Høring: Nyt havnereglement på vej for Københavns Havn

Trafikstyrelsen har i samarbejde med By & Havn lavet et forslag til et nyt havnereglement for Københavns Havn. Havnereglementet er i høring frem til 15. august 2025.

Regler for badning, sejlads, fiskeri og anløb. Det og meget andet kan man få svar på i havnereglementet for Københavns Havn, og nu har Trafikstyrelsen sammen med By & Havn sendt forslaget til et nyt havnereglement i høring.

Havnereglementet regulerer brugen af havnen, og ligeledes fastsætter det, hvilke regler der gælder for placering og etablering af badebroer og andre anlæg i havnen.

Derudover er de søområder, der 1. maj 2025 blev inddraget i Københavns Havn, blev tilføjet.

Det er By & Havn, der er havnemyndighed for Københavns Havn og står for drift og vedligehold.

Du finder forslaget til det nye havnereglement for Københavns Havn her.

Spørgsmål eller bemærkninger til forslaget skal sendes til info@trafikstyrelsen.dk, og fristen for at indsende høringssvar er fredag den 15. august 2025.

By & Havn tildeler opgaven med at opføre nyt UNICEF-verdenslager i Nordhavn

By & Havn har tildelt opgaven med at opføre verdens største UNICEF-centrallager for humanitær hjælp i Nordhavn til selskabet MT Højgaard Danmark. Opgaven har en samlet værdi på 1,66 mia. kr. Tildelingen er først endelig, når standstill er udløbet.

CAMPUS 4 i Københavns Nordhavn bliver et bygningskompleks på 63.000 etagemeter, og MT Højgaard Danmark skal udføre opgaven i totalentreprise i samarbejde med CF Møller Arkitekter og den rådgivende ingeniørvirksomhed Artelia. Arbejderne indledes i efteråret 2025, og verdenslageret skal være klar til brug ved udgangen af 2028.

UNICEF Campus 4 omfatter opførelsen af et nyt distributionscenter, der skal erstatte UNICEF’s eksisterende faciliteter på Oceanvej i Københavns Nordhavn. Bygherren opfører faciliteten for lejer (Bygningsstyrelsen, der fremlejer til Udenrigsministeriet) og dennes bruger (UNICEF).

CAMPUS 4 omfatter en administrationsbygning med besøgscenter og konferencefaciliteter, et lavlager samt to fuldautomatiske højlagre, der kan rumme flere end 75.000 paller. Administrationsbygningen får et etageareal på ca. 15.000 kvm, mens lagerarealet samlet bliver på ca. 48.000 kvm. Lagerkapaciteten vil dermed blive markant større end i UNICEF’s nuværende verdenslager på Oceanvej i København, hvorfra størstedelen af organisationens nødhjælp i dag udsendes.

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, ser frem til at komme i gang med arbejdet, og glæder sig over den store interesse, der har været for udbuddet:

Nordhavn og UNICEF hører sammen. Og vi er utroligt glade for, at UNICEF har valgt at udbygge deres verdenslager i Nordhavn, som på den måde er med til at fastholde Københavns særlige historik som en vigtig forsyningshavn. Vi har været meget glade for den store interesse, der har været for at være med i udbuddet og vi er glade for, at vi på den baggrund nu kan tildele opgaven til MT Højgaard Danmark. At bygge et så stort verdenslager er ikke en nem opgave – det er utroligt teknisk og kræver specialistviden i forhold til totalentreprisen, men også i forhold til de fuldautomatiske processer, som skal gøre lagerets funktion smidig og hurtig. Og der er vi sikre på, at MT Højgaard Danmark, CF Møller Arkitekter og Artelia Danmark er de helt rigtigt til opgaven.

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro.

Den betingede Totalentreprisekontrakt og det samlede projekt skal godkendes af Folketingets Finansudvalg.

