Danmarks første Tiny Church er på vej i Nordhavn

På en grund på Ydre Nordhavn, ikke langt fra Fiskerihavnen, er Nordhavns første kirke ved at blive opført. Fundamentet er på plads og i løbet af de kommende måneder vil Danmarks første Tiny Church finde sin endelige form, og håbet er, at kirken står klar til pinse.

En Tiny Church er en kirke, der kan alt det, en almindelig kirke kan, men på mindre plads. Og samtidig er den lavet på en måde, så den nemt kan flyttes til en anden lokation. Og det er præcis sådan en kirke, der nu flytter ind på Vesterhavsvej 2 nær Fiskerihavnen på Ydre Nordhavn. I hvert fald for en tid.

Den nye Tiny Church skal i første omgang udfylde det kirkelige tomrum, der er opstået i Nordhavn efter mere end 4000 mennesker er flyttet til bydelen, mens den kommende kirke på Levantkaj fortsat kun lever på tegnebrættet. Derfor vides det heller ikke endnu præcis hvor længe, den kommende Tiny Church forbliver på sin nye plads i Ydre Nordhavn.

Som udgangspunkt bliver kirken her en midlertidig løsning, som vi søger om tilladelse til at have stående i tre år ad gangen. Så lige nu ved vi ikke, om den skal være her i tre, seks eller ni år, før den skal videre til et nyt område. Og måske ender den med at blive – det afhænger meget af, hvor meget den bliver brugt.

Johanne Dal-Lewkovitch, projektmedarbejder, Hans Egedes Sogn.

tiny1

Johanne Dal-Lewkovitch er projektmedarbejder ved Hans Egedes Sogn ser frem til at den nye Tiny Church står færdig.

En kirke med plads til alle

Målet med den nye kirke er at skabe et sted, hvor der er plads til alle, og derfor håber Johanne Dal-Lewkovitch, at de lokale vil byde ind med forslag til, hvordan kirken kan blive et aktiv for dem. 

Vi håber på, at kirken kan blive allemandseje. Der er mange foreninger i området, så kirken kan også fungere som en slags fælleshus for dem. For os er det vigtigt at finde ud af, hvordan vi skal være kirke i dag, og hvordan skal vi være kirke her. Hvad er der brug for?

Johanne Dal-Lewkovitch, projektmedarbejder, Hans Egedes Sogn.

Anne Skovbro, administrerende direktør ved By & Havn, er glad for, at der allerede i år er en ny kirke i Nordhavn.

I gamle dage byggede man byerne rundt om kirkerne, i dag gør vi det anderledes, men det betyder ikke, at vi ikke prioriterer det kirkelige og kulturelle fællesskab, en kirke er. Hos By & Havn arbejder vi tæt sammen med Hans Egedes Sogn om at finde den helt rigtige plads til en ny kirke på Levantkaj, men indtil den er klar, ser jeg frem til, at den nye Tiny Church kan udgøre et samlingspunkt for de mange mennesker, der bor, arbejder og opholder sig i Nordhavn.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

Det er Hans Egedes Sogn, der står for at opføre den nye kirke, men inspirationen til den særlige Tiny Church kommer oprindeligt fra Holland, hvor Kirkefondet, der rådgiver sogne om opførelse af nye kirker, kendte til en meget velfungerende Tiny Church. Og da idéen først havde rodfæstet sig i Hans Egedes Sogn, blev der udskrevet en arkitektkonkurrence om Nordhavns nye kirke.

JuliusNtræmodel

Det var ret overvældende. Vi fik 120 virkelig gode og meget kvalificerede forslag ind. Så det tog lang tid at vælge. For os var det ikke så vigtigt, om det ligner en kirke i traditionel forstand, det var vigtigere, at vi får en inkluderende bygning, der kan fungere som et samlingspunkt for de mennesker, der kommer i området.

Johanne Dal-Lewkovitch, projektmedarbejder, Hans Egedes Sogn.

En tolvkantet kirke

Vinderen af arkitektkonkurrencen blev Julius Nielsen, der havde tegnet en tolvkantet kirke. Og for ham var opgaven med at tegne en kirke en helt særlig opgave.

For mig har kirken i Nordhavn været en virkelig sjov rejse, der har fulgt mig siden jeg blev selvstændig. Det er en stor udfordring at skulle skabe den storhed, der forventes af en kirke, samtidig med, at den ikke må fylde mere end 75 kvadratmeter.

Julius Nielsen, arkitekt, Julius Nielsen Office.

 For at få maksimalt udbytte af det begrænsede antal kvadratmeter, valgte Julius Nielsen at tegne en tolvkantet kirke. Og det er der flere gode grunde til.

