Tidligere i dag udsendte By & Havn et nyhedsbrev, hvori det hed, at P-hus Lüders nu er klar til brug. Åbningen vil imidlertid først ske medio juni på grund af en beklagelig kommunikationsbrist i By & Havn. Selskabet beklager fejlen og forsinkelsen.

P-hus Lüders på Helsinkigade i Århusgadekvarteret får 485 pladser over seks etager. Når P-huset tages i brug, er der markant flere pladser til de ca. 1.000 mennesker, der allerede bor eller arbejder i kvarteret.

Faciliteterne på taget – kaldet Konditaget Lüders – er stadig ved at blive monteret, og der vil blive en officiel indvielse af hele huset i slutningen af august. 

Også efter P-husets åbning vil man kunne parkere på de forskellige midlertidige parkeringspladser i terræn, som er angivet på nedenstående kort.

Følg med på vores Facebook side ’Information om parkering i Nordhavn’, hvor der jævnligt lægges information op om udviklingen i parkeringssituationen i Nordhavn.

Derudover kan der findes fakta og kontaktinfo på vores hjemmeside www.nordhavnen.dk/nordhavn-parkering 

OPDATERET 1/6 KL. 17: På grund af udestående arbejder er ibrugtagningen af P-hus Lüders desværre forsinket. Vi opdaterer denne side, når vi kender åbningstidspunktet. Nordhavns første parkeringshus er nu så færdigt, at det er klar til at modtage biler fra områdets beboere mm.

Fra i dag, onsdag d. 1. juni kl. 16.00, er parkeringshuset P-hus Lüders på Helsinkigade åbent for områdets biler. Med 485 pladser over 6 etager er der nu markant flere pladser til de ca. 1000 mennesker, der nu bor eller arbejder i Århusgadekvarteret.

Faciliteterne på taget – kaldet Konditaget Lüders – er stadig ved at blive monteret, og der vil blive en officiel indvielse af hele huset i slutningen af august. 

Dermed er Nordhavns første parkeringshus åbnet for brugerne i området. Man kan stadig parkere på de forskellige midlertidige parkeringspladser i terræn som er angivet på nedenstående kort.

Følg med på vores Facebookside ’Information om parkering i Nordhavn’, hvor der jævnligt lægges information op om udviklingen i parkeringssituationen i Nordhavn.

Derudover kan der findes fakta og kontaktinfo på vores hjemmeside www.nordhavnen.dk/parkering.

Hver fredag, lørdag og søndag har du mulighed for at besøge udstillingen Himmel og hav! i Århusgadekvarteret i Nordhavn. Her kan du blive klogere på udviklingen af Nordhavn fra idé til realisering.

I længere tid har udstillingen Himmel og hav! været lukket for offentligheden, fordi ’The Silo’, som udstillingen ligger i stueetagen af, er under ombygning. Men nu kan du atter komme ind og få et overblik over området og de planer, visioner og initiativer, som er i gang med at omdanne Indre Nordhavn til Københavns nye bydel ved vandet.

Udstillingens åbningstider:

  • Fredag kl. 11 – 16
  • Lørdag og søndag kl. 10 – 16

GUIDEDE TURE
Fem søndage i sommer- og efterårsperioden kan du komme på guidede ture i Århusgadekvarteret i Indre Nordhavn. Turene varer halvanden time og tager udgangspunkt ved udstillingen Himmel og hav! 

Datoerne for de guidede ture er:

  • 29/5 – kl. 13.00
  • 26/6 – kl. 13.00
  • 31/7 – kl. 13.00
  • 28/8 – kl. 13.00
  • 25/9 – kl. 13.00

Der er ingen tilmelding, og turene er gratis. 

KONDITAGET LÜDERS – INFOMØDE OM NORDHAVNS NYE AKTIVITETSPLADS


P-hus Lüders er Århusgadekvarterets nye parkeringshus, der meget snart åbner for parkeringskunder. På toppen af parkeringshuset er Konditaget Lüders ved at blive færdiggjort som hele Nordhavns nye aktivitetsplads i 24 meters højde og med udsigt til havnen og Øresund. 

