Arbejdet med at anlægge den stendæmning, der kommer til at udgøre omkredsen af Lynetteholms fase 2 er godt i gang, og flere steder begynder stenene så småt at nærme sig vandoverfladen. Der arbejdes både på den østlige og den vestlige perimeter, mens stykket mod nord afventer. Som altid er det vigtigt, at sejlende i området respekterer arbejdsområdet, da der allerede nu er stor risiko for at påsejle dæmningerne.
Nyhedsbrev nr. 5, maj 2024
Velkommen til Lynetteholms anlægsnyhedsbrev. Her får du sidste nyt om arbejdet med at anlægge Lynetteholm som halvø, kystlandskab og stormflodssikring mellem Refshaleøen og Nordhavn i Københavns Havn.
Københavnerne inviteres ind på byggepladsen
Søndag den 26. maj kommer mere end 1200 københavnere helt tæt på anlægsprojektet, når By & Havn i samarbejde med Per Aarsleff A/S inviterer til en ca. 3 km lang gåtur på Lynetteholms stendæmning.
På dagen bliver der også mulighed for at høre mere om, hvorfor klimaforandringerne nødvendiggør igangsættelse af en stormflodssikring, ligesom man kan møde en del af holdet bag projektet. For børn og andre interesserede vil det være muligt at komme helt tæt på de store arbejdsmaskiner, og i løbet af arrangementet byder vi på gratis mad og drikke.
Billetterne til arrangementet blev blandt andet udbudt her på nyhedsbrevet, men grundet den overvældende interesse, var alle billetter væk på få timer. Der er dog stadig mulighed for at skrive sig på venteliste her.
En af de medarbejdere, der har været en af hovedkræfterne bag det kommende arrangement, er Susan West Norsker, der er souschef i Kommunikation og presse ved By & Havn.
For hende er gåturen en oplagt mulighed for at gøre flere københavnere bekendt med Lynetteholm, ligesom hun håber, at arrangementet kan være med at give de fremmødte svar på nogle af de spørgsmål, de måtte have til projektet.
Anlægsaktiviteter i maj
På nedenstående kort er Lynetteholm opdelt i fase 1 og fase 2. Under kortet kan du læse mere om, hvilke anlægsaktiviteter, herunder jordopfyld, der planlægges gennemført i maj.
FASE 1: JORDOPFYLDNING
Lynetteholms jordmodtageanlæg, der åbnede i sommeren 2023, er fortsat i fuld gang med at modtage den overskudsjord, der transporteres på lastbiler fra byggepladser i København og omegn.
På vej ud til jordmodtageanlægget benytter lastbilerne klapbroen ud for Margretheholms Havn. Du kan læse mere om klapbroen via Den Danske Havnelods. Som sejler skal du være opmærksom på broens lyssignaler, der har til formål at regulere skibstrafikken og sikre en sikker gennemsejling for alle, når broen er åben.
Broens åbningstider er efter ønske fra havnens sejlere blev ændret, så broen åbnes fire gange om dagen i perioden fra maj til august, to gange om dagen i januar og februar og tre gange om dagen i de resterende måneder. Det betyder, at broen i maj har fire daglige åbninger kl. 9.00, kl. 10.00, kl. 12.00 og kl. 14.00.
Broen er desuden åben alle weekender samt hverdage fra kl. 16.00 til 07.00.
Se den nyeste dronevideo fra april 2024 herunder:
FASE 2: ANLÆGSARBEJDET
Arbejdet ved Levantkaj
Arbejdsområdet ud for Levantkaj ventes fjernet inden sommerferien. For at gøre gennemsejlingen i Kronløbet bredere i forbindelse med opførelsen af Lynetteholm, er kajen blevet tilpasset. Der mangler fortsat noget arbejde på land, ligesom det nye molefyr endnu ikke er opsat – derfor er fyrbøjen ud for Levantkaj der stadig.
I alt er et areal på godt 2100 m2 blevet fjernet og uddybet for at sikre bedre sejladsforhold i indsejlingen til Københavns Havn. Det har gjort indsejlingen 75 meter bredere i området ud for Levantkaj, og derfor er det nu muligt at flytte sejlrenden for erhvervssejladsen cirka 50 meter mod nord.
Opbygningen af den nye stendæmning er i gang
Opbygningen af den nye stendæmning der skal udgøre omkredsen af Lynetteholms fase 2, er i fuld gang. Flere steder nærmer stenene så småt havets overflade, og der er derfor stor risiko for påsejling, hvis man som lystsejler ikke respekterer arbejdsområdet.
I øjeblikket arbejdes der på den østlige og den vestlige perimeter, mens den nordlige del bliver opført til sidst.
De første sten forventes at kommer over vandoverfladen allerede i juni måned.
I forbindelse med arbejdet ved den vestlige perimeter er Nordvejen, der strækker sig langs den nordlige kant af Refshaleøen, blevet lukket, og området langs vejen er nu en del af byggepladsen.
Siden februar har der desuden været udlagt en flydespærre mellem Refshaleøen og sydlig bølgebryder ved Trekroner. Den skal sikre, at fritidssejlere ikke sejler ind over arbejdsområdet, hvor store arbejdspramme ligger og arbejder, hvor siltgardin er udlagt, og hvor stendæmningerne opføres under vandet.