Når man skal udnytte et areal optimalt, er en cirkel i virkeligheden den bedste løsning, men den er også svær at bygge, fordi væggene så skal være krumme. Derfor valgte jeg at tegne en tolvkant, så man kommer tæt på cirkelformen, men uden de krumme vægge. At jeg netop endte på 12 kanter, var en kombination af en pragmatisk tilgang og en teologisk vinkel, der tager udgangspunkt i de tolv disciple. Samtidig bliver kirken udstyret med et stort ovenlysvindue, der forener kirken med himmelrummet.

Julius Nielsen, arkitekt, Julius Nielsen Office.

Så bæredygtig som muligt

Målet er at opføre kirken så bæredygtigt, som det kan lade sig gøre. Kirken bliver opført i træ, hvor en del af det er overskudstræ fra en trægulvsfabrik, til isoleringen anvendes papiruldsgranulat lavet af gamle aviser, og kirken bliver efterfølgende malet med silicatmaling og kalk, så den opnår den matte hvide overflade, som man kender fra mere traditionelle kirker.

I løbet af foråret er der planlagt en såkaldt Tiny Talk, hvor entreprenøren og arkitekten vil fortælle om, hvordan man tænker bæredygtighed ind i byggeprocessen, og allerede nu afholder Johanne Dal-Lewkovitch Tiny Samtaler i Fremtidens Frie Fiskeres klubhus ved Fiskerihavnen. Her kan alle møde op den første torsdag i måneden mellem kl. 16.00 og 17.00 og stille spørgsmål til kirken eller komme med deres forslag til, hvordan kirken kommer til at spille en aktiv rolle i Nordhavns lokalsamfund.

Få yderligere oplysninger om den nye kirke på www.hansegedeskirke.dk

IMG_0620

Foto fra første spadestik: Fra venstre MR-Kasserer og kirkeværge Ole Hansen , projektmedarbejder Johanne Dal-lewkovitch, Jonas Hemicke, MR-Formand Mogens Holm, Julius Nielsen, Sognepræst Louise Sihm Knudsen, Sognepræst Christian Bro.

Ny særudstilling om Holmens historie

Der var engang, hvor Danmark var en militær stormagt. Det var en tid, hvor danske krigsskibe dominerede Østersøen, og Københavns Havn var midtpunktet for teknologiske gennembrud, industrispionage og store søslag. 

Med en perlerække af populære historiepodcasts som bagkatalog har Kongerækkens værtspar Hans Erik Havsteen og Anders Olling kastet sig over tusinde års blå københavnerhistorie. I ti afsnit og syv særudstillinger kommer du på en lydrejse fra middelalderens travle handelshavn til den rekreative, blå park, som havnen er i dag.

Denne gang gælder det Holmen. For gennem tre århundreder var Holmen både vidne til nogle af Danmarkshistoriens største dramaer og hverdagens stille gænge i Københavns Havn.

image00005

Den tredje udstilling i rækken, slog dørene op i fredags, og handler om den Nÿe~Holm, der steg op af havet i 1690. Siden dengang har Holmen defineret og ændret hele havnens geografi og kulturhistorie.

Holmen har i århundreder været et samfund for sig; en by i byen med egne love og fængsler, slagterier og værksteder, hospitaler og skoler, kirker og kirkegårde. Helt frem til Flådens udflytning i 1993, var Holmen Rigets største arbejdsplads, hvor et mylder af søofficerer, håndværkere og ingeniører satte alle sejl til for at gøre Holmen til en teknologisk højborg, et royalt prestigeprojekt og et kulturelt centrum.

image00001

Flåden bandt riget sammen, ydede en udenrigspolitisk overhånd, bekrigede svenskerne, eskorterede de danske handelsskibe og kastede glans over kongemagten. 

Du kan opleve særudstillingen samt By & Havns permanente udstilling Havnebygmesterens Studiesamling ganske gratis på Nordre Toldbod 3 alle hverdage kl. 9-15 (torsdag fra kl. 9-19). Allerede nu kan du glæde dig til den næste særudstilling i rækken, som åbner til marts og fortæller historien om Kvindernes Havn og Frihavnens høje hatte.

Kan du ikke få nok af Historien om Havnen? Du finder alle episoder af podcasten lige her

Historien om havnen172

Podcastserien, som udstillingen bygger over, er produceret af Kongerækken i partnerskab med By & Havn. Som samarbejdspartner har Københavns Museum bidraget med udlån af udstillingsgenstande.

Så tager vi fat på 2025: Lynetteholms anlægsaktiviteter i januar

Efter en velfortjent juleferie er arbejdet igen i gang på Lynetteholm. I 2025 fortsætter arbejdet med at anlægge de stendæmninger, der skal udgøre omkredsen af halvø og stormflodssikring, og så forventes afgravning af havbund at kunne afsluttes helt her i 2025.

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2025 

Velkommen til Lynetteholms anlægsnyhedsbrev. Igen i år bringer vi hver måned sidste nyt om anlæg af Lynetteholm og viser nyeste billeder fra arbejdsområdet. 