Konditaget indvies først i slutningen af august, men allerede den 7. juni kl. 17.30 – 19.30 holder By & Havn i samarbejde med DGI Storkøbenhavn og Idrætsforum København et informationsmøde om Konditaget Lüders. Alle med interesse for idræt, træning og foreningsliv inviteres til at høre om bydelens nye aktivitetsplads for fysisk aktivitet, ophold og leg.


DGI Storkøbenhavns træneruddannelse

Vil du gerne være med til at starte de nye træningstilbud op? På mødet har du mulighed for at melde dig til en træneruddannelse hos DGI Storkøbenhavn. Konditaget Lüders indeholder perfekte faciliteter til kombinationen af løb, styrketræning og crossgym. Har du erfaring med crossgym og ønsker at blive træner, er stedet helt sikkert noget for dig. På infomødet kan du melde dig til et uddannelsesforløb.

Du behøver ikke tilmelde dig på forhånd. Bare mød op. Mødet finder sted i udstillingen Himmel og hav!

Adresse:

Udstillingen Himmel og hav!
i The Silo, Helsinkigade 29,
2150 Nordhavn


Konditaget Lüders er udviklet af By & Havn i samarbejde med DGI Storkøbenhavn og Lokale- og Anlægsfonden. By & Havn har finansieret faciliteterne med støtte fra Lokale- og Anlægsfonden. JaJa Architects har designet og været rådgivere på tagets indretning.

Nordhavn er i fuld gang med at få en ny metroafgrening. I går blev der taget et vigtigt skridt, da de to boremaskiner, der skal forbinde Nordhavn med Cityringen blev døbt. Nu kan boringen begynde.

De karakteristiske grønne Metrohegn fylder allerede godt i landskabet i Indre Nordhavn. Stationsrummet og tunnelens opkørsel er ved at være etableret, og nu er de cirka 140 meter lange boremaskiner blevet samlet og klar til at bore ind mod Øster Søgade, hvor afgreningen skal ramme Cityringen. 

Først skulle de dog have et navn, hvilket blev forestået ved en navngivningsceremoni torsdag d. 12. maj. Anne Marie Helger kunne som maskinernes gudmor løfte sløret for maskinernes nye navne:

Tunnelboremaskinerne blev døbt Frida og Alice, og det er navne med en yderst lokal forankring. I begrundelsen til forslaget lød det blandt andet: ”I Nordhavn ligger Kvindelig Sejlklub, hvis første båd hed Frida, og den ene af de to stiftere tilbage i 1942 var Alice van Wylich-Muxoll, kaldet Mux.”


Navnene til de to nye tunnelboremaskiner er ligesom byens øvrige fire tunnelboremaskiner fundet ved hjælp af en konkurrence udskrevet af Metroselskabet, hvor interesserede borgere er kommet med flere hundrede forslag til navne.

Når tunnelboringen går i gang, borer maskinerne ind under Kalkbrænderihavnsgade og fortsætter derefter under Østerbro med kurs mod deres endestation på byggepladsen i Sortedams Søen. 


Tunnelboremaskinerne borer i 25-30 meters dybde, men på trods af dybden sker det ind i mellem, at folk, der bor over strækningen, kan mærke kortvarige vibrationer i den periode, hvor maskinerne passerer. Det tager typisk 2-4 dage for en maskine at passere. Metroselskabet informerer naboerne langs de strækninger, der skal bores, og kan kontaktes, hvis man har yderligere spørgsmål til anlæg af metro i Nordhavn.

Den ca. 3 kilometer lange metroafgrening M4 til Nordhavn åbner ved årsskiftet 2019/2020. Først med de to stationer Nordhavn og Orientkaj, og siden bliver linjen udbygget med yderligere stationer efterhånden som byudviklingen skrider frem. Nordhavnslinjen støder til Cityringen, så stoppet efter Nordhavn i sydgående
retning er Østerport metrostation. Herfra fortsætter toget som en del af Cityringen til København H metrostation. Nordhavn og Orientkaj metrostationer får tilsammen omkring 11.000 passagerer i døgnet.

Familier, skoleelever, folk på vej til og fra koncert i Royal Arena, skøjtehallen, Field’s, metroen og mange andre kan i fremtiden passere hurtigt på gåben eller på cykel mellem Ørestad City og Ørestad Syd. By & Havn indviede i dag en ny stibro over motorvejen med hjælp fra overborgmester Frank Jensen og elever fra Ørestad Skole.