Arbejdet med at anlægge den nye stendæmning foregår både om dagen og om natten, men skal naturligvis overholde Københavns Kommunes grænseværdier for støj fra bygge- og anlægsarbejde.
I forbindelse med arbejdet kan der forekomme lys fra såvel skibe som indbringelseskajer, hvor sten læsses. Belysningen er nødvendig for at sikre, at arbejdet kan udføres på sikker og forsvarlig vis – også efter mørkets frembrud.
Til brug for de mindre arbejdsfartøjer er to midlertidige flydebroer blevet etableret ved Margretheholms Havn. Placeringen af de to broer kan ses på billedet herunder.
Ny spildevandsledning i den vestlige perimeter
I den vestlige del af stendæmningen skal der etableres en spildevandsledning for Hofor. Ledningen skal strække sig fra Refshalevej til Nordhavn, og for at sikre, at den kommer til at følge det tracé, stemdæmningen skal anlægges i, vil man midlertidigt placere nogle ledepæle, der skal fastholde spildevandsledningen i den korrekte position, indtil selve stendæmningen er anlagt.
Placeringen af ledepælene forventes at finde sted i anden halvdel af maj måned, og arbejdet forventes at vare cirka 14 dage.
Efterhånden som stendæmningen bliver anlagt, vil ledepælene derefter blive fjernet igen.
I forbindelse med arbejdet med den nye spildevandsledning er der også placeret en byggeplads ved Refshalevej, i det område, hvor spildevandsledningen skal tilkobles det eksisterende ledningsnet.
Den nye spildevandsledning skal fungere som en form for reserveledning for den spildevandsledning som Hofor allerede har fra Strandvænget pumpestation, via Nordhavn til Renseanlæg Lynetten på Refshaleøen. Også kaldet Lynetteledningen.
Der er i dag kun denne ene spildevandsledning, der går fra den nordlige del af København til renseanlægget, og derfor vil der ved vedligehold af denne ledning ske planlagte overløb til Øresund eller Københavns Havn. Fremover vil den nye ledning kunne tage over, når Lynetteledningen skal vedligeholdes, og dermed undgår man udledning af urenset spildevand fra Nordhavn.
Ved at placere en del af den nye spildevandsledning langs den vestlige del af Lynetteholms perimeter, undgår man desuden at skulle foretage en separat udgravning alene til spildevandsledningen.
Arbejdet med spildvandsledningen medfører, at Skudeløbet i øjeblikket er afspærret, fordi det bruges til midlertidig opbevaring af spildevandsrør.
Indsejlingen til Skudeløbet er derfor afmærket med gule bøjer, som det fremgår af billedet herunder:
Nye sejladsforhold i Kronløbet
Parallelt med opstarten af anlægsarbejdet, er nye sikkerhedstiltag blevet indført i Kronløbet. Sikkerhedstiltagene er udarbejdet i samarbejde med Søfartsstyrelsen i forbindelse med lukningen af Lynetteløbet.
Lukningen af Lynetteløbet betyder, at al erhvervs- og fritidssejlads nu deles om Kronløbet ved ind- og udsejling af Københavns Havn. Se mere om de nye retningslinjer i videoen nedenfor:
I hele maj måned, vil der være en afviserbåd, der skal hjælpe de sejlende i Kronløbet. Læs desuden mere om de nye sikkerhedstiltag her og hold løbende øje med Lynetteholms hjemmeside, hvor du finder mere information og oversigtskort over arbejdsområder og sikkerhedstiltag.
Lynetteholms arbejdsområde til søs (fra Refshaleøen til Nordhavn) er afmærket med gule krydsbøjer. Området er cirka tre kvadratkilometer stort, og der er sejlads forbudt i hele området. Overtrædelse af sejladsforbuddet kan medføre anmeldelse til Søfartsstyrelsen. Vær derfor særligt opmærksom, når du ser en gul krydsbøje i området, og undgå at sejle ind over arbejdsområdet.
Husk også altid at tjekke Søfartsstyrelses officielle hjemmeside Efterretninger for Søfarende hvor seneste opdateringer omkring arbejdsområderne til søs vil fremgå.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til anlægsarbejdet, er du velkommen til at skrive til info@byoghavn.dk
Tidligere anlægsnyhedsbreve
2024
2023
2022
FAKTA: Lynetteholms anlægsarbejde
- Anlæg af Lynetteholm blev vedtaget af Folketinget den 4. juni 2021.
- Med lovvedtagelsen blev det besluttet at anlægge en ny halvø som stormflodssikring og jordopfyld mellem Refshaleøen og Nordhavn.
- Lynetteholm skal blandt andet fyldes op af overskudsjord fra København og omegns byggeprojekter og bidrage til, at Københavns Kommune kan komme af med jorden klimavenligt – det vil sige med kort transportafstand fra byggeplads til jordopfyld.
- I juni 2023 åbnede Lynetteholm for modtagelse af overskudsjord til Lynetteholms fase 1.
- I november 2023 vil arbejdet med at anlægge Lynetteholms fase 2-perimeter at gå i gang. Når fase 2-perimeteren er anlagt, kan Lynetteholm begynde at modtage jord til fase 2.
Læs mere om Lynetteholm på https://byoghavn.dk/lynetteholm/