Dronevideo fra lige før nytår

Lynetteholms anlægsarbejde indebærer arbejdet med at anlægge Københavns nye halvø og stormflodssikring mellem Refshaleøen og Nordhavn. Lynetteholm fyldes op med overskudsjord, og området skal indgå som en del af Københavns fremtidige stormflodssikring fra nord og anlægges med et kystlandskab mod Øresund.  

Som det ses på de seneste droneoptagelser lige før nytår, er vi gang med at anlægge tre store kystfremspring, som er med til forme kystlandskabets kystlinje langs Øresund. Alle tre kystfremspring er kommet til syne i vandet i løbet af 2024, og de er nu i gang med at blive færdiganlagt.

Anlægsaktiviteter i januar

På nedenstående anlægskort er vist, hvordan vi anlægger Lynetteholm i to faser. Fase 1 er i gang med at blive fyldt op med jord. I Fase 2 er vi i gang med at grave havbund væk, anlægge stendæmninger og opbygge kystfremspring.

Fase 1 og fase 2 forbundne under vandet

På vandet er der fortsat fuld gang i at opbygge stendæmninger og kystfremspring. Store dele af arbejdet foregår under vandet og er derfor ikke synligt over havets overflade. Men kigger man under vandet, vil man kunne se at fase 1-stendæmning og fase 2-stendæmning mod Øresund nu er forbundne med en cirka 4 meter høj stendæmning, som er bygget op fra havbunden.

I forgrunden af nedenstående foto ses Fase 1-stendæmningen, som nu er undersøisk forbundet med Fase 2-stendæmningen, der ligger længere mod nord. Stenarbejderne under vandet betyder, at man som sejler har stor risiko for at sejle på den nye stendæmning under vandet. Når man kommer fra syd, skal man derfor sejle udenfor det afmærkede arbejdsområde og ikke sejle tværs indover.

Lynetteholm_Dronedokumentation_December 2024-1-1600px

På fotoet nedenfor ses Lynetteholms sydligste kystfremspring under opbygning. De to øvrige kystfremspring længere mod nord er i gang med at blive fyldt op med sand. Alle kystfremspring bliver en slags små øer, der ligger yderst og skal beskytte det fremtidige kystlandskab mod strøm og hårdt vejr.

Lynetteholm_Dronedokumentation_December 2024-3-1600px

Stendæmningen langs Trekroner Fortet er også så småt i gang med at blive anlagt. Her er anlagt ca. 50 meter stendæmning fra Refshaleøen og frem mod Nordhavn.   

Gravearbejdet nærmet sig sin afslutning

Lynetteholms entreprenør, Aarsleff, har igennem tre gravesæsoner været i gang med fjerne bløde sedimenter fra havbunden i det tracé, hvor Lynetteholms stendæmning skal etableres.

Gravearbejdet vil efter planen slutte omkring februar 2025, og herefter forventes al gravearbejde i forbindelse med anlæg af Lynetteholms stendæmninger at være afsluttet. Det er godt for det omkringliggende havmiljø, da det igangværende gravearbejde ikke kan undgå at give nogle forstyrrelser på havbunden.

Da Københavns Havn er en gammel industrihavn, har en mindre del af det opgravede sediment, været forurenet, og den del er lagt ind i et depot ved Refshaleøen. Opgravningen af det forurenede sediment blev afsluttet inden jul. De næste par måneder vil det derfor kun være havbundssediment, som er rent nok til at blive fyldt i Lynetteholms fase 1-område, som graves op.  

Lynetteholm_Dronedokumentation_December 2024-19-1600px

Den havbund, der graves nu, bliver fyldt i det nordligste bassin, hvor der ikke er fyldt overskudsjord i (se ovenstående foto).

Jordopfyldning   

Opfyldningen af Lynetteholm er også startet op igen her efter juleferien, og vi fortsætter som planlagt med at fylde den sydligste del af Lynetteholm op. På billedets kan ses, hvor langt opfyldningen er.

Lynetteholm_Dronedokumentation_December 2024-8-1600px

Overskudsjorden kommer fra København og omegns byggepladser og fragtes hertil i lastbiler. På vej ud til Lynetteholms jordmodtageanlæg benytter lastbilerne klapbroen ud for Margretheholms Havn. Du kan læse mere om klapbroen via Den Danske Havnelods.

I januar står klapbroen åben mellem kl. 16.00 til 07.00 alle dage, og åbnes derudover kl. 10.00 og kl. 14.00 i alle hverdage.

Ny video: Sådan navigerer du i Kronløbet  

I december 2024 lancerede vi en ny video, der viser, hvordan man fremover skal sejle igennem Kronløbet, efter Lynetteholms arbejdsområde er blevet udvidet mod vest og nord.

Du kan se videoen nedenfor. Husk at dele med den med dine sejladskammerater, så flest muligt bliver opmærksomme på de nye navigationsregler, bøjer, skilte m.v.

