By & Havn vil mindske forbruget af råstoffer i anlægsarbejde

By & Havn har sammen med 13 andre offentlige bygherrer underskrevet en fælles hensigtserklæring om at reducere brugen af nyopgravede råstoffer i anlægsprojekter. Det første pilotprojekt, der skal gøre underskriften til virkelighed, sker på Levantkaj i Nordhavn hvor lokal genanvendelse af belægninger skal mindske CO2-udledning og brug af råstoffer.

Vil man have nye resultater, skal man gøre noget nyt. Det er især en sandhed, når det handler om en bæredygtig omstilling af samfundet. Anlæg og byggeri er et af de områder, der har et stort klimaaftryk, og derfor arbejder branchen sammen for at finde andre materialer og metoder, så aftrykket kan mindskes.

Det var også udgangspunktet torsdag den 27. marts, hvor CO-PI (Center for Offentlig-Privat Innovation) havde inviteret til konference og markedsdialog om, hvordan forbruget af råstoffer kan reduceres. Dagen kulminerede med 14 underskrifter fra offentlige bygherrer, herunder By & Havn, på hensigtserklæringen ”Sammen om mindre råstofforbrug”.

Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn ser underskriften som endnu et skridt i den rigtige retning.

Hensigtserklæringen forpligter, og derfor er vi glade for at have sat vores underskrift sammen med 13 andre store offentlige aktører i branchen, og vi har allerede det første projekt klar, der skal operationalisere erklæringen.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

underskrift

Foto: Rasmus Lind

I By & Havn er arbejdet med bæredygtighed i fuld gang, og ét af værktøjerne er at arbejde ud fra princippet om design matters. Det betyder, at bæredygtighed tænkes ind i alle faser af et projekt og i særdeleshed i designfasen, da det ofte er beslutninger i de indledende faser, der er udslagsgivende for, i hvilken grad projektet i sidste ende bidrager til en bæredygtig omstilling.

Vi arbejder ud fra princippet om design matters, hvor bæredygtighed tænkes ind i designet af alle projektfaser, og det rummer i høj grad også en minimering af råstofforbrug. Derfor er vi glade for den konstruktive markedsdialog om lokal genanvendelse af belægninger på Levantkaj som erstatning for råstoffer, og vi ser frem til at bearbejde de mange input og sende opgaven i udbud, så vi kan bringe hensigtserklæringen til live.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

På Levantkaj i Nordhavn skal et pilotprojekt rulles ud, for at operationalisere hensigtserklæringen. I dag huser Levantkaj Københavns containerterminal, men inden for kort tid flyttes den længere ud i Nordhavn, og et nyt bykvarter skal vokse frem på det 350.000 m2 store område.

I funktionen af containerterminal er stort set hele arealet befæstet, men for at kunne blive transformeret til et bykvarter skal belægningerne brydes op. Almindeligvis vil man bryde belægningerne op, transportere dem væk til nedbrydning og efterfølgende transportere nye materialer og råstoffer ind på byggepladsen.

Ønsket er i stedet at opbryde, nedknuse og genanvende belægningerne lokalt.  Det vil give mindre lastbiltransport, mindske CO2-udledningen og mindske brugen af råstoffer, da nogle af de nedknuste belægninger kan erstatte nye råstoffer.

Forude er en videre dialog med markedet og en nærmere bearbejdning af, hvordan projektet skal udføres, før opgaven forventes at blive sendt i udbud i 2026.

NORDHAVN_20240829_TH_0147-1200px

Kom med til åbning af Simian Atelier – et gratis kunsttilbud for børn i Ørestad

Den 10. april åbner Simian Atelier, et nyt mødested i Ørestad, hvor børn får mulighed for at skabe kunst, fortælle historier og udforske deres omgivelser. Hver torsdag kl. 15-17 er der åbent i ”Luftrummet” på Asger Jorns Allé 13B i Ørestad Syd for børn i alderen 8-12 år.

Simian Atelier er et åbent og gratis tilbud, hvor kreativitet og samarbejde er i fokus. Tilbuddet består af ugentlige workshops og spændende aktiviteter, og gennem egne kunstneriske arbejder vil man kunne stifte bekendtskab med både lokal og international samtidskunst. Aktiviteterne vil have fokus på temaer som relationer, identitet, natur, kreativ frihed og fællesskab.

Projektet tilrettelægges og afvikles i samarbejde med kunstformidler Simone Syska Andersen, der til daglig er kreativ konsulent, kunstformidler og underviser med flere års erfaring fra museumsverdenen og en baggrund som folkeskolelærer. Nu arbejder Simone freelance med både længere forløb og kunstworkshops for diverse udstillingssteder, kunstinstitutioner, Københavns Kommune m.fl.

