Fotokonkurrencen ’Sammen om havet i havnen’ er afgjort – se vinderbillederne

Den 1. september udskrev By & Havn og WWF Verdensnaturfonden en Instagram fotokonkurrence med temaet ’Sammen om havet i havnen’. Nu er vinderbillederne fundet.

Ca. 200 fantastiske fotos fra Københavns Havn deltog i fotokonkurrencen under hashtagget #sammenomhavetihavnen, og vinderne kan se frem til at få deres helt personlige Biohut – eller fiskehotel – installeret ved Den Sorte Diamant i Københavns Havn.

En Biohut er et stålbur med et mindre stålbur inden i, som er fyldt med østersskaller. Derved fungerer det som hjem, spisekammer og gemmested for fiskeyngel. Biohuts beskytter ynglen i en sårbar del af deres livscyklus og bidrager til at øge fiskebestanden og skabe et bedre havnemiljø.

Der har været stor interesse for at være med i konkurrencen, og motiverne spænder vidt og fortæller historier om københavnernes brug af havnen til at bade, stand up paddle, ro, fiske, sejle – eller bare som et sted, hvor man hygger sig på kajkanten. Et par fotografer har også haft deres vandtætte kameraer under overfladen og har indsendt fotos af havnens dyreliv.

En Biohut har en levetid på cirka 10 år, så vinderne kan i lang tid fremover nyde at se sit eget navn omgivet af havnes fisk på ture til Københavns Havn. Vi sætter nemlig en plade på toppen af Biohut’en med vindernes navne. By & Havn står for montering og vedligehold i hele perioden.

Vinderbillederne

Juryen, der består af By & Havn og WWF Verdensnaturfonden, har valgt følgene vinderbilleder i konkurrencen. Klik på billederne for at se dem på Instagram.

Rasmus Neslein. Kajakker og solnedgang ved Nyhavn. Billedserie.

Ursula Bach. Vinterbadning ved Bølgen, Kalvebro Brygge. Billedserie.

Marie Brandt. Street fishing ved Amaliehaven. Billedserie.

Tim Dencker. Rød brandmand i vandet ved Bølgen, Kalvebod Brygge. Billedserie.

Henriette Elmøe. Jolle ved Langebro. Og som en stærk runner-up har Henriette også posted dette billede af hygge ved Teglholmen:

Endelig har juryen tildelt en specialpris til Raymond Holm, der fotograferer ved at montere et GoPro kamera på en lang stang og stikke det ned under havoverfladen i havnen. Hér har han bl.a. fanget en makrelstime i Nordhavn og multer og en enkelt aborre et andet sted i havnen:

Raymond Holm får to personlige Biohuts placeret ved Slusen i Sydhavn.

Tillykke til alle vinderne!

Følg os – og bliv ved med at tage billeder af havnen

Hashtagget #sammenomhavetihavnen fortsætter naturligvis på Instagram. By & Havn har sin egen Instagram profil @Byenshavn med hashtagget #voreshavn, der lever året rundt med tips til aktiviteter og fotos fra havnen. WWF Verdensnaturfondens profil er @wwfdk. 

Vi håber, du vil fortsætte med at dele dine havnefotos med hashtag #sammenomhavetihavnen, #voreshavn og #wwfdk!  

Læs mere:

Se også disse nyhedsbreve:

Fakta:

  • Det er også muligt for virksomheder, grundejerforeninger eller andre at sponsere en Biohut. Prisen er 4.500 kroner per enhed – By & Havn håndterer omkostningerne ved administration, montering, vedligehold mv. Kontakt Jan Bruun Jensen, By & Havn, via e-mail: JBJ@byoghavn.dk
  • Konkurrencen var udskrevet i samarbejde mellem By & Havn og WWF Verdensnaturfonden.
  • Konkurrencen var hverken sponsoreret, støttet eller administreret af Instagram.
  • Konkurrencen løb fra den 31. august til 14. september 2021.
  • Ved at tagge billeder med #sammenomhavetihavnen giver du samtidig tilladelse til, at Instagram-kontoen @byenshavn samt @wwfdk kan anvende billederne på Instagram mod kreditering.
  • Vinderfotograferne er blevet kontaktet via deres Instagram konti.
  • Vinderne får deres navne på en plade ovenpå selve Biohut’en
  • By & Havn og WWF Verdensnaturfonden tager sig af alt det praktiske – fx placering og vedligehold af Biohut’en.