Dynamikken er stor i Ørestad på begge sider af motorvejen. For fodgængere og cyklende har de Ørestad City og Ørestad Syd hidtil kun været bundet sammen af en cykel/gangbro ved Kanalvej samt af Ørestads Boulevard, der har cykelsti og fortov i kanterne. 

I dag åbnede derfor en ny stibro – tegnet af Christensen & Co Arkitekter og opført af entreprenøren Barslund og med Rambøll som rådgivende ingeniører. Broen ligger langs den eksisterende vejbro på Ove Arups Vej og omfatter også en stiunderføring under både den eksisterende vejbro og den nye stibro på skråningen nord for jernbanen. 

Broen blev indviet med et mikrobroløb, hvor elever fra Ørestad Skole dystede om at nå i mål og klippe snoren. Overborgmester Frank Jensen skød løbet i gang og er ikke i tvivl om, at Ørestads beboere får stor glæde af broen: 

”Ørestad er på mange måder familiernes bydel. Her er luft, gode boliger og god infrastruktur. Og nu altså endnu en god mulighed for at bevæge sig hurtigt og sikkert gennem bydelene – også på små ben. Det tror jeg, at de mange nye københavnere i Ørestad kommer til at sætte stor pris på,” siger overborgmester Frank Jensen. 

Der er byggeri overalt i Arenakvarteret syd for Øresundsmotorvejen. Royal Arena, boliger, skøjtehal og snart den tresporede skole skyder op samtidig. Længere sydpå – midt i Ørestad Syd – kommer der ligeledes snart til at ske noget efter godkendelsen af den nye lokalplan i december 2015. 

Ørestad City er længere i sin udvikling og rummer som bekendt både Ørestad metrostation, skole, gymnasium, bibliotek, en masse boliger og arbejdspladser og ikke mindst Field’s, der for nylig åbnede sin nye food lounge på 2. sal. 

”Ørestad vokser hele tiden – og vokser hele tiden mere og mere sammen. Det er stibroen her et meget godt eksempel på. Og jeg håber, at både de ”gamle” og de nye beboere i sydlige del vil tage den til sig,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.” 

Arbejdet med stibroen blev påbegyndt i april 2015 og har også omfattet ombygning af den eksisterende Ove Arups Vej. Broen er udført i beton med rækværk i galvaniseret stål, som får integreret LED belysning i håndlisten. 

By & Havn har været bygherre på projektet, der er anlagt i samarbejde med Københavns Kommune.

Fakta om den nye stibro: 

Broens længde: knap 140 m.
Brodækket består af ca. 400 m3 beton
Broens rækværk er udført med galvaniseret stål med LED belysning i håndlisten.
Broen er bygget over motorvej og jernbane i drift.
Bygherre: By & Havn
Rådgivere: Rambøll, CCO arkitekter og Gottlieb & Paludan
Entreprenør: Barslund A/S

Kontakt:

Overborgmester Frank Jensen via presserådgiver Susan Norsker, tlf. 21347504.
Jens Kramer Mikkelsen via kommunikationsmedarbejder Søren Gade, tlf. 61153990

Omkring 740.000 krydstogtgæster besøger København i løbet af i år. Sæsonen begynder for alvor i den kommende weekend, og det vil kunne mærkes på trafikken i Nordhavn.

Krydstogtsæsonen 2016 er åbnet. Faktisk åbnede den allerede i januar, men med dagens to anløb ved Langelinie og fuldt hus med tre skibe på den nye Oceankaj på søndag begynder der nu at komme mange krydstogtskibe til København. Det giver som bekendt både masser af turister til byen, og naturligvis også en del trafik i – og omkring Nordhavn. 

Sidste år havde By & Havn i samarbejde med Københavns Kommune, Københavns Politi og Copenhagen Malmö Port (CMP) fokus på at få trafikken afviklet uden alt for mange og lange kødannelser. Igen i år vil de nævnte parter med en række foranstaltninger arbejde på at få trafikken til at glide så let som muligt.

Hen over sommeren må det dog stadig forventes, at der kan opstå tæt trafik på de dage, hvor der er flere samtidige krydstogtanløb ved den nye krydstogtterminal på Oceankaj.

