Tag med på fælles vandretur den 4. maj

Lørdag den 4. maj inviterer Naturpark Amager på en fælles vandretur på Amarminoen – den 27 kilometer lange vandrerute, som bevæger sig rundt i landskabet på Amager. Du kan deltage i selskab med mange andre vandrere, i mindre grupper eller på egen hånd alt efter temperament og behov.

Der er fælles start ved Amarmino-stenen syd for DR Byen kl. 10. Det er selvfølgelig valgfrit, om du vil gå hele ruten eller gennemføre dele af den. Måske med en af dagens særlige poster som det primære mål. Langs posterne bliver der blandt andet lejlighed til at få rørt hele kroppen, spise en pandekage og blive klogere på naturparkens unikke fugleliv.

Det er gratis at deltage, og vi anbefaler at medbringe mad, drikke og lidt ekstra tøj til turen.

Spred budskabet og nyd en spændende vandredag på Amarminoen – forhåbentlig i godt vejr. Se programmet nedenfor eller download en folder med programmet her.

Amarminoen_Foto_Martin_Kunzendorf_4_1920x1080

Foto: Martin Kunzendorf

Naturpark Amager

Naturpark Amager strækker sig over Amager Fælled, Kalvebod Fælled, Kongelunden samt Dragør Sydstrand og udgør i alt 3.500 hektar land. Til sammenligning er Dyrehaven nord for København omkring 1.000 hektar og Central Park i New York 350 hektar.

Nærheden til naturen og de fascinerende vidder på fællederne er en af Ørestads absolutte attraktioner. Fra beboernes hjem i de moderne lejligheder og rækkehuse tager det ganske kort tid, før man  står midt i den vidtstrakte Naturpark Amager.

Partnerskabet bag Naturpark Amager (Naturstyrelsen, Tårnby Kommune, Dragør Kommune, Københavns Kommune og By & Havn) ønsker hele tiden at udvikle parken med nye tiltag, faciliteter og arrangementer, så både eksisterende og nye brugere fra Ørestad og resten af København får kendskab til og glæde af parkens særlige kvaliteter og muligheder. .

Store Vandredag er bare én blandt flere aktiviteter og tiltag, som Naturpark Amager står bag. Af øvrige aktiviteter kan nævnes Nat i Naturen, hvor man sammen med andre kan overnatte udenfor i naturen og opleve, når man omsluttes af nattemørket. Og de seneste skud på aktivitetslisten er udsigtsposter, badedæk og madpakkehuse, der giver mulighed for flere natur- og friluftsoplevelser langs kysten i Naturpark Amager.

Se mere på Naturparkens hjemmeside her.

Amarminoen_Foto_Martin_Kunzendorf_5_1748x984

Foto: Martin Kunzendorf

Program til Store Vandredag lørdag den 4. maj 2024

Mød disse bemandede poster langs vandreruten:

Amarminoen startsted - Amarmino stenen ved DR Byen kl. 10.00 – 15.00
Tag et kig på livet under overfladen i den landskabelige kanal sammen med Naturpark Amager.
Mød Københavns Kogræsserlaug, der fortæller om deres dyrehold på Amager Fælled.
Gå en tur på Hjertestien på Amager Fælled kl. 10.30 og en naturvandring med snak om og fokus på Amager Fælleds spiselige planter kl. 12.00 sammen med Hjerteforeningen.
Test din viden i den vilde naturquiz og gå med Amager Fælleds Venner på naturvandring kl. 11.00.

Sønderbro Haveforening, Artillerivej kl. 11.30 – 12.30
Guidet kørestolstur med Dansk Handicapforbund København. Afgang kl. 11.30.

Havneslusen Nord kl. 10.00 – 15.00
Københavns Naturskole byder på bålkaffe og en pandekage.
Foreningsbyen Slusen åbner dørene og fortæller om deres mange frilufts- og vandsportsaktiviteter.

Naturcenter Amager kl. 10.00 – 15.00
Naturcenter Amager er åbent hele dagen. Tag en pause ved bålstedet, mød Natur og Ungdom som står for en sjov aktivitet, eller køb en is hos Traktørstedet.

Hjerteforeningen har etableret en ny hjertesti med start ved Naturcenter Amager. Mød nogle af de aktive i Hjerteforeningen mellem 10.00-13.30. Få information om førstehjælp og sund levevis, deltag i sjove konkurrencer og gå med naturguiden på en rundtur på hhv. 2 km og 3,2 km ad den nye sti kl. 10.15 og kl. 12.00.

Kl. 10.00 er der opvisning i den brasilianske kampdans Capoeira ved Capoeira Senzala Amager. Efter opvisningen kan du selv være med til en prøvetræning.

Villahøj kl. 10.00 – 15.00
Mød halsbrækkende viber og dansende brushøns ved Villahøj på det centrale Kalvebod Fælled i Naturpark Amager, som er blevet et hotspot for fuglekikkere. De nye lavvandede områder tiltrækker et væld af vadefugle, ænder og rovfugle. Du kan komme tæt på fuglene med kraftige kikkerter og snakke med lokale fuglekyndige fra Dansk Ornitologisk Forening,

Kongelundsfortet kl. 11.00 – 15.00
Gå på oplevelse i Kasematterne, løb foto o-løb, kravl op i tårnet og dyst i gamle lege. Der er bålhygge, og du er velkommen til at varme din medbragte mad. Alt sammen arrangeret af Kongelundens Outdoorforening og Outdoorcentret.

Herfra går turen ad Amarminoen det sidste stykke til stenen ved Dragør Badehotel. Spis en velfortjent is ved havnen eller gå en tur i Dragørs hyggelige gader.

Store_Vandredag_2024_Kort_web

H. M. Kongen besøger studiebydelen i Ørestad Nord

Den 24. april indvies Danmarks Medie og Journalisthøjskoles nye bygning i Ørestad Nord officielt med deltagelse af H. M. Kongen.