Vinder af arkitektkonkurrence vil have ålegræs på P-hus facade i Ørestad Syd

Et enigt dommerudvalg har kåret Nordland Arkitekter ApS som vinder af den åbne arkitektkonkurrence for P-hus Asger Jorn i Ørestad Syd. Med deres forslag ”P-Hus Asger Jorn – Fra Hav til Have” har de formået at skabe et visionært udtryk for det nye P-hus, samtidig med at forslaget åbner bygningen op og skaber en indbydende adgang for de mange brugere.

I maj 2021 udskrev By & Havn en åben konkurrence om det arkitektoniske udtryk for det kommende P-hus ved Asger Jorns Alle i Ørestad Syd. I konkurrencen er der indgået 15 forslag, der alle levede op til de krav, der var blevet stillet. Konkurrencen bestod i at komme med forslag til P-husets arkitektoniske helhedsgreb, i form af p-husets facader, kantzone og til tilgængeligt grønt tag, inklusive en udvendig adgangstrappe.

vinderprojekt3

Det nye P-hus skal både forsyne området med 600 parkeringspladser – både almindelige og elbils pladser, og skal samtidig bidrage positivt til de nære omgivelser med en udadvendt funktion på 595 m2  i stueetagen og en kommende taghave og restaurant på p-husets tag.

I dommerbetænkningen skrives om vinderforslaget:

Med henvisning til Ørestads særegne kvaliteter, introducerer forslaget en stærk fortælling, der binder fortid og fremtid sammen. Forslagets mørke polymer-plader af ålegræs skal således læses som reference til Amager vests historie, der bygger på opfyld af tidligere vandarealer. Materialevalgets fokus på miljømæssige egenskaber kan læses som Ørestads mangeårige ambition om bæredygtig udvikling.

Fra dommerbetænkningen.

Chef for planlægning og bæredygtighed i By & Havn, Rita Justesen, har været formand for dommerkomiteen og hun glæder sig over det visionære udtryk og P-husets funktion som udadvendt aktivitet:

P-hus Asger Jorn vil være med til at give liv til området omkring Asger Jorns Alle. Med dets åbne facader og udadvendte aktiviteter vil det være et sted, der kan skabe rum for fællesskaber og socialt liv for Ørestads beboere i fremtiden.

Chef for planlægning og bæredygtighed i By & Havn, Rita Justesen.

P-hus Asger Jorn får tagfarm

Partierne bag Københavns Kommunes budgetaftale 2022 er blevet enige om, at der skal etableres en tagfarm ovenpå det kommende P-hus i Ørestad Syd.  

Ørestad Syd får en grøn og rekreativ plads i højden i form af Asgers Taghave, som etableres på taget af det kommende p-hus Asger Jorn. I kommunens budgetaftale er der nemlig afsat sammenlagt otte millioner kroner til en foranalyse samt etablering af tagfarmen – og oveni er der afsat penge til service og drift i fremtiden.

Ideen om tagfarmen er udviklet af en initiativgruppe – Foreningen Asgers Have - bestående af lokale beboere i Ørestad Syd. De henvendte sig til By & Havn, som står for opførelse af P-huse i Ørestad og fremlagde ideen om et aktivt og grønt tag. Efter en god dialog blev der i sommeren 2021 udarbejdet et første udkast til tagfarmens indhold af arkitekterne fra Lendager Group.

For at tagfarmen kan realiseres, skal konstruktionen af taget ændres i forhold til konventionelle P-huse. Det er en merudgift på 10 mio. kroner, som By & Havn bidrager med.