De hverdage, hvor trafikken forventes at blive mest omfattende, er følgende: 

Tirsdag den 17. maj
Tirsdag den 21. juni
Fredag den 1. juli
Mandag den 4. juli
Onsdag den 6. juli
Onsdag den 13. juli
Torsdag den 28. juli
Mandag den 8. august
Tirsdag den 9. august

Der er flere øvrige dage med to eller flere anløb i Nordhavn, men det drejer sig primært om weekenddage, hvor den øvrige trafikale situation vil gøre det lettere for busser og taxaer med krydstogtpassagerer at komme frem og tilbage.

Se en samlet oversigt over de travleste dage her

I alt forventer CMP, at der kommer 306 skibe med i alt ca. 740.000 passagerer til København i løbet af 2016. Det er ca. 60.000 flere passagerer end sidste år. 


Udvikling og trafik i Nordhavn

Udviklingen i den indre del af Nordhavn kører på fuldt blus, metrobyggeriet er i gang og i den ydre del kører gennemsnitligt ca. 300 lastbiler dagligt gennem vejerboden på hverdage for at aflevere jord fra forskellige byggepladser i Københavnsområdet. Det giver tæt trafik til og fra Nordhavn.

Fem teams er prækvalificeret til konkurrencen om en ny masterplan for Amager Fælled Kvarteret i Ørestad. Mandag blev konkurrencen skudt i gang ved et kick-of møde.

I konkurrenceprogrammet er det beskrevet, at Amager Fælled Kvarter, der kommer til at ligge nord for Vejlands Allé, skal udvikles med en levende og gennemgribende grøn profil med fokus på områdets unikke adgang til vand og natur. 

Man kan med rette sige, at hvor Ørestads øvrige bykvarterer ligger på kanten af fælleden, så ligger Amager Fælled Kvarter nærmest på selve Fælleden. Med den unikke beliggenhed op til Grønjordssøen og med Amager Fælled som fælles baghave for de kommende beboere er adgang og udsyn til stedets natur et centralt afsæt i konkurrencen. 

I alt forventes det, at der skal bygges 260.000 etagemeter overvejende boligbyggeri i det kommende kvarter, som skal have en klar bymæssig identitet, med en variation af tæthed, som også inviterer til lavere bebyggelse. 

Københavns Kommunes Kommuneplan 2015 lægger desuden vægt på, at København skal vedblive at være en sammenhængende by med blandede og mangfoldige boligområder, hvor der er boligtilbud til mange forskellige mennesker. Masterplanen skal således tilbyde en vifte af boligtypologier og boligstørrelser, der understøtter oplevelsen af at bo i et levende bykvarter på fælleden. 

De fem teams, som er med i konkurrencen, er: 

Team Polyform
• Rainer Schmidt Landschaftsarchitekten
• Cenergia
• Oluf Jørgensen
• Urban Creators
• Nordic Food Lab

Team Henning Larsen Architects
• SLA
• EKJ
• Geo
• Crowd Dynamics Ltd

Team Vandkunsten
• Marianne Levinsen Landskab
• Dansk Energi Managament & Esbensen
• Norconsult-Wessberg

Team C. F. Møller Danmark
• C. F. Møller Landscape
• Urban Agency
• Niras
• Jens Kvorning

Team Arkitema
• Lendager Arkitekter
• Transsolar
• Atkins
• Alexandra Instituttet
• Blue Bakery
• Rendbæk Consulting
• Urban Green
• Marina Bergen Jensen 

Deadline for indlevering af konkurrenceforslagene er 27. juni 2016, og bedømmelsen forventes afsluttet ultimo september 2016. Vinderen af konkurrencen forventes offentliggjort ultimo oktober.

Projektkonkurrence for Kronløbsøen i Nordhavn er nu skudt i gang med By & Havn selv som bygherre. Dermed tages endnu et skridt mod at realisere bolig- og parkeringssøen, der vil skabe øget sammenhæng i Indre Nordhavn.

I begyndelsen af marts kunne By & Havn offentliggøre de fem teams, der er blevet prækvalificeret til at byde ind på opgaven. Nu er konkurrencen skudt igang. 

Opgaven består i at udforme et skitseprojekt for Kronløbsøen – bestående af 25.000 m2 boliger, der skal bygges oven på et parkeringsanlæg, der udgør øens fundament. I konkurrencen indgår desuden 7.900 m2 boligbebyggelse på Fortkaj, hvorfra der skal være adgang til parkeringsanlægget, samt tre broer, der forbinder øen med henholdsvis Fortkaj og Sundmolen. Dermed kommer Kronløbsøen til at ligge som en trædesten mellem Sundmolen og Århusgadekvarteret. 

