De overordnede linjer for Nordhavns byudvikling er samlet i en strukturplan, som løbende revideres. Anden revidering er ved at nå til vejs ende, og derfor inviterer By & Havn og Østerbro Lokaludvalg den 4. oktober 2023 kl. 19-21 indenfor til et møde om strukturplanen og dens betydning for Nordhavns udvikling.
Det tager ca. 40 år at udvikle Nordhavn som bydel fra første til sidste spadestik. Den første spade til boliger blev sat i jorden for 10 år siden, og meget er sket siden da.
Det er en langstrakt proces at udvikle en ny bydel, og derfor bliver de overordnede linjer for byudviklingen samlet i en såkaldt strukturplan, der løbende justeres til, i takt med at der træffes nye beslutninger for området, og at tankerne om den gode by forandrer sig.
Strukturplanen er et arbejdsværktøj for By & Havn, der sætter retning for, hvordan arealerne i Nordhavn anvendes og de mange delprojekter samles, så bydelen fortsat har en god sammenhæng og helhed. Hent den reviderede Strukturplan Nordhavn i mediearkivet (OBS! Tunge filer)
Eksempelvis er det netop blevet afklaret, hvor metrolinjeføringen skal løbe i Ydre Nordhavn, der arbejdes for at bevare hele Nordhavnstippen og samtidig er vejen til den nye containerterminal i den yderste del af Nordhavn også ved at være fastlagt. Alt sammen har en indflydelse på, hvordan Nordhavn konkret kan forme sig i fremtiden.
Sidste revidering af strukturplanen var i 2018, og nu er den næste ved at være klar. Derfor inviterer By & & Havn sammen med Østerbro Lokaludvalg indenfor til en præsentation, samtale og et kig på den reviderede strukturplan.
Mødet foregår onsdag den 4. oktober kl. 19-21 i Salen i Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 København Ø. Der vil være kaffe, the, vand og kage.
Det er gratis at deltage, men for at der er nok forplejning, skal man tilmelde sig ved at skrive til fp_oesterbrolokaludv@okf.kk.dk. Tilmelding er efter først-til-mølle princippet.
Program:
- Velkommen v. Allan Marouf, formand, Østerbro Lokaludvalg
- Strukturplan Nordhavn præsenteres v. Ingvar Sejr Hansen, udviklings- og salgsdirektør, By & Havn
- Samtale om strukturplanen og planlægningen af Ydre Nordhavn mellem Allan Marouf og Ingvar Sejr Hansen
Der er løbende mulighed for at komme med input og stille spørgsmål til strukturplanen.
By & Havn har i løbet af 2023 afholdt en møderække om strukturplanen. Først om energiforsyning og siden om stormflodssikring. Denne gang omhandler det den samlede strukturplan. Er du forhindret i at deltage i mødet med Østerbro Lokaludvalg den 4. oktober byder chancen sig igen den 8. november, hvor mødet afholdes sammen med arkitektfirmaerne SLETH og Cobe, der har været rådgivere på Strukturplan Nordhavn. Du kan tilmelde dig allerede nu via billetto (link).
Se alle vores arrangementer på https://byoghavn.dk/arrangementer/
Hvad er en strukturplan
En strukturplan er ikke en plan i Planlovens forstand, men er grundejers arbejdsværktøj til at sikre værdier og principper for sammenhænge i de arealer, der skal udvikles. Strukturplanen skal sikre, at planen og byudviklingen lever op til de politiske aftaler. Den fastlægger, hvordan arealer skal bebygges og anvendes og skal sikre fremtidig infrastruktur og kvaliteter i det fremtidige byområde.