Yderligere oplysninger:
Kommunikationschef Kristian Wederkinck, By & Havn: T: 3053 5004

Nyt grønt byrum i Nordhavn: Unge kvinder har sat retningen for ny aktivitetsplads

Under metroens skinner blev der mandag åbnet en ny aktivitetsplads med plads til både ro og bevægelse – skabt i samarbejde med områdets unge

Nordhavn har fået en grøn og levende aktivitetsplads under højbanen ved Orientkaj Metrostation. Pladsen er netop blevet indviet og er designet i tæt samarbejde med unge fra Randersgade Skole og Copenhagen International School, hvor især de unge pigers ønsker har sat retningen for det færdige design. Resultatet er et trygt og sanseligt byrum med fokus på mangfoldighed og fællesskab.

Som skoleborgmester glæder det mig at se de unges inddragelse i byudviklingen. En aktivitetsplads bygget i øjenhøjde skubber, efter min mening, København tættere mod målet om at blive Danmarks bedste børneby, og jeg håber, at byggeriet vil inspirere til mere ungeinddragelse fremover. Det er vigtigt, at de lokale projekter bliver præget af de lokale, og her glæder det mig, at elever fra skolerne i området også har været en del af processen.

Børne- og ungeborgmester, Jakob Næsager (K), Københavns Kommune.

ak4

By & Havns adm. direktør, Anne Skovbro, tilføjer:

Vores ambition er at skabe et byrum, der tilbyder noget anderledes og sætter en ny målgruppe i centrum. Det er især de unge kvinder, vi har lyttet til her, og det er deres idéer, der har sat retningen. Ønsker om tryghed, æstetik og muligheden for at kombinere mulighed for ophold og bevægelse har været helt centrale elementer i udformningen.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

akt2

En grøn oase midt i byen

Aktivitetspladsen er udviklet i samarbejde med rådgiverne BARK og COBE, og den 1500 kvadratmeter store plads er beplantet med godt 8000 planter af forskellig art, ligesom kunstnerisk belysning skal være med til at skabe tryghed og stemning i de mørke måneder.

Midt på pladsen står et flot og funktionelt kunstværk skabt af Beatrice Hansson, og både det og pladsens øvrige elementer indbyder til træning, leg og ophold. Med QR-koder kan brugere få adgang til instruktionsvideoer og få det fulde udbytte af faciliteterne – uanset niveau. Lige nu er der kun opsat midlertidige skilte med QR-koder, men om få uger vil plastic-skiltene blive udskiftet med skilte i metal.

 

ak2
ak7

Nyt fra bestyrelsen - 19. juni 2025

By & Havns bestyrelse har på møde 19. juni 2025 bl.a. behandlet følgende:

  • Status for By & Havns forretningsstrategi 2024-2027 herunder status for selskabets økonomiske, forretningsmæssige og bæredygtighedsmæssige målsætninger.
  • Rammen for By & Havns bæredygtighedsrapportering for 2025.
  • Indgåelse af kontrakter vedr. nyt UNICEF-lager i Nordhavn. Yderligere information herom vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt.
  • Risikopolitik og risikorapportering for By & Havn. Risikopolitikken og risikorapporteringen rummer en systematisk tilgang til risikostyring i form af kortlægning, minimering og rapportering af risici knyttet til By & Havns forretning.
  • ”Fra kriser til knaphed – En hvidbog om prisudvikling og boligbehov i et voksende København”. Hvidbogen kan findes her.

Mødet blev afholdt i Ørestad og bestyrelsen var i forbindelse med mødet på gåtur i Ørestad Syd.

Ny kampagne opfordrer til respekt for havnen

Det er studentertid! Fra nu - og i de kommende par uger - kører lastbilerne fra bolig til bolig med lykkelige unge iklædt studenterhuer. Og når studenterkørslen er færdig, skal der festes. Men havnens vand og alkohol er en dårlig cocktail. Derfor opfordrer en ny kampagne fra By & Havn til, at man holder sig fra havnekanten, når man har drukket.