Markus von Platen fra Simian Kunsthal fortæller:

Det er en del af Simians ambition at være en platform for et mangfoldigt og inkluderende kunstmiljø i Ørestad, og derfor er vi optaget af at tilbyde lokalområdets børn, unge og familier mulighed for at få kendskab til samtidskunstens unikke dannelsespotentiale gennem vores nye projekt Simian Atelier. Vi er meget glade for at kunne gennemføre projektet med støtte fra By & Havn, Balder og Statens Kunstfond.

Markus von Platen fra Simian Kunsthal

Åbningsfest og kunst-workshops hver torsdag eftermiddag

Alle er velkomne til åbningsfest for Simian Atelier torsdag den 10. april kl. 15-17 i ”Luftrummet” på Asger Jorns Allé 13B. Herefter er der åbne kunst-workshops med Simone Syska Andersen hver torsdag kl. 15-17. Alle aktiviteter er gratis og kræver ingen tilmelding.

Følg Simian Atelier på Instagram eller Facebook 

Mens vi venter på Byens Hus

Initiativet er en del af By & Havns tidlige opstart af aktiviteter i det kommende Byens Hus på Asger Jorns Allé. Det lokale foreningshus bliver et omdrejningspunkt for vigtige bylivsaktiviteter, begivenheder og spontane møder mellem naboer i Ørestad Syd. Indtil byggeriet står færdigt, iværksætter By & Havn sammen med lokale aktører en tidlig opstart af de tilbud og muligheder, som Byens Hus på sigt kommer til at rumme - som f.eks. kulturtilbud, foreningsaktiviteter og plads til fejringer af fælles mærkedage og begivenheder.

Rikke Faaborg Jarmer, chef for Borgerdialog, Formidling & Partnersamarbejder i By & Havn, siger:

Det glæder os, at så mange beboere, foreninger og aktører samarbejder konstruktivt om at skabe liv i og mellem husene i Ørestad Syd. Vi oplever et bykvarter fyldt med ildsjæle, gode idéer og vilje til samarbejde. By & Havn har gennem tiden støttet en lang række aktiviteter, og vi synes, at Simian Atelier er et projekt, som kan noget helt særligt. Det er oplagt, at lokale børn får glæde af de indsigter og det store engagement i kunstens verden, som en lokal aktør som Simian ligger inde med.

Rikke Faaborg Jarmer, chef for Borgerdialog, Formidling & Partnersamarbejder i By & Havn.

Simian Kunsthal

Der er sikkert en del lokale beboere, der ikke er klar over, at der ligger en succesfuld kunsthal midt i Ørestad. En kunsthal, der indtager en fremtrædende plads på den danske og internationale kunstscene som en nyskabende institution for samtidskunst.

Simian er en uafhængig organisation, som er grundlagt og drevet af kunstnere som en non-profit organisation, med det formål at støtte og præsentere eksperimenterende udstillingsprojekter af både spirende og etablerede kunstnere med dansk og international baggrund.

Kunsthallen er placeret i kælderniveau under Ørestad Metrostation på Kay Fiskers Plads 17.

Læg vejen forbi og se aktuelle udstillinger med Angharad Williams og Rasmus Røhling.

Læs mere om Simian Kunsthal her.

Simian_Atelier_ANNONCE_2025_1920

Lynetteholm inviterer til åbent skurvognsmøde for naboer og sejlere mandag den 7. april

Sejlsæson 2025 nærmer sig, og derfor inviterer Lynetteholm igen naboer og sejlere til skurvognsmøde. Det sker mandag den 7. april kl. 16.30 – 18.00, hvor vi giver en status på både anlægsarbejde og sejladsforhold.

Er du nysgerrig på, hvordan man i år skal navigere ind- og ud af Københavns Havn, og hvor langt vi er kommet med at anlægge Lynetteholm? Så kom til skurvognsmøde ved Lynetteholms jordmodtageanlæg og byggeplads mandag den 7. april.

Program

På mødet vil By & Havns havnebygmester og anlægschef Hans Vasehus byde velkommen.

Derefter vil der være tre oplæg:

  • Projektchef og teamleder for Anlæg i By & Havn, Natascha Nyhuus, giver en status på anlægsarbejdet.
  • Myndighedskoordinator for Miljø & Myndighed i By & Havn, Sine Høy Knudsen, fortæller om miljøovervågningen i forbindelse med anlægsarbejdet.
  • Projektleder Jan Krøyer Pedersen i By & Havn informerer om de nye retningslinjer, der gælder for ind- og udsejlingen af Københavns Havn (Kronløbet).