Da initiativgruppen kom til os med deres idé, var vi ikke i tvivl om, at det var et projekt, som der skulle arbejdes videre med. I By & Havn vil vi gerne understøtte de voksende fællesskaber i Ørestad Syd, og der er ingen tvivl om, at Asgers Have vil bidrage til dette som lokalt mødested, hvor man kan få jord under neglene. Samtidig vil tagfarmen tiltrække mange besøgende fra resten af København med sin unikke placering lige ved Vestamager Metrostation, nær det kommende Byens Hus og den kommende hovedindgang til Naturpark Amager ved Asger Jorns Allé.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

inspirationsbilleder

Med den offentlige bevilling ligner det en realitet, at tagfarmen kan slå dørene op i 2024, når P-huset står færdigt. 

Lendagers skitseforslag for tagfarmen inkluderer funktioner såsom dyrkningsarealer, beplantning, opholdsarealer, udsigtspunkt, et forsamlingshus, et væksthus og en restaurant.

Det giver god mening at udnytte den plads, vi har i København mere kreativt. At taget på et nyt parkeringshus kan blive til et grønt samlingssted viser, at det kan faktisk lade sig gøre, og vi glæder os til dialogen med Københavns Kommune og By & Havn om det videre forløb.

Nick Vikander fra Foreningen Asgers Have.

By & Havn med endnu et godt halvårsregnskab

By & Havn har netop fremlagt halvårsregnskab, som viser, at selskabet er på vej til at nedbringe gælden for sjette år i træk og for første gang siden selskabets stiftelse er egenkapitalen nu positiv (735 mio.kr.), hvis man ser bort fra markedsværdiregulering af gælden (2,2 mia. kr).

Byggeriet i København har ikke ligget stille på trods af COVID-19 og interessen for fortsat at investere og udvikle i Hovedstaden er fortsat høj. Derfor er By & Havns resultat yderst tilfredsstillende i halvåret på 1,4 mia. kr. Ser man bort fra markedsværdiregulering af gælden lander resultatet på 1.042 mio. kr,

Det gode resultat skyldes primært værdiregulering af værdien på selskabets byggeretter, herunder blandt andet de nye udviklingsområder ved Fælledby og Stejlepladsen, hvor lokalplanerne er godkendt og områderne derfor kan medtages i resultatet.

By & Havn forventer samtidig salg af andre byggeretter for mere end 1. mia. kr. i 2021.

Adm. Direktør i By & Havn, Anne Skovbro, er glad for resultatet:

Jeg er selvfølgelig glad og stolt over resultatet, som vidner om at København fortsat er en by i stor udvikling og som der er en stor interesse for blandt investorer. Ikke alene lander By & Havn et af de bedste resultater i selskabets historie, som er med til at nedbringe gælden for sjette år i træk, men samtidig kan vi nu fremvise en positiv egenkapital, hvis man ser bort fra effekter fra markedsværdiregulering af gæld. Det synes jeg er en milepæl, der er værd at bemærke.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

image001

Download:

Kontakt:

Kommunikationschef, By & Havn: Kristian Wederkinck Olesen: 3053 5004

Fremtidens grønne deletransport afprøves i Nordhavn 

Privatbilisme øger klimabelastning, forurening, støj og trængsel. Med støtte fra Innovationsfonden undersøger en gruppe forskere med instituttet BUILD på Aalborg Universitet i spidsen, hvordan hverdagens mobilitet egentlig ser ud. I den forbindelse får Nordhavns beboere og medarbejdere et særtilbud om delebaserede transportløsninger.

Med udgangspunkt i Nordhavn undersøger forskere fra Aalborg Universitet og RUC hvordan vi i Danmark kan udvikle nye løsninger til bæredygtig transport. Især sætter de fokus på, om en kombination af transportløsninger, som man kan dele med hinanden, er et effektivt værktøj til at opnå mindre trængsel og klimabelastning i fremtiden.

By & Havn har udviklet Indre Nordhavn, som består af nye, tætte bykvarterer, hvor der allerede er gode offentlige transportforbindelser til resten af København bl.a. med Metroen. Det gør området til et ideelt forsøgsområde for at se, om beboerne kan leve et komfortabelt hverdagsliv uden at være afhængige af privatbilen.

Initiativet i Nordhavn er taget i et partnerskab mellem Aalborg Universitet, RUC, By & Havn, Københavns Kommune samt operatørerne delecykelløsningen Bycyklen, delebilsordningen LetsGo, og samkørselsordningen Ta’Med.