Tænk lidt længere og få respekt for havnen” er et af kampagnens slogans. Der er nemlig ikke nogen grund til at tage chancen og gå hjem langs havnen efter festen eller byturen. Og slet ikke alene. For måske opdager du først kanten for sent. Måske får du overbalance, hvis du prøver at tisse i vandet. Derfor opfordrer kampagnen til at følge tre simple råd:

  • Hold dig fra havnekanten – når du har drukket
  • Hold dig til et toilet (frem for at tisse i havnen) 
  • Hold dig sammen med dine venner

I den korte kampagnefilm til sociale medier ses en student bagfra, som skal til at tisse ned i havnebassinet. Tegnede vinger vokser ud på hans ryg. Men heldigvis kommer hans kammerat og trækker ham væk – og så forsvinder vingerne. Overskriften lyder ’Så stiv er jeg heller ikke’. Kampagnefilmen vil kunne ses på sociale medier og i gadebilledet de næste uger. Og når studentertiden er slut, fortsætter kampagnen – dog uden studenterhuen.

Filmen kan også opleves på hjemmesiden byoghavn.dk/respekt, der samtidig giver gode råd til, både hvad man skal gøre, hvis man falder i havnen, samt hvis man ser nogen, der falder i havnen. Det er fx vigtigt, at man ikke selv hopper i. Det er vigtigere at råbe efter hjælp og hurtigt ringe til 112.  

Vi ved fra flere forskellige undersøgelser, at mange af dem, der falder i havnen, er påvirket af alkohol. Vi ved også, at risikoen for at drukne er større, hvis man går alene langs havnen. Derfor starter vi årets havnekampagner med fokus på, at man skal følges ad – og at man helst skal holde sig helt væk fra havnekanten, når man er påvirket.

Havnechef Mette Odgaard Mylin, By & Havn

Bl.a. viser en undersøgelse fra Præhospitalt Center ved Region Sjælland, som er baseret på indlæggelsesrapporter og GPS-data fra udrykningskøretøjer i perioden 2016-2023, at der i perioden er sket 296 ulykker, hvoraf 21 er døde. 62% var mænd og 27% var kvinder. De 15-24 årige topper i aldersfordelingen med 19% af ulykkerne og mere end 30% var påvirket af alkohol eller stoffer i forbindelse med ulykkerne. Læs hele undersøgelsen her.

Plakat A3-Havnesikkerhed-med-hue

Mere respekt for havnen

Senere på sommeren udfoldes det fælles kampagne-payoff, ”Respekt for havnen” med flere budskaber bl.a. omkring sikkerhed såvel som budskaber om, hvorfor det er vigtigt kun at bade i de officielle badesteder.

Vi håber, at kampagnerne bliver taget godt imod af københavnerne og besøgende i byen. Og vi håber også, at fx klubber, barer og restauranter, der ligger nær havnen, vil være med til at dele kampagnen på deres egne medier, så budskabet kommer så langt ud som muligt.

Havnechef Mette Odgaard Mylin, By & Havn

Hele kampagnen kan ses på hjemmesiden byoghavn.dk/respekt, hvor man også kan hente de forskellige kampagneelementer, hvis man har lyst til at dele budskabet.

Sankt Hans i Nordhavn: Bål på vandet og sommerstemning på kajen

Den 23. juni kan du fejre Sankt Hans mindst to steder i Nordhavn – med spektakulært bål på vandet ved Sandkaj eller i strandbaren på Sundkaj, hvor DJ og dygtige kokke skaber sommerstemning. Uanset hvor du vælger at være, er du sikret en aften fyldt med tradition, ild og fællesskab ved havnen.

For fjerde år i træk danner Sandkaj rammen om en stemningsfuld Sankt Hans – og i år tager Kulturdistriktet fejringen til næste niveau. Med støtte og samarbejde fra Grundejerforeningen Århusgadekvarteret, Handelsforeningen Århusgadekvarteret, Hans Egedes Kirke, Østerbro Lokaludvalg og By & Havn realiseres visionen om et stort, smukt bål på vandet.

