Nyt nyhedsbrev: Lynetteholms anlægsaktiviteter januar 2022

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 12. januar 2022.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

12. januar 2022

Nyt nyhedsbrev: Lynetteholms anlægsaktiviteter januar 2022

I dag udkommer Lynetteholms nye anlægsnyhedsbrev. Nyhedsbrevet vil hver måned give en status på arbejdet med at anlægge Lynetteholm som stormflodssikring og CO2-venlig jorddeponi i Københavns Havn. I januar bliver de første anlægsaktiviteter for alvor skudt i gang, og første spadestik til adgangsvej, jordmodtageanlæg og stendæmninger kan tages. 

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2022

Velkommen til Lynetteholms anlægsnyhedsbrev. Her kan du løbende få indsigt og seneste nyt om det spændende arbejde med at anlægge Lynetteholm som Københavns nye halvø og stormflodssikring mellem Refshaleøen og frem til Kronløbet i Københavns Havn. 

Forberedende arbejde i december 2021

Det første indledende anlægsarbejde begyndte i december 2021, hvor arbejdet med at indrette Lynetteholms byggeplads og byggepladskontor på Kraftværkshalvøen blev igangsat. Det første arbejde med at uddybe sejlrenden ’Svælget’ syd for Prøvestenen blev også påbegyndt i december 2021.

Her i januar 2022 vil anlægsarbejdet med jordmodtageanlæg og adgangsvej og etableringen af Lynetteholms kommende stendæmninger (omkreds) blive igangsat.

I nedenstående oversigt kan du læse mere om de anlægsaktiviteter, som ventes udført i januar. I oversigten er der også information om særligt støjende arbejde og påvirkninger af sejladsforholdene i Københavns Havn, som anlægsaktiviteterne i perioder vil medføre nær Lynetteholm.   

Oversigt over anlægsaktiviteter i januar 2022

På ovenstående kort kan du se, hvor de forskellige anlægsaktiviteter finder sted. Klik på det for at se det i stort format. 

1) Jordmodtageanlæg: Ledningsarbejder og vognvægt til vejning af overskudsjord

I januar går det første arbejde med at anlægge Lynetteholms jordmodtageanlæg på Refshaleøen i gang. Anlægget skal modtage den overskudsjord, som Lynetteholm skal opfyldes med. I januar påbegyndes arbejdet med at nedgrave regnvandsledninger, der kan lede regnvand væk fra anlægget. Samtidig skal der rammes betonpæle i jorden til anlæggets vognvægt og hjulvask. Vognvægten bliver designet, så lastbiler med jord til Lynetteholm kan køre på vægten og få vejet den mængde jord, som de leverer til Lynetteholm. Ramningen af betonpæle er i kategorien særligt støjende arbejde og vil overholde Københavns Kommunes gældende regler for anlægsstøj. Arbejdet vil foregå på hverdage i tidsrummet kl. 8-17. Støjniveauet for arbejdet kan sammenlignes med støj fra andre byggepladser i København, som fx Nordhavn. Nedramningen er planlagt i perioden fra den 24. januar 2022 til den 4. februar 2022. Arbejdet finder sted cirka 800 meter fra beboelse.

2) Dæmning, Margretheholms Havn: Afgravning af blød havbund

For at aflaste Refshalevej og sikre, at lastbiler med jord til Lynetteholm ledes længst muligt væk fra beboelse på Margretheholm, etableres en ny adgangsvej til Lynetteholms jordmodtageanlæg. Vejen anlægges via Prøvestenen og Kraftværkshalvøen. Vejen krydser blandt andet indsejlingen til Margretheholms Havn, hvor der derfor anlægges en dæmning og en klapbro. I januar er arbejdet med dæmningen påbegyndt, hvor blød havbund opgraves, deponeres i By & Havns havnedepot ved Refshaleøen, og erstattes med sand. Dette gøres for at sikre dæmningens stabilitet. Arbejdet vil ikke påvirke ind – og udsejlingen til havnen i januar. Arbejdet er meldt til Efterretninger for Søfarende på Søfartsstyrelsens hjemmeside.

3) Dæmning, Prøvestenskanalen: Etablering af dæmning med sten og sand

Den nye adgangsvej til Lynetteholms modtageanlæg krydser også Kraftværkskanalen, det vil sige vandet mellem Prøvestenen og Kraftværkshalvøen, hvor der derfor også anlægges en dæmning. I januar påbegyndes arbejdet med denne dæmning, som bliver bygget af sten og sand. Arbejdet vil ikke påvirke ind - og udsejlingen til Københavns Motorbådsklub i januar.

4) Sejlrenden ’Svælget’: Uddybning af havbunden

I december 2021 påbegyndte arbejdet med at uddybe sejlrenden ’Svælget’ syd for Prøvestenen. Sejlrenden uddybes af hensyn til dybtstikkende containerskibe, der i forbindelse med anlæggelsen af Lynetteholm skal begynde at sejle øst om Middelgrunden i stedet for vest om, når de skal til Prøvestenen. Arbejdet med at uddybe sejlrenden fortsætter i januar. Du kan læse mere om påvirkninger af sejladsforhold grundet anlægsarbejdet på denne side om tidsplaner for Lynetteholms anlægsarbejde. Det forurenede havbundsmateriale (gytje), som graves op, og som ikke må klappes i havet, deponeres i By & Havns havnedepot på Refshaleøen. Det øvrige havbundsmateriale sejles (klappes i havet) syd for Amager nær Køge Bugt. Du kan læse mere om klapning af gytje i Lynetteholms faktabank.

5) Østlig stendæmning: Afgravning af blød havbund

Lynetteholms omkreds (perimeter) skal primært bestå af stendæmninger. I januar påbegyndes arbejdet med at grave blødt havbundsmateriale (gytje) væk i det område, hvor Lynetteholms østlige stendæmning skal etableres (Fase 1-området). Det gøres for at stabilisere stendæmningen. Stendæmningen bliver en del af Lynetteholms fremtidige kystlandlandskab og stormflodssikring ud mod Øresund. Du kan læse mere om stormflodsikring og kystlandskab i Lynetteholms faktabank. Det forurenede havbundsmateriale, som graves op, og som ikke kan klappes i havet, deponeres i By & Havns havnedepot på Refshaleøen. Det øvrige havbundsmateriale sejles (klappes i havet) syd for Amager nær Køge Bugt. Du finder mere information om klapning af gytje i Lynetteholms faktabank.

FAKTA: Lynetteholms anlægsarbejde

  • Anlæg af Lynetteholm blev vedtaget af Folketinget den 21. juni 2021.
  • Med lovvedtagelsen blev det besluttet at anlægge en ny halvø som stormflodssikring og jorddeponi mellem Refshaleøen og Nordhavn (frem til Kronløbet).
  • Lynetteholm skal fyldes op ved at genbruge overskudsjord fra Københavns og omegns byggeprojekter og sikre, at Københavns Kommune kan deponere jorden CO2-venligt med kort afstand fra byggeplads til jorddeponi.
  • I december 2021 blev det offentliggjort, at By & Havn har valgt de to entreprenører Munck Havne & Anlæg A/S og Per Aarsleff A/S til at udføre første fase af Lynetteholms anlægsarbejde. Læs mere om det her.
  • Munck Havne & Anlæg A/S og Per Aarsleff A/S skal udføre de anlæg, der skal til, for at Lynetteholm kan begynde at modtage overskudsjord fra 2023. 
  • Du kan læse mere om, hvordan vi anlægger Lynetteholm på byoghavn.dk/lynetteholm
Ikon_Vi genbruger jord_tight