Det røde hus er tegnet af PLH Arkitekter og skabt med inspiration fra den moderne mediestrøm, hvor åbenhed, forbundethed og omstillingsparathed er nøgleord. I det syv etager høje hus inviteres verden indenfor med store glaspartier, som sikrer transparens og optimale lysforhold for de studerende. Byggeriet forholder sig til Fælledens natur og skaber en grøn sammenhæng med et trappeforløb med planter og små nicher, som roterer rundt om et centralt atrium, der forbinder alle etager vertikalt og visuelt.

Med åbningen af DMJX har endnu flere unge fået deres daglige gang i Ørestad Nord. Hidtil har der samlet været ca. 19.000 adgangsgivende og videregående studiepladser i Ørestad. Med åbningen af DMJX stiger tallet med 800 studerende og ca. 2.000 kursister årligt.

Anne Skovbro, direktør i By & Havn siger:

Med indvielsen af DMJXs nye, flotte bygning afsluttes byudviklingen af August Schade kvarteret i Ørestad Nord, som nu næsten står færdigt. Det er en milepæl i Ørestads historie. Tanken med kvarteret har været at samle en række store uddannelsesinstitutioner, som kan skabe rammerne for et attraktivt studiemiljø. Fra By & Havns side håber vi, der opstår synergi på tværs af både virksomheder og de tre uddannelsesinstitutioner Københavns Universitet, IT Universitetet og nu også Medie- og Journalisthøjskolen i Ørestad. Vi ønsker DMJX velkommen og et stort tillykke med det nye hus.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

DMJX-Interior-trappe-3_1920x1080

Foto: Emil Lund Pedersen

August Schade kvarteret bliver færdigt

Den knækkede udformning af bygningerne i August Schade kvarteret skaber arkitektonisk variation og plads til små intime byrum, og med opførelsen af de sidste bygninger indrammes kvarteret, så pladser og udeområder nu kan færdiggøres. Det er tegnestuen SLA, der som leverandør til By & Havn, har designet landskab og byrum til August Schade Kvarteret.

I forbindelse med, at DMJXs bygning står færdig, har By & Havn anlagt første del af et byrums- og landskabsprojekt, som skaber sammenhæng med fælledens natur og trækker et grønt bælte ind langs Grønjordsvej. Det grønne landskab anlægges med rekreative funktioner for områdets mange studerende og beboere. Landskabets bynatur er designet med lokale arter, der understøtter og styrker områdets biodiversitet og opbløder den skarpe overgang mellem fælled og by.

Byrummets belysning er desuden specialdesignet, så det kombinerer maksimal tryghed for cyklister og fodgængere samtidig med, at belysningen minimerer lysforurening og energispild.

Anden del af byrums- og landskabsprojektet ved DMJX etableres, når det sidste byggeri står færdigt – forventeligt i 2027.

Hertil kommer projektet ’Byens Scene’, som også får betydning for færdiggørelsen af August Schade kvartet. Ambitionen med ’Byens Scene’ er, at byrummene, der forbinder metrostationerne med de tre spillesteder DR Koncerthuset, Bella Arena og Royal Arena, skal blive en inspirerende og levende oplevelse i sig selv. Projektet skal understøtte det gode hverdagsliv med mulighed for ophold og aktiviteter, og samtidig give koncertgæster en unik oplevelse, når de ankommer med metroen på vej til koncert eller et event. Det er der netop udskrevet en kunst- og arkitektkonkurrence om, som du kan læse mere om her.

August_Schade_Landskabsplan_SLA_1920x1080

Om et par år, når udeområderne kan færdiggøres, bliver der rig mulighed for at trække ud i de grønne omgivelser i og omkring August Schade kvarteret. Tegning: SLA

Havneseminaret udvider – plads til flere og ny lokation. Og godt 250 kommentarer til havnereglementet

By & Havn afholder havneseminar den 11. juni kl. 16-19. Det er gratis at deltage, og da vi udsendte nyhedsbrev om havneseminaret den 9. april, gik der ganske få timer, før de 150 gratis billetter var udsolgt.

Derfor har vi fundet et sted, hvor der er plads til flere deltagere, og der er således igen ledige billetter til havneseminaret. Havneseminaret afholdes nu i et større telt på Nordre Toldbod lige ved havnebussens ankomststed. Det bliver en spændende dag med oplæg om den kommende zoneplan og det reviderede havnereglement, der udkommer til efteråret. Der bliver debat og ikke mindst består havneseminaret af en havnemesse, hvor du kan møde By & Havn og en række af vores nærmeste samarbejdspartnere, der arbejder for sikkerhed i havnen; bl.a. beredskabsmyndighederne, Politiet, Havneværterne og Præhospitalt Center. Og så er der selvfølgelig lidt at spise og drikke og god tid til at møde alle de andre deltagere, som har kærligheden til havnen til fælles.

Der er nu sat et ekstra antal ledige billetter på Billetto, men skynd dig, for der er stadig et begrænset antal pladser. Og hvis du allerede har bestilt en eller flere billetter, som du kan se, at du ikke har brug for alligevel, så frigiv dem venligst på billetto, så andre kan få glæde af dem, og så vi undgår mad- og ressourcespild.

Mange holdninger til det kommende havnereglement

By & Havn er havnemyndighed og står bag havnereglementet, som er havnens færdselsregler. Til efteråret bliver havnereglementet revideret, og som en del af processen er der afholdt en række møder og åbnet en særlig hjemmeside, hvor havnens brugere kunne give input til det kommende havnereglement. 255 input er det blevet til.

I processen frem til det kommende havnereglement har det været vigtigt for By & Havn at få så mange input som muligt, og de godt 250 kommentarer og ønsker må siges at være et rigtig godt resultat. Havnens regler skal være så relevante som muligt og bl.a. bygge på brugernes erfaringer. For By & Havn er det vigtigste, at sikkerheden og trygheden er i top i havnen samtidig med, at der skal være plads til nye aktiviteter i vores alle sammens blå byrum.