Bålet bygges i en særlig konstruktion, der i bæredygtighedens ånd kan bruges år efter år. Det bliver en aften, hvor lokale traditioner og moderne byliv mødes i flammernes skær.

Program for Sankt Hans på Sandkaj:

  • Mad og drikke – hele dagen
  • Velkomst ved Ove Dahl Kristensen, Grundejerforeningen Århusgadekvarteret
  • Båltale kl. 20.00 ved præst Louise Sihm Knudsen, Hans Egedes Kirke
  • Båltænding og fællessang

Arrangementet er åbent for alle.

DJ, krebs og sommerdrinks

Vil du hellere fejre midsommer i afslappede omgivelser med musik i ørene, så er Sankt Hans på Sundkaj noget for dig. Her skaber noon sammen med Løgismose en uformel og hyggelig aften med DJ, krebsegilde og sommerlige drinks

Der kan reserveres bord via billetfix.dk

Træk i træningstøjet og vær med, når vi indvier Nordhavns nye aktivitetsplads på mandag

Mandag den 23. juni kl. 15.30 inviterer By & Havn til indvielse af Nordhavns nye udendørs aktivitetsplads under Orientkaj Metrostation. Her er der skabt rum til aktivitet i æstetiske rammer – med plads til både høj puls og hyggelige pauser.

Hop i træningstøjet og kom med til en eftermiddag med taler, sved på panden og sunde snacks, når vi mandag indvier Nordhavns nye aktivitetsplads. Arrangementet starter med taler kl. 15. 30, hvorefter trænere fra Pro Sundhed guider dig gennem dagens workout, og vi sørger for juicebar og proteinbars, så du kan tanke op undervejs.

Den nye aktivitetsplads er skabt i tæt samarbejde med elever fra Randersgade Skole og Copenhagen International School, og målet har været at skabe et inkluderende og sanseligt byrum med plads til både bevægelse og afslapning.

aktiv5

En plads for alle

Undersøgelser viser, at mange unge piger ender som tilskuere til andres aktiviteter, når de færdes på de mere traditionelle aktivitetspladser rundt om i byen. For at imødekomme den tendens har By & Havn – i samarbejde med rådgiverfirmaerne BARK og COBE – udviklet et helt særligt byrum, hvor både form, funktion og fællesskab spiller sammen.

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, siger, at det har været en øjenåbner at tage dialogen med de unge piger om, hvilket byrum, de kunne tænke sig.

Vores ambition har hele tiden været at skabe et byrum, der tilbyder noget anderledes og sætter en ny målgruppe i centrum. Igennem den dialog, vi har haft, har vi opdaget, at de unge piger ofte sidder og kigger på, at andre er aktive, fordi der er ikke fysiske elementer, der aktiverer dem i samme grad som drengene. Det er især de unge piger, vi har lyttet til her, og det er deres idéer, der har sat retningen. Her har der bl.a. været ønske om tryghedsskabende elementer og spejle, som kan skabe en refleksion af byrummet.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

Taler, træning og snacks

Vi markerer indvielsen af den nye aktivitetsplads med taler fra Børne- og ungeborgmester Jakob Næsager og By & Havns adm. direktør Anne Skovbro, der glæder sig til at se pladsen taget i brug:

Efter talerne inviterer trænere fra Pro Sundhed til en gratis og effektiv træning på de nye redskaber – så husk træningstøjet. Der vil også være juicebar og proteinbars til at tanke energi.

byrum1

Tid og sted:

Mandag den 23. juni kl. 15.30 under Orientkaj Metrostation.

Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding – bare mød op og vær med til at tage Nordhavns nye mødested i brug.

Byggeopstart på Byens Hus i Ørestad Syd

By & Havn har indgået en aftale med FB Gruppen om at opføre beboer- og kulturhuset Byens Hus, 95 boliger og en daginstitution for enden af Asger Jorns Allé. Byens Hus bliver et naturligt samlingspunkt for de ca. 14.000 beboere i Ørestad Syd.

