Vandkvaliteten i Øresund bliver ikke forringet af Lynetteholms gravearbejde 

I denne tid kan man opleve store gravemaskiner på arbejdspramme nær Lynetteholm, der graver blød havbund væk. Vandprøver fra de seneste to gravesæsoner viser, at arbejdet ikke forringer vandkvaliteten.

Forud for opbygningen af Lynetteholms stendæmninger skal der graves en betydelig mængde blødt havbund væk, så stendæmningerne får et stabilt underlag at stå på, og kan modstå fremtidens stormfloder og havvandsstigninger.

Når afgravningen finder sted, kan det ikke undgås, at såkaldt sediment fra havbunden blandes op i vandsøjlen. Derfor stilles der fra myndighedernes side en række krav til, hvordan gravearbejdet skal udføres, så spildet fra gravemaskinernes skovle holdes nede.

Samtidig bliver vandkvaliteten løbende målt. Både mens gravearbejdet foregår, men også efter gravesæsonen er afsluttet. Det sker gennem et omfattende miljøovervåningsprogram, som rådgivningsvirksomheden DHI varetager for By & Havn.

I løbet af en gravesæson, der strækker sig fra 1. oktober til 31. marts, tages der løbende vandprøver fra ni i forvejen fastlagte positioner og i selve gravefanen, som er en blanding af vand og sediment, som strømmen fører med sig under gravearbejderne.

Resultaterne fra disse prøver sammenlignes med prøver, der er taget langt væk fra gravearbejdet, så man kan vurdere, om koncentrationen af miljøfremmede stoffer er forskellig. Ud fra den metode kan det konstateres, at gravearbejdet ikke har påvirket vandkvaliteten i området. Det fremgår af DHI’s rapporter fra de to seneste gravesæsoner (2022/2023 og 2023/2024)

Lynetteholm_Dronedokumentation_November 2024-31-1200px (1)

Påvirkning er mindre end forventet

I miljøkonsekvensrapporten for Lynetteholm blev det vurderet, at Lynetteholm ikke ville forringe havmiljøet, og overvågningsresultaterne fra de første gravesæsoner viser, at den vurdering holder stik.

Ud fra overvågningen kan vi se, at vandkvaliteten i Øresund generelt er påvirket af spildevands- og regnvejrsbetingede udledninger, men ifølge DHI´s prøver har Lynetteholm ikke en negativ effekt på vandkvaliteten i Øresund. Ser vi udelukkende på de prøver, der er taget i gravefanerne, ser det faktisk ud til, at påvirkningen er mindre, end man havde vurderet i miljøkonsekvensrapporten.

Teamleder for Miljø og Myndighed, Noelle Kehli, By & Havn.

Vandkvaliteten er presset fra flere sider

Selvom gravearbejdet ikke påvirker vandkvaliteten, betyder det ikke, at vandkvaliteten i området generelt er i top. Det skyldes, at vandområdet er påvirket af spildevands- og regnvejrsbetingede udledninger.

Overvågningsprogrammet har ved flere lejligheder vist forhøjede koncentrationer af tungmetaller, men resultaterne har været de samme både tæt på Lynetteholms arbejdsområde og på de såkaldte referencestationer, der er placeret langt fra arbejdsområdet.

Det forklarer biolog Jesper Dannisøe fra DHI:

Når man undersøger vandkvaliteten i havet ved Lynetteholm og Københavns Havn, så er der en række faktorer, der spiller ind på vandkvaliteten, herunder permanente og temporære udledninger fra renseanlæg. Derfor sammenholder vi altid resultater fra prøvestationer nær Lynetteholm med resultater fra en referencestation, der er placeret så langt fra Lynetteholm, at den ikke umiddelbart er påvirket af arbejdet, men kun af de generelle påvirkninger i Øresund. Og når vi sammenholder vandprøverne fra de forskellige stationer, kan vi ikke se nogen forskel i de målte værdier af tungmetaller og andre miljøfremmede stoffer, da der både forekommer lave og let forhøjede koncentrationer på alle stationer over en prøvetagningssæson, samt uden for gravesæsonen.

Biolog, Jesper Dannisøe, DHI

Alle vandprøver fra DHI indsendes til godkendelse hos Trafikstyrelsen, der er tilsynsmyndighed på Lynetteholms gravearbejde. Når gravesæsonen er afsluttet, bliver resultaterne samlet i en rapport.

