Åben projektkonkurrence om P-hus i Nordhavn udskrevet

By & Havn har udskrevet en åben projektkonkurrence om at udarbejde et forslag til udformning af facader, kantzone og ekstern belysning for et kommende P-hus i Nordhavn.

OPDATERET 2. JULI 2019: Der er tilføjet nye spørgsmål/svar samt rettelsesblad i materialemappen. 

OPDATERET 29. JUNI 2019: Der er tilføjet spørgsmål/svar i materialemappen.

P-huset skal rumme ca. 350 biler og ca. 260 m2 udadvendt funktion i stueetagen mod øst. Råhuset og husets indre dele projekteres principielt af By & Havn, og det er en forudsætning for opgaven, at facaderne og forslagets øvrige dele tilpasses til råhuset.

By & Havn ønsker at udvikle et P-hus, der både forsyner området med parkeringspladser og samtidig bidrager positivt til de nære omgivelser i form af udadvendte funktioner mod øst og en kiss‘n ride funktion mod Østre Landsret.

For at finde frem til det bedst mulige projekt, gennemføres en åben projektkonkurrence ud fra følgende vision:

  • Et P-hus med en facade af høj arkitektonisk kvalitet
  • Et P-hus med en oplevelsesrig og indbydende kantzone
  • Et P-hus med en stemningsgivende ekstern belysning

Hent alle konkurrencematerialer her (Konkurrenceprogram, grundkort over Trælastholmen, luftfotos og Lokalplan nr. 499 samt spørgsmål/svar) 

PROCES

  • Juni 2019 - konkurrencestart
  • August 2019 - konkurrenceforslagene skal være indleveret til By & Havn
  • September 2019 - forventet offentliggørelse af vinder

Mød By & Havn på Folkemødet

Bæredygtig byudvikling, Løvens hule og fakta vs. fake news i udviklingen af København.

Det er nogle af de arrangementer, By & Havn deltager i til årets Folkemøde. Få det fulde overblik over alle arrangementerne her.

TORSDAG

FREDAG

Informationsmøde om Kronløbsøen

Onsdag den 19. juni kl. 17.30 holder Projektselskabet Kronløbsøen og entreprenørvirksomheden NCC åbent informationsmøde om den kommende ø, Kronløbsøen, der bliver etaberet i Kronløbsbassinet mellem Fortkaj i Århusgadekvarteret og Sundkaj på Sundmolen.

Informationsmødet er målrettet naboer og andre nysgerrige sjæle, der ønsker at blive klogere på projektet. Mødet handler både om det færdige projekt og processen frem mod ultimo 2023, hvor øen står færdig. Der bliver mulighed for at stille spørgsmål til de kommende byggeaktiviteter og få indsigt i den ambitiøse byggeopgave, der vil præge Indre Nordhavn de kommende år.

TID: 19. juni 2019 fra kl. 17.30-19.00
STED: COBE Architects, Orientkaj 4, 2150 Nordhavn

Program

  • 17.30 En helt ny ø er på vej til Indre Nordhavn. Velkomst og oplæg ved Jens Damgaard, direktør for Kronløbsøen Projekt P/S
  • 17.40 Arkitektur. Oplæg ved COBE
  • 17.55 Milepæle og byggeaktiviteter. Oplæg ved Martin Manthorpe, direktør for strategi og forretningsudvikling hos NCC
  • 18.15 Spørgsmål fra salen

Tilmelding

Senest mandag 17. juni på e-mail: info@kronlobsbassinet.dk, oplys venligst navn og antal personer.

Arbejdet er gået i gang

NCC begynder at etablere byggepladsen nu og det foregår blandt andet ved at ramme spuns.

Kronløbsbassinet lukkes med to tværvægge i stålspuns. Herefter fyldes bassinet op med sand, og byggegruben etableres i stålspuns. Selve nedbringningen af stålspuns foregår via vibrering og ramning, hvor spuns vibreres og rammes ned i jorden side om side og danner en væg. Herefter fyldes Kronløbsbassinet op med sand, og byggegruben etableres i stålspuns. Selve nedbringningen af stålspuns foregår via vibrering og ramning, hvor spuns vibreres og rammes ned i jorden side om side og danner en væg.

kronlob

Dette er et arbejde, der støjer og vibrerer, og vi foretager derfor ramningen i udvalgte tidsrum og i højest muligt tempo.