Ud over at skabe plads til både boliger og parkering, skaber Kronløbsøens vestlige facade også et nyt og mere intimt vandrum i Nordhavn, hvor der er læ for både bølger og vind. Samtidig skal der i projektbesvarelsen indgå et skitseforslag til anlæg af brygger på øens østlige side, hvor der ifølge lokalplanen er mulighed for husbåde og badeanlæg. 

Der lægges i konkurrenceprogrammet vægt på, at Kronløbsøen ligesom Århusgadekvarteret og Sundmolen skal have sin egen visuelle identitet. Bebyggelsen på øen skal fremstå som én særlig og sammenhængende komposition i ét gennemgående materiale på både bygninger og byrum og med en gennemgående ens byggehøjde på 18-20 meter. 

Bæredygtighed og miljøvenlig bebyggelse er gennemgående i udviklingen af Nordhavn. Det er derfor et krav, at byggerierne i projektet skal DGNB-certificeres på bygningsniveau. 

Konkurrencen afsluttes den 13. juni. Senest til august kåres et eller to vinderforslag.
Projektet forventes afsluttet med ibrugtagning af parkeringsanlægget 31. december 2019 og boligbebyggelserne 31. marts 2020.

De fem prækvalificerede teams: 

AART architects A/S
Ove Arup & Partners International Ltd
Tredje Natur ApS

Link arkitektur AS
Rubow arkitekter A/S
Multiconsult ASA
Dominia A/S
Møller og Grønborg A/S

Holscher Nordberg A/S
JJW Arkitekter A/S
Niras A/S
Schønherr A/S

BIG A/S
Sweco Architects A/S
Sweco Danmark A/S
Kragh & Berglund Landskab A/S

Vilhelm Lauritzen Arkitekter A/S
COBE ApS
Rambøll Danmark A/S
STED by- og landskab

Det er blevet forår, og det betyder tid til den årlige forårsrengøring af kanalerne i Københavns havn, som netop er blevet afsluttet. Hvert år fisker By & Havn ved hjælp af dykkere hundredevis af cykler og meget andet op på bunden, og i år var ingen undtagelse.

90 ton affald er der blevet fisket op fra dybet, siden dykkere og driftsmedarbejdere fra By & Havn gik i gang med oprensningen af kanalerne i midten af marts. Og det er ifølge driftchef Gert Hjemsted Kondrup nogenlunde det samme som tidligere år. 


”Mængden af større genstande på bunden, som vi fisker op her i foråret, har været ret konstant på 90 ton gennem årene. Til gengæld ser vi en lille stigning i det lettere affald, som vi dagligt sejler rundt i havnen og fjerner fra overfladen. At dømme ud fra omfanget af pizzabakker og ølkrus skyldes det nok, at havnefronten bliver brugt mere end tidligere”, siger Gert Hjemsted Kondrup fra By & Havn. 

Oprensningen af bunden sker for at sikre, at kanalerne ikke ”sander til” i større af-faldsgenstande, der af uvisse årsager er endt på bunden af kanalerne. Det udgør særligt en risiko for de mange karakteristiske kanalrundfartsbåde, der dagligt bringer tusindvis af turister rundt ad Københavns vandveje.

Størstedelen af de bjergede genstande er cykler, men også indkøbsvogne, caféstole, trafikkegler, skilte, traktordæk, rollatorer og sågar et enkelt pengeskab er blevet hevet op i år.

Både bundrensning og den daglige indsamling af plastik, tang og andet affald foretager By & Havn som en del af selskabets forpligtelse som havnemyndighed. 

Se med, da TV 2 Lorry var taget med til oprensning af Christianshavns Kanal: 

På det centrale hjørne af Ørestads Boulevard og Asger Jorns Allé i Ørestad Syd har By & Havn solgt 25.000 etm. byggeret til NREP. På grunden opføres et erhvervs- og boligbyggeri med to supermarkeder, 120 boliger, opbevaringscenter og legeland. Grundsalget slår en tyk streg under, at der er efterspørgsel på både bolig- og erhvervsbyggeret i Ørestad.