Visionen med Byens Hus er at samle flere af bydelens fælleslokaler under samme tag, så nye muligheder kan opstå i samspillet mellem beboerne i et mangfoldigt boligbyggeri med forskellige faciliteter. Beboerne i Ørestad Syd kan blandt andet se frem til beboer- og foreningslokaler, værksteder, en multisal, en café samt fællesarealer. Foruden at fungere som fælleshus for beboerne i området vil Byens Hus også blive et kulturhus for hele byen.

Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn siger:

Det glæder os at vi har indgået en aftale med FB Gruppen, så Byens Hus nu endelig kan opføres på Asger Jorns Allé. Og vi ved, at Ørestad har glædet sig til, at vi kunne realisere Byens Hus til gavn og glæde for de mange beboere, der ønsker et sted til kultur og fritidsaktiviteter. Derfor er det en stor milepæl for bylivet, vi passerer, når FB Gruppen går i jorden og starter byggeriet af Byens Hus op. Huset ligger på den meget attraktive grund ud mod Fælledpromenaden, som alle beboere og brugere af huset nu får glæde af.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Byens Hus er ventet med længsel

Huset er et længe ventet kulturhus og samlingssted for foreninger og aktive beboere i Ørestad Syd og resten af København, som kommer til at udgøre et naturligt centrum med moderne, attraktive rammer for aktiviteter, byliv og begivenheder i bykvarteret.

Byens Hus ejes af Foreningen Byens Hus, mens Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune kommer til at stå for den daglige drift af huset, ligesom det er tilfældet med Københavns kommunale kulturhuse som f.eks. Islands Brygge Kulturhus.

Mia Nyegaard, kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, siger

København får med Byens Hus endnu et kombineret beboer- og kulturhus. Et hus, hvor kvadratmeterne udnyttes fuldt ud både til glæde for beboerne og københavnerne generelt. Det er godt, at der nu er fundet en løsning, så byggeriet kan gå i gang og der for alvor kan sættes skub i kulturaktiviteter i Ørestad Syd.

Mia Nyegaard, kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune.

Ud over beboer- og kulturhuset kommer byggeriet til at rumme en daginstitution og boliger. FB Gruppen, som er bygherre på projektet, vil fremadrettet være ejer af boligerne, mens daginstitutionen sælges til Københavns Kommune, når byggeriet er færdigt. By & Havn køber beboer- og kulturhuset, hvorefter det overdrages til Foreningen Byens Hus, som repræsenterer de boligbyggerier, som har lagt en del af deres fællesarealer i huset.

Hans Bo Hyldig, adm. direktør i FB Gruppen, fortæller:

Projekter og byggesager, der understøtter mangfoldigheden og sammenhængskraften i en bydel, medvirker vi meget gerne til realiseringen af. Derfor er vi glade for tilliden fra By & Havn til dette projekt, som andrager ca. 12.000 m2, hvoraf 7.600 m2 er boliger. Med en fantastisk beliggenhed ud mod Fælleden og faciliteter som Royal Arena, skøjtehallen og Naturcenter Amager i umiddelbar nærhed vil de kommende boliger få en usædvanlig attraktiv placering i Ørestad.

Hans Bo Hyldig, adm. direktør i FB Gruppen A/S

 

 

ByensHus-2-1920x1358

Byens Hus set fra Asger Jorns Allé. Visualisering udført af ACT Architects. Visualiseringen er vejledende, og der kan forekomme ændringer i facadens endelige udtryk som følge af tekniske, arkitektoniske eller myndighedsmæssige forhold. 