Entreprenøren begynder ramningen i denne uge (uge 23) og regner med at være færdige inden for fem måneder. Det vil sige omkring den 1. november 2019.

Hvis du har spørgsmål til byggeprocessen, bedes de stilles til info@kronlobsbassinet.dk.

Kort om projektet

Kronløbsøen er et forbindelsesled hen over Kronløbsbassinet. Med broforbindelser til både Århusgadekvarteret og Sundmolen bliver Kronløbsøen en vigtig trædesten for Nordhavn, der bliver både fortættet og forbundet med en række nye offentlige by- og havnerum. Kronløbsøen vil rumme 25.000 kvadratmeter bolig- og erhvervsbyggeri, der bliver opført i seks separate bebyggelser formet som en karré omkring et indre gårdrum. Øen etableres på en base med underjordisk parkeringshus i fire etager – beliggende under vandoverfladen. Parkeringshuset får plads til 1.100 biler.

Kom indenfor til havneseminar

By & Havn inviterer indenfor til fyraftensarrangement om udviklingen af Københavns blå byrum torsdag den 20. juni. Hør bl.a. om, hvad den helt nye havnestrategi betyder for livet og aktiviteterne i havnen.

 

Københavns Havn er blevet byens blå byrum, hvor vi mødes om kultur, foreningsliv og med gode venner. Det har medført nye behov og krav til havnens udvikling, og derfor lancerede By & Havn i april en strategi for udviklingen af den rekreative havn. Strategien er blevet til over et års tid med omfattende undersøgelser og mere end 80 interviews med aktører og brugere af havnen.

I dag er By & Havn i fuld gang med at omsætte målsætningerne i havnestrategien til virkelighed, og derfor inviterer selskabet alle brugere af havnen indenfor til et havneseminar den 20. juni, kl. 17-18.30.

Per Schulze, der er chef for Byliv & Byrum fortæller om det nye initiativ:

”En del af vores havnestrategi er, at vi gerne vil involvere havnens aktører i udviklingen af det enorme blå byrum, vi er så heldige at have i København. Både de eksisterende aktører og dem, der nysgerrige på at blive det en dag, for der skal være plads til at få alle ideer frem. Derfor kommer vi fremover som noget helt nyt til at invitere til havneseminar to gange om året, og vi glæder os rigtig meget til at byde indenfor til det allerførste arrangement her den 20. juni”.

Per Schulze, chef for Byliv & Byrum i By & Havn

Til det første havneseminar kan man høre mere om planerne i havnestrategien, om hvilke muligheder man har som ny eller eksisterende aktør i havnen, og man kan møde By & Havns medarbejdere, der hver dag arbejder for at gøre havnen til et rekreativt, inspirerende og trygt sted for alle.

Havneseminarerne er kun ét blandt flere tiltag, der skal skabe dialog og samarbejde med brugerne af havnen. I maj inviterede By & Havn alle med en god idé til en aktivitet i havnen til at indsende en ansøgning. På havneseminaret vil der blive fortalt om endnu flere tiltag.

Program for det første havneseminar:

  • Velkomst
  • Hvad indeholder havnestrategien – og hvad betyder den for vores havn?
  • Nyt partnerskab skal holde sikkerheden i top
  • Havneseminaret er brugernes råd
  • Nyt liv og nye aktiviteter i havnen
  • Dialog og netværk, kaffe og kage

Tilmelding og det praktiske:

Havneseminaret foregår den 20. juni kl. 17-18.30 i den gamle mødesal hos By & Havn på Nordre Toldbod 7. Til arrangementet vil der være en let forplejning. Tilmelding sker efter først til mølle princippet og foregår ved at sende en mail til havneseminar@byoghavn.dk senest den 17. juni.

Havnebussens linje 991/992 går lige til døren.

Flere grønne, midlertidige mødesteder på vej i Ørestad Syd

I Ørestad Syd vil By & Havn omdanne tomme byggegrunde til grønne, midlertidige byrum. I første omgang er udpeget to grusarealer i Nordre Fælledkvarter og et ved DOMEAs almene boliger ud mod Ørestads Boulevard.

Det ene kvarter efter det andet skyder i disse år op i Ørestad Syd. Alligevel er der byggegrunde, der først skal udvikles ude i fremtiden, og som derfor har potentiale til at undergå en midlertidig grøn forvandling.  

