April er gået på hæld, og i næste måned står der både gåtur på perimeter og dialogmøde om kronløbet på programmet. Invitation til dialogmøde er udsendt. Invitation til gåtur udsendes omkring midt maj.
Nyhedsbrev nr. 4, april 2026
Velkommen til Lynetteholms anlægsnyhedsbrev. Nyhedsbrevet er udkommet hver måned siden januar 2022 og fortsætter frem til efteråret, hvor Lynetteholms perimeter efter planen er færdig.
Kronløbet efter anlægsarbejdet
I marts måned kunne vi fortælle, at der kun udestod ca. 800 meter af Lynetteholms nordlige stendæmning oven vande, før Lynetteholms perimeter er sluttet hele vejen rundt. Siden da er godt yderligere 300 meter stendæmning kommet til syne over vandoverfladen.
Det betyder, man nu kan se størstedelen af omridset af Københavns nye halvø og stormflodssikring ved indsejlingen til Københavns Havn. ’Ringen’ rundt om Lynetteholm ventes at være sluttet før sommerferien, mens det sidste arbejde med at bygge stendæmningerne i højden forventes færdigt til september.
Samtidig med færdiggørelsen af perimeteren nedtages Lynetteholms afmærkede arbejdsområde til søs, så en større del af vandarealet omkring Lynetteholm igen vil blive farbart, herunder dele af Kronløbet. I den forbindelse inviterer By & Havn mandag den 18. maj 2026 til dialogmøde om de fremtidige sejladsforhold i Kronløbet. På mødet bliver der mulighed for at høre om de kommende planer for Kronløbet, stille spørgsmål og komme med input, som vil indgå i den endelige fastlæggelse af de fremtidige sejladsforhold i Kronløbet.
Læs mere, og find tilmelding til dialogmødet via dette link: https://byoghavn.dk/invitation-kom-til-dialogmoede-om-fremtidens-sejladsforhold-i-kronloebet/ Tilmeldingsfrist senest den 6. maj 2026.
Gåtur fjerde år i træk
Den 31. maj i år planlægger vi at invitere til gåtur på Lynetteholm. Det er fjerde år i træk, at vi åbner byggepladsen i samarbejde med Lynetteholms entreprenør, Aarsleff, og inviterer til fælles københavner-gåtur på kanten af Øresund. Programmet for dagen er fortsat under udarbejdelse, men sæt kryds i kalenderen søndag den 31. maj, og ta’ familie og venner under armen. Når tilmelding er klar, vil vi sende link til tilmelding ud bl.a. via det her nyhedsbrev.
Det bliver en spændende dag, hvor der igen i år bliver mulighed for at få en snak med det store medarbejderhold bag Lynetteholm. I år dykker vi også ned i de mange marinarkæologiske fund, som er gjort i forbindelse med anlægsarbejdet, og den parlette af marine arter, som allerede har fundet vej til Lynetteholms stendæmninger under vandet.
Miljøovervågningen på vandet i april
I slutningen af april var DHI, der står for at gennemføre Lynetteholms miljøovervågning, på vandet det meste af dagen for at tage vandprøver og samtidig give iltmåleren nær Lynetteholm et servicetjek.
Resultaterne fra vandprøverne vil indgå i Lynetteholms miljøovervågningsrapport ’Sommerstatus 2026’. Udover vandprøver tages også prøver af blandt andet muslinger, ålegræs og sedimentkemi i det område, som Lynetteholm potentielt kan påvirke. Alle miljøovervågningsrapporter bliver offentliggjort på Lynetteholms hjemmeside, i takt med at de er godkendt af miljømyndigheden (Københavns Kommune)
Det er et myndighedskrav, at vi overvåger havmiljøet omkring Lynetteholm, indtil Lynetteholm er helt fyldt op. I den her video fortælles mere om miljøovervågningsprogrammet:
Denne måneds dronevideo
Vores dronefotograf har været på pletten igen her i april. Tryk på videoen, og få det fulde overblik over, hvor tæt vi er på målstregen.
I videoen ses også, hvor langt vi er kommet med at fylde Lynetteholms fase 1 op med jord.
Klapbro og jordopfyldning Fase 1
Arbejdet med at fylde første fase af Lynetteholm op med overskudsjord fortsætter i maj. Efter en vintersæson, hvor klapbroen ved Margretheholms Havn har haft færre åbningstider, åbner broen nu igen på følgende tidspunkter i maj:
Åbninger kl. 09:00 og 10:00 og 12:00 og 14:00. Samtidig står broen som altid åben mellem kl. 16.00 til 07.00 på alle hverdage. Mens den i weekender og på helligdage er åben hele døgnet rundt.
Du kan læse mere om klapbroens åbningstider her via Den Danske Havnelods.
Fase 1 og fase 2
På anlægskortet er det vist, hvordan anlægget af Lynetteholm er opdelt i to faser.
Hvis du har spørgsmål til anlægsarbejdet, er du velkommen til at skrive til info@byoghavn.dk
Tidligere anlægsnyhedsbreve
2026
2025
2024
2023
2022
FAKTA: Lynetteholms anlægsarbejde
- Anlæg af Lynetteholm blev vedtaget af Folketinget den 4. juni 2021.
- Med lovvedtagelsen blev det besluttet at anlægge en ny halvø som stormflodssikring og jordopfyld mellem Refshaleøen og Nordhavn.
- Lynetteholm skal blandt andet fyldes op af overskudsjord fra København og omegns byggeprojekter og bidrage til, at Københavns Kommune kan komme af med jorden klimavenligt – det vil sige med kort transportafstand fra byggeplads til jordopfyld.
- I juni 2023 åbnede Lynetteholm for modtagelse af overskudsjord til Lynetteholms fase 1.
- I november 2023 gik arbejdet med at anlægge Lynetteholms fase 2-perimeter i gang. Når fase 2-perimeteren er anlagt - forventeligt i 2026, kan Lynetteholm begynde at modtage jord til fase 2.
Læs mere om Lynetteholm på https://byoghavn.dk/lynetteholm/