I By & Havn deltager vi i partnerskaber, der fokuserer på grøn omstilling. Nordhavnsbeboerne har allerede et lavt bilforbrug i hverdagen og vi kigger løbende på, hvordan det kan reduceres yderligere. Det er særdeles interessant at få nogle facts på bordet, der kan understøtte, at fremtidens transportmønstre formentlig vil ændre sig i retning af mere delebaserede løsninger.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Helt overordnet er håbet, at vi i det nye forskningsprojekt vil kunne skabe ny viden og ikke mindst løsninger, som kan bidrage til den bæredygtige omstilling af transporten. Løsninger, som både tackler transportens klimaudfordring, og som kan bidrage til mindre trafiktunge byer med bedre plads til livet i byerne.

Seniorforsker på BUILD, Toke Haunstrup Bach Christensen, der leder projektet.

Forskerne vil udføre kvalitative studier af familiers og virksomheders daglige transportvaner og behov for transport og hvordan de hænger sammen med byens indretning og udvalget af transportløsninger. I forsøget vil familier og virksomheder blive tilbudt at benytte en mobilitetspakke udviklet i projektet. På den måde kombinerer projektet forskning med praktisk udvikling.

Hent flyer: 

 

Fakta om SIMS-projektet:

Som beboer i Nordhavn kan man tilmelde sig de løsninger, der er med i projektet – samkørsel, delebiler og delecykler. Derudover kan man blive en af de 20 familier eller virksomheder, som forskergruppen vil følge særlig tæt gennem projektet gennem bl.a. interviews og fokusgrupper. Ved at blive en ”testfamilie”, bidrager man til indsamlingen af viden om, hvor velfungerende SIMS-løsningerne er – og på den måde er man med til at skabe grundlaget for fremtidens bæredygtige mobilitetsløsninger i byen.

 

Fakta om trængsel:

  • COWI vurderede i en undersøgelse tilbage i 2012, at alene trængslen omkring Storkøbenhavn resulterer i et årligt samfundsøkonomisk tab på 8,5 milliarder kroner
  • Vejdirektoratet har i 2016 beregnet det samfundsøkonomiske tab fra trængsel på veje til 24 mia. kroner. Tallet dækker over tab fra trængsel i hele landet
  • Personbilerne står for omkring 20% af Danmarks samlede CO2-udledning og beregninger fra Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet viser, at luftforureningen fra den danske vejtrafik skønsmæssigt forårsager godt 300 for tidlige dødsfald årligt i Danmark.

 

Fakta om mobilitet i Nordhavn:

  • En transportvaneundersøgelse udarbejdet af DTU for perioden 2016-2020 anslår at andelen af beboernes ture foretaget med bil er 27% i Nordhavn mod 36% i Ørestad og hele 68% i et parcelhuskvarter i en forstad, som er brugt til sammenligning. (Kilde: Transportvaneundersøgelsen, DTU)
  • Antal registrerede bilture pr. husstand pr. uge i Århusgadekvarteret er 11 ture mod 10 ture i Arenakvarteret i Ørestad og hele 37 ture i parcelhuskvarteret (kilde: Cowi ved brug af GPS-teknologi).
  • Den mindre andel og de færre ture i Nordhavn (og Ørestad) skyldes formentlig, at der er flere funktioner i byområderne, såsom indkøbsmuligheder, daginstitutioner, services osv. Blandt de funktioner, som indgår i DGNB-systemets måling af social bæredygtighed opgøres det, at findes 11 typer funktioner i Århusgadekvarteret, 7 i Arenakvarteret i Ørestad men kun 2 i parcelhuskvarteret. (Kilde: By & Han egen optælling)
  • DTU anslår, at andelen af beboernes ture foretaget med cykel eller kollektiv trafik er 54% for Nordhavn mod 30% i Ørestad og bare 19% i parcelhuskvarteret. (Kilde: Transportvaneundersøgelsen, DTU)

Udbud af bankydelser

By & Havn udbyder hermed sine bankydelser. Udbuddet omfatter cash management fra driften i By & Havn og enkelte koncernselskaber, cash management af finansielle betalinger samt en kreditfacilitet.

