Fra nedlagt skibsværft har Refshaleøen udviklet sig til et levende og unikt mødested for kultur, gastronomi og håndværk midt i Københavns Havn. Refshaleøens Ejendomsselskab og By & Havn er grundejere på øen og tager nu det næste skridt i videreudviklingen af øen til en ny levende bydel. Derfor inviterer grundejerne alle interesserede til at deltage i samtalen om, hvordan vi bedst udvikler Refshaleøen.
Vi har sammen med vores mange lejere gjort Refshaleøen til et fantastisk og meget særligt sted i København, som tusindvis af mennesker i dag bruger og holder af. Det er et sted, som fortjener, at der laves de bedst mulige planer for videreudviklingen af området, så vi på Refshaleøen faktisk lykkes med at lave den gode overgang fra midlertidige aktiviteter til blivende by i respekt for industrihistorien herude.
Adm direktør, Jes Transbøl, Refshaleøens Ejendomsselskab.
Det gør de to grundejere ved for det første at sikre en grundig samtale og forventningsafstemning med københavnerne og Københavns Rådhus. Og for det andet ved dernæst at samarbejde om en samlet helhedsplan, der tager højde for Refshaleøens nuværende kvaliteter. Processen for dialog og plankonkurrencer vil løbe over de næste to år.
Vi ved, at mange københavnere har et særligt forhold til Refshaleøen, dens historie og de mange aktiviteter. Det ser vi som en kæmpe styrke og en mulighed for at få gode ideer, forslag og input til, hvordan vi bedst videreudvikler området. Refshaleøens kreative liv og historie er og bliver centrale udgangspunkter for os som grundejere. Vi har været med til at skabe det Refshaleøen, folk kender i dag, og vi kerer os om områdets kvaliteter. Vi er derfor overbeviste om, at Refshaleøen i fremtiden kan blive et mindst lige så fantastisk sted som i dag.
Adm direktør, Jes Transbøl, Refshaleøens Ejendomsselskab.
Sammen har Refshaleøens Ejendomsselskab og By & Havn udarbejdet en foreløbig vision med 7 dogmer for byudviklingen, der bl.a. skal udfordres og kvalificeres af 14 fageksperter i en nedsat følgegruppe.
I januar 2023 begynder ”Indspark til Refshaleøen”, hvor alle interesserede indtil 31. marts kan komme med bemærkninger til den foreløbige vision og bidrage med ideer til videreudviklingen.
Der afholdes to store åbne værkstedsmøder på Refshaleøen den 4. februar og den 4. marts, som alle interesserede borgere kan tilmelde sig.
I efteråret 2023 igangsættes en åben idékonkurrence, hvor alle også kan deltage, men som i højere grad er målrettet folk med professionel erfaring i byudvikling. Herefter følger endnu en borgerdialog med henblik på opstart af en strukturplankonkurrence med prækvalifikation i 2024.
Med Refshaleøens Ejendomsselskab har vi en god partner, som allerede kender forholdene i området og har brugt mange år på at skabe gode rammer for iværksætteri og området generelt. Vi glæder os til i fællesskab at tage dialogen med københavnerne om den fremtidige byudvikling og har store forventninger til, at vi med den meget tidlige borgerinddragelse og samtale kan få københavnernes hjælp til at fastholde både identitet og kulturen i området, samtidig med at vi kan indpasse en fremtidig byudvikling.
Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.
Læs de 7 dogmer og bliv klogere på ideprocessen på: www.refshaleoen.dk
