Sundmolen er næste skud på stammen i udviklingen af Indre Nordhavn. Entreprenør M.J. Eriksson er allerede i gang med at anlægge infrastruktur, og developere står på spring til at bygge nye boliger med max. 60 meter til vandet.

Nu hvor infrastrukturen i Århusgadekvarteret i vid udstrækning er anlagt, kan anlægsarbejdet fortsætte en tak længere nordpå. Et nyt lokalt kvarter med kanaler og et langt grønt bånd er på vej. Fire af fem byggefelter i første etape er solgt. 

Ny infrastruktur på Sundmolen
By & Havn har udbudt byggemodning af den vestlige del af Sundmolen. Entreprenør M.J. Eriksson A/S vandt entreprisen efter licitation og har allerede påbegyndt det omfattende arbejde med at anlægge den infrastruktur, der ligger mellem de gamle pakhuse og de nye boligbyggerier mv. 


Arbejder i to perioder
Arbejdet i denne entreprise vil blive udført over to perioder med en pause imellem. Første anlægsperiode løber over halvandet år indtil medio 2017. I denne periode skal der graves og lægges nye forsyninger af vand, varme, kloak, gas, strøm, telekabler osv. Der skal anlægges veje og promenader og forberedes til Sundmolens to nye kanaler. Der er allerede i løbet af sommeren 2015 blevet forberedt til en del af den vestligste kanal, der til sin tid vil forbinde Kronløbsbassinet med Kalkbrænderiløbet. Derudover etableres en ny kanal midt på Sundmolen, der vil forbinde Kronløbsbassinet med Orientbassinet.

Ved periodens udløb forventes hovedparten af området at være klar til indflytning med nye veje mm. Kanalerne vil være klargjort med spunsvægge til senere udgravning.

Herefter bliver anlægsarbejdet sat i bero ca. to et halvt år blandt andet af hensyn til det igangværende metrobyggeri, der færdiggøres i 2019.

I januar 2020 forventes anden anlægsperiode at blive indledt. Det følgende ca. halvandet år skal kanalerne udgraves og færdiggøres, syv broer etableres, og den vestlige del af ’Haverne’ skal anlægges. Haverne bliver et sammenhængende øst-vestgående forløb af grønne rum, tværs igennem Sundmolen. Det skaber et langstrakt, fælles, grønt ”gårdrum”, som ligger beskyttet mod vind. Byggemodningen forventes færdigt i løbet af sommeren 2021. 

Trafik
Trafikken til og fra Sundmolen vil blive påvirket af den omfattende byggeaktivitet. Sundmolen ligger stadig inden for Frihavnsområdet, og adgang til området sker via toldvagten på Containervej. Adgangsforholdene vil ændre sig løbende, efterhånden som metrobyggepladsen udvider mod nord. Det anbefales, at man holder sig opdateret på byggeriet og afledt trafik på www.nordhavnen.dk samt at man er opmærksom på skiltningen i området. 



Rift om byggegrunde
På Sundmolen vil de kommende beboere aldrig være mere end 60 meter fra en havnekant. Med denne helt unikke nærhed til vand bliver Sundmolen uden tvivl et attraktivt område for bolig og erhverv. Og de foreløbigt fem udbudte boligbyggefelter er da også enten solgt eller ved at blive det.

CASA A/S forventes at gå i jorden på byggefelt 5.03 i marts 2016. De købte byggeretten i samarbejde med CapMan Nordic Real Estate. I samme ombæring fik de option på to øvrige byggefelter – i alt op til 20.000 etagemeter boliger.  

Og i denne uge solgte By & Havn det vestligste af de fem felter (5.01) til Kuben Byg A/S, der regner med at opføre ca 6.000 etagemeter bolig i forlængelse af en arkitektkonkurrence. Kuben Byg A/S var i øvrigt de første til at købe byggegrund i Århusgadekvarteret, hvor de i maj i år åbnede Havnehuset for Nordhavns første beboere.