Udbuddet gennemføres i henhold til Udbudsloven (Lov nr. 1564 af 15. december 2015, afsnit 5, Offentlige indkøb under tærskelværdierne uden klar grænseoverskridende interesse).

Læs mere om udbuddet i dette dokument

Ændringer til By & Havns udbud af bankydelser

Spørgsmål og svar

Københavnerne skal med fra start i udvikling af ny, stor park i Nordhavn

København skal have en stor naturpark i Nordhavn. Området er dobbelt så stort som Kongens Have og får udsigt over Øresund. Københavnerne inviteres nu med til at udforme den nye park.  

Nordhavn er i hastig udvikling, og snart får bydelen – og resten af København - en ny stor naturpark. Parkens indhold skal udvikles sammen med københavnerne, og byens borgere inviteres derfor til at komme med idéer og ønsker til parken og være med til at formulere de vigtigste pejlemærker for den fremtidige park.

Overborgmester Lars Weiss (S) ser frem til at høre københavnernes forslag:

Med naturparken i Nordhavn får vi et nyt grønt fristed, og jeg glæder mig til at høre københavnernes bud på, hvordan vi gør parken attraktiv for alle, både motionister og naturelskere. Det er første gang siden anlæggelsen af Amager Strandpark, at København får en ny park af den størrelse, og derfor har vi brug for at få alle gode idéer på bordet.

Overborgmester Lars Weiss (S)

Som udgangspunkt er det eneste, der ligger fast, når det gælder udformningen af naturparken, at området skal være ubebygget og fremstå grønt og indbydende med træer. Samtidig er det besluttet, at der skal være områder, som også understøtter sport og fysisk bevægelse. Københavnerne kan derfor både ønske sig nye boldbaner, fugletårne, vild natur, et udendørs amfiteater eller noget helt femte, når de skal komme med deres idéer.

Østerbro Lokaludvalg, flere idrætsorganisationer samt miljø- og naturorganisationer er allerede kommet med forslag til parkens indhold og udformning, og dialogen med både dem og københavnerne fortsætter i den kommende tid.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) lægger vægt på dialogen med københavnerne:

Det er sjældent, at vi får mulighed for at være med til at sætte præg på så stort et nyt rekreativt område. For mig er det vigtigt at sikre, at parken bliver et bidrag til at fremme biodiversiteten og skabe nye grønne opholdsmuligheder – men vigtigst af alt er det, at det her er et projekt, vi laver sammen, så jeg glæder mig meget til at høre københavnernes ideer og forslag.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL)

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) udtaler:

Det er en enestående mulighed, at vi nu skal udvikle en helt ny stor naturpark. Vi skal med respekt for naturen se på, hvordan vi bedst kan skabe et udendørsliv med bl.a. kultur- og idrætsaktiviteter i den nye park. Jeg håber, at rigtig mange københavnere vil deltage i den dialogproces, som nu går i gang.

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å)

Københavns Kommune udvikler parken sammen med By & Havn, og ifølge adm. direktør Anne Skovbro er naturparken i Nordhavn en hjørnesten i udviklingsplanerne for området:

Med naturparken tager vi endnu et vigtigt skridt i at få gjort Ydre Nordhavn tilgængelig for Nordhavns lokale beboere og alle øvrige københavnere. Parken bliver en ny attraktiv destination, der sammen med den kommende kultur-driver, Tunnelfabrikken, vil skabe liv og merværdi i Ydre Nordhavn, forud for at vi sætter gang i selve byudviklingen af hele området. Jeg ser meget frem til en spændende dialog om ønsker og idéer til Nordhavns nye, grønne fælles mødested.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn

Københavnerdialogen bliver gennemført i perioden september til december 2021 og kommer bl.a. til at indeholde fokusgruppeinterviews, en naturparkdag med dialogmøder og gåture i området – både for områdets lokale beboere og for alle københavnere, der har lyst til at give deres besyv med.

Input og ideer fra processen samles op og præsenteres på et borgermøde i november, hvor der også vil være mulighed for at kommentere de indkomne forslag.

