By & Havn vinder Årets Byggeri 2024 for istandsættelsen af Pakhus 47 på Sundmolen. Pakhus 47 er et af fire historiske pakhuse på Sundmolen i Nordhavn, der oprindeligt blev bygget til opbevaring af gods og fødevarer fra hele verden.
Med respekt for områdets historie er husets vandrette linjer, røde teglfacader og store, åbne rum bevaret og på taget vil væksthuse være med til at forlænge sæsonen, så man kan være tæt på naturen og nyde den smukke udsigt over Københavns Havn, mens man er beskyttet for vind og vejr.
Anne Skovbro, Adm. Direktør By & Havn, udtaler:
Vi er stolte af resultatet i Pakhus 47, hvor det oprindelige DNA er bevaret som rammen for moderne og højteknologiske løsninger og åbne fællesskaber. Og vi kan se, at denne kombination er eftertragtet fra vores lejere, så det er noget, vi vil bestræbe os på i alle vores projekter.
Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.
Anette Ingerslev, Ejendomsporteføljechef By & Havn, udtaler:
En vigtig del af istandsættelsen af Pakhus 47 har fra start bygget på en helhedsorienteret forståelse af bæredygtighed og vurdering af byggeriet på hele dets livscyklus, forbrug, materialernes klimapåvirkning, håndtering af affald og en lang række andre faktorer. Det er med til at skabe de bedste præmisser for et fysisk og mentalt sundt arbejdsliv, og jeg er stolt af at vores arbejde nu bliver belønnet på baggrund af dette.
Ejendomsporteføljechef, Anette Ingerslev, By & Havn.
Dommerkomiteen skriver om prisen: Pakhus 47 er et eksempel på, hvordan ressourcebevidst renovering kan kombinere bæredygtighed og bevaring af industriarven for at skabe moderne kontorfaciliteter, der imødekommer både nutidens og fremtidens behov. Omdannelsen af det historiske pakhus fra 1947 til moderne arbejdsrum er et projekt, der fremhæver værdien af at bygge videre på eksisterende strukturer fremfor nybyggeri. En tilgang, der sparer ressourcer og reducerer miljøbelastningen. Kombinationen af historisk autenticitet og moderne funktionalitet understreger Pakhus 47's rolle som en central aktør i Nordhavns fremtidige udvikling.
Dommerkomiteen markerer sædvanligvis prisen med en overrækkelsesceremoni på vinderbyggeriet. Dette sker onsdag den 11. december kl. 9.00-10.30 hos NOON i Pakhus 47 på Sundmolen.

Om prisen
Årets Byggeri er den bredeste og mest alsidige pris i byggebranchen. En national hæderspris, som hvert år tildeles årets bedste og vigtigste byggerier ud fra deres samfundsmæssige og byggefaglige betydning.
Dommerkomitéen er sammensat af topchefer fra byggebranchens vigtigste organisationer og institutioner. I 2024 består dommerkomiteen af Scott Hollingsworth, Formand og Arkitekt Elly Kjems Hove, Underdirektør DI byggeri, Henrik Garver, Adm. direktør FRI, Lars Storr-Hansen, Direktør Danske Arkitektvirksomheder, Palle Thomsen, Adm. direktør Danske Byggecentre, Peter Stenholm, Adm. direktør EjendomDanmark, Rasmus Brandt Lassen, Direktør Bygningsstyrelsen og Louise Panum Baastrup, repræsentant Byggesocietetet.