Fakta

  • På byggefeltet langs Fælledpromenaden og Asger Jorns Allé opføres beboer- og kulturhuset Byens Hus, en daginstitution samt boliger i 10-11 etager
  • Byens Hus vil være på ca. 2.500 m2
  • Daginstitutionen bliver på ca. 2.000 m2 med dertilhørende legefaciliteter
  • Boligerne udgør ca. 7.600 m2 og vil bestå af 95 ejerboliger i forskellige størrelser
  • Foreningen Byens Hus har eksisteret siden 2019 og består af 22 boligbyggerier i Ørestad Syd, som er omfattet af tillæg 2 til lokalplan 398 ”Ørestad Syd”
  • Bygherre på projektet er FB Gruppen A/S
  • Byggeriet er tegnet af ACT Architects
  • Byggeplads etableres på nabobyggefeltet ved Den gule plads på Asger Jorns Allé i sommeren 2025
  • Byggeriet forventes påbegyndt i august 2025 og afsluttet i sidste halvår af 2027 afhængigt af myndighedsbehandlingen.
_DSC5871_1920x1080

Luftfoto fra 2024: By & Havn. Foreningshuset Byens Hus ligger på Asger Jorns Allé ud mod Fælledpromenaden på kanten af Kalvebod Fælled. Huset bliver et naturligt samlingspunkt for de ca. 14.000 beboere i Ørestad Syd.

 

Billedtekst, øverste foto:

Byens Hus set fra Kalvebod Fælled. Visualisering udført af ACT Architects. Visualiseringen er vejledende, og der kan forekomme ændringer i facadens endelige udtryk som følge af tekniske, arkitektoniske eller myndighedsmæssige forhold. 

 

Et utraditionelt parkeringshus pakket ind i ålegræs, genbrug og køkkenhaver

Onsdag den 11. juni åbnede P-hus Asger Jorn i Ørestad Syd. Det er et særligt parkeringshus, der er bygget til også at rumme sociale funktioner, og hvor der i facadebeklædningen er eksperimenteret med ålegræs som et CO2-besparende byggemateriale.

Huset udfylder naturligvis sin primære rolle som parkeringshus og kan rumme 616 køretøjer fordelt på seks etager, hvoraf 17 p-pladser er særligt indrettet til handicapkøretøjer. Parkeringshuset er desuden udstyret med 34 el-ladestandere og forberedt til opsætning af flere, så det kan imødekomme kommende behov.

Herudover er der gjort plads til en nærgenbrugsstation i stuetagen, som Københavns Kommune indretter og opstarter driften af i de kommende måneder. Og endelig er huset konstrueret, så det kan bære en have til dyrkning af afgrøder på taget.

Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn, siger:

P-hus Asger Jorn er ikke bare opbevaring af biler. Der er arbejdet aktivt med at skabe et hus, der indgår som en naturlig del af dagligdagen for beboerne i Ørestad Syd, blandt andet sociale møder og fællesskaber i nærgenbrugsstationen i stueetagen og på husets tag. Vi håber desuden, at de nye parkeringsfaciliteter vil aflaste Asger Jorns Allé, så de handlende i REMA1000 og besøgende i Dinos Legeland oplever bedre parkeringsmuligheder tæt på.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Ålegræs som et CO2-besparende byggemateriale

Noget særligt ved P-hus Asger Jorn er, at husets facader er beklædt med plader af ålegræs. Det er virksomheden Søuld, som har relanceret ålegræs som et alternativ til mere moderne, men CO2-belastende byggematerialer, og som Nordland Arkitekter havde med i deres projekt ”P-Hus Asger Jorn – fra hav til have”, som de vandt arkitektkonkurrencen med.

Igennem flere år har Søuld eksperimenteret med at bruge materialet indendørs. Nordland Arkitekter og By & Havn har i forbindelse med opførelse af P-hus Asger Jorn fået materialet testet til udendørs brug i samarbejde med Teknologisk Institut og Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut. Ålegræs har nemlig en række gode egenskaber. Det er et særdeles robust materiale som også har isolerende og akustiske fordele.

Det ålegræs, der indsamles til brug som byggemateriale, er overskudsmateriale fra naturen. Det er løsrevne blade fra ålegræsplanter, som ville ligge og rådne på stranden, hvis det ikke blev indsamlet. Nogle af de ca. 20 tons ålegræs, der er brugt til pladerne i P-hus Asger Jorn, er indsamlet ved Amagers Sydvestpynt af den socialøkonomiske virksomhed Amager Skovhjælpere.