Sådan kan du komme med idéer til udvikling af naturparken i Nordhavn

- Det er rådgivervirksomheden Bark, der står for borgerinddragelsen, som begynder i september 2021 med feltstudier og samtaler med københavnerne. I oktober skabes et stort fælles rum for visioner og idéer i forbindelse med den kommende naturparksdag i Nordhavn, tæt på den kommende park. I november og december bliver idéerne samlet op, bearbejdet og testet, bl.a. via et åbent borgermøde. Københavnerne bliver desuden inddraget via kommunens sociale medier.


Læs mere om naturparken i Nordhavn på parkens hjemmeside: https://www.kk.dk/artikel/naturpark-nordhavn

Fakta

  • Den nye naturpark bliver 28 hektar – dobbelt så stor som Kongens Have. Det er endnu for tidligt præcist at sige, hvornår københavnerne kan tage den nye park i brug.

  • Der er afsat 2,5 mio. kr. i Københavns Kommunes budget for 2019 til planlægning af en ny naturpark i Nordhavn. By & Havn har afsat 1,2 mio. kr. til planlægning og gennemførsel af københavnerdialogen, hvor man hører borgernes ønsker til naturparken. Københavns Kommune finansierer eventuelle foranalyser og gennemfører den arkitektkonkurrence, som skal være med til at omsætte visionerne for parken til virkelighed.

  • Finansiering til anlæg af parken ventes at indgå i forhandlingerne om Københavns Kommunes budget for 2024. Kommunen undersøger også muligheden for fondsfinansiering.

 

Kontakt

Overborgmester Lars Weiss (S) via pressekonsulent Heidi Røndbjerg-Christensen, tlf. 2963 2420.

Borgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) via Teknik- og Miljøforvaltningens pressevagt, tlf. 2327 8090.

Borgmester Franciska Rosenkilde via leder af Rådhussekretariatet og pressechef Solvejg Jakobsen, tlf. 3057 4914.

Adm. direktør for By & Havn, Anne Skovbro, via kommunikationschef Kristian Wederkinck, tlf. 3053 5004

 

København jagter verdensrekord for flere fisk i havnen

I juni 2021 installerede By & Havn og WWF 50 fiskehoteller i Københavns Havn. Fiskehotellerne sikrer flere beskyttede levesteder for de mange fiskearter i havnen, og de første tre måneder har givet mod og lyst til mere. Installeringen af de første 50 fiskehoteller er det største i Nordeuropa, og nu skal verdensrekorden til København, når 50 bliver til 100.

De første 50 Biohuts har allerede vist en effekt, og nu er målet at bevæge sig fra at være det største Biohut-projekt i Nordeuropa til at tage den uofficielle verdensrekord i Biohuts, når 50 bliver til 100, som en del af By & Havn og WWF Verdensnaturfondens femårige partnerskab. Det sker med udgangspunkt i FN’s Verdensmål 14, Livet i Havet, der skal forbedre levestederne for fisk og øge biodiversiteten i havnen.

biohut i vand

Virksomheden Stromma, der er Nordeuropas førende udbyder af oplevelser blandt andet i form af kanalrundfart og Hop On-Hop Off sightseeing, går forrest blandt samarbejdspartnerne og bidrager gennem installeringen af 20 Biohuts til at gøre Københavns Havn til den havn i verden med flest Biohuts. Strommas Biohuts bliver installeret allerede den 9. september på to steder i havnen: Frederiksholms Kanal og Ofelia Plads.

Som ansvarlig virksomhed har det stor betydning for Stromma, at Københavns Havn og kanaler er rene. Derfor installerede vi allerede i 2019 to Seabins, som er en slags havskraldespande, der tilsammen opsamler knap 2 tons affald fra vandoverfladen årligt. De to Seabins er installeret i Strommas bådebro i Nyhavn. Nu er det så fiskeynglen, som vi gør en ekstra indsats for. Småfiskene inviteres indenfor i ”Strommas fiskehoteller”, og vi ser frem til at intensivere forbedringen af biodiversiteten i samarbejde med WWF og By & Havn.

Adm. direktør Mads V. Olesen, Stromma Danmark.