By & Havn kunne i dag holde rejsegilde på det første parkeringshus i Nordhavn.

Der var fest og økologiske pølser i Nordhavns kommende parkeringshus på Helsinkigade i dag. Entreprenøren har nået toppen, og dermed kunne der fejres rejsegilde på det første p-hus i Københavns nye bydel ved vandet. 

Til rejsegildet talte kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, teknisk direktør for entreprenøren 5E Byg, Torben Nielsen og administrerende direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

"Lige nu bor der ca. 300 mennesker i Århusgadekvarteret. Om et år bor der i omegnen af 2.000. Så stærkt går det lige nu. Og det kommer også til at gå stærkt med parkeringshuset her. Det bliver ikke bare et parkeringshus, men også en af byens pladser. Til glæde for alle de mennesker der bor og arbejder i kvarteret,” sagde Jens Kramer Mikkelsen blandt andet. 

Parkeringshuset kommer ud over ca. 500 parkeringspladser til at rumme en dagligvarebutik og en nærgenbrugsstation i stueetagen. Derudover bliver hele taget indrettet som en offentlig plads med faciliteter til leg og træning. Parkeringshuset kommer til at at ligge centralt i Århusgadekvarteret mellem Redmolekanalen og de kommende pladser Hamborg Plads og Sankt Petersborg Plads.

Århusgadekvarteret bliver et tæt kvarter og en bæredygtig bydel. I det perspektiv virker det helt naturligt, at parkeringshuset bliver et multifunktionshus, hvor hver kvadratmeter bliver udnyttet. Når man går en tur mellem bygningerne nu, begynder man allerede at kunne fornemme bydelens tæthed med stræder og stemning. 

Parkeringshuset forventes at være klar til indvielse til sommer 2016. 



Fakta om parkeringshuset:

  • Bruttoareal på i alt ca. 19.000 m2
  • 24 meter til øverste dæk
  • 8 dæk – heraf 7 parkeringsdæk med i alt 500 parkeringspladser
  • Stueetage med 1.000 m2 dagligvarebutik og 400 m2 nærgenbrugsstation
  • Offentlig tagetage på ca. 2.400 m2 med fritids- og træningsfaciliteter
  • Huset er tegnet af JAJA Architects

By & Havn har netop iværksat et EU udbud om prækvalifikation til en projektkonkurrence for den del af Amager Fælled Kvarter, der ligger vest for metroens højbane og Ørestads Boulevard.

Det er hensigten at By & Havn prækvalificerer fem deltagere til at deltage i en senere projektkonkurrence. Fristen for modtagelse af projekter og ansøgninger om deltagelse er 1. februar 2016 kl. 15.

Byparken i Ørestad City er et af kvarterets centrale mødesteder. Omkring parken ligger de fleste af Ørestad Citys boligbyggerier, som alle har været beboede siden 2007/2008. Dog har hjørnegrunden ved Ørestads Boulevard stået tom. Men nu bygger Skanska 300 lejeboliger på grunden.

Endelig sker der noget på den tomme grund, der ligger ved byparken ud mod Ørestads Boulevard og C.F. Møllers Allé. 

Det har hidtil ligget i kortene, at grunden skulle bebygges med en blanding af boliger og erhverv. Lokalplanen for Ørestad City muliggør dog et rent boligbyggeri, og det er det, Skanska nu udnytter. 

Skanska opfører 300 lejeboliger og har døbt byggeprojektet ’Ø Huset’ efter den grønne gårdhave, der ligger som en ”ø” i midten af boligblokkene. Vilhelm Lauritzen Arkitekter har tegnet byggeriet, som kommer til at bestå af fire selvstændige bygningskroppe på i alt 26.000 etagemeter. 

