Et hundrede nye fiskebørnehaver – eller biohuts, som de også kaldes, bliver i disse dage placeret lige under vandoverfladen i Københavns Havn. Her skal de være med til at skabe gode rammer for biodiversiteten og livet under vand. Og denne gang er det med Ingeniørforeningen, IDA og Mærsk som fødselshjælper.
Det er ikke mere end to år siden, at København indtog pladsen som den by i verden, der har installeret flest biohuts. 100 biohuts var på det tidspunkt nok til at tage verdensrekorden, men med de 100 nye biohuts, der installeres i denne uge, lægger København sig solidt på førstepladsen.
Denne gang er det blandt andet med hjælp fra Mærsk, IDA og arrangementet SailGP, som donerede 25 biohuts som tak for at de måtte bruge havnen til sejlads. Mærsk sætter 50 biohuts op ved Esplanaden og Ingeniørforeningen 25 ved Kalvebod Brygge.
Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, er glad for at organisationer og virksomheder er med til at sætte fokus på biodiversiteten i havnen:
Det er dejligt at se, at danske virksomheder og organisationer er med til at tage vare på vores allesammens havn. Fiskebørnehaverne skaber oaser af liv i havnen, som er med til at fremme et rigere og vildere liv under vandet. Siden vi satte de første op, har vi blandt andet observeret flere forskellige fiskearter som læbefisk, tangnål og sågar den kritisk truede europæiske ål.
Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.
Også hos WWF Verdensnaturfonden er der glæde over, at det oprindelige samarbejde med By & Havn nu får endnu flere med på idéen. Ajs Dam, Corporate Partnership Director, siger:
Det gør en kæmpe forskel, når virksomheder og andre aktører løfter i flok for at øge biodiversiteten og sikre en bedre artsrigdom under overfladen. Vi er stolte over, at det er lykkes at skabe en sådan bevægelse, der involverer flere og flere aktører. Det minder virksomheder, brugere af havnen og byens borgere om, at vi skal fortsætte kampen for en endnu bedre havn.
Ajs Dam, Corporate Partnership Director, WWF Verdensnaturfonden.
IDA sætter 25 biohuts op ved deres domicil på Kalvebod Brygge og kalder det naturligt, at en forening for blandt andre ingeniører hjælper til med at skabe liv i havnen med opfindsomme løsninger.
Når en forening for teknisk og naturvidenskabeligt uddannede har hjemme i Københavns Havn, er det kun naturligt, at vi bogstaveligt talt tilfører noget liv og bidrager til havnens miljø på en opfindsom måde. Siden vi som de første flyttede ind på den gamle kul-kaj over for Islands Brygge er havnen kun blevet mere blå, og den udvikling ser vi gerne fortsætter.
Aske Nydam Guldberg, fungerende formand i Ingeniørforeningen, IDA.
De 100 nye biohuts er netop nu ved at blive placeret i havnen.
VIDSTE DU, AT...?
Der i undersøgelser fra henholdsvis 2009 og 2015 blev der observeret i alt 34 fiskearter i Københavns Havn. Københavns Kommunes biologer estimerer dog, at det rigtige tal nærmere er 100, da den valgte metode ikke egnede sig til observation af samtlige arter.
Vegetationen i Københavns Havn består primært af ålegræs, havgræs, ledtang og blæretang, men der er også udbredte forekomster af de delikate lav klotang og tarmrørhinde.
Københavns Havn er hjemsted for en lang række smådyr som børsteorme, krebsdyr og muslinger. Der er særligt en meget stor forekomst af blåmuslinger, som er med til at rense vandet i havnen.
Kontakt:
By & Havn:
Kommunikationschef, Kristian Wederkinck Olesen, 3053 5004
WWF Verdensnaturfonden:
Seniorpresserådgiver, Christian Skov Hansen, 2171 9586
Ingeniørforeningen, IDA:
Pressechef, Mads Fisker, 3024 0334