Der er nu lukket for muligheden for at give input til havnereglementet, fordi By & Havns havneudviklingsafdeling har taget hul på den næste proces, hvor de indkomne inputs bearbejdes, vurderes og eventuelt indarbejdes i et revideret havnereglement. Det forventes at det reviderede havnereglement træder i kraft sidst på året.

Hvis du interesserer dig for, hvad havnens brugere har skrevet i kommentarfeltet, finder du kommentarene - anonymiserede - på denne hjemmeside. Her kan du også ’hjerte’ de enkelte kommentarer, hvis du er enig i budskabet.

København får en ny stor park i Nordhavn

Den kommende store Nordhavnspark på spidsen af Københavns Nordhavn skal give plads til leg, aktiviteter, fodbold og fordybelse i naturen. En arkitektkonkurrence skal finde det bedste bud på, hvordan man opfylder københavnernes ønsker til parken. Nu skal de konkurrerende teams findes.

Spændende grønne landskaber og vild natur, plads til leg og fritidsaktiviteter, flere nye fodboldbaner, og levesteder for grønbroget tudse. Alt det og meget mere skal Københavns kommende Nordhavnspark rumme til glæde for lokale beboere og for hele København. Parken kommer til at strække sig over ca. 30 hektar, og bliver dermed mere end dobbelt så stor som Kongens Have.

Nu skal de teams findes, som skal deltage i arkitektkonkurrencen om Nordhavnsparken. Konkurrencen udskrives i slutningen af 2024, men arbejdet med at definere parkens indhold startede for flere år siden sammen med københavnerne.

I 2021 gennemførte Københavns Kommune og By & Havn en omfattende dialog med københavnerne, interesseorganisationer, foreningslivet og mange flere for at finde ud af, hvordan Nordhavnsparken skal bidrage til København. Det resulterede i mere end 6.600 input, der er samlet i en rapport, som udpeger værdier, pejlemærker og ønsker til parken. Københavnerdialogen kommer til at ligge til grund for arkitektkonkurrencen.

København skal være en grøn by, hvor naturen er trukket helt ind i københavnernes hverdag. Derfor laver vi en stor ny park i Nordhavn i første parket til vandet. Nu skal vi finde den helt rigtige indretning med plads til gåture med vind i håret, grønne områder, sport og leg, børnesikker badning og boldbaner. Der skal være noget for alle, og jeg glæder mig over, at vi nu for alvor kan trække i arbejdstøjet og skyde projektet i gang.

Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen.

En park for alle

Parken skal ligge på spidsen af Nordhavn ud til vandet. Derfor kommer vandet og det maritime også til at spille en naturlig hovedrolle i parkens udtryk.

Det skal være en park, som skal kunne bruges både af de nuværende og kommende lokale beboere i Nordhavn – og af alle københavnere. Derfor er jeg også rigtig glad for den omfattende borgerinddragelse, der går forud for arkitektkonkurrencen, for det betyder, at vi får en park, der afspejler københavnernes ønsker, og at det bliver et sted, der har den rigtig balance mellem ro og grønt og muligheden for at være aktiv.

Teknik- og miljøborgmester i København, Line Barfod.

Planlægningen af Nordhavnsparken er en helt unik mulighed for at få flere kvadratmeter til både bevægelse, idræt og grønt. Det er sjældent, at man får nye grønne områder i den skala, og for mig er det vigtigt, at parken både kommer til at rumme natur, aktivitet, bevægelse og idræt, så det bliver et fedt sted at være – både for borgerne i Nordhavn og for alle københavnere.

kultur- og fritidsborgmester i København, Mia Nyegaard.

Nordhavnsparken får en kæmpestor betydning for livet med naturen i Nordhavn og i København, og er en del af den samlede planlægning af Nordhavn hvor de grønne områder forbindes. Vi har fået en klar retning for parken fra københavnerne og de mange foreninger, interesseorganisationer og andre engagerede samfundsborgere, og nu glæder vi os til at tage det næste skridt mod at gøre parken til virkelighed.

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro.

Fra By & Havn til Københavns Kommune

Nordhavn udbygges i disse år og omkring 2060, når bydelen er fuldt udbygget, forventes der at være ca. 40.000 beboere og et tilsvarende antal arbejdspladser. Det betyder, at parken skal kunne rumme en række forskellige tilbud til både lokale og alle andre samtidig med, at parken skal kunne ændres efterhånden, som nye behov kan opstå.

By & Havn ejer i dag grunden, som bliver overdraget til Københavns Kommune i 2028, når parken skal anlægges. Det er Københavns Kommune, der sammen med By & Havn udarbejder programmet for den kommende arkitektkonkurrence, ligesom de begge er repræsenteret i dommerkomitéen.

Naturpark dagen328

By & Havn bidrager med 95 mio. kr. til anlæggelse af Nordhavnsparken. Øvrige udgifter til anlæg forventes at blive afholdt af kommunen eventuelt med bidrag fra fonde, og efter overtagelsen står kommunen selv for driften af parken.

Plads til natur og aktiv fritid

Ønsket for Nordhavnsparken er at skabe balance mellem naturen og landskabet og plads til idræts- og fritidsaktiviteter både på kort og længere sigt. Parken skal også tænkes sammen med vandet og områderne omkring, så det udgør en helhed.

Selvom arkitektkonkurrencen endnu ikke er udskrevet, forventes det på baggrund af Københavnerdialogen, at konkurrenceprogrammet bl.a. vil bede om forslag til børnesikker badning, faciliteter til boldbaner og et fælles mødested for parkens brugere, ligesom der vil være fokus på at skabe vild natur, biodiversitet og levesteder for eksisterende dyre- og planteliv.

