By & Havn har den 1. april afleveret årsrapport 2025 for jordmodtageanlæg Lynetteholm til Københavns Kommune. Rapporten viser, at Lynetteholm har modtaget store mængder jord i løbet af året, og at jordmodtageanlægget generelt overholder mængde- og udledningskrav til Øresund. Der er registreret enkelte overskridelser i målinger fra pumpevand, der dog vurderes at have en underordnet betydning for havmiljøet.
Jordmodtageanlæg Lynetteholm har været i drift siden juni 2023 og modtager jord fra bygge- og anlægsprojekter i og omkring København. Siden åbningen og frem til udgangen af 2025 har Lynetteholm modtaget ca. tre mio. tons jord, som skal bidrage til en samlet stormflodssikring af Hovedstaden.
Københavns Kommune er miljømyndighed for Jordmodtageanlæg Lynetteholm, og anlæggets årsrapport er derfor sendt til kommunen start april. Rapporten viser en generel overholdelse af de mængdekrav til stoffer, som må udledes fra jordopfyldets pumpe til Øresund. Dog ses mindre overskridelser i enkelte målinger af pumpevandet. Det er et myndighedskrav løbende at foretage målinger af pumpevandet.
Københavns Kommune har foretaget en foreløbige vurdering af de enkelte målinger med overskridelser. Vurderingen er, at overskridelserne er af underordnet betydning for havmiljøet omkring Lynetteholm. Det fremgår af Københavns Kommunes skriftlige orientering om årsrapporten fra 16. april 2026.
Gennemgang af årsrapporter 2023-2025
I forbindelse med årsrapporten for 2025 har By & Havn, efter anmodning fra Københavns Kommune og på baggrund af overskridelser i 2024, gennemført en ekstra kontrol af måleresultaterne fra pumpevandet i årsrapporterne fra 2023-2025. Københavns Kommune har blandt andet ønsket en uddybning af udpumpningshastigheden og mængden af de stoffer, der udledes via pumpen.
By & Havn har på den baggrund bedt rådgivningsvirksomheden DHI foretage en gennemgang af måleresultaterne i årsrapporterne for 2023-2025. Gennemgangen viser, at alle mængdekrav for udledte stoffer via pumpen er overholdt siden åbningen af Lynetteholms jordmodtageanlæg. Udpumpningshastigheden har i perioder i forbindelse med vedligeholdelse af pumpen og ved prøvetagninger vist sig at være højere end forudsat, men DHI har ved beregninger dokumenteret, at det ikke har givet anledning til en større miljøpåvirkning.
By & Havn vil fortsætte miljøovervågningen af jordmodtageanlægget i 2026 og forventer fortsat at tage imod store jordmængder fra byggeprojekter i hovedstadsområdet.
- Download årsrapport 2025
Årsrapport for Jordmodtageanlæg Lynetteolm 2025, DHI’s gennemgang af pumpeudledninger fra Lynetteholms fase 1 2023-2025 samt Københavns Kommunes skriftlige orientering om årsrapporten kan downloades via Københavns Kommunes hjemmeside: 04.26 - Orienteringsnotat om årsrapport 2025 for jordmodtageanlæg Lynetteholm.pdf
FAKTA: Pumpe ved Lynetteholm
- Lynetteholm er et nyttiggørelsesanlæg, som kan modtage ren og ikke-rensningsegnet forurenet jord.
- Lynetteholms pumpe er placeret ved Lynetteholms fase 1, som har modtaget jord siden juni 2023.
- Pumpen er et myndighedskrav til Lynetteholm, og dens funktion er, at der skal kunne pumpes overskydende vand væk fra Lynetteholms jordopfyld, hvis vandstanden indenfor perimeteren stiger.
- Der har dog ikke været behov for at pumpe vand væk ved jordopfyldningen af Lynetteholms fase 1. Pumpen har derfor kun kørt i forbindelse med vedligeholdelse af pumpen og i forbindelse med prøvetagning af pumpevand.
- By & Havn etablerer en ny og forbedret pumpe, når opfyld af Lynetteholms fase 2 efter planen igangsættes i efteråret 2026.