Klik på videoen her:

Lynetteholms udvidede arbejdsområde kan også ses på nedenstående kort.

Du finder mere information på Lynetteholms hjemmeside ’Sikkerhed for sejlere’: https://byoghavn.dk/lynetteholm/sikkerhed-for-sejlere/

LYNETTEHOLM_POSTER_29112024

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til anlægsarbejdet, er du velkommen til at skrive til info@byoghavn.dk

 

Tidligere anlægsnyhedsbreve

2024

Januar 2024

Februar 2024

Marts 2024

April 2024

Maj 2024

Juni 2024

Juli 2024

August 2024

September 2024

Oktober 2024

November 2024

December 2024

 

2023

Januar 2023

Februar 2023

Marts 2023

April 2023

Maj 2023

Juni 2023

Juli 2023

August 2023

September 2023

Oktober 2023

November 2023

December 2023

 

2022

Januar 2022

Februar 2022

Marts 2022

April 2022

Maj 2022

Juni 2022

Juli 2022

August 2022

September 2022

Oktober 2022

November 2022

December 2022

 

FAKTA: Lynetteholms anlægsarbejde

  • Anlæg af Lynetteholm blev vedtaget af Folketinget den 4. juni 2021.
  • Med lovvedtagelsen blev det besluttet at anlægge en ny halvø som stormflodssikring og jordopfyld mellem Refshaleøen og Nordhavn.
  • Lynetteholm skal blandt andet fyldes op af overskudsjord fra København og omegns byggeprojekter og bidrage til, at Københavns Kommune kan komme af med jorden klimavenligt – det vil sige med kort transportafstand fra byggeplads til jordopfyld.
  • I juni 2023 åbnede Lynetteholm for modtagelse af overskudsjord til Lynetteholms fase 1.
  • I november 2023 vil arbejdet med at anlægge Lynetteholms fase 2-perimeter at gå i gang. Når fase 2-perimeteren er anlagt, kan Lynetteholm begynde at modtage jord til fase 2.

 

Læs mere om Lynetteholm på https://byoghavn.dk/lynetteholm/

Ikon_Vi genbruger jord_tight

Det Obelske Familiefond giver betydelig donation til Byens Scene i Ørestad

Det Obelske Familiefond har besluttet at give partnerskabet bag Byens Scene en generøs donation på 8 mio. kr. til kunst- og arkitekturprojektet Byens Scene i Ørestad.

Byens Scene består af tre byrum i Ørestad, der skal integrere kunst- og landskabsarkitektur ved de store spillesteder DR Koncerthuset, Bella Arena og Royal Arena. Projektet skal understøtte det gode hverdagsliv med mulighed for ophold og aktiviteter, og samtidig give koncertgæster en unik oplevelse, når de ankommer med metroen på vej til koncert eller et event.

Repræsentant for Partnerskabet, adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, er begejstret for Det Obelske Familiefonds anerkendelse af projektets vigtighed og potentiale.

Donationen fra Det Obelske Familiefond understreger forståelsen af, hvor vigtigt og ambitiøst et projekt, der er tale om. Det kommer til at skabe nogle fantastisk flotte byrum, som vil skabe flotte rammer om kunstneriske oplevelser.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

Glæden er også at spore hos Kim Bohr, chef for DR-Koncerthuset, der ligger ud til et af de tre områder i Byens Scene.

Det er en stor anerkendelse af visionen for Byens Scene, at Det Obelske Familiefond har valgt at støtte projektet. Vi glæder os i den grad til, at det bliver udfoldet til glæde for både vores gæster og beboerne i området.

Chef, Kim Bohr, DR Koncerthuset.

På nuværende tidspunkt arbejder tre højt kvalificerede teams på udvikling af deres bud på Byens Scene. Til sommer vil det vindende team blive kåret, og realiseringen af projektet igangsættes.

De tre teams består af: Team BIG med den amerikanske kunstner Doug Aitken, NIRAS og Volcano; Team Schul Landskab med Judith Hopf, Henrik Plenge Jakobsen og Esben Weile Kjær og endelig Team Snøhetta i samarbejde med Camille Norment Studio og WSP Danmark A/S.

Partnerskabet bag Byens Scene består af Danmarks Radio, Bellagroup, Bellakvarter, Live Nation, By & Havn, Metroselskabet og Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC).

 

For nærmere information om ”Byens Scene” kontakt Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC) på mail: info@oicc.dk eller tlf. 31 49 66 34.

For pressehenvendelser – kontakt: Kommunikationschef, By & Havn, Kristian Wederkinck Olesen, Tlf.: 30535004

 

Fotoet viser de foreløbige bud fra de tre teams, der deltager i sidste del af arkitektkonkurrencen om Byens Scene.