25 Biohuts sættes til salg

Med Strommas bidrag når Københavns Havn op på i alt 70 Biohuts. Men der mangler fortsat 30 for at nå rekorden. Derfor har By & Havn besluttet at sætte 25 Biohuts til salg for danske samarbejdspartnere, der ønsker at sætte et positivt præg på havnen, biodiversiteten og livet under havoverfladen. Salget er som udgangspunkt åbent for både virksomheder, grundejerforeninger og andre, der har lyst til at bidrage positivt til livet under havets overflade i Københavns Havn. De 25 Biohuts installeres 4-5 forskellige steder i havnen, hvor de hverken kolliderer med badende, sejlende eller stærke strømforhold.

 

Københavns Havn er en af de reneste havne i verden, og det skyldes blandt andet, at By & Havn flere gange ugentligt gør havnen ren, før byen vågner. Vi ønsker også at gøre livet under vandet endnu bedre og sikre os, at havnens eget økosystem fungerer. Derfor er vi glade for vores samarbejde med WWF Verdensnaturfonden og de metoder til forbedring af biodiversiteten, som de introducerer os for. Vi vil rigtig gerne sætte fokus på - og gå forrest i kampen for - at havnen både kan fungere rekreativt for københavnerne og samtidig være et rent og attraktivt miljø for havets fisk.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

collage

Borgerne konkurrerer om de sidste fem Biohuts

Københavnere og andre private borgere kan også være med. By & Havn udlodder de sidste fem Biohuts i en Instagram fotokonkurrence, hvor man som helt almindelig borger kan deltage og få sit navn på et fiskehotel og blive en del af havnens historie. Levetiden på et fiskehotel er cirka 10 år, så man kan nyde sit navn omgivet af havnens fisk på mange gåture fremover.

Man deltager i konkurrencen ved at lægge et billede på Instagram med hashtagget #SammenOmHavetiHavnen. Billedet skal afspejle netop dét tema: at vi er sammen om havet i havnen.

Konkurrencen løber fra den 1.-14. september, og man kan læse mere om konkurrencen, udvælgelsen af vinderne her. 

Et projekt i denne størrelsesorden gør København til den by i verden med flest Biohuts. Det er et glimrende eksempel på, hvordan man som by ved at investere i naturen ikke kun gør noget godt for fiskene og biodiversiteten, men også opnår gevinster på mange andre områder. Fx er flere fisk i havnen med til at styrke balancen i havets økosystemer, som bliver mere modstandsdygtige overfor eksempelvis indvandring af nye invasive arter samtidig med, at der åbnes for flere rekreative aktiviteter. Derfor håber vi også på, at dette projekt kan være til inspiration for andre til en mere fremadsynet tilgang til byudvikling, hvor storby og natur ikke er hinandens modsætninger.

Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Pressekontakter

 

Fakta

  • Sociale medier: Følg med i partnerskabet mellem WWF og By & Havn på #SammenOmHavetiHavnen og generelt om livet i Københavns Havn på #ByensHavn.
  • Mere information om partnerskabet mellem By & Havn og WWF Verdensnaturfonden, Biohuts og baggrunden for samarbejdet findes her.
  • Mere information om partnerskabet mellem Stromma og WWF Verdensnaturfonden og Strommas naturforbedrende aktiviteter findes her.
  • Biohuts er fiskehoteller eller fiskebørnehaver, der fungerer som hjem, spisekammer og gemmested for fiskeyngel. Biohuts beskytter ynglen i en sårbar del af deres livscyklus og bidrager til at øge bestanden og skabe et bedre havnemiljø. Erfaring viser, at fiskene flytter ind med det samme, og der forventes derfor også en hurtig effekt i form af øget biodiversitet og med tiden også flere store fisk.
  • Biohuts består af et stålbur, som indeholder en mindre gitterkasse, der er fyldt op med tomme østersskaller, hvor der kan vokse alger og små organismer. Det yderste stålgitter beskytter de helt unge fisk på under 3 centimer mod de større rovdyr, mens det inderste gitter med østersskallerne giver fiskene mad. Flere beskyttede levesteder øger fiskebestanden. Erfaringer viser, at Biohuts netop giver hurtig effekt i form af øget biodiversitet i vandet og flere fisk, som også bliver til glæde for de mange lystfiskere, der fisker langs med havnens 42 kilometer kajkant og i resten af Øresund. Læs mere om Biohuts i Københavns Havn her.
WWF-x-ByHavn_Shared2

