Prøvesvar fra skum i Margretheholms Havn viser, at det sand, der har givet anledning til skummet, er rent, men at der er forhøjede værdier i selve skumprøverne. Årsagen til dette skal nu undersøges nærmere, men der ventes ikke at være sket en væsentlig forurening af vand og havbund.
Teknik- og Miljøforvaltningen har som tilsynsmyndighed på vandkvaliteten i Københavns Havn bedt By & Havn om at foretage målinger af det skum, som i perioder er blevet dannet i Margretheholms Havn.
De aktuelle undersøgelser er gennemført af COWI, og måleresultaterne af selve sandet viser, at det materiale, som By & Havns entreprenør har lagt ud i forbindelse med anlæg af en dæmning til Lynetteholms kommende adgangsvej og klapbro, er rent. Samtidig viser skumprøverne dog forhøjede værdier af oliestoffer og tungmetaller.
Skummet i havnen er blevet dannet naturligt i forbindelse med, at det rene sand er blevet udlagt i vandet som led i opbygningen af dæmningen ved Margretheholms Havn i dette forår.
I et sammenfattende notat fra Teknik – og Miljøforvaltningen fremgår det, at de forhøjede værdier i skummet ”ikke nødvendigvis medfører en væsentlig forurening af havvandet eller havbunden”. I notatet fremgår det ligeledes, at ”på grund af den ringe massefylde af skummet, den langsomme nedbrydningshastighed og den samtidige vandudskiftning i havnen, forventes overordnet ikke, at der er sket væsentlig forurening med miljøfremmede stoffer”.
Da det er uafklaret, hvor forureningen i skummet stammer fra, idet det udlagte sand er rent, har Teknik- og Miljøforvaltningen bedt By & Havn redegøre for, om der kan være sket forurening af vandet og havnebunden efter dannelsen af skummet. By & Havn er også blevet bedt om at vurdere, om der er behov for at fjerne toplaget af havnesedimentet, det vil sige den øverste del af havbunden, i et mindre areal inderst i Margretheholms Havn, hvor skummet kan have aflejret forurening.
By & Havn har på den baggrund bedt COWI om at foretage yderligere vurderinger på baggrund af prøvesvarene. Det igangværende arbejde med sandudlægning til dæmningen er færdiggjort, og i dag ventes en mindre kortvarig sandudlægning på bunden af indsejlingen til Margretheholms Havn også at være afsluttet.
Udviklingsdirektør i By & Havn, Ingvar Sejr Hansen, slår fast, at de materialer, som er blevet brugt i forbindelse med anlægget af dæmningerne er blevet undersøgt af COWI, og materialet er konstateret som værende ”meget rent”.