Da Københavns Havn er en gammel industrihavn, er en mindre del af sedimentet, der graves op fra havbunden, forurenet. Den del bliver lagt ind i et depot, som er bygget til at håndtere forurenet materiale. Den øvrige mængde opgravet havbund fyldes ind i Lynetteholms fase 1 og fungerer som en del af Lynetteholms opfyld.

Find rapporter

Alle DHI’s rapporter kan findes i Lynetteholms mediebibliotek, hvor de offentliggøres, efter de er godkendt af myndighederne.

Du finder den seneste rapport fra gravesæsonen 2022-2023 her: https://byoghavn.dk/mediebibliotek/13222/

Du kan læse mere om Lynetteholms miljøovervågningsprogram her:

https://byoghavn.dk/lynetteholm/miljoeovervaagning/

Nyt udsigtstårn på kanten af Ørestad giver københavnerne lettere adgang til Naturpark Amager

Tirsdag aften blev Naturpark Amagers udsigtstårn ved Asger Jorns Allé i Ørestad Syd indviet med taler, lys i mørket, fællessang, varm gløgg og æbleskiver. Københavnerne og beboerne i Ørestad har fået endnu en god grund til at tage ud i naturen.

Fra tårnets øverste etage er der udsigt over Kalvebod Fælleds store vidder til Pinseskoven i syd og Fasanskoven mod vest. Fra den mellemste etage, er der udsigt ind over Ørestads skyline.

Udsigtstårnet fungerer som en tydelig port til det storslåede naturområde lige på kanten af Ørestad og København og er støtte af Nordea-fonden, Friluftsrådet og By & Havn som en central del af et stort udviklingsprogram for Naturpark Amager. Miljøminister Magnus Heunicke indledte aftenens talerrække efterfulgt af uddelingschef Christine Paludan-Müller fra Nordea-Fonden, forperson Annesofie Bjerre fra Friluftsrådet samt adm. direktør Anne Skovbro fra By & Havn.

Miljøminister Magnus Heunicke er begejstret for, at den bynære natur er blevet endnu mere tilgængelig for københavnerne, og indledte sin tale med at gøre opmærksom på, hvor kort afstand der er fra Københavns Rådhusplads til det nye udsigtstårn.

 

Et fokuspunkt for alle fire talere var københavnernes muligheder for at komme ud i naturen i Naturpark Amager. Her er det nye udsigtstårn, som ligger i umiddelbar forlængelse af Asger Jorns Allé og Vestamager Metrostation, med til at gøre naturen tilgængelig. Her kan man mødes og opleve fælleden fra oven, nyde den spektakulære udsigt og blive klogere på områdets natur, dyr og historie via formidling i lyd, tekster og billeder i tårnet.

Udsigtstårnet for enden af Asger Jorns Allé er en af tre nye hovedindgange i hel­hedsgrebet for Naturpark Amager. Herudover er der også etableret bade- og sejladsfaciliteter ved vandet, som Naturpark Amager også ligger opad. Til sammen skal faciliteterne understøtte københavnernes brug af det 3.500 hektar store varierede naturområde tæt på Københavns centrum.

Det er visionen, at Naturpark Amager skal opleves som ét sammenhængende område med vild natur, der forbinder den tætte by med naturens åbne vidder, skove og kystlandskaber. Partnerskabet bag Naturpark Amager består af Naturstyrelsen, By & Havn, Københavns Kommune, Tårnby Kommune og Dragør Kommune, som arbejder sammen om den videre udvikling af det store grønne område midt i hovedstadsområdet.

IMG_3782_1920x1080

Det var en smuk aften i Naturpark Amager, hvor omring 200 mennesker trodsede kulden for at fejre det nye udsigtstårn. Efter de fire taler sang Ørestad Kor et par sange om fugle, som kan opleves i naturparken - hvorefter alle fremmødte stemmede i til en fællessang.

Tre visionære teams går videre i stor kunst- og arkitekturkonkurrence i Ørestad

Siden september har fem højkompetente, danske og internationale teams bestående af kunstnere og arkitekter arbejdet på højtryk for at udvikle hver deres bud til konkurrencen Byens Scene. Nu er der udvalgt tre teams, der skal gå videre til den endelige fase i konkurrencen. Forslagene The Impact, Bellscape og Byens Scener - Alice in Ørestad, skal nu udvikles over de kommende måneder, så en endelig vinder kåres inden sommeren 2025.

Dommerkomiteen har ønsket at forslagene skal tænke ud over traditionelle greb og skabe løsninger, der er samlingspunkt for både hverdagsliv, overraskelse, fordybelse og dialog. Det synes jeg, vi har fået nogle rigtige gode bud på i de tre forslag, der nu går videre til næste fase.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn. Forperson for dommerkomitéen.

De tre teams, der er blevet udpeget til at gå videre til konkurrencens fase to er:

Team BIG med den amerikanske kunstner Doug Aitken, NIRAS og Volcano. De kommer til konkurrencen med forslaget The Impact. Her brydes byrummenes belægninger op, så naturen kan genindtage byen. Meteornedslag, vilde haver og guldrush skaber sprækker, hvor vand, vegetation og lys, bryder frem og forbinder de tre centrale byrum med metrostationerne. The Impact er et helhedsgreb, der “disrupts the ordinary and unveils the extraordinary”, som teamet selv beskriver det.

Team Schul Landskab med Judith Hopf, Henrik Plenge Jakobsen og Esben Weile Kjær står for forslaget Byens Scener – Alice in Ørestad. Teamet beskriver forslaget som en ’lang fantasi-fortælling om at fortabe sig, finde vej, om skalaspring og måske også om at blive voksen – ligesom Ørestad er ved at blive det. Projektet vil skabe identitet og sammenhæng i og mellem de tre projektområder ved at arbejde med belægningen, beplantning og lys som gennemgående greb.

Team Snøhetta i samarbejde med Camille Norment Studio og WSP Danmark A/S lægger øre til Ørestad med forslaget Bellscape. Her er den samlende idé en myriade af klokker, både som lydbillede i byrummene og fysiske klokker i forskellige udformninger. Klokken indgår som et nyt urbant instrument, hvor struktur, vind og akustik bidrager sanseligt til byrummets udtryk. Projektet har fokus på Ørestads miljø og lyde – og hvordan forskellige brugere - både lokale og besøgende - interagerer med dette.

Konkurrencens fagdommer for kunst Ulrikke Neergaard, direktør for KØS, Museum for kunst i det offentlige rum, er begejstret for diversiteten i de tre teams, der går videre.

Der er tale om tre højt kvalificerede teams, der har valgt at spille ind med kunstneriske og arkitektoniske greb af meget forskellig karakter. Det betyder, at vi forhåbentlig kan ende med tre meget distinkte greb, der på hver deres måde, vil kunne leve op til de ønsker, som er udtrykt i konkurrenceprogrammet for Byens Scene. Jeg glæder mig til at se, hvad de kan fremtrylle til fase to, hvor det hele nu skal videreudvikles og konkretiseres.

Konkurrencens fagdommer for kunst Ulrikke Neergaard, direktør for KØS, Museum for kunst i det offentlige rum.

Formålet med konkurrencen om Byens Scene er at komme med forslag til udformning af tre ekstraordinære byrumsoplevelser med en stærk og særegen kunstnerisk og arkitektonisk nerve. Forslagene har derfor skulle tydeliggøre et fælles narrativ mellem stederne, samt det stedspecifikke i hver af de tre projektområder.

Samspillet og integrationen mellem arkitektur og kunst har haft en særlig rolle i konkurrenceopdraget og væsentligt, at de begge bidrager ligeligt til de æstetiske såvel som de sociale og hverdagsprægede aspekter i byrummene.

Vi i dommerkomiteen har været på en interessant og overraskende rejse, hvor både mine egne, men også andres fagligheder er blevet pirret og udfordret undervejs. Det er jo netop det, der er styrken i at kombinere forskellige discipliner, og det, der gør, at resultatet er født med en ekstra dimension helt fra begyndelsen.

Søren Leth, CCO & partner i SLETH, der er konkurrencens fagdommer for arkitektur.

Partnerskabet bag ”Byens Scene” består af Danmarks Radio, Bellagroup, Bellakvarter, Live Nation, By & Havn, Metroselskabet og Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC). Konkurrencen finansieres af By & Havn, Københavns Kommune og DR. Den filantropiske forening Realdania støtter konkurrencen. Creator Projects er kunstneriske rådgivere for partnerskabet.

 

For nærmere information om ”Byens Scene” kontakt Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC) på mail: info@oicc.dk eller tlf. 3149 6634.

For pressehenvendelser – kontakt: Kommunikationschef, By & Havn, Kristian Wederkinck Olesen, Tlf.: 3053 5004

Overvågning af kvælstof fra Lynetteholm viser gode resultater

Lynetteholms jordopfyld udleder færre næringsstoffer til havet end forventet, og udledningen kompenseres som planlagt, så vandkvaliteten ikke forringes. Det viser seneste overvågning af havmiljøet omkring Lynetteholm.

Den sydligste del af Lynetteholm er godt i gang med at blive fyldt op med overskudsjord, og samtidig med at jordbunkerne vokser, arbejdes der på at færdiggøre stendæmningerne hele vejen rundt om halvøen.

Det kan ikke undgås, at anlægsaktiviteterne udleder en vis mængde kvælstof og fosfor til det omkringliggende havmiljø, og derfor overvåges udledningen løbende gennem et omfattende miljøovervågningsprogram for Lynetteholm.

Overvågningen er central, fordi det skal sikres, at næringsstofudledningen fra Lynetteholm kompenseres, og dermed ikke bidrager til at forringe havmiljøet omkring Lynetteholm.

Mindre udledning end forventet

Kvælstof og fosfor har generelt en stor bevågenhed i forhold til vandmiljøet, da store udledninger kan føre til iltsvind og dårlige leveforhold for havets dyr og planter. Seneste målinger viser, at Lynetteholm udleder væsentligt mindre kvælstof og forfor, end forudsat i Lynetteholms miljøvurderinger. Det forklarer teamleder for Miljø og Myndighed i By & Havn, Noelle Kehli:

I Lynetteholms miljøvurderinger blev det beregnet, hvor store mængder næringsstoffer Lynetteholm samlet set kunne forventes at udlede – en slags ’worst case scenarie’. Vores efterfølgende miljøovervågning har bl.a. til opgave at efterprøve, om de udledninger, der så kommer fra det faktiske anlægsarbejde, holder sig indenfor det, der er blevet vurderet, og det gør de, og faktisk mere til.

Teamleder for Miljø og Myndighed, Noelle Kehli, By & Havn.

Målestationer måler udledning

Den største udledning af næringsstoffer kommer fra Lynetteholms opfyldsområde. Her fyldes både op med overskudsjord og opgravet havbund, og overvågningen af opfyldet har været i gang siden sommeren 2023, hvor den første jord blev kørt til området.

For at kunne følge den faktiske udledning er der etableret målestationer indenfor Lynetteholms stendæmning, det vil sige i de bassiner, der er ved at blive fyldt op, og i havet udenfor bassinerne. Stationerne måler forskellige parametre som vandstand, salt, temperatur og nitrat. Derudover bliver der hver måned taget vandprøver. Prøverne tages af vandmiljørådgivningsvirksomheden, DHI, som er rådgiver på Lynetteholms samlede miljøovervågningsprogram.

Lynetteholm_Dronedokumentation_Oktober 2024-21-1600px

Lynetteholm kompenserer for mere end udledt

I miljøvurderingerne af anlæg af Lynetteholm blev det beregnet, at Lynetteholm årligt ville kunne udlede op til 10 ton kvælstof og 2 ton fosfor. De nyeste målinger viser, at Lynetteholm fra juli 2023 til juli 2024 udledte langt mindre nemlig ca. 0,5 ton kvælstof og ca. 0,1 ton fosfor.

Det er meget positivt, at vi har udledt mindre end forventet, og de færre mængder betyder, at vi i 2023 har kompenseret for langt mere kvælstof og fosfor, end vi har udledt, fordi kompensationen er fastsat på baggrund af worst case- beregningerne i miljøvurderingerne.

Teamleder for Miljø og Myndighed, Noelle Kehli, By & Havn.

Lynetteholm kompenserer sine udledninger gennem et samarbejde med forsynings- og spildevandsvirksomhederne BIOFOS og HOFOR. Begge selskaber har efter aftale med myndighederne indgået en bindende plan med By & Havn om at reducere deres udledning af kvælstof og fosfor, som kan opveje Lynetteholms udledninger.

BIOFOS’ kompensation sker blandt andet ved hjælp af en mere intens rensning af spildevandet fra renseanlægget Lynetten på Refshaleøen, og Lynetteholm finansierer de ekstraomkostninger, der er forbundet med kompensationen. BIOFOS har indtil nu kompenseret for 25 ton kvælstof og 4,8 ton fosfor. Det skal sammenholdes med, at Lynetteholm i samme periode kun har udledt ca. 0,5 ton kvælstof og ca. 0,1 kg fosfor, og derfor ligger kompensationen væsentligt over det udledte. 

Kompensationen i samarbejde med HOFOR sættes efter planen i værk her i 2. halvår af 2024.

Fuld fart på jordopfyldet

Videoen viser, hvor hurtigt den sydligste del af Lynetteholm er blevet fyldt op med overskudsjord fra november 2023 til oktober 2024.

Rapporter over kvælstof- og fosforudledning
By & Havn skal hvert halve år afrapportere Lynetteholms kvælstof- og fosfor-udledning til Københavns Kommune. De første to rapporter kan findes på Lynetteholms hjemmeside:

Næringssaltudledning fra Lynetteholm, Fase 1, status januar 2024: https://byoghavn.dk/mediebibliotek/naeringssaltudledning-fra-lynetteholm-fase-1-2/

Næringssaltudledning fra Lynetteholm, Fase 1, status juni 2024: https://byoghavn.dk/mediebibliotek/naeringssaltudledning-fra-lynetteholm-fase-1/

FAKTA: Overvågning og kompensation for kvælstof og fosfor

  • By & Havn skal sikre, at der som minimum foretages 1:1 kompensation af kvælstof- og fosforudledning fra Lynetteholm i perioden 2023 og frem til ca. 2054, hvor Lynetteholm ventes helt opfyldt.
  • Kompensationen skal som minimum svare til de faktiske mængder af udledt kvælstof og fosfor til Øresund i forbindelse med anlæg og drift af Lynetteholm.
  • By & Havn har udarbejdet en bindende plan, der indeholder seks forudsætninger for at dokumentere nødvendige tiltag for reduktioner af kvælstof og fosfor.
  • Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har som tilsynsmyndighed godkendt den bindende plan.
  • Det fremgår af den bindende plan, at By & Havn halvårligt skal afrapportere resultater fra overvågningsprogrammet til kommunen. Resultaterne er grundlag for minimumsmængden af de 1:1 kompensationer af kvælstof og fosfor, som By & Havn skal foretage.

Så hurtigt går det: Se Lynetteholm blive til Københavns nye stormflodssikring

By & Havn har netop modtaget den første time-lapse film fra Lynetteholm og kan nu vise, hvor meget jord der leveres til Lynetteholm i løbet af et år. Videoen viser hvordan Lynetteholm bliver bygget i perioden november 2023 til oktober 2024, og her kan man se, hvordan den første fase af Lynetteholm bliver fyldt op med overskudsjord fra københavnske byggepladser og udvikler sig til Københavns fremtidige stormflodssikring.

Arbejdet med at færdiggøre hele Lynetteholms omkreds (fase to) er godt i gang, og i løbet af 2026, forventes det, at denne del af Lynetteholm også kan være klar til at modtage jord.

Du kan læse mere om arbejdet med at anlægge Lynetteholm her: https://byoghavn.dk/lynetteholm/ og hvis du gerne vil få seneste ny direkte i din indbakke, så kan du skrive dig op til Lynetteholms nyhedsbrev her.

Fem teams er prækvalificeret til arkitektkonkurrencen om ny naturpark i Nordhavn

De fem teams, der skal deltage i den arkitektkonkurrence, der skal udgøre grundlaget for den kommende park i Nordhavn, er nu udvalgt. Og det bliver fem stærke hold fra BIG, BOGL, Henning Larsen, LYTT og SLA, der kommer til at give hvert deres bud på, hvordan det 30 hektar store område, der i dag huser mellemoplagret jord fra byggeprojekter i og omkring København, skal omdannes til en ny park med plads til både grønbrogede tudser, fodboldbaner og meget mere.

I dag fik arkitektfirmaerne BIG, BOGL, Henning Larsen, LYTT og SLA besked om, at de er prækvalificeret til at deltage i arkitektkonkurrencen om den kommende park i Nordhavn. De fem hold får dermed mulighed for at komme med deres bud på, hvordan den kommende park skal udformes, så den på en gang giver plads til leg, aktiviteter, fodbold og fordybelse i naturen, ligesom der skal gøres plads til den grønbrogede tudse og andre dyr. Konkurrencen forventes afsluttet i februar 2025, og vinderen kåres senere på året.

Jeg glæder mig utrolig meget til, at vi får en stor, rekreativ, grøn park i Nordhavn. Vi har haft en omfattende borgerdialog, som har ført til masser af gode input fra københavnerne til, hvordan parken skal indrettes. Derfor vægter vi biodiversitet, plads til sport, vild natur og børnesikker badning højt i arkitektkonkurrencen. Det bliver spændende at se arkitekternes bud på, hvordan vi kan skabe et helt nyt fristed for københavnerne.

Overborgmester i København, Lars Weiss (S).

Formet efter københavnernes ønske

Det er i høj grad københavnernes egne ønsker og forslag til en ny park, der udgør grundlaget til det konkurrenceprogram, de fem prækvalificerede arkitektfirmaer skal lave deres forslag ud fra. I 2021 gennemførte Københavns Kommune og By & Havn en omfattende dialog med københavnerne, interesseorganisationer, foreningslivet og mange flere, og det resulterede i mere end 6.600 input.

Det skal være en park, som skal kunne bruges både af de nuværende og kommende lokale beboere i Nordhavn – og af alle københavnere. Derfor er jeg også rigtig glad for den omfattende borgerinddragelse, der er gået forud for arkitektkonkurrencen, for det betyder, at vi får en park, der afspejler københavnernes ønsker, og at det bliver et sted, der har den rigtig balance mellem ro og grønt og muligheden for at være aktiv.

Teknik- og miljøborgmester i København, Line Barfod (EL).

Blandt københavnernes ønsker til den nye park var blandt andet fodboldbaner og faciliteter til områdets foreningsliv. Nordhavn udbygges i disse år, og når bydelen er fuldt udbygget i 2060, forventes der at være ca. 40.000 beboere og et tilsvarende antal arbejdspladser i bydelen.

”Planlægningen af parken i Nordhavn er en helt unik mulighed for at få flere kvadratmeter til både bevægelse, idræt og natur. Det er sjældent, at man får nye grønne områder i den skala, så det er vigtigt, at parken både kommer til at rumme aktivitet, bevægelse og idræt, så det bliver en attraktiv park for københavnerne.

Kultur- og fritidsborgmester i København, Mia Nyegaard (R).

Samtidig skal parken også rumme regulær natur til gavn for såvel den grønbrogede tudse som andre dyrearter.

Et ambitiøst projekt

De fem arkitektfirmaer har nu frem til den 17. februar 2025 til at udarbejde deres bud på, hvordan den kommende park skal se ud, og derefter går arbejdet med at finde vinderen i gang.

”I dag er der taget endnu et stort skridt mod at gøre visionen om en ny park i Nordhavn til virkelighed. Vi har valgt fem teams, som vi er sikre på, kan byde stærkt ind på opgaven, og nu glæder vi os til at se deres forslag til, hvordan parken kan tænkes sammen med både Nordhavnstippen og vandet, så parken kan blive et aktiv for foreningslivet i Nordhavn samtidig med, at området også fremover skal være hjemsted for den grønbrogede tudse, som er en beskyttet art.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

Det er Københavns Kommune, der sammen med By & Havn har udarbejdet programmet for arkitektkonkurrencen, ligesom de begge er repræsenteret i dommerkomitéen. Grandville har været rådgiver gennem hele processen og understøtter også fremadrettet indtil en vinder er fundet.

By & Havn bidrager med 95 mio. kr. til anlæggelse af parken. Øvrige udgifter til anlæg forventes at blive afholdt af kommunen eventuelt med bidrag fra fonde, og efter overtagelsen står kommunen selv for driften af parken.

Programmet for arkitektkonkurrencen kan ses her.

Når dommerpanelet har udpeget en vinder, skal Borgerrepræsentationen godkende vinderforslaget som grundlag for den videre projektering og kommende budgetforhandlinger. Anlægget af parken forventes påbegyndt i 2028.

Se mere om den kommende park på spidsen af Nordhavn på Københavns Kommunes hjemmeside.

 

 

Pressekontakt

Kommunikations- og pressechef, By & Havn, Kristian Wederkinck på tlf. 3053 5004 eller mail: kwo@byoghavn.dk

Københavns største stenrev hjælper havnens biodiversitet

Biodiversiteten i Københavns Havn får endnu et løft af WWF Verdensnaturfonden og By & Havn, der sammen har etableret det største stenrev i havnen. Overborgmester Lars Weiss (S) lagde den sidste sten på revet tirsdag den 26. november.

2000 kubikmeter sten i Nordhavn Bassin udgør nu Københavns største stenrev. Det 50 meter lange, 30 meter brede og op til 7 meter høje stenrev er et økosystem med stor værdi for biodiversiteten. Revet skaber levesteder og fødegrundlag for truede arter som torsk samt fastsiddende arter som muslinger og søanemoner.

IMG_9519

WWF Verdensnaturfonden står sammen med By & Havn bag etableringen af stenrevet, der blev endeligt indviet tirsdag den 26. november. Her lagde Københavns overborgmester Lars Weiss (S) den sidste sten på revet, der også kan ses fra land. 

Transformationen af Københavns Havn fra industrihavn til rekreativ havn er en succesfortælling, som skaber misundelse ikke kun i Danmark, men i hele verden. For ikke særligt mange år siden blev badning i havnen frarådet, men i dag er det en stor blå oase, der tiltrækker badende gæster både sommer og vinter. Og det er ikke kun over vandet, havnen er populær. På havnens og naturens vegne er jeg enormt glad for, at vi nu har fået et kæmpestort nyt stenrev, der kan blive levested for planter og dyr.

Overborgmester Lars Weiss (S), Københavns Kommune.

Også i WWF var der stor glæde over færdiggørelsen af det nye stenrev. 

Stenrev er én af de naturtyper i havet, som vi aktivt skal genoprette. De er vigtige levesteder for en række arter, men over de seneste hundrede år har vi fjernet enorme mængder sten fra de danske farvande. Derfor er vi enormt stolte af, at vi med stenrevet er med til at forbedre vilkårene for en lang række arter i Københavns Havn.

Henrike Semmler Le, marinbiolog i WWF Verdensnaturfonden.

Over de seneste 100 år er der fjernet omtrent 55 kvadratkilometer stenrev fra Danmarks hav, som er blevet brugt til blandt andet moler og byggeri.

Se kort video af den sidste sten:

Bedre betingelser for biodiversiteten

Etableringen af stenrevet er en del af partnerskabet mellem WWF Verdensnaturfonden og By & Havn, der arbejder for at forbedre levestederne for fisk og øge biodiversiteten i Københavns Havn. Hele 200 fiskebørnehaver befinder sig nu under Københavns havoverflade, verdens første ålerefugium og en flydende have har allerede gjort en forskel for livet under vand.  

Københavns Havn er et laboratorium for naturforbedrende løsninger. Ved at teste og implementere innovative løsninger giver vi biodiversiteten en håndsrækning og er med til at skabe en mere bæredygtig fremtid for havmiljøet i vores fælles havn. Og vi kan se, at vores samarbejde med WWF virker og skaber endnu bedre forhold for at livet kan trives under vandet.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Foruden overborgmesteren, By & Havn og WWF Verdensnaturfonden deltog også en række lokale og interesserede borgere i indvielsen af stenrevet.

Pressekontakt:

Kiki Lynggaard

Presserådgiver, WWF Verdensnaturfonden

T: 4111 8996

kiki.lynggaard@wwf.dk

 

Kristian Wederkinck Olesen

Kommunikationschef, By & Havn

T: 3053 5004

Lynetteholm holder øje med havets planter og dyr de næste 30 år

Lynetteholm er en vigtig brik i den kommende stormflodssikring af København, og for at sikre havmiljøet under anlægsarbejdet overvåger By & Havn vandkvalitet, dyr og planter, frem til stormflodssikringen er helt fyldt op om cirka 30 år.

Som bygherre på Københavns fremtidige halvø og stormflodssikring skal By & Havn ikke kun sikre fremdrift i det igangværende anlægsarbejde, der ligger også en vigtig og omfattende opgave i at tage hensyn til havet omkring projektet.

Til det formål arbejder By & Havn efter et 30-årigt miljøovervågningsprogram, som er fastsat og godkendt af myndighederne. Programmet skal sikre, at Lynetteholm holder sig inden for projektets miljøvurderinger, og ikke medfører væsentlige påvirkninger på havmiljøet. Samtidig bidrager programmet med helt ny viden om havet omkring København, som der kan gøres gavn af i fremtidige anlægsprojekter.

Overvågningsprogrammet strækker sig over godt 30 år. Det er ganske særligt og bunder i, at Lynetteholm skal opfyldes over en lang årrække. Andre større anlægsprojekter vil typisk have en kortere overvågningsperiode, men på Lynetteholm-projektet får man altså mulighed for at se, hvordan vandkvaliteten i området omkring Lynetteholm udvikler sig gennem flere årtier.

Det er interessant af flere årsager, fortæller Noelle Kehli, der er teamleder for Miljø og Myndighed i By & Havn.

Det unikke ved Lynetteholms miljøovervågningsprogram er, at vi får så langstrakt og så fyldestgørende et datasæt. Vi har et ret bredt overvågningsprogram, hvor vi måler på rigtig mange forskellige parametre. Målingerne finder sted over en lang periode, og vi vil begynde at få en bedre forståelse af dynamikkerne i Øresund og omkring havnen. På den måde får vi en helt ny viden om havmiljøet i området, som mange andre også kan drage nytte af.

Teamleder for Miljø og Myndighed, Noelle Kehli, By & Havn.

By & Havns mest omfattende miljøovervågningsprogram

Lynetteholms miljøovervågningsprogram er det mest omfattende, By & Havn nogensinde har arbejdet efter. Både fordi det strækker sig over tre årtier, men også fordi overvågningsprogrammet er så vidtrækkende og detaljeret. Den miljøkonsekvensrapport, der blev udarbejdet før anlæg af Lynetteholm blev sat i gang, viste, at Lynetteholm ikke vil forringe vandkvaliteten i området. Men for at sikre, at miljøvurderingerne holder stik, blev det ved lov i 2021 fastsat, at miljøet skulle overvåges nøje, lige fra de første afgravninger af blødt havbundsmateriale fandt sted i januar 2022, til halvøen er færdigopfyldt med overskudsjord om godt 30 år.

I overvågningsprogrammet måles der blandt andet på tungmetaller fra gravearbejdet i havbunden, kvælstof- og fosforudledninger fra jordopfyldet, ligesom man undersøger muslinger, ålegræs, makroalger m.v. på havbunden. Vandprøver tages efter et nøje tilrettelagt program, og de indhentes fra 27 på forhånd fastlagte målestationer i vandet omkring Lynetteholm.

Målestationer

Målestationerne placeret i havet omkring Lynetteholm. Rådgivningsfirmaet DHI, der er specialister i vandmiljø, gennemfører miljøovervågningen for By & Havn.

Overvågningen af vandkvaliteten er ekstra intens i perioder, hvor der graves i havbunden, og anlægges stendæmninger, fordi det er vigtigt at monitorere, hvorvidt afgravningerne af havbunden påvirker vandkvaliteten. Prøver fra de to første gravesæsoner har vist, at anlægget af Lynetteholm ikke har forringet vandkvaliteten i området, og det samme gør sig gældende i forhold til kvælstof og fosfor.

Når anlæg af stendæmninger, halvøens omkreds, er afsluttet forventeligt i 2026, vil der fortsat blive taget vandprøver fra området, og resultaterne vil løbende blive rapporteret til myndighederne.

IMG_1787

Hvert år, indtil Lynetteholm står færdigopfyldt, vil eksperter i naturovervågning og marine forhold udarbejde en rapport på baggrund af de resultater, vi får fra overvågningsprogrammet. Vores data godkendes af myndighederne, og vi deler naturligvis også med offentligheden, så alle kan se, hvordan havets natur omkring Lynetteholm udvikler sig over de næste mange år.

Temaleder for Miljø og Myndighed, Noelle Kehli, By & Havn.

Prøver og målinger hver måned

I årshjulet nedenfor kan man se, at der holdes øje med havmiljøet alle årets måneder.

Årshjul

Så hurtigt går det

Lynetteholm bliver fyldt op med overskudsjord fra København og omegns bygge- og anlægsprojekter. I videoen vises, hvor hurtigt det er gået med opfyldet det seneste år:

Se mere på Lynetteholms hjemmeside
Du kan læse mere om anlæg af Lynetteholm og miljøovervågning på projektets hjemmeside. På siden finder du også alle miljøovervågningsrapporter, der indtil nu er udgivet:

https://byoghavn.dk/lynetteholm/miljoeovervaagning/

Forestil dig en havn, hvor store skibe sejler gennem havneløbet i fjerde sals højde, biler forsvinder ned under Børsen, for så at dukke op igen på Christianshavn og et kraftvarmeværk har erstattet Trekroner. Lyder det som Københavns Havn?

Det kunne det meget vel have været! For By & Havns arkiv er fyldt med gamle havneprojekter, der aldrig blev til noget.

Læs mere her

Podcastserien, som særudstillingen bygger over, er produceret af Kongerækken i partnerskab med By & Havn. Som samarbejdspartner har Københavns Museum bidraget med udlån af genstande.

Åbningstider:
Alle hverdage kl. 09-15, dog torsdage kl. 09-19
Gratis entré

Adresse:
Nordre Toldbod 3
1257 København K
T: 3376 9800
E: info@byoghavn.dk

 

Skru tiden tilbage til en havn hvor Gammel Strand er en strandbred, Christianshavn er et vadested og Holmen er en sandbanke, der kommer og går med tidevandet. Og Nordhavn og Sydhavnen? De er ikke andet end hav!

Hver eneste centimeter i Københavns Havn er nemlig menneskeskabt gennem landvindinger.

Podcastserien, som særudstillingen bygger over, er produceret af Kongerækken i partnerskab med By & Havn. Som samarbejdspartner har Københavns Museum bidraget med udlån af genstande.

Åbningstider:
Alle hverdage kl. 09-15, dog torsdage kl. 09-19
Gratis entré

Adresse:
Nordre Toldbod 3
1257 København K
T: 3376 9800
E: info@byoghavn.dk