Nordhavn viser sig frem til Bæredygtig weekend

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 20. maj 2019.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

20. maj 2019

Nordhavn viser sig frem til Bæredygtig weekend

I den kommende weekend den 25. og 26. maj er der Bæredygtig weekend i Nordhavn med marked og masser af arrangementer.

Gå på opdagelse i Nordhavns bæredygtige butikker, lyt til talks om bæredygtighed og byfællesskaber, tag på gratis, guidede ture, se de selvkørende busser, der snart skal køre i Nordhavns gader, få råd og vejledning til altankassen, besøg nogle af Danmarks mest fremtrædende arkitektvirksomheder, deltag i sushikursus, tag på skattejagt eller redesign dit tøj. Der er noget for store og små, når Nordhavn inviterer inden for og giver dig et indblik i, hvordan bæredygtighed gennemsyrer bydelen.

Det er Handelsforeningen Århusgadekvarteret og By & Havn, der står bag initiativet, men det er først og fremmest en masse nordhavnsaktører, som åbner dørene for alle med interesse for emnet.

Nordhavn udvikler sig til en moderne københavnerbydel med butiksmiljø, let adgang til vandet, fællesskaber og en masse bæredygtige løsninger. Visionen for Nordhavn har hele tiden været, at det er fremtidens bæredygtige bydel, og vi vil gerne vise verden, at hér sker virkelig meget, og at der fra mange sider arbejdes for, at det skal være nemt at leve bæredygtigt.”

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro

Til Bæredygtig weekend kan man shoppe rundt mellem de mange arrangementer, der finder sted i Århusgadekvarteret, på Sundmolen og et enkelt på Levantkaj både lørdag og søndag fra kl. 10 til kl. 17.

Kun få arrangementer kræver, at man tilmelder sig på forhånd, og langt det meste er gratis. Der er arrangementer for alle aldre og interesser – fra morgen-crossfit og -løbetur til pop-up design marked, nitrogen-is-spisning, affaldsindsamling, arkitekturworkshop for børn og foredrag for dem, der interesserer sig for, hvad der er af tekniske, bæredygtige løsninger under ’motorhjelmen’. Hér kan man lytte til forskere, der forklarer, hvordan den bæredygtige infrastruktur, som er grundlaget for bydelen, er skabt og fungerer.

”Bæredygtig weekend er for alle. Vi håber, at rigtig mange mennesker lægger vejen forbi Nordhavn, går en tur i gaderne, langs kajen og i passagerne og forhåbentlig også dropper ind til et bæredygtigt arrangement eller to i weekenden. Der er i hvert fald mulighed for at bruge nogle hyggelige timer og forhåbentlig også komme klogere hjem,” siger Anne Skovbro.

Til bæredygtig weekend kan du møde:

2150 Nordhavn Løb og motion, Beboerne i Århusgadekvarteret, Handvärk v/ Emil Thorup, Ren Cykel, Aarstiderne, MENY Supermarked, Arkikiddos, EnergyLab Nordhavn, Lendager Group, Istid, PLANT KBH, Kaja Skytte, Tagtomat, Co_temporary, ItchBox Studio, Yndi, Anna Moltke-Huitfeldt, Bo Tyrrestrup Design, Anna Bauer Andersen, Little Mighty & Mint, Tiny Gardens, Fokuskalenderen, LETZ SUSHI, Marie Stender, Briq group, Miljøpunkt Østerbro, Rebæl, Nordhavns Nærgenbrugsstation, Nordhavn Lokalhistoriske Forening, Autonomous Mobility & den selvkørende bus Arma, Lendager Group, Copenhagen International School, Vilhelm Lauritzen Arkitekter samt Handelsforeningen Århusgadekvarteret og By & Havn.