Det er et kompliceret puslespil, som er lagt i forbindelse med det kommende byggeri i Ørestad Syd. Få byggerier har så mange funktioner, som det kommende multi-byggeri, der kommer til at ligge lige over for Vestamager Metrostation. 

”Det er simpelthen elegant, at der kommer så mange funktioner i et byggeri. Denne bygning vil med sine funktioner og sin arkitektur bidrage til at gøre Ørestad Syd til et endnu mere spændende, varieret og levende kvarter,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

”Vi er stolte af at have udviklet konceptet for dette byggeri, som vil blive en naturlig adgang til Ørestad Syd og Asger Jorns Allé i kraft af placeringen lige ved Metrostationen. Vi har haft et fint, kreativt og tillidsfuldt samarbejde med By & Havn og Københavns Kommune om udviklingen. Resultatet er et nyskabende og interessant byggeri, som vi glæder os til at se opført,” siger CIO Rasmus Nørgaard, NREP. 

Konceptet for byggeriet, der er tegnet af Årstiderne Arkitekter, hænger sammen med grunden nord for byggefeltet, hvor der er planlagt et parkeringshus. Byggefeltet udnyttes i hele dets fodaftryk og erhvervsetagearealerne opføres i samme højde, som det kommende nabo-P-hus. Derved er det muligt at udnytte de nederste etager af det kommende byggeri til funktioner, der kræver plads, men ikke har behov for særligt meget dagslys. På toppen af erhvervshuset, hvor man er fri af det omgivende byggeri, opføres en lille boligby, hvor rækkehuse og lejligheder omkranser et grønt gårdrum.

Dynamik i Ørestad

Det kommende byggeri understreger den vitalitet og optimisme, der er overalt i Ørestad: 

”Nordeas nye domicil er ved at blive bygget færdigt i Ørestad Nord. Vi har netop solgt til Skanska, der bygger domicil for ingeniørvirksomheden Sweco – de flytter til Ørestad City med 750 medarbejdere. Arenakvarteret er én stor byggeplads. Samtidig er der vedtaget en ny lokalplan for den centrale del af Ørestad Syd, og vi vil snart kunne offentliggøre en række investorer og deres byggeplaner i dette område,” siger Jens Kramer Mikkelsen. Han fortsætter:

”Ørestad tiltrækker igen både erhvervs- og boliginvesteringer. Efter finanskrisen har vi primært solgt boligjord, men nu oplever vi, at der igen er kommet gang i erhvervsmarkedet. Familier og virksomheder har meget forskellig argumentation for at flytte til Ørestad – men der er særdeles gode og fornuftige argumenter for begge parter,” siger Jens Kramer Mikkelsen.


NREPs kommende byggeri i Ørestad Syd – etage for etage:

Stueetagen er disponeret med to dagligvarebutikker og tilhørende vareindlevering. Det forventes, at By & Havn i samarbejde med NREP kan offentliggøre navnet på det ene af supermarkederne medio april. 

1. etage er reserveret til Dinos legeland. Her tilbydes et væld af aktive legemuligheder for børn. Legelandet er også forsynet med en café og tilhørende funktioner. Etagen er dobbelthøj, således at der er skabt god plads for de store legestrukturer. Læs mere om konceptet på www.dinoslegeland.dk 

2. og 3. etage indrettes med et Pelican Self Storage opbevaringscenter. Læs mere om konceptet på www.pelicanselfstorage.dk. På 2. og 3. etage er der i bygningens gavle desuden plads til nogle få boliger.


4. etage starter i 18 meters højde. På dette niveau har man ankomst til alle de godt 120 boliger. Der er tre elevatorkerner med indgang fra enten Ørestads Boulevard, Asger Jorns Allé eller Robert Jacobsens vej samt flere udvendige trappeforløb, der bevæger sig op langs facaderne. 

Man ankommer til et åbent, grønt gårdrum, der fungerer som fællesareal for hele beboelsesdelen. Herfra har man adgang til opgange og elevatorkerner, der fører direkte op til boligerne på de overliggende niveauer. 

5.- 9. etage er boligetager. Bebyggelsen rummer boliger i forskellige størrelser. Kombinationen af forskellige bygningshøjder skaber optimalt dagslysindfald og udsigt fra boligerne. De varierende højder er med til at danne en markant skyline i Ørestad.