Den 1. februar åbnede en ny el-tankstation til elbiler i P-hus Lüders i Århusgadekvarteret i Nordhavn. 150 kW ladestanderen betyder, at det bliver muligt at oplade sin elbil væsentligt hurtigere end hidtil.

El-tankstationen er opsat i et samarbejde mellem selskabet CleanCharge Solutions ApS og By & Havn, der udvikler Nordhavn og ejer P-hus Lüders. 

Foruden den nye ladestander på 150kW findes der allerede en 50kW, og to 22kW ladestandere i P-hus Lüders. El-tankstationen kan anvendes af forskellige biltyper. Med 150kW ladestanderen bliver det i fremtiden muligt, at lade til 100km kørsel på sin el-bil på 8 min, fremfor 1-2 timer, som det tager på en almindelig ladestander.

”Nordhavn er fremtidens bæredygtige bydel, og den nye, hurtige el-tankstation ser vi fra By & Havns side som et naturligt tilbud til bydelens bilister. Vores målsætning er i det hele taget, at Nordhavn skal være stedet, hvor fremtidens energirigtige løsninger udvikles, afprøves og implementeres,” siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn. 

”Vi er rigtig glade for at være med til at åbne den hurtigste ladestander i Danmark, så beboerne og de besøgende i Nordhavn kan få en hurtig opladning af deres elbiler,” siger Claus Bildsøe Astrup, direktør for CleanCharge Solutions ApS.

Samarbejdet mellem By & Havn og CleanCharge er kommet i stand i kraft af partnerskabet EnergyLab Nordhavn. Partnerskabet består af 12 af Danmarks førende offentlige og private aktører inden for bæredygtig energi og bymiljøer i et unikt samarbejde støttet af EUDP. EnergyLab Nordhavn bruger Nordhavn som et levende storbylaboratorium og demonstrerer, hvordan man kan samtænke el, varme, energieffektive løsninger og elektrisk transport i et intelligent og optimeret energisystem. 

Foruden selve opladningsfunktionen er el-tankstationen indrettet således, at By & Havn og Clean Charge får adgang til forbrugsdata og kendskab til det behov, der er for elopladning i en ny bydel, som Nordhavn, hvor højklasset kollektiv transport er den bærende del af bydelens infrastruktur.

El-tankstationen er sat i drift 1. februar 2018 og er tilgængelig for alle enten via direkte betaling ved at scanne QR-koden ved ladeudtaget eller abonnement, som kan rekvireres hos CleanCharge Solution Aps ved at skrive til info@cleancharge.dk eller telefon 7199 2800. 

Ladestanderne kan endvidere anvendes af udenlandske kunder via Roamingtjenesten intercharge.

P-hus Lüders ligger i Helsinkigade 30, 2150 Nordhavn.

I en gammel postterminal på Århusgade 126 i Nordhavn er der i mere end et år foregået alt fra indisk festival, kunstprojekter, filmklubaftener og rulleskøjtedisko. By & Havn har midlertidigt stillet bygningen til rådighed for Havnekulturkontoret. Nu er også Aarstiderne flyttet til den dynamiske bydel.

Den gamle postterminal har lagt rum til mange arrangementer, siden By & Havn i en midlertidig periode stillede bygningen til rådighed for Havnekulturkontoret – en satellitafdeling for Kultur Ø i samarbejde med Kulturhavn 365. De mange aktiviteter har været med til at skabe dynamik og liv i den unge bydel og skabe nye bekendtskaber.

Den 20. januar kom Aarstiderne til som endnu en midlertidig aktør i kvarteret. Samtidig spredes havnekulturkontorets aktiviteter til flere dele af Århusgadekvarteret. 

Aarstiderne har indtaget den store hal i postterminalen, hvor de vil fortsætte hallens høje aktivitetsniveau og afholde foredrag, kurser og aktiviteter med økologiske råvarer som omdrejningspunkt. I lørdags slog de for første gang dørene op til en grønsagsfest, der trak fuldt hus. 

