Når Lynetteholms perimeter er færdigbygget i løbet af sensommeren, begynder arbejdet med at sejle mellemoplagret jord fra Nordhavn til Lynetteholms fase 2. Tre nye kajer skal i den forbindelse anlægges, og Københavns Kommune har givet Lynetteholms entreprenør dispensation til at udføre støjende arbejde uden for normal arbejdstid frem til slutningen af marts.
Nyhedsbrev nr. 1, januar 2026
Velkommen til Lynetteholms anlægsnyhedsbrev 2026.
Anlægsnyhedsbrevet er udkommet hver måned siden januar 2022 og fortsætter frem til, at Lynetteholms perimeter er færdig – forventeligt omkring september i år. De kommende måneder kan du derfor fortsat følge med i anlægsarbejdet og de nyeste billeder fra arbejdsområdet.
Tre kajer
Så snart Lynetteholms omkreds (perimeter) er helt færdigbygget, kan arbejdet med at fylde jord i fase 2 gå i gang.
En del af jorden skal komme fra Nordhavn, hvor By & Havn de seneste år har mellemoplagret overskudsjord frem til, at Lynetteholms fase 2 åbner for jordmodtagelse.
Jorden fra Nordhavn skal fragtes til Lynetteholm af vandvejen, og derfor har By & Havn over en længere periode gjort klar til, at der kan etableres tre nye kajer, som skal bruges til jordsejladsen.
Den ene kaj udgør færdiggørelsen af den såkaldte Terminal 4, som ligger i forlængelse af Københavns tre eksisterede krydstogsterminaler på Oceankaj i Ydre Nordhavn. Samtidig skal anlægges to kajer langs Lynetteholms nordlige perimeter. Se kort nedenfor.
Når Terminal 4-kajen står færdig, kan de coastere eller pramme, der skal fragte jord, blive lastet ved Terminal 4, og derefter sejle over og lægge til ved Lynetteholms to nye kajanlæg på den nordlige perimeter.
Kajerne skal derfor stå færdige til september i år, hvor Lynetteholms fase 2 også ventes færdig.
Varsling af støjende arbejde ved nordlig perimeter
På ovenstående kort er placeringen af de to kajer ved nordlig perimeter markeret med to krydser. Som en del af etableringen af kajerne skal der funderes pæle i havbunden. I den forbindelse har Lynetteholms entreprenør, Aarsleff, fået dispensation fra Københavns Kommune til at udføre støjende arbejde uden for normal arbejdstid.
Dispensationen er gældende frem til den 31. marts 2026 i tidsrummet 06.00 – 18.00 på hverdage mandag til fredag samt lørdage og søndage.
Arbejdet ventes igangsat i begyndelsen af februar.Nye arbejdsområder til søs
Nye arbejdsområder til søs
Etableringen af de tre nye kajer har krævet to nye arbejdsområder til søs. Et område ved Ydre Nordhavn, ud for hvor Terminal 4-kajen etableres, samt en mindre udvidelse af Lynetteholms eksisterende arbejdsområde. Se lilla arealer på ovenstående kort.
Begge arbejdsområder er afmærket med gule bøjer, og alle bøjer er sat op. Arbejdsområderne er også offentliggjort i efterretninger for Søfarende: https://www.soefartsstyrelsen.dk/sikkerhed-til-soes/sejladsinformation/nautisk-information
Arbejdsområdet ved Terminal 4 strækker sig ca. 60 meter ud fra kajen og er 385 meter langt. Arbejdsområdet ved Lynetteholm er flyttet ca. 75 meter længere ud i Kronløbet fra dets tidligere position.
Nedbrydningsarbejde tæt på afsluttet
I december og januar har der været gang i arbejdet med at nedbryde en betonmole nær Trekroner Søfort (se markering med blå streg). Nedbrydningen er sket i forbindelse med , at de gamle bølgebrydere ved Trekroner Søfort også skulle fjernes – og sø-stenene genbruges i Lynetteholm. Nedbrydningsarbejdet er meget tæt på sin afslutning og stopper senest med udgangen af januar.
Nye billeder
Efter en velfortjent juleferie startede Lynetteholms medarbejdere arbejdet igen den 2. januar, og i nyeste dronevideo, kan man se, hvor langt vi er nået med at færdiggøre Lynetteholms omkreds.
Der arbejdes fortsat på alle strækninger på Lynetteholms perimeter (stendæmning). Mod nord mangler stenene fortsat at komme oven vande flere steder, men på de øvrige strækningerne, arbejdes der udelukkende på at bygge i højden.
Jordopfyldning Fase 1
Hele fase 1 af Lynetteholm er nu tæt på at være opfyldt, og jorden bliver stablet i højden, så der er nok kapacitet frem til, at fase 2 åbner.
På billedet ses, at det kun er stendæmningen langs Kronløbet, som udestår, før hele omkredsen af Lynetteholm er synlig oven vande. Fotoet er taget fra Øresunds-siden ind mod Lynetteholms østlige kant og stormflodssikring.
De lastbiler, som afleverer jord til Lynetteholm både nu og fremover, skal benytte klapbroen ud for Margretheholms Havn. Du kan læse mere om klapbroen via Den Danske Havnelods.
I januar står klapbroen åben mellem kl. 16.00 til 07.00 på alle hverdage, og åbnes samtidig kl. 10.00 og 14.00. I weekender og på helligdage står broen som vanligt åbent hele døgnet rundt.
Fase 1 og fase 2
På anlægskortet kan du få det fulde overblik over, hvordan anlægget af Lynetteholm er opdelt i to faser.
Hvis du har spørgsmål til anlægsarbejdet, er du velkommen til at skrive til info@byoghavn.dk
Tidligere anlægsnyhedsbreve
2025
2024
2023
2022
FAKTA: Lynetteholms anlægsarbejde
- Anlæg af Lynetteholm blev vedtaget af Folketinget den 4. juni 2021.
- Med lovvedtagelsen blev det besluttet at anlægge en ny halvø som stormflodssikring og jordopfyld mellem Refshaleøen og Nordhavn.
- Lynetteholm skal blandt andet fyldes op af overskudsjord fra København og omegns byggeprojekter og bidrage til, at Københavns Kommune kan komme af med jorden klimavenligt – det vil sige med kort transportafstand fra byggeplads til jordopfyld.
- I juni 2023 åbnede Lynetteholm for modtagelse af overskudsjord til Lynetteholms fase 1.
- I november 2023 gik arbejdet med at anlægge Lynetteholms fase 2-perimeter i gang. Når fase 2-perimeteren er anlagt - forventeligt i 2026, kan Lynetteholm begynde at modtage jord til fase 2.
Læs mere om Lynetteholm på https://byoghavn.dk/lynetteholm/