”Der ligger i forvejen godt 1.200 boliger umiddelbart omkring byparken, og nu bliver det sidste hul lukket i denne del af Ørestad. Det glæder mig hver gang et byggeri går i gang, og byggeriet hér er naturligvis et sikkert tegn på, at Ørestad er et særdeles attraktivt område både for investorerne og for boligkøberne. Der er rift om boligerne i Ørestad,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

”Vi er rigtig glade for at få mulighed for at udvikle det sidste byggefelt mod byparken og dermed bidrage til boligudviklingen i Ørestad. Vi er overbeviste om at projektets udformning, som en moderne karrebebyggelse med et stort, grønt gårdrum vil være et særdeles attraktivt produkt for nye børnefamilier, ” siger adm. direktør Peter Nymann-Jørgensen, Skanska. 

Ø Huset får en variation af lejligheder fra ca. 60 til ca. 120 m2. Hovedvægten af boligerne bliver på tre og fire værelser, og alle boliger får altaner mod syd eller vest. 

De fire selvstændige bygningskroppe ligger omkring et fælles gårdrum med læ for vinden. I gårdrummet er græsplæner, træer og buske med til at give det åbne opholdsrum liv og variation. Nicher med borde, bænke og en stor legeplads, hvor beboerne kan opholde sig, bliver en integreret del af gårdrummet.

Arkitekturen er baseret på enkelthed og holdbarhed. Bygningshøjden varierer fra 8 til 12 etager, og facaderne består af tegl i forskellige nuancer fra rødt til koksgråt. 

I den del af byggeriet, der vender ud mod Ørestads Boulevard, vil der blive etableret åbne funktioner såsom café og dagligvarebutik. 

Skanska afventer byggetilladelse, og forventer at byggeriet kan igangsættes allerede ultimo 2015.

I foråret 2018 forventes Nordhavns første almene boliger at være klar til indflytning.

Boligselskabet Domea København og Domea.dk står bag det kommende byggeri, Orienten, der består af 134 almene boliger midt i Århusgadekvarteret. Byggeriet er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter og KHS Arkitekter, og ambitionen er at forene høj arkitektonisk kvalitet og lav husleje.

Orientens 134 boliger er fordelt på 100 familieboliger, 10 små, såkaldte ’billige boliger’ samt 24 servicelovboliger, der er specifikt indrettet til borgere med særlige behov.

I forbindelse med boligerne etableres grønne fællesarealer i vekslende størrelser, som skal understøtte beboernes forskellige behov med alt fra nyttehaver og legearealer til udekøkkener og tørrestativer. Desuden står Københavns Kommune bag en kommende integreret daginstitution med tilhørende legeplads.

I den del af byggeriet, der vender ud mod Århusgade, indrettes butikker og restauranter i stueplan som en del af den detailhandelsaftale, der er indgået mellem By & Havn og NREP.

Karréen bliver bæredygtighedscertificeret efter den nye DGNB-standard og vil fremstå som selvstændige bygninger med forskellige facadebeklædninger og detaljering. Bygningerne beklædes med tegl og plademateriale i røde, brunlige og grålige toner, som er Århusgadekvarterets særkende.

Kronløbsøen er en kommende, kunstig ø beliggende i Kronløbsbassinetmellem Fortkaj og Sundmolen i Nordhavn.

Kronløbsøen er planlagt til at rumme et parkeringsanlæg til 800 – 1.000 biler under vandet samt mulighed for etablering af op til 25.000 em2 bebyggelse oven på øen. Adgangen til parkeringsanlægget skal ske fra Fortkaj.

Der er gennemført en udbudsrunde og den valgte udbudsform har givet et resultat, som ikke ligger inden for budgettet. By & Havn har derfor valgt at annullere udbudsprocessen på Kronløbsøen.

Projektet med en ø i Kronløbsbassinet med kombineret bolig og parkering er ikke opgivet, og i den kommende tid vil By & Havn undersøge mulighederne for projektet. 

Enorm dynamik præger Arenakvarteret i Ørestad Syd. Her kan du få overblikover udviklingen i kvarteret.