En del af konkurrencen bliver også at se på, hvordan man kan udnytte parkens arealer til flere forskellige formål, og hvordan terrænet i parken kan bearbejdes, da der er mulighed for at anlægge en bakke på op til 25 meters højde.

Fakta om proces og arkitektkonkurrence

  • Der er gennemført en borgerdialog, hvor københavnerne har formuleret værdier, pejlemærker og ønsker til parken. Københavnerdialogen foregik fra august til december 2021 og inddrog københavnere i alle aldre, beboere på Østerbro og i Nordhavn Østerbro Lokaludvalg samt centrale interesseorganisationer. Der blev bl.a. gennemført en borgerpanelundersøgelse, digital inddragelse på SoMe, interviews med bl.a. natur- og idrætsorganisationer, ældreråd og ungeråd og afholdt en naturparkdag på stedet for alle. Processen blev afsluttet med et borgermøde, hvor de foreløbige resultater blev præsenteret og drøftet. Processen har resulteret i over 6.600 forskellige input til parken i forbindelse med de forskellige aktiviteter.
  • Københavnerdialogen ligger til grund for arkitektkonkurrencen.
  • Rammerne for arkitektkonkurrencen skal behandles af hhv. Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Københavns Borgerrepræsentation i april og maj 2024.
  • Arkitektkonkurrencen forventes at blive udskrevet i slutningen af 2024, og vinderen findes i 2025.
  • Dommerkomiteen, der skal udpege en vinder af arkitektkonkurrencen, kommer til at bestå af repræsentanter for Københavns Kommune og By & Havn samt fageksperter, og der vil også være tilknyttet faglige rådgivere.
  • Borgerrepræsentationen skal godkende vinderforslaget.
  • Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur og Fritidsforvaltningen fortsætter processen med borgerdialog, projektering, planlægning.
  • Anlæg af Nordhavnsparken forventes at gå i gang i 2028.

Fakta om Nordhavnsparken

  • Parken kommer til at strække sig over ca. 30 hektar, og placeringen bliver på den vestlige del af spidsen af Københavns Nordhavn lige ud til vandet.
  • Dele af arealet i parken skal afsættes til særlige formål, bl.a. skal der etableres en træbeplantet støjvold mod containerhavnen mod øst, der skal være en stensætning langs vandet, og der skal etableres et område til bil- og cykelparkering. Herudover er der ved lov fastlagt mulighed for kuperet terræn i parken, bl.a. med en bakke på op til 25 meter.
  • Københavns Kommune skal sikre levesteder og egnede ynglesteder for grønbroget tudse på op til 11 ha af arealet i parken. Tudsen er beskyttet efter habitatdirektivets bilag IV og den danske artsfrednings bekendtgørelse. Den er et morgen- og aftendyr og opholder sig på golde steder, hvilket gør det muligt at kombinere åbne arealer, fx stier og klippede græsarealer med tudsen.
  • I 2023 besluttede Københavns Borgerrepræsentation, at Metroselskabet skal arbejde videre med at forlænge metrolinje M4 med to nye stationer til den ydre del af Nordhavn. Næste skridt er at lave en miljøkonsekvensvurdering af linjeføringen, før der træffes endelig politisk beslutning. Det er målet at åbne op for den nye linje til ydre Nordhavn i 2030, og dermed vil der på sigt være metro i nærheden af Nordhavnsparken.

Pressekontakt

For yderligere oplysninger og kontakt til overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, kontakt pressekonsulent Sofie Rønde Mathiesen på 2137 4845 eller mail: s43w@kk.dk

Kontakt til teknik- og miljøborgmester Line Barfod via pressetelefonen på 2327 8090.

Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard via pressetelefonen på: 3366 2345.

Kontakt til By & Havn via Kristian Wederkinck, kommunikations- og pressechef, på 3053 5004 eller mail: kwo@byoghavn.dk

Den 23. april fejrer vi, at det nye fyr på Sundmolen i Nordhavn er færdigt. Derfor inviterer vi søfarende og fodfolk til lanternefest, når lyset i fyret bliver tændt for første gang. Kom og byg din egen lanterne og syng fyret ind til fællessang med dine naboer.

På den yderste spids af Sundmolen i Nordhavn står et nyt fyr færdigt til at lede søfarende sikkert gennem havnen. Selvom fyret er nyt, bærer det på den maritime historie og er bygget efter gamle håndværkstraditioner.

Tirsdag den 23. april bliver lyset i fyret tændt for første gang, og derfor inviterer By & Havn til lanternefest kl. 18:30-20:00. Deltag på land eller tænd din lanterne på båd, kajak eller SUP og vær med fra vand.

 

PROGRAM

Lanternefesten foregår tirsdag den 23. april 2024 kl. 18:30-20:00 på spidsen af Sundmolen.

  • Skab din egen lanterne til åbent værksted i stueetagen hos BIG – Bjarke Ingels Group og tag den med til lystændingen. Der vil være materialer, led-lys og professionel hjælp at hente fra arkitekt Charlotte Carstensen.
  • Få en forfriskning på molehovedet. Søfarende får serveret en forfriskning fra trappen på vestsiden af molehovedet. Husk at tænde lanternen på dit fartøj.
  • Se fyret indeni når der helt eksklusivt bliver åbnet ind til fyrtårnet
  • Musik og fællessang
  • Lyset i fyret tændes

Det er gratis at deltage og kræver ikke tilmelding. Dog er der en begrænsning på materialer til lanterner og på drikkevarer.

Kunst og arkitektur får musikken til at leve i Ørestads byrum

I Ørestad er en række markante aktører gået sammen om det ambitiøse kunst- og byrumsprojekt ”Byens Scene”, der nu skydes i gang med en tofaset konkurrence. Projektets ambition er, at byrummene, der forbinder metrostationerne med de tre spillesteder DR Koncerthuset, Bella Arena og Royal Arena, skal blive en inspirerende og levende oplevelse i sig selv.

