AP Ejendomme er i fuld gang med udviklingen af Enghave Brygge Syd, som er ved at gennemgå en markant forandring fra et tidligere industriområde til et moderne byudviklingsprojekt med fokus på bæredygtighed, social inklusion og innovativ arkitektur. Projektet er blevet til virkelighed gennem et tæt samarbejde mellem AP Ejendomme, Boligorganisation fsb, By & Havn og Københavns Kommune. Projektet er blevet gjort muligt via et grundkøbslån på 130 mio. fra Fonden for Blandede Byer og Overborgmester Lars Weiss frygter, at det bliver svært at bygge flere almene boliger, hvis det såkaldte maksimums-beløb for almene boliger ikke hæves.
I alt skal 1000 boliger skal opføres på den sidste del af havnestrækningen ved Københavns Sydhavn og nu begynder arbejdet med de 320 almene boliger, der er tegnet af Tegnestuen Vandkunsten. De almene boliger, som skal bygges af fsb, vil indgå i den samlede vision for Enghave Brygge Syd og vil blive bygget i bæredygtige materialer ligesom resten af Enghave Brygge, hvor træ vil blive et gennemgående materiale.
At de 320 almene boliger kan blive bygget allerede nu, samtidig med det private byggeri, skyldes et tæt samarbejde mellem parterne og Københavns Kommune, som har gjort det muligt at finde tidlig finansiering af byggeriet.
Overborgmester Lars Weiss er glad for udsigten til flere almene boliger, i lyset af at der bliver bygget meget få almene boliger i København. Stigende priser har nemlig gjort det svært at opføre almene boliger inden for det såkaldte maksimumbeløb, der bestemmer hvor dyrt et alment byggeri må være at opføre.
I en tid hvor det almene boligmarked er stærkt udfordret af stigende priser, og der bliver bygget få almene boliger i København, glæder jeg mig over, at vi kan se frem til 320 nye almene boliger med en fantastisk beliggenhed tæt på havnen og metroen. Men de kan blive nogle af de sidste nye i lang tid, hvis ikke vi får hævet det beløb, der bestemmer hvor dyrt det almene byggeri må være. Derfor håber jeg, at regeringen justerer beløbet, så det afspejler prisudviklingen. Det er afgørende for, at København også har boliger, der er til at betale i fremtiden.
Overborgmester Lars Weiss (S).
I AP Ejendomme, der er AP Pensions Ejendomsselskab er man glade for, at fsb har påtaget sig opgaven med at bygge de nye almene boliger på Enghave Brygge. Adm. direktør, Peter Olsson, siger:
Jeg er glad for, at vi i fsb har fundet en partner, der har de samme høje ambitioner for bæredygtighed i projektet, som vi har – både i forhold til grønne løsninger, men i særdeleshed i forhold til social bæredygtighed, hvor vi har valgt at fremrykke og prioritere udviklingen af de almene boliger, så vi sikrer et mangfoldigt boligudbud fra begyndelsen. Ligesom det vil blive prioriteret, at der kommer en mængde mindre boliger både som ejerbolig og lejebolig, som dermed kan være støtte op om behovet for adgang til boliger for alle i København.
Adm. direktør, Peter Olsson, AP Ejendomme.
Også hos fsb er der stor glæde over at man nu kan komme i gang med at bygge de almene boliger og hos boligorganisationen betoner man især vigtigheden af, at byggeriet bliver så bæredygtigt som muligt og at visionen om at få en DGNB-guldcertificering passer perfekt ind i fsb’s værdier. Formand for fsb, Mads Malik Knudsen, siger:
Vi er meget glade for, at AP Pension har valgt at samarbejde med os om at opføre almene boliger i den nye bydel på Enghave Brygge. Vores 320 ungdomsboliger, familieboliger og bofællesskaber får Københavns havn, Enghave Brygge metrostation og grønne områder som nærmeste naboer. Det er blandt andet blevet muligt takket være et grundkøbslån på 130 millioner kroner fra Fonden for Blandede Byer. Tak for tilliden – vi glæder os til at komme i gang,
Formand, Mads Malik Knudsen, fsb.
Hos grundsælgeren By & Havn er der også stor glæde over, at de første almene boliger ved Enghave Brygge er på vej og det understreger ifølge den adm. direktør Anne Skovbro, at AP Ejendomme var de rigtige til opgaven.
Vi skylder først og fremmest en stor tak til Københavns Kommune for at hjælpe os med at gøre udviklingen af de almene boliger muligt i en tidlig fase af udviklingen af dette område, men dernæst er jeg også glad for at kunne konstatere, at vi traf det rigtige valg, da AP Ejendomme vandt udbuddet for Enghave Brygge. De vandt bl.a. på deres stærke visioner for at få bæredygtige løsninger ind i den samlede udvikling af Enghave Brygge, herunder i de almene boliger. Jeg er slet ikke i tvivl om, at fsb og AP Ejendomme kommer til at levere nogle almene boliger, som både er flotte og bæredygtige og vil være med til at gøre livet på Enghave Brygge endnu mere mangfoldigt og alsidigt.
Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.
Hos Tegnestuen Vandkunsten, som har tegnet de 320 almene boliger, er der stor begejstring for at bebyggelsen vil rumme både familie- og ungdomsboliger samt bofællesskaber. Partner, Elena Rojas, siger:
Det er inspirerende at bo i en by, hvor ambitionen er, at København skal være tilgængelig for alle både unge, ældre, singler og familier. Det er en styrke for Enghave Brygge at kunne favne denne diversitet og skabe fællesskab på tværs af boligformer. Vi ser frem til, sammen med projektets ambitiøse parter, at være med til at udvikle denne nye bydel med et stort fokus på det almene.
Partner, Elena Rojas, Tegnestuen Vandkunsten.
Byggeriet af de almene boliger forventes at stå færdigt 2030.
Fakta:
Arkitekt: Vandkunsten
Ingeniør: Artelia
Bebyggelse: Samlet 23.690 m2
Boligstørrelser: fra 35 m2 – 115 m2
Kontakt
AP Ejendomme: Toke Larsen, 5131 6613
fsb: Lone Zeeberg Nielsen 3376 8383
By & Havn: Kristian Wederkinck Olesen, 3053 5004