Nyt fra bestyrelsen - 26. august 2021

By & Havns bestyrelse har på sit møde 26. august 2021 bl.a. drøftet 

  • Selskabets halvårsrapport for 1. halvår 2021
  • Status på aktuelle sager, herunder Fælledby P/S
  • Forretningsmodel for etablering og drift af ladestandere
  • Tilkøb til Nordhavnstunnel der muliggør byggeri ovenpå tunnelen i Nordhavn

Kulturhavn fejrer jubilæum med kæmpe program

Sensommeren kan nydes med festivalstemning, når Kulturhavn Festival traditionen tro kaster anker i Københavns Havn. I år kan festivalen fejre sit 20 års jubilæum. Men det er langt fra det eneste, der sker i denne weekend.

Hvad enten du er til dans, stand up paddle, skriveworkshop, jazz, solnedgangsmusik, havfruer, H.C. Andersen, biodiversitet, skibsparade, portrætfotografi eller performance, så har det Kulturhavn Festival præcis det, du leder efter. Kulturhavn kan og vil det hele – men fællesnævneren mellem de mange arrangementer er havnen og fællesskabet omkring byens blå byrum. 

Kulturhavn bliver afholdt d. 27 - 29. august, og By & Havn er hovedsponsor. I år er noget helt særligt for den kulturelle havnefestival, da den kan fejre sit 20 års jubilæum.

Jubilæet fejres med et nyt koncept, hvor festivalen i stedet for at have få, store festivalområder med samlede aktiviteter inviterer på oplevelser hele 27 forskellige steder i- og langs havnen. Både sportsklubber, foreninger, kunstnere og en lang række andre aktører har aktiviteter på programmet, som spænder videre end nogensinde før.

Alle aktiviteter er gratis.

Se hele programmet på Kulturhavns hjemmeside  

239489599_245522164099069_4573338678170354964_n

Aktiviteter i Nordhavn 

Nordhavn har tradition for at lægge havn og byrum til Kulturhavn Festival, og i år er ingen undtagelse. I år rykker festivalen dog ud til et par nyere og mere uudforskede områder.

Besøg det nye byrum ved Orientkaj metrostation, hvor du kan finde din indre yogi frem til den smukkeste havneudsigt efterfulgt af kaffe og croissanter. Der er bl.a. også tøjbyttemarked og en mild sommerintroduktion til vinterbadning. Der er også arrangeret forskellige byvandringer, blandt andet til det naturskønne område, Nordhavnstippen.

På Skudehavnstippen kan du deltage i minifestivalen ’På Spidsen’, som er arrangeret af Kulturhavn i samarbejde med Kulturdistriktet. Her kan du deltage i de nordhavnske smut-mesterskaber og få en svingom til aftenens DJ, mens du nyder smagsprøver på et lækkert udvalg af mad og drikkevarer. 

EAF_Dates_Logo_Black_RGB (NYT)

Enter Art Fair – Nordens store kunstmesse i Tunnelfabrikken

Igen i år præsenterer Enter Art Fair 60 internationale gallerier i de rå omgivelser i Tunnelfabrikken i Ydre Nordhavn. Gallerierne medbringer mere end 300 kunstnere, så der er rigtig meget at gå på opdagelse i. Og samtidig er den enorme Tunnelfabrikken, som snart skal ombygges til en smeltedigel af kunst, kultur, boliger og arbejdspladser, i sig selv et besøg værd. 

Enter Art fair finder sted fra den 26. – 29. august. 

Find mere information på hjemmesiden og køb indgangsbillet her. 

HarbourRun fra taget-1600px

PFA Harbour Run

Udover Kulturhavn sættes der også fart på Nordhavns gader, når Harbour Run søndag d. 29. august løber af stablen med 1.800 løbere, som sendes afsted fra Levantkaj ved Copenhagen International School på løberuten gennem Nordhavn. 

Der vil være løbere i både Indre og Ydre Nordhavn, og det kan derfor i tidsrummet kl. 9-14 være lidt vanskeligere at færdes i området end normalt. 

Læs mere på Harbour Runs hjemmeside