Efter de tre oplæg vil der som vanligt være tid til spørgsmål.

Vi byder naturligvis på kaffe og kage til dem, der kommer forbi.

 

Hvor og hvornår

Mødet finder sted mandag den 7. april kl. 16.30.00 til 18.00 i administrationsbygningen ved Jordmodtageanlæg Lynetteholm, Refshalevej 210, 1432 København K.

Se rutebeskrivelse her

 

Kontakt

info@byoghavn.dk

 

Kystlandskabet tager form: Lynetteholms anlægsaktiviteter i marts

Der blev sat en stor milepæl, da vi midt februar afsluttede det flerårige arbejde med at grave blød havbund væk under Lynetteholms stendæmninger. Nu fortsætter arbejdet med at færdiggøre kystfremspring og stendæmninger - og start marts fik arbejdet særligt fint besøg.

Nyhedsbrev nr. 3, marts 2025 

Velkommen til Lynetteholms anlægsnyhedsbrev. Her får du hver måned seneste nyt om fremdriften i anlægsarbejdet og nyeste billeder fra arbejdsområdet. 

Dronevideo fra slut februar

I videoen kan du se, hvordan konturerne af Lynetteholms kommende kystlandskab og stormflodssikring nu for alvor er begyndt at vise sig i vandet. Kystlandskabet bliver cirka 60 hektar og fundamentet til landskabet bygges af tre kystfremspring og og den ca. 3,6 km. lange stendæmning, som anlægges fra Refshaleøen i syd til Nordhavn (kronløbet) i nord.   

Fint besøg

Start marts var Lynetteholms medarbejdere hurtige med kameraet og fangede den her lille fyr, der var blevet nysgerrig nok til at solbade på en af Lynetteholms stendæmninger. Det er langt fra første gang, at der ses sæler i Københavns Havn. Gennem flere år er der blandt andet også spottet sæler i den sydlige del af havnen. Vi takker for besøget og interessen for Lynetteholm!

 

sæl3_06.03.2025

Gravearbejdet afsluttet før tid

Igennem tre vintersæsoner har man kunnet se de store gravemaskiner på pramme grave blød havbund væk. Midt februar nåede vi en stor milepæl, da arbejdet blev helt afsluttet. Nu udestår arbejdet med at skifte det opgravede havbund ud med sand og færdiggøre projektets stenarbejder. Bundudskiftningen fra blød havbund (gytje) til sand skal sikre, at stendæmningerne anlægges stabilt på havbunden og kan modstå fremtidige havvandstigninger og stormfloder. Efter planen skulle gravearbejdet senest være afsluttet den 31. marts, men det lykkedes at blive færdige allerede midt februar, det vil sige cirka halvanden måned før planlagt.

Se mere i nyhed udsendt start marts. 

 

Kystlandskabet tager for alvor form

Lynetteholms kystlandsskab anlægges mod Øresund, og hvis man i fremtiden går en tur langs den bugtede kyststrækning, så bliver turen ca. 4,7 km. Undervejs kommer man til at opleve både sandstrande, stenstrande, overdrev og områder med kystnær skov. Kystfremspringene, som det seneste år har været under anlæg i vandet, bliver en form for øer foran kystlandskabet, som skal sikre, at det ikke eroderer.

Nedenfor er det fremtidige kystlandskab visualiseret. Her ses, hvordan de tre kystfremspring, skal indgå i landskabets kystlinje mod Øresund. På tegningen betegnes de henholdsvis ’kystfremspring’ og ’strongpoint’. 

Tidsplanen for opfyldningen af hele kystlandskabet er ikke fastlagt endnu. Men den sydligste del af området (fase 1) er allerede fyldt op, og de første 7 hektar ud af det samlede landskab, skal efter planen åbne for offentligheden i 2029. 

Kystlandskab_1080-1536x864

I baggrunden af billedet nedenfor kan man se, hvordan fundamentet for fase 2-kystlandskabet for alvor er ved at blive synligt i vandet med de tre kystfremspring/strongpoint og stendæmningen fra Refshaleøen til Nordhavn. Området mellem stendæmning og kystfremspring skal over tid fyldes op med overskudsjord, og på den måde bliver kystlandskabets areal til. På fagsprog kaldes kystlandskabet naturbaseret stormflodssikring, da det i fremtiden skal bidrage til at dæmme op for stormfloder.