Et godt eksempel på det er Kirkepladsen i Arenakvarteret tæt ved Royal Arena. By & Havn har for ganske nylig forskønnet pladsen med et grønt og frodigt græstæppe. Forvandlingen har givet kvarterets børn og voksne helt nye muligheder for at mødes til leg, fodbold og andre aktiviteter.

Derfor er det også med Kirkepladsen som forbillede, at By & Havn har udvalgt tre nye byggegrunde i Ørestad Syd, som skal have en grøn og midlertidig ’make-over’. Det fortæller udviklingschef fra By & Havn Per Schulze:

Det er ikke altid kønt og rart at bo op ad en øde og støvet byggegrund. Derfor vil vi gerne gå forrest i at skabe grønne, midlertidige byrum, der kan styrke det lokale fællesskab parrallet med at bydelen udvikles.

Udviklingschef i By & Havn, Per Schulze

”Vi har fået meget positive tilbagemeldinger på Kirkepladsen, og den er et fantastisk eksempel på, hvor meget værdi vi kan skabe lokalt ved at aktivere nogle af vores byggefelter i en kortere eller længere periode”, tilføjer han.

Beboerne tages med på råd

De tre byggegrunde, som By & Havn har udvalgt til at få en midlertidig opgradering, er to tomme grusarealer i Nordre Fælledkvarter ved Center Boulevard og Hannemanns Allé og et større område mellem Domeas almene boliger og Ørestads Boulevard. 

Kort- midlertidige aktiviteter i Ørestad_final

By & Havn har allerede taget den første kontakt til de forskellige grundejerforeninger, da selskabet ønsker at udvikle områderne i tæt dialog med de lokale beboere.

”Udgangspunktet er, at vi etablerer græsområder, som indbyder til leg og ophold. Hvis der er ønsker om andet, så tager vi en snak med grundejerforeninger og de nærliggende ejerforeninger om det, siger Per Schulze.

By & Havn har afsat et beløb svarende til, hvad det koster at udlægge græs og muld på de tre grunde, og det forventes, at arbejdet kan gå i gang på et tidspunkt efter sommerferien. Samtidig vil By & Havn screene videre for flere midlertidige muligheder i Ørestad Syd.

”Vi er i gang med at se på, om andre byggegrunde også kan komme i spil. Vi prioriterer de grunde, som ligger i umiddelbar nærhed af, hvor der er flyttet beboere ind. Samtidig skal det være grunde, der er tilgængelige i minimum en 2-årig periode”, understreger Per Schulze.  

Hør mere på nabomøde den 11. juni

By & Havns udviklingschef Per Schulze vil fortælle mere om de nye, grønne byrumsprojekter på et nabomøde om Ørestad Syd den 11. juni. Mødet finder sted på Kalvebod Fælled Skole og tilmelding er senest fredag den 7. juni på mail: nabomode@byoghavn.dk Mødets fulde program kan ses her.

ØrestadNU-annonce_maj_nabomøde-u

Ny badekampagne: brug de ni badesteder i Københavns Havn - for din sikkerheds skyld

Københavns Kommune og By & Havn sætter med ny badekampagne fokus på sikker badning i havnen. Kampagnen skal få københavnerne til at bruge havnens ni badesteder fordi badevandet bliver tjekket og man er i sikkerhed for trafik.

Sommeren 2018 var en hed en af slagsen, og det sendte badeglade københavnere i havnen overalt, der kunne findes en ledig badeplet. En ny badekampagne skal fra i dag og hen over sommeren sætte fokus på god og sikker badning i havnen.

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) hilser kampagnen velkommen:

"Det er fantastisk, at vi i København har en havn, hvor vandet er så rent, at man kan bade i det. Det gør Københavns Havn til en af de største fritidsfaciliteter, vi overhovedet har, og det nyder mange københavnere godt af. En kampagne, der skaber mere oplysning om badeforholdene, hilser jeg velkommen."

plakater i byrummet uge 22 2

Med en større indsats i byrummet og på sociale medier opfordrer kampagnen badeglade københavnere og byens mange danske og internationale gæster til at benytte de etablerede badesteder i havnen.

”København er kendt verden over for vores grønne byudvikling og rene havn, der indbyder til en dukkert i havnen – særligt på varme sommerdage. Men det er vigtigt, at det sker på sikker vis. Derfor sætter vi nu en kampagne i gang, som opfordrer københavnerne og vores mange gæster til at bade fra de steder, som er beregnet til det. Og så er der bare tilbage at ønske alle en god sommer og god svømmetur,” siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S).

