Der var stort rykind på byggepladsen, da københavnerne slut maj gik tur på Lynetteholm for tredje år i træk. På dagen stod Lynetteholms medarbejdere klar til at svare på spørgsmål om alt fra anlægsarbejde til vandmiljø. I denne måned kan du se en ny video, der fortæller, hvordan vi miljøovervågner havmiljøet, mens vi anlægger Lynetteholm. Videoen blev også vist på gåturen.
Nyhedsbrev nr. 6, juni 2025
Velkommen til Lynetteholms anlægsnyhedsbrev. Her får du hver måned seneste nyt om fremdriften i anlægsarbejdet og nyeste billeder fra arbejdsområdet.
Gåtur på kanten af København
Trods regn og blæst over København begav rigtig mange københavnerne sig ud på en frisk gåtur på Lynetteholm søndag den 25. maj, hvor By & Havn for tredje gang inviterede til gåtur. Den helt store attraktion blev en godt fire kilometer lang gåtur ud til Lynetteholms sydligste strongpoint. Et strongpint er en slags stenø opfyldt med sand, som vi anlægger mod Øresund, og som i fremtiden skal være med til at skærme Lynetteholms kommende kystlandskab mod vind, vejr og vandstandsstigninger.
Du kan læse mere og se billeder og video fra gåturen her.
Som vi også tidligere har skrevet om her i Lynetteholms anlægsnyhedsbrev, så overvåger vi fast vandkvalitet samt dyr og planter under havet, mens vi anlægger Lynetteholm. Formålet er at sikre havmiljøet, og vi overvåger indtil Lynetteholm er helt fyldt op med jord – det vil sige forventeligt de næste godt 30 år. Det er myndighederne, der har fastsat kravene til, hvordan vi skal overvåge, og det er vores rådgiver DHI, som gennemfører overvågningen, herunder alle vandprøver.
DHI måler blandt andet på kvælstof- og fosforudledninger fra Lynetteholms jordopfyld, miljøfremmede stoffer i vandet, ligesom de undersøger udviklingen i muslinger, ålegræs, makroalger m.v. på havbunden. Indtil videre har målingerne vist, at Lynetteholms anlægsarbejde ikke forringer vandkvaliteten.
I denne nye video kan du se mere om Lynetteholms miljøovervågningsprogram:
Fortsat fuld fart på anlægsarbejdet
Siden gåturen er der allerede kommet mere til syne af stendæmningerne rundt om Lynetteholm, og arbejdet vil fortsætte her i juni.
Den østlige stendæmning mod Øresund mangler nu kun godt 500 meter før den rammer Nordhavn. Her skal den bygges sammen med Lynetteholms nordligste stendæmning, der anlægges langs Kronløbet, indsejlingen til Københavns Havn. Denne nordligste stendæmning er endnu ikke oven vande, men arbejdet med at opbygge den fra havbunden er godt i gang.
Mod vest fortsætter også arbejdet med den stendæmning, der løber langs Trekroner Fortet, mens jordopfyldningen af Lynetteholms fase 1 også kører derudad.
I denne dronevideo fra slut maj, kan du se, hvor langt vi er nået:
Sejlsæsonen skudt i gang
Sommer og ferie nærmer sig, og hvis du endnu ikke har været på vandet, så husk, at du igen i år skal være opmærksom på Lynetteholms afmærkede arbejdsområde til søs og røde blink i Kronløbet. Du kan se mere om blink og sejladsforhold i Kronløbet i videoen nedenfor:
Du finder også mere information på Lynetteholms hjemmeside ’Sikkerhed for sejlere’. Del meget gerne sikkerhedsinformationerne med andre sejlere, så hjælper du med at højne sikkerheden i havnen.
Anlægskort og kontaktinfo
På nedenstående anlægskort er vist, hvordan vi anlægger Lynetteholm i to faser.
Hvis du har spørgsmål til anlægsarbejdet, er du velkommen til at skrive til info@byoghavn.dk
Tidligere anlægsnyhedsbreve
2025
2024
2023
2022
FAKTA: Lynetteholms anlægsarbejde
- Anlæg af Lynetteholm blev vedtaget af Folketinget den 4. juni 2021.
- Med lovvedtagelsen blev det besluttet at anlægge en ny halvø som stormflodssikring og jordopfyld mellem Refshaleøen og Nordhavn.
- Lynetteholm skal blandt andet fyldes op af overskudsjord fra København og omegns byggeprojekter og bidrage til, at Københavns Kommune kan komme af med jorden klimavenligt – det vil sige med kort transportafstand fra byggeplads til jordopfyld.
- I juni 2023 åbnede Lynetteholm for modtagelse af overskudsjord til Lynetteholms fase 1.
- I november 2023 gik arbejdet med at anlægge Lynetteholms fase 2-perimeter i gang. Når fase 2-perimeteren er anlagt - forventeligt i 2026, kan Lynetteholm begynde at modtage jord til fase 2.
Læs mere om Lynetteholm på https://byoghavn.dk/lynetteholm/