Lynetteholm_Dronedokumentation_Februar 2025-26-1200px (1)

Jordopfyldning   

Opfyldningen af Lynetteholms fase 1 fortsætter som planlagt her i marts. Den 11. marts rundede opfyldet præcis 2 mio. tons jord modtaget med lastbil! På billedet ses den sydligste del af opfyldet, som også planlægges til at åbne for offentligheden i 2029. Til den tid vil jordopfyldet være forvandlet til et nyplantet område med unge træer, buske og urter, som skal fungere som et slags testareal for udviklingen af det resterede landskab, og hvor københavnerne får mulighed for gåtur og ophold.

Lynetteholm_Dronedokumentation_Februar 2025-30-1200px

Overskudsjorden kommer fra København og omegns byggepladser. På vej ud til Lynetteholms jordmodtageanlæg benytter lastbilerne klapbroen ud for Margretheholms Havn. Du kan læse mere om klapbroen via Den Danske Havnelods.

I marts står klapbroen åben mellem kl. 16.00 til 07.00 alle dage, og åbnes derudover kl. 10.00, 12.00 og kl. 14.00 i alle hverdage.

Anlægskort og kontaktinfo

På nedenstående anlægskort er vist, hvordan vi anlægger Lynetteholm i to faser.

Hvis du har spørgsmål til anlægsarbejdet, er du velkommen til at skrive til info@byoghavn.dk

Tidligere anlægsnyhedsbreve

2025

Januar 2025

Februar 2025

2024

Januar 2024

Februar 2024

Marts 2024

April 2024

Maj 2024

Juni 2024

Juli 2024

August 2024

September 2024

Oktober 2024

November 2024

December 2024

 

2023

Januar 2023

Februar 2023

Marts 2023

April 2023

Maj 2023

Juni 2023

Juli 2023

August 2023

September 2023

Oktober 2023

November 2023

December 2023

 

2022

Januar 2022

Februar 2022

Marts 2022

April 2022

Maj 2022

Juni 2022

Juli 2022

August 2022

September 2022

Oktober 2022

November 2022

December 2022

 

FAKTA: Lynetteholms anlægsarbejde

  • Anlæg af Lynetteholm blev vedtaget af Folketinget den 4. juni 2021.
  • Med lovvedtagelsen blev det besluttet at anlægge en ny halvø som stormflodssikring og jordopfyld mellem Refshaleøen og Nordhavn.
  • Lynetteholm skal blandt andet fyldes op af overskudsjord fra København og omegns byggeprojekter og bidrage til, at Københavns Kommune kan komme af med jorden klimavenligt – det vil sige med kort transportafstand fra byggeplads til jordopfyld.
  • I juni 2023 åbnede Lynetteholm for modtagelse af overskudsjord til Lynetteholms fase 1.
  • I november 2023 gik arbejdet med at anlægge Lynetteholms fase 2-perimeter i gang. Når fase 2-perimeteren er anlagt - forventeligt i 2026, kan Lynetteholm begynde at modtage jord til fase 2.

 

Læs mere om Lynetteholm på https://byoghavn.dk/lynetteholm/

Ikon_Vi genbruger jord_tight

Anlægsarbejdet går i gang den 17. marts: Endnu et nyt byrum på vej i Nordhavn

Mandag den 17. marts går arbejdet med at skabe et nyt byrum under Orientkajs metrohøjbane i Nordhavn i gang. Byrummet er udviklet i tæt samarbejde med unge fra området og har særligt fokus på at inkludere nye målgrupper i byens aktive rum.

Der vil være støj og støv fra byggepladsen under Orientkajs metrohøjbane fra de første maskiner går i jorden mandag den 17. marts og godt fem måneder frem. Til gengæld forventes det, at Nordhavns nye, unikke byrum med fokus på bevægelse, belysning og beplantning står færdigt, når sommerferien går på hæld. Den nye aktivitetsplads bliver anlagt på et 1.500 m² stort areal under Orientkajs metrohøjbane, og det nye byrum er designet i samarbejde med unge fra lokalområdet med særligt fokus på at give en ny og bredere målgruppe mulighed for at være aktive i byrummet.

Et sanseligt og aktivt byrum

Det kommende byrum vil tilbyde nye rammer for ophold og bevægelse. Flere skulpturelle træmøbler vil sno sig gennem området og skabe små nicher, hvor man kan mødes, snakke og slappe af. Derudover vil byrummet indeholde balanceredskaber, et spejl, der reflekterer byens bevægelser, og træningsområder, der giver mulighed for alsidige aktiviteter. Beplantning vil tilføre en sanselig dimension, der gør byrummet indbydende om dagen, og lysinstallationer gør pladsen tryg om aftenen.