DR Koncerthuset, Bella Arena og Royal Arena udgør tilsammen det største koncertområde i Norden. En række partnere er nu gået sammen om en kunst- og arkitektkonkurrence, som skal resultere i tre byrum, der integrerer kunst- og landskabsarkitektur ved de store spillesteder. Projektet skal understøtte det gode hverdagsliv med mulighed for ophold og aktiviteter, og samtidig give koncertgæster en unik oplevelse, når de ankommer med metroen på vej til koncert eller et event.

Adm. direktør i Bellagroup, Christian Folden Lund, siger:

Med ”Byens Scene” ønsker vi at forløse potentialet i de tre byrum, så de i langt højere grad kan understøtte Ørestads mangfoldige byliv, hvad enten der er tale om store events eller små hverdagsmøder. Byrummene skal være en oplevelse i sig selv, og samtidig byde besøgende til spillestederne velkommen, så de oplever, at kulturoplevelsen allerede begynder inden, man træder ind ad døren.

Adm. direktør, Christian Folden Lund, Bellagroup.

Bella-Arema_1920x1080

Også Kim Bohr, chef for DR Koncerthuset, er begejstret. Han udtaler:

Ørestad skal i endnu højere grad på kortet som kulturdestination, og vi er meget ambitiøse med planerne for ”Byens Scene”. Vi drømmer om et byrum, der kan spille sammen med DR Koncerthusets markante og spændende bygning, som er et kunstværk i sig selv. Vi glæder os til at udnytte et nyt byrums muligheder for at udviske grænserne mellem inde og ude, og lade kunst og events flyde mere ud i byen omkring os.

Chef, Kim Bohr, DR Koncerthuset.

Adm. direktør i Live Nation, Jesper Christensen og adm. direktør i Royal Arena, Dan Hammer siger:

Projektet åbner mulighed for at genbesøge, hvordan Royal Arena lander i byens rum og giver værdi for de mange mennesker, der færdes i bydelen både i hverdagen, og når der er afholdes de helt store events. Opgaven er at skabe et byrum i tilknytning til Royal Arena, som kan håndtere publikumsstrømme i forbindelse med koncerter og sportsbegivenheder og som samtidig skaber gode rammer for liv og oplevelser, når ikke der er arrangementer.

Adm. direktør, Jesper Christensen, Live Nation og adm. direktør, Dan Hammer, Royal Arena.

DR-Koncerthuset_Foto_Kontraframe_1920x1080

Konkurrencen ”Byens Scene” indledes med en prækvalifikationsrunde, der udbydes 12. april 2024. Partnerskabet prækvalificerer fem teams til at deltage i konkurrencen. De fem teams skal bestå af en kunstner i samarbejde med en arkitekt- eller landskabsarkitekttegnestue. For at signalere det høje niveau for konkurrencen har partnerskabet på forhånd udpeget to af de fem teams til at deltage. De to teams, der består af internationalt anerkendte kunstnere og tegnestuer, er Doug Aitken (US) i samarbejde med BIG (DK) og Katharina Grosse (GER) i samarbejde med COBE (DK).

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, ser frem til en spændende konkurrence: 

Som initiativtager og en af partnerne bag projektet, ser vi i By & Havn frem til en spændende proces og ikke mindst tre byrum, som vil være til glæde og gavn for både daglige brugere og gæster i Ørestad. Det glæder mig meget, at det er lykkedes at samle så vigtige kræfter på tværs af det rige kulturliv, der udspiller sig i Ørestad.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

DR-Koncerthuset_Luftfoto_1920x1080

For at understøtte projektets ambition om at forene kunstner og tegnestue i et frugtbart samarbejde og et fælles greb, er konkurrencen inddelt i to faser - en idéfase og en projektfase.  Idéfasen, der skydes i gang til september, har fokus på at udvikle et fælles kunstnerisk og arkitektonisk helhedsgreb, der visuelt og narrativt kæder de tre byrum sammen. Projektfasen, der følger til januar 2025, handler om at omsætte idéfasens helhedsgreb til konkrete, stedspecifikke og målfaste udformninger af tre byrum. Mellem de to konkurrencefaser planlægges et dialogforløb med relevante aktører, som skal bidrage med lokal viden og inspiration til de konkurrerende teams i fase 2. Vinderteamet forventes udpeget i april 2025.

Konkurrencen bedømmes af et dommerpanel bestående af repræsentanter for partnerskabet samt et antal fagdommere.

Royal-Arena_Luftfoto_1920x1080

Partnerskabet bag ”Byens Scene” består af Danmarks Radio, Bellagroup, Bellakvarter, Live Nation, By & Havn, Metroselskabet og Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC). Konkurrencen finansieres af By & Havn og DR. Den filantropiske forening Realdania støtter konkurrencen. Creator Projects er kunstneriske rådgivere for partnerskabets styregruppe.

Prækvalifikationsudbuddet findes her: 

For nærmere information om ”Byens Scene” kontakt Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC) på mail: info@oicc.dk eller tlf. 31 49 66 34.

Nyt bykvarter skudt i gang på Stejlepladsen

Torsdag eftermiddag blev ikke mindre fem genbrugsspader sat i jorden for at markere begyndelsen på et nyt bykvarter, der i løbet af de kommende år vil vokse frem på Stejlepladsen i Københavns Sydhavn. Målet er at skabe en helt særlig bydel med fokus på fællesskab, genbrug og natur, og det forventes, at de første boliger er klar til indflytning allerede i sommeren 2026.

For godt fire år siden valgte By & Havn og PFA at investere i udviklingen af en ny og helt særlig bydel, der i den kommende tid vil vokse frem på Stejlepladsen i Københavns Sydhavn. Visionen er at skabe en ny og mangfoldig bydel, der er inspireret af den eksisterende Fiskerhavns bebyggelse, og som derfor har stor variation i både farver, form og udtryk.

