Lån en fiskestang – grejbanker skal gøre fiskeri tilgængeligt for alle

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 23. august 2022.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

23. august 2022

Lån en fiskestang - grejbanker skal gøre fiskeri tilgængeligt for alle

Fra september bliver det muligt at låne fiskeudstyr ganske gratis, når grejbanker i Sydhavn og Nordhavn åbner. Ønsket er at gøre fiskeri i Københavns Havn tilgængeligt for både lokale og besøgende, og det nye tiltag kickstartes allerede til Kulturhavn den 27.-28. august med undervisning i fiskeri.

Københavns Havn er verdensberømt for sit rene vand og havnebadene. Men havnen er også fuld af liv under vandet, hvor der lever mere end 25 fiskearter, og langs havnens 42 km kajkanter er der rig mulighed for at kaste snøren i vandet og nyde havnen året rundt. Det gør flere og flere.

Men selvom det er nemt at lære at fiske, kan der også være forhindringer for at komme i gang. For hvordan får man fat på det rette fiskegrej, hvordan skal det bruges, hvor man må fiske og hvilke fisk, må man tage med hjem?

FISKERI

Det vil en række aktører med fokus på havnen og turisme ændre, og derfor åbner to grejbanker til september i hhv. Sydhavn og Nordhavn. Når man låner udstyret kan man samtidig få tips og tricks til hvor det er godt og lovligt at fiske og hvordan man skal bruge udstyret.

Grejbankerne er ét blandt flere pilotprojekter under Wonderful Copenhagens projekt ”Tourism Moves”, der igennem lokal involvering søger at fremme oplevelser for både lokale og besøgende udenfor Københavns bymidte.

Projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og øvrige partnerkreds består af By & Havn, Metroselskabet, Københavns Kommune og HORESTA, SINCERA, Kultur Ø og Copenhagen Cooking.

City fishing er populært som aldrig før

Lystfiskeri foregår året rundt og har den styrke, at det er en sport, der kan dyrkes uanset fysik eller alder. Grejbankerne skal netop bidrage til at åbne de rekreative muligheder omkring havnen op for alle. Det fortæller Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn:

Vi er så heldige i København, at vi er omgivet af vand med en masse rekreative muligheder, og under corona så vi, at interessen for fiskeri voksede, og også ramte helt nye målgrupper. Den udvikling vil vi gerne understøtte. Grejbankerne gør, at det bliver nemt og tilgængeligt for alle at fiske i havnen.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

I de seneste fem år er interessen for at fiske i hovedstaden vokset, og salget af særligt årsfisketegn er steget med mere end 30% (fra 26.202 i 2017 til 35.723 i 2021), viser statistik fra Fiskeristyrelsen. (Dagstegn og ugetegn ligger mere stabilt.)

Kim Helmuth, partner i SINCERA siger om projektet:

Vi tror på at grejbankerne, vil være med til at give borgerne en let adgang, til en fantastisk oplevelse af den naturrigdom som København besidder, også under vandet. Det at stå i naturen, i hjertet af København, med en fiskestang i hånden og kigge på den verdenskendte arkitektur som Operaen, Amalienborg og Christiansborg, samtidig med at du fanger frisk fisk til grillen, giver en helt speciel følelse og forståelse, som de færreste vil glemme.

Kim Helmuth, partner i SINCERA.

Lær at fiske til Kulturhavn

Under Kulturhavn 2022 står dygtige guider fra Fiskeklubben København hver dag klar til at lære fra sig om, hvordan man fisker direkte fra kajkanten og hvordan stang og grej skal håndteres. Du får også viden om årstider, fiskearter og fisketegn. Ved hver aktivitet stilles fiskegrej til rådighed og der er ikke behov for tilmelding.

30-10-07_0093_6914

Her kan du låne fiskegrej

Grejbankerne er tilgængelige fra september 2022. I Nordhavn kan man låne udstyr i Jans Lystfiskershop på Nrd. Frihavnsgade 47B Kbh Ø. I Sydhavn vil der være udstyr at hente i Fiskeklub København ved Slusen 27.

Om Tourism Moves:
Med projektet Tourism Moves undersøger Wonderful Copenhagen, hvordan turisme kan være løftestang for byudvikling ved at gøre nye byrum attraktive for både lokale og besøgende. Det gør de gennem dialog, lokalinvolvering og i samarbejde med partnerkreds. Læs mere om Tourism Moves her