Designet i samarbejde med de unge

Forskning viser, at pigers deltagelse i idrætsaktiviteter falder markant i teenageårene, hvilket påvirker deres sundhed negativt. Mange af byens aktive byrum, såsom boldbaner og skaterparker, domineres ofte af drenge, mens pigerne bliver reduceret til tilskuere. For at imødegå denne tendens har rådgiverfirmaet BARK på vegne af By & Havn arbejdet tæt sammen med unge piger fra Randersgade Skole og Copenhagen International School. Gennem interviews, gåture og workshops har eleverne fra de to skoler bidraget med deres idéer og forslag til, hvad der kan gøre et byrum attraktivt for dem. Og de unges perspektiv har været afgørende for designet. Adm. direktør Anne Skovbro siger:​

Vi vil gerne skabe et byrum, der tilbyder noget til dem, der almindeligvis sidder og kigger på, at andre er aktive. Undersøgelser viser, at det især er unge piger, og derfor er vi gået til dem. Samtidig kunne vi se, at der mangler et sted i Nordhavn til de unge i den aldersgruppe, og jeg glæder mig til at det nye byrum står færdigt, så Nordhavn for endnu et mødested med plads til både aktivitet og afslapning.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

Så er det nu, du skal sætte kryds i kalenderen til HAVNEDAG 2025 tirsdag den 13. maj

I juni 2024 afholdte By & Havn for første gang sit årlige havneseminar i et telt på kajkanten på Nordre Toldbod. Den 13. maj gør vi det igen – og udvider arrangementet med masser af dialogstande, aktiviteter og information om Københavns Havn både over og under vandoverfladen.

Sæt kryds i kalenderen allerede nu, så du er klar til årets Havnedag den 13. maj, kl. 14.30 – 19.00. Arrangementet er naturligvis gratis at deltage i for alle.

Sammen med By & Havns samarbejdspartnere fra bl.a. WWF Verdensnaturfonden, Hovedstadens Beredskab, Københavns Politi, Københavns Kommune, Præhospitalt Center i Region Sjælland m.fl. sætter vi fokus på havnekulturen, havnens rekreative muligheder, havnereglementet, livet under vandoverfladen samt sundhed og sikkerhed for havnens mange brugere.

Tilmeld dig til havneseminaret

I forbindelse med Havnedagen afholdes også det årlige havneseminar. Hvis du ønsker at deltage i selve havneseminaret om eftermiddagen kl. 16-19, skal du tilmelde dig på forhånd via dette link: byoghavn.dk/tilmeld-havneseminar. Tilmelding sker efter først-til-mølle princippet, da der er begrænsede antal pladser i seminarteltet.

Vi er stadig ved at fastlægge programmet for Havnedagen, så hold øje med kommende nyhedsbreve. 

Ved siden af seminarteltet sætter vi endnu et kæmpetelt op, som er åbent kl. 14.30-19.00. Det er i teltet og udenfor på kajarealet, du kan møde os og vores mange partnere ved forskellige stande og gå i dialog om den havn, vi alle elsker. Bl.a. vil Hovedstadens Beredskab vise, hvordan man redder folk op af havnen, hvis de er faldet i, og du kan selv afprøve noget af havnens redningsmateriel, deltage i konkurrencer, og du kan få en snak med WWF Verdensnaturfonden om livet under havoverfladen.

By & Havns havneudstilling, der bl.a. handler om havnens forvandling fra industrihavn til rekreativ og biodivers havn, vil naturligvis også være åben på Havnedagen.

Fotoudstilling på kajkanten fokuserer på havnens stilhed

By & Havn præsenterer en udstilling af fotograf Sif Meinckes billeder, som tilbyder et uventet perspektiv på Københavns Havn. I modsætning til de sædvanlige livlige og travle billeder af havnen, fokuserer udstillingen på havnen som ramme for ro, refleksion og fordybelse. Udstillingen kan ses fra tirsdag den 11. marts ved kajkanten på Nordre Toldbod.

Udstillingen you can sail without wind fokuserer på havnen som et fredfyldt rum, hvor øjeblikke af stilhed og nærvær kan opstå. Med sin omhyggelige komposition afslører Sif Meincke, hvordan selv de travleste dele af byen tilbyder skjulte øjeblikke af ro, hvor man kan stoppe op, trække vejret og reflektere over livets bevægelser.

Københavnerne elsker deres havn og bruger den flittigt til alle mulige aktiviteter. Der bliver badet, fisket, stået på paddle boards og sejlet. I By & Havn beskæftiger vi os bl.a. med at skabe plads til så mange aktiviteter som muligt, og derfor var det anderledes og befriende, da Sif Meincke fremlagde sit projekt for os – at skabe et værk, der viser, at havnen også handler om fordybelse og refleksion. Derfor gik vi ind i samarbejdet, og vi er stolte af, at udstillingen nu er blevet en realitet.