Den nordlige del af Ørestad Syd har hidtil været præget af nogle få men store erhvervsbyggerier ved Øresundsmotorvejen – Rambøll, Crowne Plaza Hotel og Copenhagen Towers. 

Nu er udviklingen rykket til Arenakvarteret lidt mod syd. Arenakvarterets største og mest dominerende byggeplads er den 38.000 etagemeter store Royal Arena, som opføres af Københavns Kommunes og Realdanias projektselskab Arena CPHX P/S. 


By & Havn har stillet grunden til rådighed for arenaen og har haft en forventning om dermed at kickstarte byudviklingen i det omkringliggende kvarter. Denne udviklingsstrategi må siges at være lykkedes over al forventning. Faktisk er der gang i otte byggerier plus anlæg af nye veje, kanaler mm. – på én gang.

Her kan du få overblik over de mange byggepladser i Arenakvarteret. Tallene på kortet herunder refererer til teksterne under kortet. 


1) Royal Arena 
Københavns nye arena til kultur- og sportsarrangementer. Arenaen kan rumme op mod 15.000 gæster og er tegnet af arkitekterne 3XN A/S. Påbegyndt i juni 2013. Forventes afsluttet i efteråret 2016. Yderligere info: www.arenacphx.dk

2) Fælledhusene + Fælledudsigten
NCC bygger 56 nye rækkehuse og 122 lejligheder, der får Naturpark Amager som nærmeste nabo. Påbegyndt i maj 2015. Forventes klar til indflytning fra 1. september 2016. Yderligere info: www.bonava.dk

3) Skøjtehal
Københavns Kommune opfører skøjtehal, der vil indeholde en ishockeybane, tumlebane og ca. 750 tilskuerpladser. Skøjtehallen er tegnet af Christensen & Co Arkitekter. Påbegyndt i april 2015. Forventes færdig i maj 2016. Yderligere info: www.christensenco.dk

4) Daginstitution – LilleArena
Københavns Kommune opfører den nye daginstitution LilleArena, som får plads til 9 børnegrupper (svarende til hhv. 108 vuggestuebørn eller 198 børnehavebørn). Den fire etagers bygning med tagterrasse og udendørs legearealer på hver etage er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter og KHS. Påbegyndt i juli 2015. Forventes færdig i efteråret 2016. Yderligere info: www.kk.dk

5) KUBEhusene
Kubehusene A/S opfører 82 ejerlejligheder beliggende nær Arenakvarterets kanalplads. Påbegyndt efteråret 2015. Byggeriet forventes at være indflytningsklart i marts 2017. Yderligere info: www.kubehusene.dk

6) Plejeboliger
AKB opfører i samarbejde tegnestuen AI 110 nye plejeboliger, der forventes at stå klar til brug i sommeren 2017. Yderligere info: www.kab-bolig.dk

7) Byhusene + Tårnhusene
CPHinvest opfører 84 rækkehuse samt tre boligtårne med i alt 72 lejligheder samt to etageboliger i fem etager med tilsammen 36 boliger. Der har været rejsegilde på de første rækkehuse, der som de første boliger i kvarteret forventes indflytningsklar i januar 2016. Påbegyndt i april 2015. Hele projektet forventes færdigt ca. medio 2017. Yderligere info: www.byhuseneorestad.dk

8) Skovkvarteret
Tetris opfører 74 rækkehuse og 99 lejligheder fordelt på tre tårne. Påbegyndt i foråret 2015. Forventes klar til indflytning fra sommeren 2016. www.skovkvarteret.dk

Kvarterets infrastruktur
Ud over de mange byggerier anlægger By & Havn ny 4-sporet Hannemanns Allé samt infrastruktur i hele Arenakvarteret. Arbejdet udføres i etaper, og størstedelen forventes at være færdigt i løbet af 2016. Se nyhedsbrevet fra 20. marts 2015.