Ny trampe og underjordiske affaldscontainere: Hvad betyder byggearbejdet for Sundmolen og Århusgadekvarteret?

Det lidt særprægede ord “trampe” får måske nogle til at trække på smilebåndet, men det er et etableret fagudtryk for en kombineret trappe og rampe. Trampen skal etableres ved pakhus 48 samtidig med nogle underjordiske affaldscontainere, og det vil forårsage støjende arbejde i det nye år.

Under pakhus 48 ligger en stor cykelkælder, til virksomhedernes medarbejdere, så cyklerne kan stå i tørvejr og samtidig ikke fylde gader og fortove. Som en del af den fortsatte udvikling af Sundmolen, vil der snart blive etableret en trampe til cykelkælderen, så det bliver nemt at komme op og ned med cyklerne. Samtidig vil der blive nedgravet affaldscontainere – i fagtermer kaldet molokker – ved siden af pakhus 48, som en del af affaldssystemet.  

Arbejdet blev påbegyndt den 25. november 2024, mens det støjende arbejde først er planlagt til efter juleferien.

De mest støjende arbejdsperioder er:

  • 13.01.2025 – 24.01.2025: Byggegrubeindfatning og pæleramning (molokker)
  • 27.01.2025 – 07.02.2025: Byggegrubeindfatning og pæleramning (trampe)
  • 11.04.2025 – 21.04.2025: Døre og udskæring samt tekniske installationer

Når man arbejder med jord, opstår der til tider uforudsete forsinkelser. Det sker blandt andet, hvis der dukker installationer op, der ikke er registreret, eller som er placeret anderledes end forventet. Derfor er tidsplanen et foreløbigt estimat, som kan blive justeret.

Arbejdet forventes afsluttet i slutningen af april 2025.

Vi takker for din forståelse og tålmodighed, mens vi arbejder på at gøre Sundmolen endnu bedre!

Nyt fra bestyrelsen - 12. december 2024

By & Havns bestyrelse har på møde 12. december 2024 bl.a. behandlet følgende:

  • By & Havns budget for 2025 samt langtidsbudget pr. december 2024. Langtidsbudgettet er tilgængeligt på By & Havns hjemmeside. Bestyrelsen noterede sig vigtigheden af, at der løbende vedtages de forudsatte lokalplaner, særligt for boligbyggeri, som grundlag for og timing af selskabets indtægter fra salg af byggeretter på kort og mellemlangt sigt.
  • By & Havns Finansieringsstrategi for 2025 som er den årlige udmøntning af selskabets forret­nings­strategi for så vidt angår gældspleje og finansieringsforhold. For så vidt angår rammen for renteforde­ling (variabel, fast eller realrente) fastholdes uændrede rammer og pejlemærker for gældens fordeling på rentetype.
  • Status for By & Havns arbejde med compliance.
  • Opfyldelse af anbefalinger fra Komitéen for god selskabsledelse. En række af anbefalingerne fra Komité for god selskabsledelse er ikke relevante for By & Havn grundet selskabets ejerforhold og lovgrundlag. I disse tilfælde er det i afrapporteringen anført og forklaret, hvorfor anbefalingen ikke er relevant for selskabet. Afrapporteringen er tilgængelig på By & Havns hjemmeside.
  • Bestyrelsesevaluering.

Københavnerne er vilde med det kolde gys - også på Luciadag

Flere og flere københavnere trodser vintermånedernes lave temperaturer og bidende vind og springer en tur i det kolde havnevand. Hovedstadens vinterbadeklubber melder om stigende interesse og lange ventelister for at blive en del af vinteren badefællesskab, og også når det svømmende Luciaoptog i morgen aften sætter lys i deres badehætter og hopper i vandet ud for Sandkaj, vil der være flere deltagere end tidligere.

Selvom der er mange, der gyser ved tanken om at hoppe i vandet på denne tid af året, så stiger antallet af vinterbadere – ikke bare i København, men i hele landet. Faktisk er antallet af medlemmer i landets 188 vinterbadeklubber steget fra godt 25.000 til 75.000 medlemmer på bare ti år, og dertil kommer alle de vinterbadere, der nyder det kolde vand uden at være en del af en forening.

I Nordhavn Vinterbadeklub, der er en del af Nordhavn IF, mærker man også den massive interesse for det kolde gys. Her har man lige over 3500 aktive medlemmer, og derudover står der godt 2000 personer på venteliste.

Nordhavn Idrætsidrætsforening afholder for fjerde gang “Svømmende Luciaoptog” i badezonen på Nordhavn, København, den 13/12 2023.

© Thomas Arnbo / photojournalist / www.arnbo.dk

Luciaoptog med lys i badehætterne

I Nordhavn Vinterbadeklub bades der året rundt, men i morgen – fredag den 13. december – foregår vinbadningen på lidt anden vis. For femte år i træk arrangerer foreningen nemlig et svømmende Luciaoptog, hvor lidt over 20 svømmere hopper i vandet med lys i badehætterne og gennemfører cirka 12 minutter langt optog akkompagneret af en DJ og sang fra publikum.