Og torsdag den 11. april, blev begyndelsen på den nye bydel markeret med første spadestik. Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, deltog i fejringen, og hun lagde vægt på vigtigheden af byggeriet og af en ny og grøn bydel i København:

Det kommende kvarter er et mønstereksempel på, hvordan nye københavnske bydele skal være. Med plads til natur og fællesskaber mellem husene, bilfri gader, metro tæt på og forskellige boliger til alle livets faser. Det bliver virkelig en bydel for alle. Og så er jeg særligt glad for, at parterne bag Stejlepladskvarteret har gjort sig rigtig umage med at trække områdets særlige identitet og historie ind i den kommende bydel.

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), Københavns Kommune.

By & Havn_Stejlepladsen_Første spadestik-11

By & Havns adm. direktør, Anne Skovbro, glædede sig over, at Stejlepladsen bliver en bydel, der ikke ligner noget, man kan finde andre steder i København.

På Stejlepladsen får vi ikke de sædvanlige karréer og firkantede bygninger helt ud til vandet, som vi er vant til i København. Her får vi noget helt andet, der har sin inspiration i den eksisterende Fiskerhavns udtryk. Her kommer et område, som arkitektonisk er helt sit eget med et uhøjtidelige udtryk, der er solidt forankret i det sted, det udspringer fra og som med sine bilfri gader, mindst 800 træer og et sammenhængende grønt bælte langs vandet kommer til at udgøre et helt nyt alternativ til de københavnere, der drømmer om at på tæt på naturen og samtidig under en kilometer fra metroen.”

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

By & Havn_Stejlepladsen_Første spadestik-12

Peter Morgan, head of real estate ved PFA var også til stede ved fejringen:

I PFA er vi stolte over at være med til at skabe en ny bydel i Københavns Sydhavn. Når Stejlepladsen står færdig får københavnerne en helt unik bydel, som kombinerer moderne arkitektur, grønne områder, et rigt kulturliv og stærke fællesskaber. Vi håber på, at Stejlepladsen kan blive et fyrtårn for byudvikling i Danmark og en inspiration for andre byer i hele verden. Og så er vi glade for det store fokus på bæredygtige byggematerialer og genbrugsmaterialer i udviklingen af Stejlepladsen.

Head of real estate, Peter morgan, PFA.

By & Havn_Stejlepladsen_Første spadestik-38

Godt 900 nye boliger

I de kommende år bliver der bygget knap 900 boliger, hvoraf cirka 225 af boligerne bliver almene. Lige fra projektets start har der været fokus på genbrug og bæredygtige byggemetoder, og derfor har man blandt andet valgt at erstatte beton og stål med træ, hvor det er muligt, ligesom der indgår både solceller og grønne tage i projektet. Samtidig er det nye det nye kvarter bogstaveligt talt designet til at fostre fællesskaber, med bilfri gader, hvor der er plads til leg og hyggeligt samvær, og blandede klynger, hvor almene boliger, private lejeboliger og ejerboliger blandes mellem hinanden, og hvor de almene medbyg-rækkehuse har fået en af de mest attraktive placeringer med udsigt over Fiskerhavnen.

Bjørn Petersen, der er formand for AKB, København ser frem til at den nye bydel står færdig:

Sydhavnen har en særlig plads i AKB, Københavns hjerte. Det er vores arnested, da det er i dette område, vi lagde vores første mursten for over 100 år siden. I dag råder vi over mere end 3000 boliger i bydelen. Vi om nogen kender kulturen, beboerne og den særlige stemning, der er i Sydhavnen. Den værner vi om – og den vil vi gerne bygge bro til. Derfor er vi rigtig glade for, at vi er samarbejdspartnere på projektet, og at vi har fået integreret mange af de ideer og ønsker til både boligtyper og uderum, som beboerne i Sydhavnen har bidraget med bl.a. ved de inddragelsesmøder, som blev holdt ved opstarten af projektet i 2021.

Formand, Bjørn Petersen, AKB København.

By & Havn_Stejlepladsen_Første spadestik-43

Også for Jesper Schultz, der er direktør for Ejendomsselskabet Stejlepladsen, er det helt afgørende, at nye fællesskaber vil vokse frem mellem bydelens kommende beboere.

Vi har på alle måder gjort os umage for at lave en by, der indbyder til, at fællesskaber skal opstå. Her har vi ikke den traditionelle opbygning med fortov/vej/fortov. I stedet har vi bilfri gader, der indbyder til leg, til gadefester, til loppemarkeder, til torvedage og meget mere. Derudover laver vi et fælleshus, der skal fungere som en dynamo for fællesskabet i området. Her skal der være alt fra morgenyoga og lektielæsning til foredrag og fællesspisning. Vi får selvfølgelig brug for hjælp og gode idéer fra de kommende beboere, men jeg vil gerne love, at vi vil gøre vores ypperste for at gøre Stejlepladsen til et godt sted at bo.

Direktør, Jesper Schultz, Ejendomsselskabet Stejlepladsen.

By & Havn_Stejlepladsen_Første spadestik-9

Vær med til at tænde lyset i Nordhavns nye fyrtårn og byg din egen lanterne

Den 23. april fejrer vi, at det nye fyr på Sundmolen i Nordhavn er færdigt. Derfor inviterer vi søfarende og fodfolk til lanternefest, når lyset i fyret bliver tændt for første gang. Kom og byg din egen lanterne og syng fyret ind til fællessang med dine naboer.

På den yderste spids af Sundmolen i Nordhavn står et nyt fyr færdigt til at lede søfarende sikkert gennem havnen. Selvom fyret er nyt, bærer det på den maritime historie og er bygget efter gamle håndværkstraditioner.

Tirsdag den 23. april bliver lyset i fyret tændt for første gang, og derfor inviterer By & Havn til lanternefest kl. 18:30-20:00. Deltag på land eller tænd din lanterne på båd, kajak eller SUP og vær med fra vand.