BYGGEPROJEKTER PÅ VEJ


Almene boliger
Boligselskaberne AKB, København og 3B opfører ca. 170 almene boliger fordelt på Nordre Fælled Kvarter (A), Skovkvarteret (C) og Parkkvarteret (D). De første boliger forventes påbegyndt i december 2015. Boligerne forventes færdige medio 2017. Yderligere info: www.kab-bolig.dk

Kalvebod Fælled Skole (B)
Den nye femetagers runde skole opføres af Københavns Kommune og er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter. Byggeriet forventes påbegyndt i foråret 2016 og skal stå klar til brug i maj 2018. Yderligere info: oerestadskole.skoleporten.dk

Århusgadekvarteret får to træbrygger samt en kajakudlejningsfacilitet. By & Havn er bygherre, og de tre projekter opføres i høj arkitektonisk, materialemæssig og landskabelig kvalitet.

Udviklingen i Århusgadekvarteret går stærkt. Faktisk er der gang i ikke mindre end 15 byggerier samtidig. De første beboere flyttede ind i Havnehuset den 30. april, og den 1. oktober fik 97 familier nøglerne til deres nye lejlighed i Harbour Park.

Samtidig med at boligerne færdiggøres og indflytningen er begyndt, er kvarterets infrastruktur blevet etableret. By & Havns totalentreprenør Barslund har afsluttet anlægsarbejdet på veje, fortove, belægninger m.v. ved udgangen af september måned. Resterende anlægsarbejde i entreprisen forventes udført i løbet af de kommende år.

Desuden er det besluttet, at der som en del af infrastrukturen skal etableres to brygger ved henholdsvis Sandkaj og Fortkaj, og at kvalitetsniveauet fastholdes, således at den samlede infrastruktur vil fremstå som en helhed. 

”Der er mange herlighedsværdier i Århusgadekvarteret – men det er klart, at den allestedsværende nærhed til vandet er kvarterets største kvalitet. Med de to brygger bliver det muligt at komme helt tæt på vandet. Det bliver uden tvivl en attraktion for beboere og besøgende at nyde en is eller en kop kaffe med udsigt til havnebassinerne, havneløbet og Øresund,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

De nye brygger kan desuden anvendes til anløb af små motorbåde, kanoer, kajakker m.v. I tilknytning til Sandkaj Brygge kan der også etableres rekreative faciliteter såsom flydende anlæg til kultur- og fritidsformål – herunder maritime og vandsportsformål i en zone på vandet. 

Sandkaj Brygge

Sandkaj Brygge bliver cirka 400 meter lang og får en bredde på mellem fem og 12 meter med nedgange til bryggen for mindst hver 100 meter. Bryggen skal indrettes med beplantning og opholdsrum. De inderste to meter af bryggen vil fungere som gangareal i forbindelse med vejen på Sandkaj. 

Med sin udstrækning, sin sydvendte placering og sammenhæng med Göteborg Plads og de udadvendte funktioner i stueetagerne på pladsen og langs Sandkaj, bliver bryggen et meget vigtigt opholds- og byrum.

Fortkaj Brygge

Fortkaj Brygge bliver ca. 250 meter lang og fire meter bred. Bryggen indrettes med trapper og ramper, der giver adgang til vandet og anløb for mindre både. 

Begge brygger overdrages efter etableringen til grundejerforeningen i Århusgadekvarteret. Sandkaj Brygge ventes at blive etableret i 2016, mens etableringen af Fortkaj Brygge skal koordineres med byggeriet af Kronløbsøen, der pt. er i udbud. 

Flydende kajakudlejningsfacilitet

Som en af aktiviteterne langs Sandkaj ønsker By & Havn, at der etableres en flydende kajakudlejnings-facilitet ved træbryggen. For at sikre et højt kvalitets- og ambitionsniveau vil By & Havn selv etablere faciliteten, der efterfølgende udlejes, og der forhandles pt. med en lejer. Kajakudlejningsfaciliteten placeres øst for Göteborg Plads og er udformet, således at udsyn fra kaj og lejligheder ikke generes. 