Samtidig med, at hallen indtages af Aarstiderne, fortsætter Havnekulturkontorets aktiviteter og spredes til hele tre placeringer i Århusgadekvarteret. Foruden det nuværende kontor og byggefeltet mod Kronløbsbassinet flytter Havnekulturkontoret også ind i butikslokalet i Århusgade 140.

”Vi er glade for, at vi fortsat kan tilbyde Havnekulturkontorets lokaler i Århusgadekvarteret, og at vi nu også kan byde velkommen til Aarstiderne. Havnekulturkontoret har haft stor betydning i den nye bydel og har helt sikkert været med til at opbygge en identitet hér i Århusgadekvarteret. Mange udenfor bydelen har lært kvarteret at kende i kraft af havnekulturkontorets arrangementer – men først og fremmest har kvarterets nye beboere taget rigtig godt imod huset og deltaget aktivt – og mange har endda selv stået for offentlige arrangementer med hjælp fra kulturhusets medarbejdere,” siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn.


(fotos af bl.a. Esben Bøg Jensen og Vartan Emprimian) 

Siden begyndelsen har Maria Franz fra Kultur Ø arbejdet som projektleder af Havnekulturkontoret. Dermed har hun været en af de bærende kræfter for at få stablet så mange arrangementer på benene som muligt.

”Det har været interessant at arbejde med de midlertidige rammer. Det har skabt et særligt momentum, at vi hele tiden har vidst, at Havnekulturkontoret var et midlertidigt projekt. Vi er super glade for, at perioden nu er forlænget et år for Århusgade 126 samt et halvt år for Århusgade 140 og for byggefeltet ud mod Kronløbsbassinet. Det har været fantastisk at være med fra starten og se kvarteret vokse til, og vi føler, vi har været en vigtig brik i at skabe et midlertidigt, blomstrende samlingssted i Århusgadekvarteret. Vores fineste formål har egentlig ikke været selv at arrangere events – men på bedste vis at imødekomme beboernes behov og lægge hus til et bredt udbud af aktiviteter,” siger Maria Franz.

Midlertidige aktiviteter er en del af udviklingen

I de første faser af byudviklingen har By & Havn haft et særligt fokus på at understøtte og skabe aktiviteter og liv i det nye kvarter. Det gør vi både i kraft af de fysiske rammer og ved at understøtte kultur- og foreningslivet. 

De fysiske rammer er med til at skabe liv i kvartererne, fordi By & Havn skaber pladser og byrum, hvor man kan møde andre mennesker og nyde omgivelserne. Bl.a. står By & Havn bl.a. bag Konditaget Lüders, træbryggerne ved vandet og en legeplads i Århusgadekvarteret. Og By & Havns udstilling 'Himmel og hav!' i stueetagen af The Silo, Helsinkigade 29 giver et godt indblik i Nordhavnsudviklingen.

Vi skaber også liv i nye kvarterer ved at understøtte aktiviteter og netværk, og derfor har By & Havn været med til at starte idrætsforeningen Nordhavn IF, ligesom selskabet er med til at udvikle butikslivet sammen med virksomheden NREP. Kulturlivet understøttes bl.a. ved at stille lokaler til rådighed for Havnekulturkontoret og Aarstiderne. 

De midlertidige aktiviteter foregår for en stor dels vedkommende på arealer, der er tænkt ind i den kommende byudvikling. Hvor den store hal ligger i dag, vil der på sigt blive udviklet boliger, detailhandel m.m. mens den forreste del af bygningen ud mod Århusgade bevares som en del af ’Den røde by’, hvor den indgår i detailhandelsselskabets planer for at skabe små butikker, caféer og restauranter i området. 

