig rundt i Naturpark Amager. Hovedindgangene er placeret i overgangen mellem by og natur på steder, hvor der ikke er følsom natur, og de ligger tæt på metroen, så det er nemt at komme til en hovedindgang – også hvis man kommer langvejs fra. Det handler om at gøre det lettere at komme ud i den unikke natur og at få endnu flere til at tage ud og opleve Naturpark Amagers kvaliteter.”

 

Synergien mellem natur og by bliver særligt udtalt ved hovedindgangen ved Asger Jorns Allé. De store strukturer i denne hovedindgang er en udsigtspost og en stiforbindelse. Stiforbindelsen leder ud til oplevelser i naturparken, men samtidig peger hovedindgangsområdet ind i Ørestad, da der kommer et tæt samspil med både Byens hus, det kommende beboer- og kulturhus, og Asger Jorns Allé, der udvikles med forskellige faciliteter til sport og kultur. Skal man ud på mountainbike, kan man f.eks. starte med at øve tricks på de urbane sportsfaciliteter på Asger Jorns Allé, herefter køre ud i Naturpark Amager og sidst slutte af med et bad og en bid mad i Byens Hus.

Friluftsliv og naturoplevelser i havnen og langs kysten

I havnen og langs Amagers kyst etableres fire såkaldte ”blå støttepunkter”, der med bådebroer og overdækkede arealer skal være samlingssteder for naturoplevelser og vandaktiviteter såsom kajak, fiskeri og badning. To af dem kommer til at ligge i Københavns havn. Det ene ved slusen i Sydhavn og det andet ved Byskoven, som mange kender for den store blomstereng med pluk-selv blomster. Støttepunktet ved Byskoven skal give mulighed for, at man kan bade og lægge til med småbåde og kajakker, mens der er tænkt flere faciliteter ind for det blå støttepunkt ved Slusen. Her omfatter vinderforslaget bl.a. et udsigtspunkt på toppen af en skråning, en anløbsbro for kajakker og småbåde, toilet, omklædningsfaciliteter, bålhytte og muligheder for forskellige aktiviteter til leg og læring.

Det vil give nye, bynære muligheder for at dykke ned i naturen ved vandet, og så understøtter de blå støttepunkter de rekreative muligheder på vand.

”Det er vigtigt, at Naturpark Amager også forbindes langs vandet. De blå støttepunkter er fordelt, så de kan give en velfortjent pause, hvis man sejler eller ror ud på længere ture langs kysten. Så kan man lige komme ind og få et pust, spise sin madpakke eller springe i vandet fra en badebro. Hele kysten kommer i spil, og det er også en vigtig del af arbejdet med Københavns havn som et blåt byrum,” siger Rikke Faaborg Jarmer.

 

Hele Københavns naturpark

Der går endnu nogle år inden hovedindgangene og de blå støttepunkter står klar til brug. Nu da en vinder af projektkonkurrencen er udpeget, skal Naturpark Amager partnerskabet og vinderteamet arbejde videre med vinderforslaget, så det går fra vision til at blive et konkret projekt, og de endelige projekter skal tilpasses de helt lokale naturforhold. Den videre udvikling af hovedindgangene og de blå støttepunkter vil desuden ske i samarbejde med brugere og interessenter.

Indtil da er det stadig værd at slå et smut forbi Naturpark Amager.

”I Naturpark Amager partnerskabet vil vi gerne have endnu flere til at tage på oplevelse ud i den hovedstadsnære naturpark og opleve fuglelivet, den selvsåede birkeskov, den flade ”savanne” med vådområder, kyststrækningen og alt det andet spændende, som Naturpark Amager kan byde på. Det kan man allerede i dag, men vi håber, at hovedindgangene og de blå støttepunkter vil bidrage til, at endnu flere opdager Naturpark Amager og får et nært forhold til naturen rundt om Ørestad og hele vejen ud til Dragør og Tårnby,” siger Rikke Faaborg Jarmer.

Hent alle pressematerialer her.