Rikke Faaborg Jarmer, Chef for borgerdialog, formidling og partnersamarbejder i By & Havn

 

 

Knippelsbro0873

you can sail without wind er en fortløbende værkserie. I 2024 blev værkserien udstillet på In The Gallery i København, og tirsdag den 11. marts – samme dag som ferniseringen på udstillingen – udkommer en særlig kunstbog med samme titel. Bogen er blevet til med støtte fra Politiken-Fonden.

sif-bog

Selve boglanceringen finder sted i By & Havns smukke arkivlokale på Nordre Toldbod 3. Alle, der har lyst til at hilse på Sif Meincke og måske benytte lejligheden til at købe en bog, er velkomne til lanceringen, som finder sted kl. 15.30 – 17. Tilmelding er ikke nødvendig.

By & Havns havneudstilling Havnebygmesterens Studiesamling og den helt nye dobbelte særudstilling, ’Kvindernes Havn & De Høje Hatte’ holder naturligvis åbne i forbindelse med boglanceringen.

Udstillingen på kajen kan ses frem til den 7. maj.

320 almene boliger på vej på Enghave Brygge Syd

AP Ejendomme er i fuld gang med udviklingen af Enghave Brygge Syd, som er ved at gennemgå en markant forandring fra et tidligere industriområde til et moderne byudviklingsprojekt med fokus på bæredygtighed, social inklusion og innovativ arkitektur. Projektet er blevet til virkelighed gennem et tæt samarbejde mellem AP Ejendomme, Boligorganisation fsb, By & Havn og Københavns Kommune. Projektet er blevet gjort muligt via et grundkøbslån på 130 mio. fra Fonden for Blandede Byer og Overborgmester Lars Weiss frygter, at det bliver svært at bygge flere almene boliger, hvis det såkaldte maksimums-beløb for almene boliger ikke hæves.

I alt skal 1000 boliger skal opføres på den sidste del af havnestrækningen ved Københavns Sydhavn og nu begynder arbejdet med de 320 almene boliger, der er tegnet af Tegnestuen Vandkunsten. De almene boliger, som skal bygges af fsb, vil indgå i den samlede vision for Enghave Brygge Syd og vil blive bygget i bæredygtige materialer ligesom resten af Enghave Brygge, hvor træ vil blive et gennemgående materiale.

At de 320 almene boliger kan blive bygget allerede nu, samtidig med det private byggeri, skyldes et tæt samarbejde mellem parterne og Københavns Kommune, som har gjort det muligt at finde tidlig finansiering af byggeriet.

Overborgmester Lars Weiss er glad for udsigten til flere almene boliger, i lyset af at der bliver bygget meget få almene boliger i København. Stigende priser har nemlig gjort det svært at opføre almene boliger inden for det såkaldte maksimumbeløb, der bestemmer hvor dyrt et alment byggeri må være at opføre.

I en tid hvor det almene boligmarked er stærkt udfordret af stigende priser, og der bliver bygget få almene boliger i København, glæder jeg mig over, at vi kan se frem til 320 nye almene boliger med en fantastisk beliggenhed tæt på havnen og metroen. Men de kan blive nogle af de sidste nye i lang tid, hvis ikke vi får hævet det beløb, der bestemmer hvor dyrt det almene byggeri må være. Derfor håber jeg, at regeringen justerer beløbet, så det afspejler prisudviklingen. Det er afgørende for, at København også har boliger, der er til at betale i fremtiden.

Overborgmester Lars Weiss (S).

I AP Ejendomme, der er AP Pensions Ejendomsselskab er man glade for, at fsb har påtaget sig opgaven med at bygge de nye almene boliger på Enghave Brygge. Adm. direktør, Peter Olsson, siger:

Jeg er glad for, at vi i fsb har fundet en partner, der har de samme høje ambitioner for bæredygtighed i projektet, som vi har – både i forhold til grønne løsninger, men i særdeleshed i forhold til social bæredygtighed, hvor vi har valgt at fremrykke og prioritere udviklingen af de almene boliger, så vi sikrer et mangfoldigt boligudbud fra begyndelsen. Ligesom det vil blive prioriteret, at der kommer en mængde mindre boliger både som ejerbolig og lejebolig, som dermed kan være støtte op om behovet for adgang til boliger for alle i København.

Adm. direktør, Peter Olsson, AP Ejendomme.