”Nordhavn og sejlads i små både og kajakker hører sammen. Vi har allerede etableret kanalen mellem Redmolen og Århusgadekvarteret, og når Metrobyggeriet afsluttes vil vi etablere flere kanaler, således at det bliver muligt at ro ad kanalerne helt over til Svanemøllehavnen og Kalkbrænderihavnen på Nordhavns vestside,” siger Jens Kramer Mikkelsen. 

Der er udarbejdet et skitseprojekt til den flydende kajakudlejningsfacilitet. Ifølge skitsen kan faciliteten komme til at rumme ca. 75 kajakker og skal bygges i træ med et dæk af egetræsplanker og grønt tag. Desuden foreslås det, at der bliver rum til undervisning, omklædning og opbevaring af kajakudstyr.

Se dronefilmen

By & Havn har fået produceret en dronefilm, som viser Århusgadekvarterets enorme dynamik. I kvarteret er der fuld gang i rigtig mange byggepladser – samtidig med, at beboerne og medarbejderne er begyndt at indtage gader, kajkanter og udsigtsterrasser.
Filmen er produceret af Kontraframe og med musik af Christoffer Høyer / Hoyer songs.

Det er gået stærkt på Marmormolen i Københavns Nordhavn. I går flyttede de første beboere ind i Marmorbyens lejeboliger.

Marmorbyen ejes af By & Havn og PenSam. Byggeriet opføres i to etaper. Først var det meningen, at der skulle bygges 128 lejligheder, men allerede i december besluttede ejerne at fordoble projektet. 2. etape forventes at stå færdig primo 2017. 

”Det er fantastisk at følge med i, at en af Københavns markante holme bliver transformeret fra et isoleret område til et blandet kvarter med internationale arbejdspladser og gedigne kvalitetsboliger. Her ligger den ikoniske FN Byen med mere end 1.200 arbejdspladser, og nu tilføjes der yderligere liv til området i kraft af de mange nye beboere, der får glæde af udsigten til havnebassinerne og den centrale beliggenhed nær Østerbro og med Århusgadekvarteret på den anden side af havnebassinet,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

”Vi har været med til at bygge attraktive boliger, som hurtigt er blevet lejet ud. Det er til gavn for vores pensionskunder, som dermed opnår endnu bedre afkast. Samtidig er det en særlig glæde, at vi har bidraget til udviklingen af København, sikret håndværkere og entreprenører beskæftigelse og gode indtægter. Og ikke mindst så har lejerne har fået et dejligt hjem”, siger adm. direktør Helen Kobæk, PenSam.

DEAS står for udlejningen via hjemmesiden www.marmorbyen.dk. Her meldes om overordentlig god interesse for boligerne. Udlejningen begyndte i april 2015, og 95% af de 128 boliger er udlejet på forhånd. 

Vilhelm Lauritzen Arkitekter har tegnet byggeriet, og NCC Construction Danmark A/S er totalentreprenør.

”I NCC er vi optaget af at bidrage til udviklingen af København ved at bygge boliger, der giver optimale muligheder for at leve et godt liv. Derfor er vi glade for, at de mange nye beboere på Marmormolen nu kan flytte ind i deres nye hjem, hvor sundhed, livskvalitet og miljø er tænkt ind og som understøtter den samlede bæredygtige vision, der er lavet for hele Nordhavnen, siger Martin Palmquist, direktør i NCC Construction.

Foruden lejelejlighederne rummer byggeriet nogle erhvervslejemål og et fælleslokale. De fleste boliger er 3- og 4-værelsers med et gennemsnitligt areal på 105 m2. Byggeriet er opført i robuste materialer, som afspejler havnebeliggenheden. Alle boliger har altaner, som er tilbagetrukket og vinklet i forhold til bygningskroppen. Boligerne omkranses af vand i kraft af tre nybyggede kanaler, hvoraf den ene løber gennem byggeriet og dermed opdeler det i to selvstændige boligøer.