Nordhavn Idrætsidrætsforening afholder for fjerde gang “Svømmende Luciaoptog” i badezonen på Nordhavn, København, den 13/12 2023.

© Thomas Arnbo / photojournalist / www.arnbo.dk

Vandet forventes at være ca. 3 – 5 grader, mens luften næppe kommer over de 3 grader, når de modige vinterbadere hopper i vandet cirka klokken 18.30.

Har du lyst til at overvære denne bemærkelsesværdige juletradition i Nordhavn, så er det om at være tidligt ude. De seneste år er mere end 300 mennesker mødt op for at se Luciaoptoget fra første parket, så der er kamp om pladserne.


Pas på sikkerheden

Det svømmende Luciaoptog foregår i badezonen ved Sandkaj, og ifølge Mette Mylin, der er havneudviklingschef i By & Havn, er det vigtigt, at andre vinterbadere også finder en afmærket bade- eller dyppezone, når de vil nyde det kolde havnevand.

Selvom det er vinter, er det fortsat vigtigt, at man benytter bade- og dyppezonerne. Zonerne er lavet for, at københavnerne kan bade sikkert, samtidig med at havnens trafik kan fortsætte uden, uden at der opstår farlige situationer. Man kan finde bade- og dyppezonerne i By & Havns havneapp.

Havneudviklingschef, Mette Mylin, By & Havn.

Nordhavn Idrætsidrætsforening afholder for fjerde gang “Svømmende Luciaoptog” i badezonen på Nordhavn, København, den 13/12 2023.

© Thomas Arnbo / photojournalist / www.arnbo.dk

Foruden det svømmende Luciaoptog ved Sandkaj, vil også en stor del af byens kajakroere være på vandet fredag aften, hvor de -traditionen tro – vil lave deres version af et Luciaoptog. Det forventes, at godt 4-500 kajakker deltager i optoget, som starter og slutter ved Kayak Republic og Kayak Bar, mens der undervejs gøres stop ved Nyhavn Kl. 17:45, ved Christianshavn Kl. 18:10, ved Blox Kl. 18:30 og ved Højbro Plads Kl. 18:45.

Pakhus 47 vinder Årets Byggeri 2024 i kategorien Erhverv

By & Havn vinder Årets Byggeri 2024 for istandsættelsen af Pakhus 47 på Sundmolen. Pakhus 47 er et af fire historiske pakhuse på Sundmolen i Nordhavn, der oprindeligt blev bygget til opbevaring af gods og fødevarer fra hele verden.  

Med respekt for områdets historie er husets vandrette linjer, røde teglfacader og store, åbne rum bevaret og på taget vil væksthuse være med til at forlænge sæsonen, så man kan være tæt på naturen og nyde den smukke udsigt over Københavns Havn, mens man er beskyttet for vind og vejr.

Anne Skovbro, Adm. Direktør By & Havn, udtaler:

Vi er stolte af resultatet i Pakhus 47, hvor det oprindelige DNA er bevaret som rammen for moderne og højteknologiske løsninger og åbne fællesskaber. Og vi kan se, at denne kombination er eftertragtet fra vores lejere, så det er noget, vi vil bestræbe os på i alle vores projekter.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

Anette Ingerslev, Ejendomsporteføljechef By & Havn, udtaler:

En vigtig del af istandsættelsen af Pakhus 47 har fra start bygget på en helhedsorienteret forståelse af bæredygtighed og vurdering af byggeriet på hele dets livscyklus, forbrug, materialernes klimapåvirkning, håndtering af affald og en lang række andre faktorer. Det er med til at skabe de bedste præmisser for et fysisk og mentalt sundt arbejdsliv, og jeg er stolt af at vores arbejde nu bliver belønnet på baggrund af dette.

Ejendomsporteføljechef, Anette Ingerslev, By & Havn.

Dommerkomiteen skriver om prisen: Pakhus 47 er et eksempel på, hvordan ressourcebevidst renovering kan kombinere bæredygtighed og bevaring af industriarven for at skabe moderne kontorfaciliteter, der imødekommer både nutidens og fremtidens behov. Omdannelsen af det historiske pakhus fra 1947 til moderne arbejdsrum er et projekt, der fremhæver værdien af at bygge videre på eksisterende strukturer fremfor nybyggeri. En tilgang, der sparer ressourcer og reducerer miljøbelastningen. Kombinationen af historisk autenticitet og moderne funktionalitet understreger Pakhus 47's rolle som en central aktør i Nordhavns fremtidige udvikling.

Dommerkomiteen markerer sædvanligvis prisen med en overrækkelsesceremoni på vinderbyggeriet. Dette sker onsdag den 11. december kl. 9.00-10.30 hos NOON i Pakhus 47 på Sundmolen.