Henrik Drejer Andersen, arkitekt og partner, Nordland Arkitekter, siger:

Vi er stolte af at kunne præsentere resultatet af vores mangeårige arbejde med at introducere ålegræs som biogent materiale i dette storskala pionerprojekt. Udover materialets bæredygtige kvaliteter som CO2 bank giver ålegræsset en blød, varm og sanselig æstetik, der skubber til den gængse opfattelse af et P-hus som noget koldt og kedeligt. P-husets facader skaber desuden en stedsspecifik fortælling om områdets fortid, idet P-huset er placeret på Amagers historiske kystlinje, før området blev inddæmmet. Med projektet vender ålegræsset hjem og får en ny og fremtrædende rolle i Ørestads bybillede.

Henrik Drejer Andersen, arkitekt og partner, Nordland Arkitekter.

Ålegræs_1_1920x1080

Ålegræs har været brugt som byggemateriale i mange hundrede år på bl.a. Læsø. Til P-hus Asger Jorn er ålegræs forarbejdet til plader, som er monteret på husets facader. Ålegræs vil patinere over tid og skifte farve fra brunlig til grålig. Foto: Søuld og By & Havn.

P-Hus-Asger-Jorn2_1920x1080

Ålegræsset har givet inspiration til en illustration på parkeringshuset set fra Ørestads Boulevard. Foto: By & Havn.

P-Hus-Asger-Jorn4_1920x1080

Parkeringshuset har automatisk nummerplade registrering (ANPR) og et gennemført digitalt og analogt wayfinding-koncept. Foto: By & Havn.

P-Hus-Asger-Jorn3_1920x1080

P-hus Asger Jorn ligger på Robert Jacobsens Vej 55, 2300 København S. De første parkanter og interesserede naboer blev budt på croissanter og kaffe, da huset blev åbnet onsdag den 11. juni. Foto: By & Havn. Luftfoto fra 2024.

Fakta:

  • Bygherre: By & Havn
  • Arkitekt: Nordland Arkitekter ApS
  • Entreprenør: Totalentreprenør på byggeprojektet er 5E Byg A/S med rådgiverne INGENIØR´NE og CCO Arkitekter
  • Bygherrerådgiver for DGNB-certificering: Cowi A/S. Parkeringshuset er præcertificeret til DGNB Guld. En endelig certificering opnås når forventningerne til byggeriet er indfriet
  • Find vilkår og regler for parkering på parkincph.dk 

 

Kontakt:

Kommunikationschef, By & Havn, Kristian Wederkinck Olesen; 3053 5004

 

Nordhavn som Designhub: 3daysofdesign vender hjem til rødderne

Igen i år er Sundmolen og store dele af Nordhavn et af omdrejningspunkterne for 3daysofdesign, der finder sted fra den 18. til den 20. juni.

Den nu verdenskendte designfestival startede som et lille designevent i et gammelt pakhus i Nordhavn, da fire danske designbrands Montana, Erik Jørgensen, Anker & Co og Kvadrat med hjælp fra By & Havn besluttede sig for skabe en egentlig designfestival, da den tidligere årlige møbelmesse i Bella Center var lukket ned nogle år forinden.

Akuart_3daysofdesign_2024

I dag samler 3daysofesign alle design- og arkitektinteresserede Københavnere til fest med inspirerende foredrag, streetfood, livemusik, gode drinks og masser af netværksmuligheder med venner og familie, mens solen går ned over Nordhavns ikoniske industrielle havnefront.

Alle beboere og lejere i Nordhavn er naturligvis velkomne, det fulde program for aktiviteter på Nordhavn kan ses her. I forbindelse med 3daysofdesign kan trafikken i Nordhavn være påvirket af de mange gæster til og fra arrangementerne, vi håber, at I vil bære over med dette og nyde dagene.

Akuart_3daysofdesign_2024_6
67239a186506036a1758bd60_StefaniaZanettiMatteoBellomo-3DaysOfDesign-Gubi-13