Med mere end 300.000 badegæster i havnebadene i 2018 er Københavns havn mere populær end nogensinde før. Men der er også mange badegæster uden for badestederne, og det kalder på et øget fokus på, hvor man sikkert kan springe i havnen - både for egen sikkerheds skyld og for andres.

Adm. direktør i By & Havn Anne Skovbro siger:

”Når vi udvikler havnen ønsker vi at skabe plads til alle i trygge og sikre rammer. Særligt om sommeren er der drøn på aktiviteterne, og så er det ekstra vigtigt, at vi passer godt på os selv og hinanden. Med denne kampagne opfordrer vi til, at man bruger de ni badesteder i havnen.

Det gør det mere sikkert for alle at færdes i havnen, og badestederne er også det eneste sted, hvor badevandet bliver tjekket, så man kan være sikker på, om vandet er rent nok til en dukkert”.

Kort over badesteder-1600px

Fakta

  • Kampagnen vil løbe frem til primo juli, og vil blandt andet være synlig via plakater og digitale standere i byen, på sociale medier, på gocards på byens restauranter og cafeer, på flyers i havnebussen og turistinformation, på skærme i svømmehallerne og på en række skilte langs havnen, der henviser til nærmeste badested.
  • Der er ni badesteder i Københavns Havn herunder tre havnebade og fem badezoner plus en badezone ved Kalvebod Bølge, som forventes at kunnet tages i brug fra sommeren 2019. Se alle badesteder her: kk.dk/badihavnen
  • Mere end 300.000 besøgende benyttede de tre havnebade i sommeren 2018.
  • Tjek altid badevandskvaliteten på nettet eller på skiltet ved badestedet før du hopper i.

Link til pressematerialer; billeder, kort og plakat

Spørgsmål kan rettes til:

  • Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde via pressekonsulent Mads Duus, tlf.: 29392999
  • Overborgmester Frank Jensen via pressekonsulent Merle Simonsen, tlf. 21519112
  • Administrerende direktør i By & Havn Anne Skovbro via kommunikationskonsulent Lotte Rosenholm, tlf.: 33769918

Ydre Nordhavn - Anden høringsfase  igangsættes

By & Havn og Copenhagen Malmö Port ønsker at etablere en containerterminal og en ny krydstogtterminal i Ydre Nordhavn og i samme forbindelse at gøre havnen dybere ud for de nye terminaler.

Der er tale om en udflytning af den eksisterende containerterminal på Levantkaj, der nedlægges når den nye containerterminal er etableret. Det sker for at skabe plads til byudviklingen længere inde i Nordhavn.

Projektet er omfattet af krav om miljøkonsekvensvurdering (VVM), og der skal i forbindelse hermed udarbejdes en miljøkonsekvensrapport med henblik på opnåelse af myndighedernes tilladelse til projektet.

I dag igangsættes anden høringsfase i forbindelse med miljøkonsekvensvurderingerne for projektet. Høringsperioden strækker sig frem til den 29. juli 2019. Første høringsperiode blev gennemført   i maj 2018.

I høringsfasen er det muligt at komme med idéer og forslag til emner og forhold, der skal indgå i den videre miljøkonsekvensundersøgelse og -vurdering. Høringssvar indsendes til Miljøstyrelsen (forhold på land) og til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (forhold på vand), der efterfølgende behandler høringssvarene.

By & Havn udfører supplerende miljøtekniske undersøgelser på Stejlepladsen

Fra mandag den 27. maj og tre uger frem udfører By & Havn supplerende miljøtekniske undersøgelser på Stejlepladsen. Undersøgelserne vil komme til at foregå på Bådehavnsgade 57 og 59 samt Stejlepladsen.

 De nye miljøundersøgelser er et supplement til de undersøgelser der blev foretaget på Stejlepladsen i starten af april 2019, og de er et led i Københavns Kommunes beslutning om at påbegynde udviklingen af et nyt boligområde på Stejlepladsen.

Undersøgelserne vil foregå på følgende måde:  

  • Mandag den 27. maj og tirsdag den 28. maj foretages 9 boringer fordelt på Bådehavnsgade 57 og 59 samt Stejlepladsen. I boringerne vil der blive etableret et filter, der afsluttes med et betonmufferør i terræn. Disse boringer skal bruges til vandprøver og vil blive fjernet i midten af juli
  • Onsdag den 29. maj udtages vandprøver fra de 9 boringer
  • Tirsdag den 11. juni til 13. juni udføres prøvegravninger på Stejlepladsen med en minigraver samt poreluftmålinger
 Formålet med de miljøtekniske undersøgelser er at afgrænse omfanget af forurening i grundvandet samt fastsætte slagge/affaldsindholdet i jorden.
Det vil være muligt at gå og opholde sig på og omkring Stejlepladsen under hele arbejdsperioden.  
Arbejdet vil ske i respekt for den omkringliggende natur. Det er DJ Boringer og COWI, der udfører arbejdet for By & Havn.
Eventuelle spørgsmål skal rettes til By og Havns kommunikationschef Kristian Wederkinck Olesen på tlf. 3053 5004 eller e-mail kwo@byoghavn.dk
De første miljø- geotekniske undersøgelser, der blev udført i april 2019, kan du finde uddybende information om på Stejlepladsens hjemmeside under ’Opdateret den 5. april 2019’

Nordhavn viser sig frem til Bæredygtig weekend

I den kommende weekend den 25. og 26. maj er der Bæredygtig weekend i Nordhavn med marked og masser af arrangementer.

Gå på opdagelse i Nordhavns bæredygtige butikker, lyt til talks om bæredygtighed og byfællesskaber, tag på gratis, guidede ture, se de selvkørende busser, der snart skal køre i Nordhavns gader, få råd og vejledning til altankassen, besøg nogle af Danmarks mest fremtrædende arkitektvirksomheder, deltag i sushikursus, tag på skattejagt eller redesign dit tøj. Der er noget for store og små, når Nordhavn inviterer inden for og giver dig et indblik i, hvordan bæredygtighed gennemsyrer bydelen.

Det er Handelsforeningen Århusgadekvarteret og By & Havn, der står bag initiativet, men det er først og fremmest en masse nordhavnsaktører, som åbner dørene for alle med interesse for emnet.

Nordhavn udvikler sig til en moderne københavnerbydel med butiksmiljø, let adgang til vandet, fællesskaber og en masse bæredygtige løsninger. Visionen for Nordhavn har hele tiden været, at det er fremtidens bæredygtige bydel, og vi vil gerne vise verden, at hér sker virkelig meget, og at der fra mange sider arbejdes for, at det skal være nemt at leve bæredygtigt.”

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro

Til Bæredygtig weekend kan man shoppe rundt mellem de mange arrangementer, der finder sted i Århusgadekvarteret, på Sundmolen og et enkelt på Levantkaj både lørdag og søndag fra kl. 10 til kl. 17.

Kun få arrangementer kræver, at man tilmelder sig på forhånd, og langt det meste er gratis. Der er arrangementer for alle aldre og interesser – fra morgen-crossfit og -løbetur til pop-up design marked, nitrogen-is-spisning, affaldsindsamling, arkitekturworkshop for børn og foredrag for dem, der interesserer sig for, hvad der er af tekniske, bæredygtige løsninger under ’motorhjelmen’. Hér kan man lytte til forskere, der forklarer, hvordan den bæredygtige infrastruktur, som er grundlaget for bydelen, er skabt og fungerer.

”Bæredygtig weekend er for alle. Vi håber, at rigtig mange mennesker lægger vejen forbi Nordhavn, går en tur i gaderne, langs kajen og i passagerne og forhåbentlig også dropper ind til et bæredygtigt arrangement eller to i weekenden. Der er i hvert fald mulighed for at bruge nogle hyggelige timer og forhåbentlig også komme klogere hjem,” siger Anne Skovbro.

Til bæredygtig weekend kan du møde:

2150 Nordhavn Løb og motion, Beboerne i Århusgadekvarteret, Handvärk v/ Emil Thorup, Ren Cykel, Aarstiderne, MENY Supermarked, Arkikiddos, EnergyLab Nordhavn, Lendager Group, Istid, PLANT KBH, Kaja Skytte, Tagtomat, Co_temporary, ItchBox Studio, Yndi, Anna Moltke-Huitfeldt, Bo Tyrrestrup Design, Anna Bauer Andersen, Little Mighty & Mint, Tiny Gardens, Fokuskalenderen, LETZ SUSHI, Marie Stender, Briq group, Miljøpunkt Østerbro, Rebæl, Nordhavns Nærgenbrugsstation, Nordhavn Lokalhistoriske Forening, Autonomous Mobility & den selvkørende bus Arma, Lendager Group, Copenhagen International School, Vilhelm Lauritzen Arkitekter samt Handelsforeningen Århusgadekvarteret og By & Havn.

Har du en god idé til havnen?

By & Havn inviterer alle aktører til at byde ind med nye, spændende aktiviteter til Københavns blå byrum. Vi arbejder for en levende havn med en god balance af byliv, rekreative og kommercielle aktiviteter – og vi vil gerne have dig med.

I marts lancerede By & Havn en ny strategi for den rekreative del af havnen. En del af strategien er at skabe en levende havn sammen med brugerne. Derfor inviterer selskabet alle idérige hoveder til at byde ind med nye, spændende aktiviteter til Københavns blå byrum. Idémagerne kan være alt lige fra foreninger, virksomheder, enkeltpersoner til gud og hver mand. Det afgørende er, at man har den gode idé og en plan for, hvordan den bliver ført ud i livet.

Byd ind med dit projekt inden den 2. juni 2019.

De gode ideer skal søsættes

By & Havn ønsker at bidrage til nye aktiviteter og tilbud i havnen og vil gøre det nemmere for både eksisterende og nye aktører at søsætte projekter i det blå byrum. Derfor bliver der fremover inviteret til at byde ind med sine projektideer. Der vil være ansøgningsfrist hver anden måned og første frist er den 2. juni.

”Havnen er blevet et enormt aktiv for byen, og vi kan se på mængden af ansøgninger, vi løbende har fået ind de seneste år, at interessen for projekter og events i havnen er stærkt stigende. Vi vil gerne kunne levere mere på dette område og derfor er det nu tid til at sætte fokus på alle de gode idéer, som brugerne har. Derfor vil vi nu samle ansøgningerne i større puljer, så de ikke vurderes enkeltvis og ad hoc, men med et mere overordnet blik for den strategiske udvikling af havnen. Vi vil også meget gerne møde ansøgerne og bidrage med vores faglige viden om havnen ved at lave åbne kontortider, hvor man kan vende sin ansøgning, inden den sendes afsted”

Per Schulze, udviklingschef i By & Havn

Københavns Havn er byens blå byrum og i areal dobbelt så stor som Central Park i New York eller 13 gange større end Fælledparken, så der er rigeligt med plads til endnu flere spændende og rekreative projekter.

”Vi ser frem til at modtage en hel masse nye projekter og møde de mange aktører, som har lyst til at være med til at skabe endnu mere liv i havnen. Og så er vi glade for at kunne hjælpe. Hele dette projekt er både til fordel for ansøgerne, der får klarere linjer for, hvordan de skal søge, og jeg er helt sikker på at det skaber en bedre udvikling af havnen”, afslutter Per Schulze.

Sådan skal havnen udvikles

Der er allerede en lang række af aktiviteter i havnen, men mange af dem er koncentreret om inderhavnen i sommermånederne. By & Havn ønsker at sprede aktiviteterne ud til hele havnen og over hele året, så der bliver plads til flere aktiviteter.

By & Havn lægger i vurderingen af ansøgningerne vægt på, at aktiviteterne:

  • spreder byliv til hele havnen
  • fungerer hele året
  • inddrager en bred kreds af aktører
  • henvender sig til nye målgrupper i havnen
  • har en bæredygtig og inkluderende profil
  • rummer samskabende/brugerinddragende elementer.

Når By & havn har modtaget ansøgningerne, vil alle ansøgninger blive gennemgået og vurderet ud fra om projektet er realiserbart, hvor langt og hvor god ideen er samt i hvor høj grad projektet ligger i tråd med havnestrategiens målsætninger.

Tidsplan:

  • 2. juni: frist for indsendelse af ansøgninger
  • 1. juli: alle ansøgere får et endeligt eller foreløbigt svar

By & Havn forventer at nogle projekter vil kunne realiseres umiddelbart efter et positivt svar, mens andre vil kræve en tilpasning til havnens muligheder og vilkår, inden de lader sig realisere. Herunder må der også forventes en lidt længere proces for projekter, som indebærer, at der etableres fysiske anlæg.

  • 1. august: næste ansøgningsrunde