IMG_4606

Om prisen

Årets Byggeri er den bredeste og mest alsidige pris i byggebranchen. En national hæderspris, som hvert år tildeles årets bedste og vigtigste byggerier ud fra deres samfundsmæssige og byggefaglige betydning.

Dommerkomitéen er sammensat af topchefer fra byggebranchens vigtigste organisationer og institutioner. I 2024 består dommerkomiteen af Scott Hollingsworth, Formand og Arkitekt Elly Kjems Hove, Underdirektør DI byggeri, Henrik Garver, Adm. direktør FRI, Lars Storr-Hansen, Direktør Danske Arkitektvirksomheder, Palle Thomsen, Adm. direktør Danske Byggecentre, Peter Stenholm, Adm. direktør EjendomDanmark, Rasmus Brandt Lassen, Direktør Bygningsstyrelsen og Louise Panum Baastrup, repræsentant Byggesocietetet.

Midlertidigt mødested skaber nye muligheder for julehygge og aktiviteter i Ørestad Syd

Søndag den 1. december indviede By & Havn sammen med Ørestad Bibliotek og Ørestad Syd Borgerforening et nyt midlertidigt byrum på Asger Jorns Allé. Det var et stemningsfuldt arrangement med stort fremmøde, og der blev taget hul på julen med korsang, lys i mørket, gløgg og æble­skiver, juletræer, -pynt, -godter og -lege.

De tre talere Rikke Faaborg Jarmer, Thomas H. Bøgh og Peter Hjorth havde alle fokus på, hvordan de hver især og i samarbejde kan understøtte et inspirerende byliv og alsidige aktiviteter i Ørestad Syd.

Det midlertidige byrum er placeret på arealet bag de fem foodtrucks på Asger Jorns Allé, hvor By & Havn har indrettet stedet med tre gule containere, som skaber et rum, der kan bruges til udendørs aktiviteter i bydelen i de kommende år. Underlaget er planeret, og der er lagt fliser og træflis ud mod en lille juletræsskov, som pynter på arealet over vinteren. Herudover er der sat hyggelig belysning op, og der er indkøbt borde og bænke, som kan anvendes ved arrangementer.

Et sted, der er til for at blive brugt

Forhåbningen er, at mange forskellige aktører, foreninger og beboere vil afholde arrangementer i det nye byrum til glæde for bydelen. By & Havn har indgået et samarbejde med Ørestad Syd Borgerforening om koordinering af arrangementer på stedet, og borgerforeningen har i den forbindelse oprettet en kalender og procedure for, hvordan man kan få adgang til det. Se borgerforeningens kalender og læs hvordan du booker byrummet her

Julehygge i december

By & Havn har i forvejen et samarbejde med Ørestad Syd Borgerforening omkring de fem foodtrucks, som vi har hjulpet i gang for år tilbage, og hvor overskuddet fra lejeindtægterne går til de fælles aktiviteter for alle beboere i Ørestad Syd, som borgerforeningen løbende arrangerer.

I december måned arrangerer borgerforeningen julehygge hver søndag kl. 15 - 17 med gratis gløgg og æbleskiver, små bålfade til varme, og på søndag tændes et stort juletræ på pladsen. Der vil også være hoppeborg og musik, og de fem vogne med streetfood holder åbent.

Aktiviteter i den nye år

En del af By & Havns initiativ er også et samarbejde med Ørestad Bibliotek og Kultur Amager Vest, som på sigt kommer til at facilitere aktiviteter i det kommende Byens Hus. By & Havn har allerede finansieret seks arrangementer i efteråret – bl.a. et par velbesøgte litterære byvandringer, tøjbyttemarked og arrangementer for børn. Der er flere arrangementer i støbeskeen, så hold øje med det til foråret.

Byens Hus

Det lokale foreningshus, Byens Hus, som opføres på Asger Jorns Allé ud mod fælledpromenaden, bliver et omdrejningspunkt for vigtige bylivsaktiviteter, begivenheder og spontane møder mellem naboer i Ørestad Syd. Da byggeriet af huset desværre er forsinket, har By & Havn taget initiativ til denne tidlige opstart af de tilbud og muligheder, som foreningshuset på sigt kommer til at rumme - som f.eks. kulturtilbud, foreningsaktiviteter og plads til fejringer af fælles mærkedage og begivenheder.

 

Det var en dejlig eftermiddag i julehyggens tegn. Se alle billederne fra indvielsen i billedhjulet nedenfor:

Vandkvaliteten i Øresund bliver ikke forringet af Lynetteholms gravearbejde 

I denne tid kan man opleve store gravemaskiner på arbejdspramme nær Lynetteholm, der graver blød havbund væk. Vandprøver fra de seneste to gravesæsoner viser, at arbejdet ikke forringer vandkvaliteten.