Også hos fsb er der stor glæde over at man nu kan komme i gang med at bygge de almene boliger og hos boligorganisationen betoner man især vigtigheden af, at byggeriet bliver så bæredygtigt som muligt og at visionen om at få en DGNB-guldcertificering passer perfekt ind i fsb’s værdier. Formand for fsb, Mads Malik Knudsen, siger:

Vi er meget glade for, at AP Pension har valgt at samarbejde med os om at opføre almene boliger i den nye bydel på Enghave Brygge. Vores 320 ungdomsboliger, familieboliger og bofællesskaber får Københavns havn, Enghave Brygge metrostation og grønne områder som nærmeste naboer. Det er blandt andet blevet muligt takket være et grundkøbslån på 130 millioner kroner fra Fonden for Blandede Byer. Tak for tilliden – vi glæder os til at komme i gang,

Formand, Mads Malik Knudsen, fsb.

Hos grundsælgeren By & Havn er der også stor glæde over, at de første almene boliger ved Enghave Brygge er på vej og det understreger ifølge den adm. direktør Anne Skovbro, at AP Ejendomme var de rigtige til opgaven.

Vi skylder først og fremmest en stor tak til Københavns Kommune for at hjælpe os med at gøre udviklingen af de almene boliger muligt i en tidlig fase af udviklingen af dette område, men dernæst er jeg også glad for at kunne konstatere, at vi traf det rigtige valg, da AP Ejendomme vandt udbuddet for Enghave Brygge. De vandt bl.a. på deres stærke visioner for at få bæredygtige løsninger ind i den samlede udvikling af Enghave Brygge, herunder i de almene boliger. Jeg er slet ikke i tvivl om, at fsb og AP Ejendomme kommer til at levere nogle almene boliger, som både er flotte og bæredygtige og vil være med til at gøre livet på Enghave Brygge endnu mere mangfoldigt og alsidigt.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

Hos Tegnestuen Vandkunsten, som har tegnet de 320 almene boliger, er der stor begejstring for at bebyggelsen vil rumme både familie- og ungdomsboliger samt bofællesskaber. Partner, Elena Rojas, siger:

Det er inspirerende at bo i en by, hvor ambitionen er, at København skal være tilgængelig for alle både unge, ældre, singler og familier. Det er en styrke for Enghave Brygge at kunne favne denne diversitet og skabe fællesskab på tværs af boligformer. Vi ser frem til, sammen med projektets ambitiøse parter, at være med til at udvikle denne nye bydel med et stort fokus på det almene.

Partner, Elena Rojas, Tegnestuen Vandkunsten.

Byggeriet af de almene boliger forventes at stå færdigt 2030.

 

Fakta:

Arkitekt: Vandkunsten

Ingeniør: Artelia

Bebyggelse: Samlet 23.690 m2

Boligstørrelser: fra 35 m2 – 115 m2

 

Kontakt

AP Ejendomme: Toke Larsen, 5131 6613

fsb: Lone Zeeberg Nielsen 3376 8383

By & Havn: Kristian Wederkinck Olesen, 3053 5004

Kom med til fernisering og foredrag om Kvindernes Havn

Har du hørt om dengang Dronning Phillipa organiserede et søslag i havnen? Eller dengang Moder Sigbrit tilbageholdt en hel handelsflåde på Københavns Red? Eller dengang sømanden og kokken på Trekronerfortet Andres Aschenberg viste sig at være en kvinde ved navn Sidsel Andersdatter?

I dag kl. 15:30 er der fernisering på udstillingen Historien om Havnen: Kvindernes Havn.  Snup en kanape og et glas cava og hør foredraget om kvindernes vilde og ufortalte havnehistorie; Fra havfruer til høkere, fra en finansminister til forretningskvinder og fra kunstnere til krigerdronninger.

Ferniseringen finder sted på Nordre Toldbod 3 og tilmelding er ikke nødvendig.

Program 

  • 15:30: Cava og kanapeer
  • 16:00: Tale ved Anne Skovbro, adm. direktør, By & Havn
  • 16:15-17:00: Foredrag om Kvindernes Havn ved historiker Louise Augusta Krogh

 

Podcastserien, som udstillingen bygger over, er produceret af Kongerækken i partnerskab med By & Havn. Som samarbejdspartner har Københavns Museum bidraget med udlån af udstillingsgenstande.

Læs mere på byoghavn.dk/podcast

Gravearbejdet på Lynetteholm er afsluttet før tid

Et vigtigt skridt i anlæg af Lynetteholm er nu afsluttet før tid. Gravearbejdet, som har været en stor del af anlægsarbejdet, er gennemført tidligere end planlagt, og det markerer en betydelig milepæl for anlæg af Københavns nye halvø og stormflodssikring.