I stueetagen hos BIG – Bjarke Ingels Group bliver dørene slået op, og store som små kan komme til åbent værksted og bygge en lanterne, der kan lyse op, når fyret skal tændes. På molespidsen kan man få en forfriskning og tage et nærmere kig på fyret indvendigt og udvendigt, og kommer man ad vandvejen bliver forfriskningen serveret over kajkanten. Aftenen kulminerer, når fyret tændes og synges ind med fællessang.

Fyrtårn i mere end 100 år

Der har stået et fyr på spidsen af Sundmolen i Nordhavn i mere end 100 år og ledt søfolk sikkert i havn. Da kajkanterne og molehovedet skulle igennem en større renovering, blev det en kærkommen mulighed for at fjerne det eksisterende molefyr, der vel var funktionelt men også ganske sjælløst, og erstatte det med et nyt.

Nu står det nye fyr klar på en brostensbelagt plads, omkranset af en kyssebænk hvor man har udsigt ind over by og ud over vand. Fyret er kraftigt inspireret af det oprindelige fyr fra 1917 og bygget efter model af Langeliniefyret få hundrede meter væk.

Fyret og molespidsen er bygget til fremtiden, men trækker på fortidens æstetik og håndværkskvaliteter, og det giver den lille plads en særlig maritim og historisk atmosfære. Det er blevet et nyt sted i København, der er et besøg værd, hvor får man en fantastisk udsigt og kommer til at mærke naturens lune på egen krop.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

C.G. Jensen, der har været entreprenør på renoveringen af molehovedet, har fra første færd været dybt engageret i fyret, der er skabt efter gamle håndværkstraditioner og med tegninger, pen og papir frem for digitale tegneprogrammer. Kobberkuplen på toppen har været forbi en gørtler i Tyskland, da det er et håndværk, der kræver nogle helt særlige kompetencer.

Jacob Cargnelli, formand hos C.G. Jensen, der oprindeligt er udlært tømrer, tog selv blyanten i hånden:

Jeg ville gerne vise, at man stadig kan tegne ting i hånden – man kan stadig godt lave ting, der ikke skal være 3D projekterede. Så derfor tænkte jeg; gammelt håndværk og gamle tegninger, det må hænge sammen, og jeg er enormt stolt af resultatet, og glæder mig til ind imellem at slå et smut forbi Nordhavn og besøge fyrtårnet.

Jacob Cargnelli, formand hos C.G. Jensen.

Med de gamle håndværkstraditioner i hu står der nu et fyr, hvor funktion, sjæl og håndværk går op i en højere enhed.

PROGRAM

Lanternefesten foregår tirsdag den 23. april 2024 kl. 18:30-20:00 på spidsen af Sundmolen.

  • Skab din egen lanterne til åbent værksted i stueetagen hos BIG – Bjarke Ingels Group og tag den med til lystændingen. Der vil være materialer, led-lys og professionel hjælp at hente fra arkitekt Charlotte Carstensen.
  • Få en forfriskning på molehovedet. Søfarende får serveret en forfriskning fra trappen på vestsiden af molehovedet. Husk at tænde lanternen på dit fartøj.
  • Se fyret indeni når der helt eksklusivt bliver åbnet ind til fyrtårnet
  • Musik og fællessang
  • Lyset i fyret tændes

Det er gratis at deltage og kræver ikke tilmelding. Dog er der en begrænsning på materialer til lanterner og på drikkevarer.

Vær opmærksom på at lanternefesten foregår i tusmørke langs vandet og at deltagelse er på eget ansvar.

Mange flere ørreder i havnen

Lystfiskerne kan glæde sig til på søndag, når den sydlige del af Københavns Havn bliver 1.500 kilo ørreder - svarende til 10.000 fisk rigere. By & Havn er samarbejdspartner i initiativet.

Havnen byder i forvejen på mange muligheder for lystfiskeri, hvor det generelt er tilladt at fiske med stang fra land, når man har et fisketegn.

Allerede til sommer bliver der endnu flere muligheder for at hjemtage en lækker havørred til grillen, for de fisk, som udsættes på søndag, er to-års ørreder, der måler 25-30 cm, og det betyder, at de fleste af fiskene allerede til sommer vil have et mindstemål, der gør, at de kan fiskes og hjemtages.

20240207_161449

Christian Balle & Havørred

 

Initiativet er taget af ildsjælene Per Fischer og Christian Balle fra Hvidovre Sport og Lystfiskerforening. Det er dem, som skaffer samarbejdspartnere til udsætningsprojektet, og i lighed med sidste år har de henvendt sig til By & Havn, som igen er gået ind i projektet.

Udsætningsbegivenheden sker ved et mindre arrangement søndag den 14. april kl. 12.30 ved udmundingen af Harrestrup Å ud til farvandet Kalveboderne i Sydhavnen, der akkurat ligger indenfor Københavns Havns søområde.

Vi er rigtig glade for, at By & Havn kan se idéen og igen har taget godt imod os. Vi har forberedt projektet i flere måneder, og vi glæder os meget til udsætningsdagen på søndag. Udsætningen gør helt klart en forskel for bestanden af havørreder i området og mulighederne for at få en fisk på krogen i Københavns Havn.

Per Fischer, Hvidovre Sport og Lystfiskerforening.

Både rekreativt og godt for biodiversiteten

Lystfiskeri er bare en af de mange aktiviteter, man kan dyrke i Københavns Havn, og By & Havn arbejder hele tiden for at udvide paletten af muligheder i byens blå byrum. Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro siger:

Vi går ind i projektet, fordi vi er optaget af forholdet mellem det biodiverse og det rekreative i Københavns Havn. Havørreden lever i forvejen naturligt i havnen, og med udsætningen får arten et boost – hvilket både er godt for biodiversiteten og til glæde for havnens lystfiskere.

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro.

