Onsdag den 11. juni åbnede P-hus Asger Jorn i Ørestad Syd. Det er et særligt parkeringshus, der er bygget til også at rumme sociale funktioner, og hvor der i facadebeklædningen er eksperimenteret med ålegræs som et CO2-besparende byggemateriale.
Huset udfylder naturligvis sin primære rolle som parkeringshus og kan rumme 616 køretøjer fordelt på seks etager, hvoraf 17 p-pladser er særligt indrettet til handicapkøretøjer. Parkeringshuset er desuden udstyret med 34 el-ladestandere og forberedt til opsætning af flere, så det kan imødekomme kommende behov.
Herudover er der gjort plads til en nærgenbrugsstation i stuetagen, som Københavns Kommune indretter og opstarter driften af i de kommende måneder. Og endelig er huset konstrueret, så det kan bære en have til dyrkning af afgrøder på taget.
Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn, siger:
P-hus Asger Jorn er ikke bare opbevaring af biler. Der er arbejdet aktivt med at skabe et hus, der indgår som en naturlig del af dagligdagen for beboerne i Ørestad Syd, blandt andet sociale møder og fællesskaber i nærgenbrugsstationen i stueetagen og på husets tag. Vi håber desuden, at de nye parkeringsfaciliteter vil aflaste Asger Jorns Allé, så de handlende i REMA1000 og besøgende i Dinos Legeland oplever bedre parkeringsmuligheder tæt på.
Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.
Ålegræs som et CO2-besparende byggemateriale
Noget særligt ved P-hus Asger Jorn er, at husets facader er beklædt med plader af ålegræs. Det er virksomheden Søuld, som har relanceret ålegræs som et alternativ til mere moderne, men CO2-belastende byggematerialer, og som Nordland Arkitekter havde med i deres projekt ”P-Hus Asger Jorn – fra hav til have”, som de vandt arkitektkonkurrencen med.
Igennem flere år har Søuld eksperimenteret med at bruge materialet indendørs. Nordland Arkitekter og By & Havn har i forbindelse med opførelse af P-hus Asger Jorn fået materialet testet til udendørs brug i samarbejde med Teknologisk Institut og Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut. Ålegræs har nemlig en række gode egenskaber. Det er et særdeles robust materiale som også har isolerende og akustiske fordele.
Det ålegræs, der indsamles til brug som byggemateriale, er overskudsmateriale fra naturen. Det er løsrevne blade fra ålegræsplanter, som ville ligge og rådne på stranden, hvis det ikke blev indsamlet. Nogle af de ca. 20 tons ålegræs, der er brugt til pladerne i P-hus Asger Jorn, er indsamlet ved Amagers Sydvestpynt af den socialøkonomiske virksomhed Amager Skovhjælpere.
Henrik Drejer Andersen, arkitekt og partner, Nordland Arkitekter, siger:
Vi er stolte af at kunne præsentere resultatet af vores mangeårige arbejde med at introducere ålegræs som biogent materiale i dette storskala pionerprojekt. Udover materialets bæredygtige kvaliteter som CO2 bank giver ålegræsset en blød, varm og sanselig æstetik, der skubber til den gængse opfattelse af et P-hus som noget koldt og kedeligt. P-husets facader skaber desuden en stedsspecifik fortælling om områdets fortid, idet P-huset er placeret på Amagers historiske kystlinje, før området blev inddæmmet. Med projektet vender ålegræsset hjem og får en ny og fremtrædende rolle i Ørestads bybillede.
Henrik Drejer Andersen, arkitekt og partner, Nordland Arkitekter.

Ålegræs har været brugt som byggemateriale i mange hundrede år på bl.a. Læsø. Til P-hus Asger Jorn er ålegræs forarbejdet til plader, som er monteret på husets facader. Ålegræs vil patinere over tid og skifte farve fra brunlig til grålig. Foto: Søuld og By & Havn.

Ålegræsset har givet inspiration til en illustration på parkeringshuset set fra Ørestads Boulevard. Foto: By & Havn.

Parkeringshuset har automatisk nummerplade registrering (ANPR) og et gennemført digitalt og analogt wayfinding-koncept. Foto: By & Havn.

P-hus Asger Jorn ligger på Robert Jacobsens Vej 55, 2300 København S. De første parkanter og interesserede naboer blev budt på croissanter og kaffe, da huset blev åbnet onsdag den 11. juni. Foto: By & Havn. Luftfoto fra 2024.
Fakta:
- Bygherre: By & Havn
- Arkitekt: Nordland Arkitekter ApS
- Entreprenør: Totalentreprenør på byggeprojektet er 5E Byg A/S med rådgiverne INGENIØR´NE og CCO Arkitekter
- Bygherrerådgiver for DGNB-certificering: Cowi A/S. Parkeringshuset er præcertificeret til DGNB Guld. En endelig certificering opnås når forventningerne til byggeriet er indfriet
- Find vilkår og regler for parkering på parkincph.dk
Kontakt:
Kommunikationschef, By & Havn, Kristian Wederkinck Olesen; 3053 5004