Så starter sejlsæsonen i havnen

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 04. april 2025.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

4. april 2025

Så starter sejlsæsonen i havnen

April indvarsler, at nu begynder sejlsæsonen. Der er fuld gang i forberedelserne i sejlklubberne og langs bådebroerne, og i de kommende helligdage er der mange, som benytter lejligheden til at komme på årets første sejltur.

Også i Københavns Havn stiger trafikken af kajakker, SUP’s, udlejningsbåde og private motorbåde, og derfor er det vigtigt, at man sætter sig ind i forholdene og reglerne for sejlads i havnen, da de kan være forskellige fra de sædvanlige sejladsregler i åbent farvand.

30-13-12-03_0032_8006

I København gælder Havnereglementet for Københavns Havn. By & Havn har som havnemyndighed ansvar for at opdatere reglementet, som godkendes af Trafikstyrelsen. Det nuværende havnereglement stammer fra 2021 og er ved at blive revideret bl.a. på baggrund af borgerdialog og offentlig høring. Det nye havnereglement forventes at træde i kraft medio maj 2025, men indtil det sker, er det ’det gamle’ havnereglement, der gælder i havnen. Du finder havnereglementet her.

Havnen er fuld af liv og aktivitet særligt i forårs- og sommermånederne, og ligesom når vi kører bil eller på cykel, skal vi også respektere, at der findes regler for færdsel i havnen. Derfor har vi havnereglementet, som har til formål at sikre, at havnen er så sikker og tryg som muligt for alle brugerne.

Havnechef Mette Odgaard Mylin, By & Havn

Havnereglementet skal bl.a.:

  • Regulere sejlads inden for havnens område
  • Oplyse om stednavne/lokalnavne for de forskellige løb i havnen
  • Fastsætte generelle regler for færdsel og ophold i havnen
  • Fastsætte lokale bestemmelser for færdsel i havnens løb og kanaler
  • Legitimere den myndighed, som By & Havn og Københavns Politi udøver i havnen
  • Understøtte størst mulig sikkerhed for alle brugere af havnen.

Der står bl.a. i havnereglementet, at:

  • Fritidsfartøjer højest må sejle 6 knob i hovedløbet og 4 knob i kanaler, sideløb og bassiner
  • Det er forbudt at bruge vandscooter, jetski og sejlbrædder m.v.
  • Der er ensrettet færdsel i Slotsholmskanalen og Snedkergraven
  • Det er forbudt at dykke i havnen
  • Det kun er tilladt at bade i de afmærkede badezoner, havnebade og dyppezoner
  • By & Havn kan give tilladelse til events mv., der afviger fra de øvrige bestemmelser i havnereglementet
  • Det generelt er tilladt at fiske med stang i havnen - dog ikke i Inderhavnen om sommeren og aldrig fra en båd. Dog kan der være særlige lokale bestemmelser.
_DSC5940

Slusen i Sydhavn er fortsat lukket

Det historiske sluseanlæg blev bygget i 1901-1904 og senest renoveret i 2001. Derfor har den længe trængt til et grundigt vedligeholdsarbejde, og siden efteråret er bl.a. skinnerne under sluseportene blevet udskiftet og portene mod syd og nord er løftet på land for at blive sat i stand.

Det har fra starten været planen, at vedligeholdelsesarbejdet skulle afsluttes op til påsken, så slusen kunne åbne som normalt. Der er imidlertid sket en forsinkelse, da renoveringsarbejdet har vist sig at være endnu større end forventet. Derfor forventes slusen først at åbne medio/ultimo maj for bådtrafik. Hold øje med nyhedsbrevet, hvor vi hurtigst muligt melder ud, når vi kender åbningsdatoen.

Små joller, kajakker osv. kan godt passere under stigbordene, hvis de er smallere end 2,5 meter – men vær altid opmærksom på strømforholdene i vandet, som sommetider kan være kraftige i området. På hjemmesiden byoghavn.dk/vejrstation kan du altid se vindforhold, strømhastighed, strømretning og andre vejrdata i området.

Lynetteholm_Dronedokumentation_Marts 2025_Foto-31

Særligt om sejlads i Kronløbet

Ved indsejlingen til havnen er By & Havn i gang med at anlægge byens nye halvø og stormflodssikring, Lynetteholm. Arbejdet har været i gang siden 2022 og har løbende givet anledning til justeringer af sejladsforholdene i Kronløbet og nær anlægsarbejdet.

Denne sejlsæson skal du som lystsejler igen være særlig opmærksom på Lynetteholms afmærkede arbejdsområde til søs, der strækker sig fra Refshaleøen i syd og frem til Kronløbet i nord.  Ligeledes skal du holde øje med røde blink i Kronløbet, der regulerer fritids- og erhvervssejladsen ind og ud af havnen.

I sommeren 2024 var der opsat et rødt blink ved indsejlingen til havnen mellem Levantkaj og nordlig bølgebryder. Denne sejlsæson er der efter aftale med Søfartsstyrelsen også opsat et rødt blink midt i Kronløbet. Når de røde lamper blinker, skal du som fritidssejler afvente, at et erhvervsskib passerer igennem indsejlingen til havnen.

Fra opstart af sejlsæsonen vil By & Havn følge det nye trafikmønster i Kronløbet ved løbende tilsynstjek. By & Havn har udgivet en folder, hvor man kan læse mere om, hvordan man sejler sikkert igennem Kronløbet i 2025. Du kan også holde dig opdateret på hjemmesiden byoghavn.dk/lynetteholm/sikkerhed-for-sejlere og naturligvis i By & Havns havneapp, KBH Havn, som du kan downloade her.

På kortet nedenfor ses afmærkningen af Lynetteholms arbejdsområde til søs. De blå markeringer viser placeringen af Kronløbets to røde blink. Cirklen i nord markerer svajecirklen for krydstogtskibe.

Har du fået sat kryds i kalenderen til Havnedagen den 13. maj?

Den 13. maj sætter vi fokus på havnekulturen, havnens rekreative muligheder, havnereglementet, livet under vandoverfladen og sundhed og sikkerhed for havnens mange brugere – og en masse andre temaer. Det sker, når der holdes Havnedag på Nordre Toldbod fra kl. 14.30 – 19.00.

På havnedagen kan du bl.a. gå i dialog med nogle af de mange mennesker, der dagligt gør en indsats for, at det er trygt og rart at nyde havnens mange muligheder. Mød fx Københavns Politi, Hovedstadens Beredskab, Havneværterne og By & Havn og få en snak om havnens udvikling, regler, ulykkesforebyggelse og muligheder. Du kan også opleve et tårn af skrald og få mulighed for at prøve kræfter med redningsmateriale og redningsøvelser.  

Men det er ikke kun livet på vandet, vi mødes om. I vores partnerskab med WWF sætter vi også fokus på livet under vandoverfladen, og om eftermiddagen kan du se, hvad ca. 150 skoleelever fra 6.-7- årgang fra bl.a. Christianshavns skole og Nyboder Skole har arbejdet med om formiddagen for at hjælpe livet i havet i havnen. Du kan bl.a. komme hel tæt på en flydende have og biohuts - eller fiskebørnehaver, som de også kaldes.

Alle er velkomne til de mange aktiviteter på havnedagen, men hvis du vil deltage i selve Havneseminaret kl. 16 – 17.45, skal du tilmelde dig på Billetto, da der er begrænsede antal pladser.

Læs mere her og hold øje med By & Havns nyhedsbrev for seneste nyt og endelige program.