Zoneplan for Sydhavnen

Omdannelsen af Sydhavnen fra et industriområde til et boligområde har skabt en massiv transformation af området i de seneste 10-15 år. 

Udviklingen har skabt en ny dynamik og atmosfære i området, som i dag pulserer af byliv med mange små caféer og husbåde. F.eks. er Slusen et hyggeligt afsondret område med lystbåde, husbåde og en lille café. På grund af strømmen egner vandet sig her dårligt til større udfoldelse af vandaktiviteter. Det gør området ved Islands Brygge til gengæld, og her er bl.a. havnebad, udlejningsbåde og vandsport. På den modsatte side af havneløbet ligger Kalvebod Bølge, som også er en populær badezone. 

Omdannelsen af Sydhavnen har skabt kanalbyen Sluseholmen og Teglholmen, der ligger direkte ud til havneløbet. Enghave Brygge (Syd) er fortsat under udvikling. I udviklingen af områderne er en lang række kulturmaritime aktiviteter blevet bevaret og omdannet, bl.a. de karakteristiske røde småhuse foran boligkaréerne ved Sluseholmen, ligesom der gives plads til husbåde. 

Byudviklingen har tilført en lang række nye aktiviteter tæt på vandet foruden den daglige aktivitet fra områdernes beboere – ikke mindst ved Sluseholmen, der er opført efter hollandsk forbillede med smalle kanaler mellem de små holme, hvor beboere har direkte adgang til vandet fra deres bolig. 

I Sydhavnen er der givet plads til flere husbådekolonier, og Ved Slusen er med sine 18 husbåde havnens ældste husbådekoloni. 

Zonering af Sydhavnen 

Sydhavnen er i høj grad præget af mange års intens transformation af de havnenære arealer – i overvejende grad til boligformål. Hele Sydhavnen udlægges derfor som boligzone, som flere steder blandes med en anden zone. 

20. Strækningen fra Langebro til Bryggebroen udlægges som en blandet boligzone og bylivs- og eventzone. Området rummer flere badezoner – både Islands Brygge havnebad, havnebadet ved Fisketorvet og badezonen Bølgen. Derudover er der kajakpolo og Kajakhotellet, og flere udlejningsbåde sejler herfra strækningen. Det store regulære havnerum giver rige muligheder for events i en populær del af havnen, ligesom der er plads til funktioner, der understøtter det gode hverdagsliv. 

21. Fra Bryggebroen til Sjællandsbroen udlægges en større boligzone, som skal understøtte det gode hverdagsliv og give beboerne i området mulighed for at bruge havnen på forskellig vis. 

22. En blandet boligzone og grøn zone ved Bryggen Syd skal sikre, at der i dette område er en stor nænsomhed overfor den eksisterende natur, og hvor eventuelle anlæg og aktiviteter skal indpasses med dette for øje. På den østlige side af havneløbet er der kolonihaver, og boligzonen skal bidrage til at understøtte det gode hverdagsliv for kolonihavernes beboere. 

23. Ved Teglværkshavnen udlægges en blandet blød zone og boligzone. Her er der gode muligheder for blå rekreative aktiviteter i havnerummets trygge og rolige rammer. Der er to udløb for overløbsvand i Teglværkshavnen. 

Zoneplanens seks typer zoner giver til sammen plads til de aktiviteter, havnens brugere efterspørger. Hver zone udgør en overordnet ramme for typer af aktiviteter, der ses særlig mulighed for i den pågældende zone. Det betyder ikke, at der i en zone er forbud mod andre typer af aktivitet i zonerne, men at zonerne præsenterer en overordnet ramme for typer af aktiviteter og funktioner på vandet. 

Læs mere om zoneplanens forskellige geografiske områder (klik på kortet):

Læs basisanalysen og forstå grundlaget for zoneplanen

Zoneplanen er udarbejdet på baggrund af ”Basisanalyse for zoneplan for Københavns havn”, som skaber overblik over de aktuelle aktiviteter i havnen samt muligheder og bindinger, der gælder for havnen. Derudover tager zoneplanen afsæt i ønsker til havnen, der er udtrykt på tværs af selvorganiserede brugere, rekreative aktører, kommercielle aktører og bolværksejere til workshops og havneseminar i efteråret 2023 og foråret 2024.

Ønskerne opsummeret:

  • Fri bevægelighed i havnen
  • Zoneinddeling af trafikken i havnen
  • Flere faciliteter i havnen
  • Ingen fri badning
  • Flere badesteder i havnen
  • Flere rekreative områder nær havnefronten
  • Fokus på sikker havnekultur
  • Flere events i havnen
  • Øget videndeling og etablering af dialogforum
  • Langsigtet udvikling af havnen

Det har ikke været muligt at imødekomme alle ønskerne i zoneplanen. Nogle ønsker vedrører ikke direkte zoneplanens sigte. Og der skal først og fremmest tages hensyn til sikkerhed, planforhold, ledige arealer, sikkerhed og meget andet. Derfor er der lavet en strategisk prioritering mellem de forskellige ønsker i zoneplanen. By & Havn inddrager de ønsker, som ikke direkte omfattes af zoneplanen eks. omkring videndeling i andre sammenhænge.

Hent Zoneplan for Københavns Havn

Zoneplanen er et overordnet værktøj, der præsenterer mulige udviklingspotentialer for aktiviteter og funktioner på vandet i Københavns Havn.

Hent Basesanalyse for Zoneplan for Københavns Havn

Basisanalysen kortlægger de forhold, der er rammesættende for anvendelsen af Københavns Havn.