Påvirkning af Natura 2000-områder

Faktaark_Natura2000

Siden er opdateret oktober 2022

NATURA 2000-OMRÅDER

I Danmark er der udpeget 257 Natura 2000-områder. Det vil sige områder, hvor bestemte naturtyper og arter skal beskyttes. Inden for de udpegede områder gælder særlige retningslinjer for projekter m.v., der kan påvirke Natura 2000-områderne, med det formål at beskytte områdernes arter og naturtyper.

Grundlaget for Natura 2000 er EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, som består af fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet. Direktiverne forpligter EU’s medlemslande til at bevare mere end 200 naturtyper, 700 arter af planter og dyr og over 170 fuglearter.

I miljøkonsekvensvurderingerne af Lynetteholm-projektet er der foretaget en indledende screening af, hvilke områder der kan blive påvirket, samt en efterfølgende væsentlighedsvurdering af de udvalgte Natura 2000-områder.

Der er som følge af screeningen valgt følgende Natura 2000-områder i Danmark og Sverige, som er blevet undersøgt i forhold til, om de kan blive påvirket væsentligt af etableringen af Lynetteholm.: 

  • N141 ”Brobæk Mose, Gentofte Sø” 
  • N142 ”Saltholm og omliggende hav” 
  • N143 ”Vestamager og havet syd” 
  • N144 ”Nedre Mølleådal og Jægersborg Dyrehave” 
  • N206 ”Stevns Rev” 
  • SE0430183 Havet omkring Ven 
  • SE0430138 Lundåkrabukten 
  • SE0430091 Löddeåns mynning 
  • Habitatområde SE0430095 ”Falsterbohalvön” (Sverige) 
  • Fuglebeskyttelsesområde SE0430002 ”Falsterbo-Foteviken” (Sverige)

 

I væsentlighedsvurderingen af de forskellige Natura 2000-områder, er det særligt påvirkninger fra undervandsstøj og sedimentspredning fra havbundsmateriale, som har vist sig at kunne have en potentiel betydning. 

Påvirkninger fra støj

Støjpåvirkninger kommer blandt andet fra uddybning af sejlrender i anlægsfasen og fra selve etableringen af Lynetteholms perimeter, fx i forbindelse med placering af sten til stendæmninger og sejlads med diverse materialer.

Oprindeligt var Lynetteholm planlagt efter, at cirka 900 meter af Lynetteholms nordlige perimeter mod Kronløbet skulle etableres som en spunsvæg. Men i den politiske aftale fra maj 2022 ”Tilpasning af Lynetteholm og forundersøgelse af stormflodssikring” blev det besluttet, at denne nordlige del af perimeteren i stedet skal etableres som en stendæmning.

Det betyder, at hele Lynetteholms perimeter skal etableres som en stendæmning. Spuns-arbejde er i kategorien særligt støjende arbejde og ved at udskifte spuns med stendæmning, vil støjen i forbindelse med anlæg af Lynetteholms perimeter, herunder undervandstøjen, blive markant mindre end tidligere forventet.

Undervandsstøj kan potentielt have en negativ påvirkning på især marine pattedyr, som sæler og marsvin, der er en del af udpegningsgrundlaget i flere Natura 2000-områder. Ifølge miljøkonsekvensrapporten vil selv et worst-case scenarie, hvor en spunsvæg blev etableret, ikke resultere i væsentlige påvirkninger for hverken marine havpattedyr eller fugle i forbindelse med etableringen af Lynetteholm.

Påvirkninger fra sedimentspredning

Spredning af sediment opstår, når der opgraves havbundsmateriale under Lynetteholms perimeter, og når havbundsmaterialet skal bortskaffes og flyttes til et andet sted i havet.

Fra januar 2022 til marts 2022 blev det opgravede havbundsbundsmateriale fra Lynetteholms perimeter og opgravet materiale fra uddybningen af sejlrenden Svælget nær Lynetteholm klappet i Østersøen syd for Amager og cirka 25 km fra Køges Kyst. Klapning betyder, at opgravet havbundsmateriale sejles i pramme til en såkaldt klapplads i havet, hvor det læsses af og falder til bunds.

I klapperioden fra januar til marts 2022 foretog By & Havn en overvågning af klapningen for at sikre, at det klappede havbundsmateriale overholdte de kriterier for spredning i vandet, som myndighederne fastsatte forud for klapningen gik i gang.

I forhold til Natura 2000-områder så viste overvågningen overordnet set, at klapningen ikke havde en betydelig miljømæssig påvirkning på omkringliggende svenske og danske Natura 2000-områder.

I klapperiodens overvågningsrapporter fremgår det, at der var en mindre påvirkning af Natura 2000-området ved Saltholm. Påvirkningen svarede til, at der i måleperioden fra primo januar 2022 til ultimo marts 2022 var en periode på en til to timer, hvor der var op til fem milligram klapmateriale pr. liter havvand i den yderste del af Natura 2000-området ved Saltholm. Denne spredning lå indenfor det forudsete, og vurderes ikke at have en betydelig miljømæssig påvirkning på området.

Ovenstående kort viser den mindre spredning til den yderste del af Natura 2000-området ved Saltholm. Natura 2000-områderne er på kortet markeret med grå farve. Som det ses, var alle øvrige Natura 2000-områder, herunder de svenske områder, ikke berørt i denne periode.

2001

ØVRIGE POTENTIELLE PÅVIRKNINGER

I Lynetteholms miljøkonsekvensvurderinger er der også undersøgt en række andre potentielle påvirkninger, herunder andre fysiske forstyrrelser fra f.eks. anlægsfartøjerne, påvirkninger fra miljøskadelige stoffer i sedimentet, frigivelse af næringsstoffer, ændringer i habitat eller emissioner fra anlægsfartøjerne.

Det er også undersøgt, hvorvidt de forskellige delprojekter tilsammen har en påvirkning på de nærliggende Natura 2000-områder, og også her viser undersøgelser, at der ikke vil finde en væsentlig påvirkning sted.

Om Lynetteholm

Den 4. juni 2021 vedtog et bredt politisk flertal i Folketinget lov om anlæg af Lynetteholm. Lynetteholm skal etableres som en halvø mellem Refshaleøen og Nordhavn med et kystlandskab ud mod Øresund, der bidrager til at stormflodsikre København fra nord. By & Havn skal etablere Lynetteholms landareal ved at nyttiggøre, det vil sige genbruge, overskudsjord fra København og omegns byggeprojekter.

Forud for Folketingets beslutning om at anlægge Lynetteholms landareal, har der været udarbejdet miljøkonsekvensvurderinger, der belyser, hvordan anlæg af Lynetteholm vurderes at påvirke det omkringliggende miljø. By & Havn vil løbende overvåge anlægsarbejdet, så alle miljøhensyn sikres.

Forligskredsen i Folketinget har besluttet at igangsætte en strategisk miljøvurdering (SMV) af de fremtidige planer for Lynetteholm, der endnu ikke er politisk besluttet. 

Fakta om Lynetteholm

By & Havn er bygherre på etableringen af Lynetteholms landområde. På disse sider kan du læse om forskellige temaer i arbejdet.