Oversigtgrafik_kreditering Møller & Grønborg + ADEPT-1600px

Visualiseringer og grafik: Møller & Grønborg + ADEPT

Ørsted overdrager Svanemølleværket i København til By & Havn. Overdragelsen sker med henblik på at få lavet en tilbundsgående undersøgelse af mulighederne for at omdanne de ikoniske bygninger i Nordhavn til Danmarks Tekniske Museum, som i dag er beliggende i Helsingør.

By & Havn ejer grunden, som Svanemølleværket ligger på, og Ørsted forlader lejemålet før tid, så By & Havn kan vurdere, om der skal skabes plads til f.eks. kulturelle aktiviteter i kraftværksbygningerne. Parterne er derfor blevet enige om, at værket overdrages til By & Havn i 2023. By & Havn vil lave en tilbundsgående undersøgelse af bygningens muligheder for at kunne blive til Danmarks Tekniske Museum. 

Svanemølleværket kan give et nyt og bedre museum

Dansk Industri og Danmarks Tekniske Museum ser store muligheder i at flytte museet fra udkanten af Helsingør til Svanemølleværket som led i modernisering af museet. 

”Der er ingen tvivl om, at Svanemølleværket ville være en fantastisk beliggenhed for Danmarks Tekniske Museum og vi ser frem til at få undersøgt mulighederne for at kunne flytte dertil. Det kan åbne muligheden for, at museet levende kan præsentere én sammenhængende historie om teknologi, industri og videnskab som grundlaget for det moderne højteknologiske samfund. Vores mål er at skabe et fantastisk teknisk museum i enestående fysiske rammer, der på linje med de bedste internationale tekniske museer fortæller de mange historier fra danske opfindere, håndværk og industri,” siger Jørgen Lindegaard, formand for Danmarks Tekniske Museum.

Administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, siger om projektet:

”Svanemølleværket er en ikonisk bygning, som jeg håber kan blive åbnet for offentligheden. Med sin tætte kontakt til byens industrihistorie og beliggenhed tæt på de nye bykvarterer og vandet giver det mulighed for at skabe nyt liv i området. Nu laver vi først en tilbundsgående undersøgelse af mulighederne for at kunne rumme Danmarks Tekniske Museum, og så håber vi, at det kan lade sig gøre”

Varmeforsyningen opretholdes

Ørsted leverer i dag fjernvarme fra Svanemølleværket til de københavnske forsyningsselskaber CTR og HOFOR, og der vil derfor skulle etableres ny varmeproduktionskapacitet som erstatning for produktionen på Svanemølleværket. Den præcise placering og størrelse er endnu ikke besluttet. CTR og HOFOR ønsker i den forbindelse at etablere deres egen varmeproduktionsanlæg og selv stå for varmeproduktionen.

”Vi har imødekommet et ønske fra By & Havn om at forlade vores lejemål tidligere end planlagt, fordi vi synes, det giver god mening, at en ikonisk bygning som Svanemølleværket i fremtiden kan bruges til bl.a. kulturelle formål til glæde for både københavnere og turister. Samtidig indgår vi en aftale med CTR og HOFOR, der sikrer varmeproduktionen i området, ” siger Thomas Dalsgaard, koncerndirektør i Ørsted.

"VI ser frem til at kunne bygge et lille, men højteknologisk og miljøvenligt spidslastanlæg, der vil kunne levere høj forsyningssikkerhed til forbrugerne, ” siger HOFORs administrerende direktør Lars Therkildsen. ”Forbrugerne vil ikke mærke ændringer i fjernvarmeprisen som følge af byggeriet,” tilføjer han.

”Hovedstadens fjernvarme og hovedstadens byudvikling skal følges ad. Derfor bakker CTR selvfølgelig op om projekter, der udvikler vores by, når det kan ske uden at påføre fjernvarmeforbrugerne ekstraomkostninger,” siger Kamma Eilschou Holm, administrerende direktør i CTR. 

Aftalen mellem By & Havn og Ørsted er blandt andet betinget af, at en ny lokalplan for området godkendes. 

For yderligere information, kontakt venligst: