De to graveskibe Mjølner R og Gungner R fortsætter i den kommende måned arbejdet med at afgrave blød bund i det område, hvor Lynetteholms perimeter skal opføres. Arbejdet foregår nu både langs den østlige og vestlige perimeter, og derfor er der lagt siltgardiner ud for at beskytte ålegræsset nær Trekroner Fortet. Endelig er en flydespærre blev placeret på tværs af Lynetteløbet for at højne sejladssikkerheden for såvel fritidssejlere som arbejdspramme.
Nyhedsbrev nr. 2, februar 2024
Velkommen til Lynetteholms anlægsnyhedsbrev. Her får du sidste nyt om arbejdet med at anlægge Lynetteholm som halvø, kystlandskab og stormflodssikring mellem Refshaleøen og Nordhavn i Københavns Havn.
’Holdet bag Lynetteholm’ – Fokus på skånsom afgravning
De to graveskibe Mjølner R og Gungner R har siden slutningen af november været i gang med at afgrave blødbundsmateriale langs det tracé, hvor henholdsvis den østlige og vestlige del af perimeteren skal opføres. Gravearbejdet fortsætter frem til slutningen af marts, hvor gravesæsonen slutter, og indtil da arbejder Sisse Mürer, der er entrepriseleder for Aarsleffs afdeling for vandbyggeri, målrettet på at sikre, at arbejdet foregår på så skånsom vis som muligt. Hør mere om, hvordan gravearbejdet foregår i denne måneds udgave af ”Holdet bag Lynetteholm” i videoen nedenfor:
Anlægsaktiviteter i februar
På nedenstående kort er Lynetteholm opdelt i fase 1 og fase 2. Under kortet kan du læse mere om, hvilke anlægsaktiviteter, herunder jordopfyld, der planlægges gennemført i februar.
FASE 1: JORDOPFYLDNING
Lynetteholms jordmodtageanlæg, der åbnede i sommeren 2023, er fortsat i fuld gang med at modtage den overskudsjord, der transporteres på lastbiler fra byggepladser i København og omegn.
På vej ud til jordmodtageanlægget benytter lastbilerne klapbroen ud for Margretheholms Havn. Du kan læse mere om klapbroen via Den Danske Havnelods. Som sejler skal du være opmærksom på broens lyssignaler, der har til formål at regulere skibstrafikken og sikre en sikker gennemsejling for alle, når broen er åben.
Broens åbningstider er efter ønske fra havnens sejlere blev ændret, så broen åbnes fire gange om dagen i perioden fra maj til august, to gange om dagen i januar og februar og tre gange om dagen i de resterende måneder. Fra 14. februar og frem til og med den 29. februar, vil broen derfor kun åbnes kl. 10.00 og kl. 14.00, mens der fra 1. marts vil være tre daglige åbninger kl. 10.00, kl. 12.00 og kl. 14.00.
Broen er desuden åben alle weekender samt hverdage fra kl. 16.00 til 07.00.
FASE 2: ANLÆGSARBEJDET
Arbejdet ved Levantkaj
For at fremtidssikre gennemsejlingen i Kronløbet i forbindelse med opførelsen af Lynetteholm, er der blevet etableret et nyt arbejdsområde ved Levantkaj, hvor kajen skal tilpasses og molefyret omplaceres ved den fremtidige kajkant.
I forbindelse med arbejdets begyndelse, er der oprettet et arbejdsområde til søs, der er afmærket med gule bøjer. Bøjerne fjernes igen, så snart arbejdet med at tilrette kajen er afsluttet.
Det gamle molefyr er taget ned, og nu fortsætter arbejdet med at bryde den gamle kaj ned, så en ny og mere tilbagetrukket kaj kan etableres. Arbejdet forventes færdigt i løbet af foråret.
Afgravning af blød bund fortsætter
Arbejdet med at afgrave blødt havbundsmateriale har været i gang siden slutningen af november 2023 og forventes at fortsætte frem til den 31. marts, hvor gravesæsonen slutter. Der graves i det område, hvor den østlige og vestlige perimeter skal opføres, og i løbet af de kommende måneder vil der også foregå en uddybning af sejlrenden nær Levantkaj og en mindre, lokal uddybning i Kronløbet, ligesom der også skal ske en yderligere uddybning af sejlrenden ”Svælget”. Disse tre uddybninger forventes hver især kun at være af få dages varighed.
Til brug for de mindre arbejdsfartøjer etableres to midlertidige flydebroer ved Margretheholms Havn. Placeringen af de to broer kan ses på kortet herunder.
I forbindelse med afgravningen bliver der holdt nøje øje med vandkvaliteten, så man sikrer sig, at arbejdet foregår inden for de krav, myndighederne har fastsat.
I januar blev der etableret et såkaldt boblegardin mellem Refshaleøen og den sydlige bølgebryder ved Trekroner Fortet (på tværs af det tidligere Lynetteløbet). Boblegardinet skal sikre, at sedimentfaner fra prøveafgravningerne ikke spreder sig ind i Inderhavnen. Boblegardinet i vandet fungerer ved, at en perforeret slange lægges på havbunden og ved hjælp af trykluft, sender bobler op igennem vandet, der fungerer som en barriere for sedimentfanerne.
I slutningen af januar måned blev der desuden udlagt et godt 1000 meter langt siltgardin, der har til formål at beskytte det ålegræs, der vokser nær Trekroner Fortet, mod aflejringer af sediment. Du kan læse mere om siltgardinet her.
I forbindelse med arbejdet ved den vestlige perimeter bliver der forventeligt i slutningen af denne uge (uge 6) udlagt en flydespærre mellem Refshaleøen og sydlig bølgebryder. Den skal sikre, at fritidssejlere ikke sejler ind over arbejdsområdet, hvor store arbejdspramme ligger og arbejder. Se kort nedenfor.
Ved opførelsen af fase 1 foregik der kun sedimentspild i begrænset omfang, og forventningen er, at det vil fortsætte i fase 2. Du kan se afrapporteringen om sedimentspild under afgravningen til fase 1 her.
Gravearbejdet foregår både om dagen og om natten, men skal naturligvis overholde Københavns Kommunes grænseværdier for støj fra bygge- og anlægsarbejde.
I forbindelse med gravearbejdet kan der forekomme lys fra såvel graveskibe som indbringelseskajer. Belysningen er nødvendig for at sikre, at arbejdet kan udføres på sikker og forsvarlig vis – også efter mørkets frembrud.
Nye sejladsforhold i Kronløbet
Parallelt med opstarten af anlægsarbejdet er nye sikkerhedstiltag blevet opsat i Kronløbet. Sikkerhedstiltagene er udarbejdet i samarbejde med Søfartsstyrelsen i forbindelse med lukningen af Lynetteløbet.
Lukningen af Lynetteløbet betyder, at al erhvervs- og fritidssejlads nu deles om Kronløbet ved ind- og udsejling af Københavns Havn.
Læs mere om de nye sikkerhedstiltag her og hold løbende øje med Lynetteholms hjemmeside, hvor du finder mere information og oversigtskort over arbejdsområder og sikkerhedstiltag.
Husk også altid at tjekke Søfartsstyrelses officielle hjemmeside Efterretninger for Søfarende hvor seneste opdateringer omkring arbejdsområderne til søs vil fremgå.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til anlægsarbejdet, er du velkommen til at skrive til info@byoghavn.dk
Tidligere anlægsnyhedsbreve
2024
2023
2022
FAKTA: Lynetteholms anlægsarbejde
- Anlæg af Lynetteholm blev vedtaget af Folketinget den 4. juni 2021.
- Med lovvedtagelsen blev det besluttet at anlægge en ny halvø som stormflodssikring og jordopfyld mellem Refshaleøen og Nordhavn.
- Lynetteholm skal blandt andet fyldes op af overskudsjord fra København og omegns byggeprojekter og bidrage til, at Københavns Kommune kan komme af med jorden klimavenligt – det vil sige med kort transportafstand fra byggeplads til jordopfyld.
- I juni 2023 åbnede Lynetteholm for modtagelse af overskudsjord til Lynetteholms fase 1.
- I november 2023 vil arbejdet med at anlægge Lynetteholms fase 2-perimeter at gå i gang. Når fase 2-perimeteren er anlagt, kan Lynetteholm begynde at modtage jord til fase 2.
Læs mere om Lynetteholm på https://byoghavn.dk/lynetteholm/