Forud for opbygningen af Lynetteholms stendæmninger skal der graves en betydelig mængde blødt havbund væk, så stendæmningerne får et stabilt underlag at stå på, og kan modstå fremtidens stormfloder og havvandsstigninger.

Når afgravningen finder sted, kan det ikke undgås, at såkaldt sediment fra havbunden blandes op i vandsøjlen. Derfor stilles der fra myndighedernes side en række krav til, hvordan gravearbejdet skal udføres, så spildet fra gravemaskinernes skovle holdes nede.

Samtidig bliver vandkvaliteten løbende målt. Både mens gravearbejdet foregår, men også efter gravesæsonen er afsluttet. Det sker gennem et omfattende miljøovervåningsprogram, som rådgivningsvirksomheden DHI varetager for By & Havn.

I løbet af en gravesæson, der strækker sig fra 1. oktober til 31. marts, tages der løbende vandprøver fra ni i forvejen fastlagte positioner og i selve gravefanen, som er en blanding af vand og sediment, som strømmen fører med sig under gravearbejderne.

Resultaterne fra disse prøver sammenlignes med prøver, der er taget langt væk fra gravearbejdet, så man kan vurdere, om koncentrationen af miljøfremmede stoffer er forskellig. Ud fra den metode kan det konstateres, at gravearbejdet ikke har påvirket vandkvaliteten i området. Det fremgår af DHI’s rapporter fra de to seneste gravesæsoner (2022/2023 og 2023/2024)

Lynetteholm_Dronedokumentation_November 2024-31-1200px (1)

Påvirkning er mindre end forventet

I miljøkonsekvensrapporten for Lynetteholm blev det vurderet, at Lynetteholm ikke ville forringe havmiljøet, og overvågningsresultaterne fra de første gravesæsoner viser, at den vurdering holder stik.

Ud fra overvågningen kan vi se, at vandkvaliteten i Øresund generelt er påvirket af spildevands- og regnvejrsbetingede udledninger, men ifølge DHI´s prøver har Lynetteholm ikke en negativ effekt på vandkvaliteten i Øresund. Ser vi udelukkende på de prøver, der er taget i gravefanerne, ser det faktisk ud til, at påvirkningen er mindre, end man havde vurderet i miljøkonsekvensrapporten.

Teamleder for Miljø og Myndighed, Noelle Kehli, By & Havn.

Vandkvaliteten er presset fra flere sider

Selvom gravearbejdet ikke påvirker vandkvaliteten, betyder det ikke, at vandkvaliteten i området generelt er i top. Det skyldes, at vandområdet er påvirket af spildevands- og regnvejrsbetingede udledninger.

Overvågningsprogrammet har ved flere lejligheder vist forhøjede koncentrationer af tungmetaller, men resultaterne har været de samme både tæt på Lynetteholms arbejdsområde og på de såkaldte referencestationer, der er placeret langt fra arbejdsområdet.

Det forklarer biolog Jesper Dannisøe fra DHI:

Når man undersøger vandkvaliteten i havet ved Lynetteholm og Københavns Havn, så er der en række faktorer, der spiller ind på vandkvaliteten, herunder permanente og temporære udledninger fra renseanlæg. Derfor sammenholder vi altid resultater fra prøvestationer nær Lynetteholm med resultater fra en referencestation, der er placeret så langt fra Lynetteholm, at den ikke umiddelbart er påvirket af arbejdet, men kun af de generelle påvirkninger i Øresund. Og når vi sammenholder vandprøverne fra de forskellige stationer, kan vi ikke se nogen forskel i de målte værdier af tungmetaller og andre miljøfremmede stoffer, da der både forekommer lave og let forhøjede koncentrationer på alle stationer over en prøvetagningssæson, samt uden for gravesæsonen.

Biolog, Jesper Dannisøe, DHI

Alle vandprøver fra DHI indsendes til godkendelse hos Trafikstyrelsen, der er tilsynsmyndighed på Lynetteholms gravearbejde. Når gravesæsonen er afsluttet, bliver resultaterne samlet i en rapport.

Da Københavns Havn er en gammel industrihavn, er en mindre del af sedimentet, der graves op fra havbunden, forurenet. Den del bliver lagt ind i et depot, som er bygget til at håndtere forurenet materiale. Den øvrige mængde opgravet havbund fyldes ind i Lynetteholms fase 1 og fungerer som en del af Lynetteholms opfyld.

Find rapporter

Alle DHI’s rapporter kan findes i Lynetteholms mediebibliotek, hvor de offentliggøres, efter de er godkendt af myndighederne.

Du finder den seneste rapport fra gravesæsonen 2022-2023 her: https://byoghavn.dk/mediebibliotek/13222/

Du kan læse mere om Lynetteholms miljøovervågningsprogram her:

https://byoghavn.dk/lynetteholm/miljoeovervaagning/