Hun fortsætter:

Vi oplever stor interesse for lystfiskeri i havnen, heriblandt mange børn og unge, som dyrker det unikke fællesskab som lystfisker og får nogle gode oplevelser i den natur, vi har i havnen. Det vil vi rigtig gerne understøtte, fordi det samtidig betyder, at de unge tager stilling til og ansvar for vores fælles natur.

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro.

Søndagens udsætning skal ses i sammenhæng med, at Danmarks Tekniske Universitet, DTU Aqua den 20. april ligeledes udsætter 1.200 kilo et-års fisk svarende til 16.000 individer samme sted. Denne udsætning er finansieret af Fisketegnsmidlerne. Et-års fiskene, der er for små til at blive hjemtaget før sommeren 2025, er mærkede som en del af et DTU Aquas genfangstprojekt, og projektet håber på, at lystfiskerne vil give tilbagemeldinger om fangsterne via appen Fangstjournalen.

I de første dage efter udsætningen forbliver både to-års og et-års ørreder i området ved udløbet af Harrestrup Å, før de drager længere op i havnen til Øresund og ned i Køge Bugt. For at sikre, at de ikke bliver spist af skarver og fiskehejrer i de første dage, holder frivillige fiskere vagt og skræmmer rovfuglene væk, når de kommer for tæt på.

Nye vaner sparer 9000 liter brændstof og tonsvis af CO2 på Lynetteholm

Tomgangskørslen – og dermed også CO2- og partikeludslippet – fra maskinerne, der arbejder på Lynetteholms fase 2 er indenfor tre måneder blevet reduceret med næsten 10 %. Det er sket fordi Per Aarsleff A/s har udvalgt Lynetteholms fase 2 som testprojekt, hvor nye vaner blandt maskinførerne gør arbejdet mere klimavenligt.

I første kvartal af 2024 har Per Aarsleff A/S, der står for at anlægge anden fase af Lynetteholm, søsat et nyt projekt, der har til formål at spare på brændstoffet til de lastbiler, dumpere, læssemaskiner, gravemaskiner og dozere, der er tilknyttet projektet.

Målet var i første omgang at få maskinførerne til at dreje nøglen og stoppe motoren under unødvendig tomgangskørsel, men siden bød også maskinførerne ind med andre forslag til, hvordan maskindriften på byggepladsen yderligere kunne optimeres. Til sammen har de forskellige tiltag betydet, at man i perioden fra 1. januar til 31. marts 2024 har sparet cirka 9.000 liter diesel svarende til 24 ton CO2.

Dialogen gør forskellen

Lise Lund, der er bæredygtighedskoordinator ved Aarsleff, har været en af hovedkræfterne bag projektet, er rigtig godt tilfreds med resultatet.

Aktiviteten og maskindriften på Lynetteholm projektet er meget omfattende. Vi har rigtig mange timelønnede i skiftehold på pladsen - som hver har deres kørselskultur med sig, så jeg er rigtig godt tilfreds med de resultater, vi har opnået indtil videre. Vi fortsætter selvfølgelig det gode arbejde fremadrettet, og maskinførerne har virkelig været gode til at byde ind med idéer og forslag til, hvordan kørslen kan optimeres.

Bæredygtighedskoordinator, Lise Lund, Per Aarsleff A/S.

Det har ikke været nogen nem opgave at få tomgangsprocenten ned. Dels er det altid svært at bryde gamle vaner, og dels betyder de relativt korte afstande på Lynetteholm, at tomgangsprocenten altid vil være højere end på projekter, der indebærer kørsel over længere afstande.

Det er ingen hemmelighed, at det har været svært for nogle af vores maskinførere at ændre vaner og dreje nøglen, når de holder stille, men de har gjort en kæmpe indsats, og de har også budt ind med det, de kalder at køre i flow, hvilket også har været med til at gøre en positiv forskel. I sidste ende er dialogen med chaufførerne det vigtigste, og projektet har virkelig fået dem til at reflektere over deres kørsel. Det er jeg meget imponeret over.

Bæredygtighedskoordinator, Lise Lund, Per Aarsleff A/S.

Når maskinerne kører i ”flow”, betyder det, at maskinførerne tilpasser deres tempo efter hinanden, når de eksempelvis kører blødbundsmateriale fra kajen, hvor det læsses fra skibet, til Lynetteholms bassin. Når tempoet sættes ned på strækningen mellem kajen og bassinet, mindsker man risikoen for at holde stille og vente på pålæsning, hvor førerne ofte holder i tomgang. Dermed reducerer man tomgangstiden, og det er godt for brændstoføkonomien.

Partikler, CO2 og penge at spare

Projektet har altså resulteret i brændstofbesparelse på cirka 9.000 liter diesel, hvilket svarer til godt 24 ton CO2, og derudover er de nye vaner også med til at begrænse partikeludledningen, der er op til seks gange højere, når maskinerne holder i tomgang, end når de kører.

Endelig kan Aarsleff også mærke de nye vaner på pengepungen. Udover at regningen på diesel er krympet, betyder mindre tomgangstid også mindre behov for service og mindre slid på maskinerne.

Også ved adm. direktør for By & Havn, Anne Skovbro vækker CO2-besparelserne glæde.

CO2-udledning relateret til tomgang udgør en mindre delmængde af den samlede udledning fra anlægget af Lynetteholm, men reduktion af diesel, CO2 og partikeludledning er vigtig i sig selv. Og så er projektet et godt eksempel på, hvordan arbejdet med at ændre adfærd og kultur er et afgørende parameter i arbejdet med for at fremme den grønne omstilling – og det er præcis det, vi har ønsket at opnå med de krav, vi fra By & Havns side har stillet til anlæggelsen af Lynetteholms fase 2.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

Aarsleff har udover Lynetteholm også et andet testprojekt, hvor man arbejder målrettet på at nedbringe tomgangstiden og brændstofforbruget, og målet er, at erfaringerne på sigt skal udbredes til flere af Aarsleffs bygge- og anlægsprojekter rundt omkring i landet.