FAKTA: Marinarkæologiske undersøgelser ved Lynetteholm
I Lynetteholms miljøkonsekvensrapport blev det kortlagt, at der var formodninger om marinarkæologiske interesser på havbunden i det område, hvor By & Havn anlægger Lynetteholm, herunder også i sejlløbet kaldet ’Svælget’ syd for Lynetteholm. By & Havn har som bygherre og i tråd med museumsloven afholdt udgifterne til, at Vikingeskibsmuseet kan identificere, undersøge og bjærge kulturarvshistoriske værdier nær Lynetteholm.
Forud for anlægget er der gennemført en række indledende marinarkæologiske forundersøgelser på Lynetteholms areal (havbund). By & Havn har i alt afholdt ca. 100 mio. kr. til de indledende marinarkæologiske forundersøgelser, herunder forundersøgelser i Svælget. I Svælget har man blandt andet fundet verdens største kogge fra 1400-tallet.
2. april 1801
Københavns havn står stille. Men kun et øjeblik. En enorm britisk flåde med den berømte viceadmiral Nelson i spidsen gør klar til at angribe byen. De har ligget nogle dage i Øresund, og nu gør de sig klar til et angreb på hovedstaden. Den engelske flåde sejler ind Kongedybet syd fra med i alt 39 skibe udstyret med tunge kanoner. 12 af skibene er store linjeskibe, der med deres mange kanoner kan sejle på linje efter hinanden og på den måde skabe en sejlende mur af skibskanoner, vendt mod fjenden. Efter dem følger mindre fregatter og tunge bombeskibe. I alt har briterne 1270 kanoner med i slaget.
I København har der været stor travlhed siden midt i marts, hvor de første rygter om et forestående angreb begyndte at svirre. Og for bare et par dage siden hørtes en svag kanontorden. Det var den britiske flåde, der tvangs sig forbi Kronborg og nu var der ingen tvivl. Englænderne var på vej.
Nu gælder det rigets overlevelse, og det er ikke bare soldater, der melder sig til kampen. Også fiskere, håndværkere og bønder melder sig frivilligt. Nogle når bare få timers øvelse inden slaget.
Tæt uden for havnen - på det der kaldes Københavns red, et lavvandet område, hvor store handelsskibe i fredstid trygt kan ankre op inden de sejler i havn - ligger nu den danske forsvarslinje.
Det en kæde af gamle, danske linjeskibe, der er lagt ud som flydende forter, de såkaldte blokskibe. Uden rigning - tovværk og høje master - men læsset med kanoner. I mellem de store, gamle skibe ligger pramme og tømmerflåder pakket med kanoner. Alle fartøjer i linjen er bundet til hinanden og sat fast med svære ankre. Den danske forsvarslinje kan dermed ikke flytte sig, men bare håbe på, at de kan holde stand med deres 833 kanoner mod fjendes 1270.
Midt i den danske forsvarslinje ligger krigsskibet Dannebrog, og det er ikke hvilket som helst skib. Det er nemlig herfra, at den danske kommandør Olfert Fischer skal lede de mere end 6000 mand, der udgør det danske forsvar.
Klokken 8 giver den engelske viceadmiral signalet: Gør klar til kamp. Og klokken 9.45 begynder angrebet. De engelske skibe glider ind i Kongedybet fra syd.
Inde på kajer, balkoner og altaner står tusinder af københavnere. De ser til. De venter.
Klokken 10.15 lyder det første danske skud. Et brag – og så et inferno. Snart er Kongedybet et helvede af røg, ild og splinter, der flyver gennem luften og gennemborer og lemlæster soldaterne.
De mange tilskuere er skuffede, fordi røgen er så tæt, at man ikke kan se slagets gang.
Slaget udvikler sig meget hurtigt til en brutal, blodig og tæt kamp, hvor linjeskibene ligger med få hundrede meters afstand og skyder kanonsalver mod hinanden.
Dannebrog er hovedmålet for Nelsons angreb og beskydes af to britiske linjeskibe. Hurtigt bliver situationen ombord meget alvorlig. Kuglerne fejer det øverste dæk rent for kanoner og mandskab, der er mange sårede og dræbte og skibet rammes nu også af fjendens brandbomber, og der opstår ild ombord. Mandskabet kæmper nu mod både flammerne og beskydningen.
Det store linjeskib Sjælland er sønderskudt og driver som et spøgelsesskib gennem røg og ild, mens andre skibe driver mod kysten. Prøvestenen, Wagrien, Jylland – ét for ét falder de. Dannebroge står i flammer. Englænderne kan til at begynde med ikke få ram på de lave kanonpramme, de skyder simpelthen for højt, og de danske kanonpramme gør stor skade på den engelske linje. Men efterhånden som de danske skibe svækkes, kan de engelske kanoner indstilles lavere og nu kommer også kanonprammene i heftig beskydning.
Den engelske admiral Parker ligger med sine skibe længere ude i sundet. Men gennem den tætte kanonrøg kan han ikke se, hvordan slaget udfolder sig og omkring kl. 13 frygter han, at slaget måske er tabt. Han sender derfor signal om øjeblikkelig tilbagetrækning. Men viceadmiral Nelson ignorerer ordren med de berømte ord: “Jeg har kun ét øje – jeg har ret til at være blind nogle gange”. Han holder så kikkerten til sit blinde øje, siger: ”Jeg kan ikke se noget” og fortsætter kampen.
Der bliver længere og længere mellem lyden af de danske kanoner og kl. 14 er den danske linje tæt ved at bryde sammen. Flere af de danske skibe er nu erobret af englænderne og mandskabet taget til fange. For at få danskerne til at overgive sig, sender Nelson et trusselsbrev til kronprins Frederik, hvor han advarer om, at han vil brænde de danske skibe med besætningerne ombord, hvis skydningen ikke ophører.
Til sidst sender Nelson et brev til den danske kronprins Frederik. Han truer med at sætte ild til de danske skibe – med de sårede søfolk stadig ombord – hvis ikke kampene stopper.
Klokken 16 indgås våbenhvile og slaget er dermed slut. Københavns Red er på få timer forvandlet til et hav af vragdele og døde. Dannebrog driver nord på og kl. ca. 16.30 eksploderer skibet med et øredøvende drøn, der kan høres over hele byen.
Tabstallene er overvældende. Englænderne mister ca. 255 mand og mere end 700 er sårede. Men de danske tabstal er endnu voldsommere. I løbet af slaget dør ca. 368 mand og 642 sårede føreres fra skibene til kvæsthuset. I dagene efter dør mere end 100 mand af deres skader og langs øresundskysten driver både danske og engelske lig i land. Ingen kender med sikkerhed det fulde tabstal fra Slaget på Reden.