By & Havn har valgt entreprenører til første fase af Lynetteholm

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 17. december 2021.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

17. december 2021

By & Havn har valgt entreprenører til første fase af Lynetteholm

Det bliver de to entreprenører Munck Havne & Anlæg A/S og Per Aarsleff A/S, som skal stå for at etablere første fase af Lynetteholm. Arbejdet med at indrette arbejdspladsarealer og byggepladskontor på Kraftværksøen og Refshaleøen er netop igangsat, og det første arbejde med anlæg af Lynetteholms stendæmninger og stormflodssikring begynder i januar 2022.

Lynetteholm er Københavns nye halvø og stormflodssikring, der skal etableres ved at opfylde et areal ud for Trekroner i Københavns Havn. Det samlede anlægsprojekt har By & Havn opdelt i syv entrepriser, og med godkendelse fra By & Havns bestyrelse bliver det Munck Havne & Anlæg A/S og Per Aarsleff A/S, der skal udføre de to første entrepriseopgaver.

De to selskaber skal til sammen sikre de forberedende anlæg, der skal til, for at Lynetteholm kan begynde at modtage overskudsjord fra København og omegns byggepladser.

Munck Havne & Anlæg skal stå i spidsen for at etablere ny jordtransportvej via Prøvestenen, klapbro ved indsejlingen til Margretheholm Havn og jordmodtageanlæg på Refshaleøen (Entreprise E5).

Aarsleff skal etablere første del af Lynetteholms omkreds, det vil sige perimeter og stendæmninger til Lynetteholms Fase 1-område, uddybe sejlrender samt etablere en modtagekaj, hvor mellemlagret overskudsjord fra Nordhavn skal sejles til (Entreprise E1).

Et bredt flertal i Folketinget vedtog i juni 2021 anlæg af Lynetteholm, og kontraktindgåelsen med de to entreprenører er en stor milepæl i By & Havns arbejde med Lynetteholm. Det siger By & Havns adm. direktør Anne Skovbro:

Vi har set meget frem til at komme i gang med den spændende opgave, det er, at skulle anlægge fundamentet for Københavns stormflodsikring, og vi er utroligt glade for at have fået Munck og Aarsleff med ombord. Det er meget dygtige og kompetente selskaber, som sikrer, at vi kan fastholde tidsplanen for første fase af Lynetteholms anlægsarbejde.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Efter planen vil Fase 1-områdets stendæmninger stå færdig, så Lynetteholm kan begynde at modtage jord i første kvartal 2023. Det vil afhjælpe Københavns Kommunes stigende udfordringer med at finde plads til overskudsjord fra byens byggeprojekter, som lige nu mellemlagres i Nordhavn, indtil Lynetteholm åbner for jordmodtagelse.

Den nye adgangsvej skal igangsættes hurtigt for at aflaste Refshalevej ved Margretheholm. Munck Havne & Anlæg er erfarne entreprenører, som bedst levede op til kriterierne i udbuddet, og vil være klar til at gå i gang med arbejdet efter nytår.  

Aarsleff , der tildeles kontrakten på første fase af stormflodssikring og stendæmninger, er Danmarks største entreprenør indenfor denne type anlæg, og vil efter planen igangsætte etablering af Lynetteholms stendæmninger i januar 2022. 

Vi er glade for at være blevet udpeget til denne opgave og dermed udbygge vores mangeårige og gode samarbejde med By & Havn. Havneanlæg og udførelse af stenmoler hører til vores kernekompetencer, og alene de seneste seks år har vi udført fem store havne, så vi glæder os naturligvis til at begynde en ny stor vandbygningsopgave.

Jesper Kristian Jacobsen, administrerende direktør i Aarsleff.

Munck Havne & Anlæg ser også frem til at komme i gang med arbejdet:

Vi er glade for at være udvalgt til at anlægge vejen til den nye Lynetteholm. Det er et teknisk spændende projekt, hvor hav bliver til vej, og et projekt der indeholder de fleste fagdiscipliner indenfor anlægsarbejde. Hertil kommer en klapbro, som skal tilgodese den forsatte drift i Margretheholm Havn, og projektet skal udføres inden for en komprimeret tidsplan. Arbejdet vil starte allerede i januar, hvor vi ser frem til at forsætte vores samarbejde med By & Havn.

Administrerende direktør Benny Ebbe Jørgensen, Munck Havne & Anlæg.

Følg med i anlægsarbejdet
Inden jul vil By & Havn lancere en ny opdateret hjemmeside, hvor man kan følge arbejdet med at anlægge Lynetteholm. Allerede nu kan man tilmelde sig Lynetteholms nyhedsbrev og få seneste nyt om anlægsarbejdet, herunder tidsplaner m.v. Find tilmelding via dette link.

Siden 2019 har vi inviteret til følgegruppemøde om anlæg af Lynetteholm, og By & Havn forventer at kunne invitere til næste følgegruppemøde i januar 2022, samtidig med at vi løbende vil informere om anlægsarbejdet i samarbejde med de valgte entreprenører.

FAKTA: Forventet tidsplan for opstart af Lynetteholms anlægsarbejde

Entreprise E1: Fase 1-områdets stendæmninger (omkreds) og modtagekaj

  • December 2021 (nu)
    Etablering og indretning af byggepladsarealer ved Vindmøllevej på Kraftværksøen.
  • Januar 2022
    Påbegyndelse af Fase 1-områdets østlige stendæmning med opgravning af blød havbund.
  • 1. kvartal 2023
    Forventet færdiggørelse af entreprise E1. Herefter kan Lynetteholm begynde at modtage overskudsjord til Fase 1-området fra København og omegns byggeprojekter, herunder overskudsjord sejlet med pram fra mellemdeponi i Nordhavn.

Entreprise E5: Adgangsvej, jordmodtageanlæg og klapbro/dæmninger

  • Januar 2022
    Etablering og indretning af byggepladsarealer ved Vindmøllevej.
  • Januar 2022
    Opstart af anlægsarbejdet, der omfatter modtageanlæg, adgangsvej (inkl. dæmninger) og klapbro.
  • 1. kvartal 2023
    Forventet færdiggørelse af entreprise E5. Herefter kan jordtransporter til Lynetteholm benytte ny adgangsvej og jordmodtageanlæg begynde at modtage overskudsjord fra Københavns og omegns byggeprojekter, herunder overskudsjord sejlet med pram fra mellemdeponi i Nordhavn.

By & Havn vil primo januar udsende en opdateret tidsplan over anlægsarbejdet, hvor påvirkning af sejladsforhold i Københavns Havn, som følge af anlægsarbejdet, også vil fremgå.