Under metroens skinner blev der mandag åbnet en ny aktivitetsplads med plads til både ro og bevægelse – skabt i samarbejde med områdets unge
Nordhavn har fået en grøn og levende aktivitetsplads under højbanen ved Orientkaj Metrostation. Pladsen er netop blevet indviet og er designet i tæt samarbejde med unge fra Randersgade Skole og Copenhagen International School, hvor især de unge pigers ønsker har sat retningen for det færdige design. Resultatet er et trygt og sanseligt byrum med fokus på mangfoldighed og fællesskab.
Som skoleborgmester glæder det mig at se de unges inddragelse i byudviklingen. En aktivitetsplads bygget i øjenhøjde skubber, efter min mening, København tættere mod målet om at blive Danmarks bedste børneby, og jeg håber, at byggeriet vil inspirere til mere ungeinddragelse fremover. Det er vigtigt, at de lokale projekter bliver præget af de lokale, og her glæder det mig, at elever fra skolerne i området også har været en del af processen.
Børne- og ungeborgmester, Jakob Næsager (K), Københavns Kommune.
By & Havns adm. direktør, Anne Skovbro, tilføjer:
Vores ambition er at skabe et byrum, der tilbyder noget anderledes og sætter en ny målgruppe i centrum. Det er især de unge kvinder, vi har lyttet til her, og det er deres idéer, der har sat retningen. Ønsker om tryghed, æstetik og muligheden for at kombinere mulighed for ophold og bevægelse har været helt centrale elementer i udformningen.
Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.
En grøn oase midt i byen
Aktivitetspladsen er udviklet i samarbejde med rådgiverne BARK og COBE, og den 1500 kvadratmeter store plads er beplantet med godt 8000 planter af forskellig art, ligesom kunstnerisk belysning skal være med til at skabe tryghed og stemning i de mørke måneder.
Midt på pladsen står et flot og funktionelt kunstværk skabt af Beatrice Hansson, og både det og pladsens øvrige elementer indbyder til træning, leg og ophold. Med QR-koder kan brugere få adgang til instruktionsvideoer og få det fulde udbytte af faciliteterne – uanset niveau. Lige nu er der kun opsat midlertidige skilte med QR-koder, men om få uger vil plastic-skiltene blive udskiftet med skilte i metal.