Igennem tre vintersæsoner har man kunnet se store gravemaskiner på pramme nær Lynetteholm, som har gravet blød havbund væk til den kilometerlange perimeter, der bliver til Københavns nye stormflodssikring. Efter planen havde Lynetteholm frem til 31. marts til at færdiggøre gravearbejdet, men det er lykkedes at blive færdig allerede midt februar, det vil sige cirka halvanden måned før planlagt.

Det er glædeligt og en stor milepæl, at vi nu er i hus med gravearbejdet, og så endda lidt før tid. Nu fortsætter vi det resterende arbejde med at færdiggøre Lynetteholms kystfremspring og stendæmninger, der skal danne ramme om Lynetteholm og den fremtidige stormflodssikring mellem Refshaleøen og Nordhavn i Københavns Havn.

Havnebygmester og anlægschef Hans Vasehus, By & Havn.

Gravearbejdet sikrer stabil stormflodssikring

Af hensyn til havets dyr og planter har man på Lynetteholm kun gravet i vinterhalvåret, og igennem tre gravesæsoner har projektets entreprenør, Aarsleff, arbejdet på at fjerne blød havbund i det tracé, hvor Lynetteholms stendæmninger etableres. Alene halvøens omkreds udgør cirka syv kilometer, hvor der er blevet fjernet havbund hele vejen.

I det område, hvor Lynetteholm etableres, er eksisterende havbund meget blød, og det har derfor været nødvendigt at fjerne den bløde havbund og erstatte den med sand for at give et stabilt underlag, der hvor de nye stendæmninger etableres. På denne måde har vi sikret, at stendæmningerne kan modstå fremtidens havvandsstigninger og stormfloder.

Projektdirektør Ulrik Andreasen, Aarsleff.

Lynetteholm_Dronedokumentation_Februar 2025-26-1200px

Det er blandet andet under disse stendæmninger, at det bløde havbund er gravet væk.

Gravearbejdet miljøovervåget

Myndighedernes har stillet en række krav til, hvordan gravearbejdet skulle udføres for at minimere spild under håndteringen, og hvordan vandkvaliteten har skullet overvåges løbende.

Vandkvaliteten er blevet målt både før, under og efter gravearbejdet via Lynetteholms miljøovervåningsprogram, som rådgivningsvirksomheden DHI varetager for By & Havn.

Resultaterne fra overvågningen af første og anden gravesæson viste, at der ikke kunne ses en målbar forringelse af vandkvaliteten nær Lynetteholm som følge af arbejdet.

De første vandprøver fra den tredje og nu afsluttede gravesæson ser også fine ud, og de sidste vandprøver tages efter planen slut april. Herefter udarbejder DHI den endelige rapport for tredje og sidste gravesæson.

IMG_1796 (002)

Anlægget af Lynetteholms stendæmninger og kystfremspring vil efter planen være helt færdige sommeren 2026, og så åbner Lynetteholms fase 2 for nyttiggørelse af jord på lige fod med fase 1, som åbnede i juni 2023. Begge faser indgår i en samlet stormflodsplan for København og bliver en væsentlig del af byens fremtidige stormflodssikring.

Københavnerne inviteres på gåtur

I maj vil By & Havn åbne portene til byggepladsen, og her vil københavnerne få mulighed for at gå på den del af stormflodsikringen, som er skudt op over vandet i løbet af 2024.

Tilmelding til arrangementet vil blive udsendt i løbet af april.

FAKTA OM GRAVEARBEJDET:

  • Lynetteholms gravearbejde begyndte i januar 2022 og blev afsluttet februar 2025.
  • Det er ikke endelig opgjort, hvor meget havbund, der i alt er gravet op, men forventningen er omkring 2 mio. kubikmeter.
  • Da Københavns Havn er en gammel industrihavn, er den øverste del af havbunden forurenet. Den del er fyldt i Lynettedepotet på Refshaleøen, som er bygget til at rumme forurenet havbundsmateriale.
  • De resterende opgravede mængder er fyldt i Lynetteholms fase 1, mens en mindre del er klappet i vandet ud for Køge Bugt (kun opgravet materiale fra fase 1)
  • De rene materialer fra fase 2 er er fyldt i Lynetteholm ved hjælp af slisker.
  • Brugen af slisker har resulteret i mere effektive arbejdsgange og reduceret behovet for maskinkraft, og dumpere er kun anvendt i mindre grad.
Lynetteholm_Dronedokumentation_Januar 2025-27-1200px

Her ses opgravet havbund, der fyldes i Lynetteholms fase 1 ved hjælp af en sliske.