Hovedparten af gader, stræder og promenader i Århusgadekvarteret står færdige og tegner med klare linjer fremtidens bolig- og erhvervsområde i Indre Nordhavn. Byrummene mellem de nye og de gamle bygninger begynder at opstå. Kig op og kig ned og gå med på opdagelse i bydelens mange detaljer.

Gennem det seneste par år har By & Havn anlagt infrastruktur i Århusgadekvarteret, så forsyningsledninger og veje mm er etableret, når de nye beboere begynder at flytte ind. De store veje, Århusgade og Helsinkigade, den sydvendte Göteborg Plads og næsten alle stræder og promenader er færdige. Der er anlagt en ny kanal og to nye broer, som har omdannet Redmolen til en ø. 

By & Havn har fået produceret dronefilm fra Århusgadekvarteret, der viser kvarterets enorme dynamik.

I løbet af efteråret 2015 plantes træer på udvalgte steder i Århusgade, Helsinkigade, på Göteborg Plads, langs den nye Redmolekanal samt i ”lommeskoven” syd for Havnehuset, hvor de første beboere i Nordhavn allerede er flyttet ind.

Belægning i Århusgadekvarteret - klik på billedet for at se flere eksempler på infrastrukturens elementer.

Belægning i Århusgadekvarteret – klik på billedet for at se flere eksempler på infrastrukturens elementer.

Robuste materialer
”Materialerne og inventaret i Århusgadekvarteret skal understøtte havnens historie og egenart. Derfor er der valgt robuste materialer i god kvalitet, som ligger i tråd med havnens oprindelige karakter. Betonoverflader, støbejern, brosten, stål og hårdt træ er de gennemgående materialer i området. De tåler klimaet ved vandet, patinerer smukt og lever også op til de funktionelle behov i en levende bydel”, siger Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør i By & Havn.

Inventar i Århusgadekvarteret – klik på billedet for at se flere eksempler på infrastrukturens elementer.

Gang i byggeriet
Samtidig med infrastrukturarbejdet er mere end 1.000 nye boliger, nye erhvervslokaler og et parkeringshus også i fuld gang med at blive opført. Der bygges på 15 af kvarterets byggepladser, og der er dermed heftig aktivitet i hele området. Den intense byggeaktivitet betyder, at det nye kvarter hurtigt skyder i vejret, men det medfører også, at enkelte stræder og pladser først bliver anlagt på et senere tidspunkt. Det drejer sig blandt andet om Hamborg Plads, Sankt Petersborg Plads og lommeparken ved Antwerpengade, hvor der blandt andet skal være en legeplads. Dette arbejde forventes at blive igangsat inden for et par år. 

Belysning i Århusgadekvarteret – klik på billedet for at se flere eksempler på infrastrukturens elementer.

Adgang til Århusgadekvarteret
Metroselskabet er i fuld gang med at etablere metro til Nordhavn, og de karakteristiske grønne hegn dominerer bybilledet i den vestlige del af Århusgadekvarteret. Den midlertidige adgangsvej fra Sundkrogsgade til Southamptongade er nu blevet flyttet tilbage til det gamle T-kryds øst for PFA Pension, som tidligere var indkørslen til Frihavnen. Denne adgangsvej forventes at fungere, indtil der etableres en permanent vej mellem Sundkrogsgade og Helsinkigade i slutningen af Metroens anlægsperiode.

Følg med i trafikanvisninger på Nordhavns hjemmeside. 

Fakta: By & Havn udfører i Århusgadekvarteret:

Kabler i jorden:
3,5 km teletracé
1,0 km fjernkølrør
2,2 km vandrør
16,8 km el trækrør
2,3 km gas rør
3,4 km fjernvarmerør
12,8 km kloak


Belægning:

7700 m² asfalt
7000 m² beton
1000 m² brosten
27000 m² fliser


Andet:

130 færdselstavler inklusive undertavler
180 m spuns
750 m vej (inkl. 2×350 m. cykelsti)
200-250 træer
1350 m stræde
900 m promenade