”Vi valgte at tilbyde Kultur Ø og Kulturhavn 365 at rykke ind i bygningen så længe, det kan lade sig gøre bl.a. i forhold til detailhandelsudviklingen. Vi håber selvfølgelig, at samarbejdet med Københavns Kommune, der står bag de to organisationer, vil fortsætte efter havnekulturkontoret lukker, så Nordhavn på sigt kan få permanente offentlige kulturfaciliteter på linje med andre steder i København,” siger Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn.

Med Naturpark Amager på den ene side og Asger Jorns Allé på den anden side, bygger By & Havn et nyt kultur- og beboerhus. Det bliver et vigtigt omdrejningspunkt for bydelen, hvor borgere i alle aldre kan mødes, nye fællesskaber kan opstå, og kultur, natur- og idrætsaktiviteter kan finde sted.

Byens Hus er arbejdstitlen på det kommende kultur- og beboerhus, som By & Havn bygger på vegne af grundejere til ca. 2.800 nye boliger i området. Det bliver ca. 2.500 m2 stort og forventes at åbne i 2021.

"Huset er resultatet af en unik og innovativ samarbejdsmodel, hvor By & Havn viser en ny måde at skabe fællesskaber på i nye byområder. Ved at sammentænke fælles, lokale beboerfunktioner med regionale kulturfaciliteter skaber vi et nyt samlingssted i Ørestad Syd," siger Rikke Faaborg Jarmer, udviklingschef i By & Havn.

Nye boligbyggerier i Ørestad Syd skal ifølge lokalplanen etablere fællesfunktioner for beboerne på 1 pct. af det samlede boligareal. Med Byens Hus bliver fællesarealerne for ca. 2.800 boliger samlet i ét hus. Dermed får beboerne et meget stort hus, der har mange flere faciliteter end hvert boligbyggeri hver især ville kunne etablere.

Der er også tale om en ny samarbejdsmodel, da By & Havn står for størstedelen af byggeriet, der løber op i ca. 45 mio. kr., mens grundejerne vil eje huset og stå for driften. By & Havn overtog forpligtelsen til at etablere fællesfunktioner for de ca. 2.800 boliger, da grundene blev solgt mod at grundejerne betalte et bidrag til disse fællesfunktioner. Københavns Kommune vil bidrage til administration og drift, og har i budgettet for 2018 bevilget 5 mio. kr. til byggeriet og 2 mio. kr. i fremadrettet årlig drift.

Kom med dine forslag til huset

Der bliver mulighed for både indendørs- og udendørsaktiviteter, da huset vil ligge lige på kanten af Naturpark Amager og aktivitetspladserne på Asger Jorns Allé, hvor der bliver plads til både leg, boldspil og streetaktiviteter på den 500 meter lange hovedgade. Naturpark Amager får også nye hovedindgange til det 3.500 ha store naturområde, og én af dem vil ligge lige foran Byens Hus.

Det er endnu ikke besluttet, hvilke funktioner huset skal indeholde. Der er fx mulighed for foreningslokaler, multisale til koncerter og gymnastik, café, omklædningsrum og cykelværksteder. Man kan også oprette en satellit til Ørestad Bibliotek, og pladsen foran huset kan bruges til koncerter og markeder. Multisale og aktivitetsrum kan rumme mange forskellige sportsgrene, og 3. halvleg kan afvikles i caféen.

I foråret vil By & Havn og Københavns Kommune holde flere workshops, hvor man sammen med grundejerne og foreninger finder frem til, hvad huset skal indeholde. Du har også mulighed for at komme med dine forslag til det kommende kulturhus på et borgermøde tirsdag 30. januar kl. 17.00-19.30 på Ørestad Bibliotek.

"Vi vil gerne sikre, at huset bliver til glæde for så mange beboere og foreninger som muligt, og derfor inviterer vi til borgermøde, hvor man kan komme med forslag og idéer til huset. De input vil vi tage med i det videre arbejde, " siger Rikke Faaborg Jarmer.

Ørestad Syd vokser til det tredobbelte

Ørestad Syd er i rivende udvikling og vil i de kommende år vokse til mere end det tredobbelte med mange nye boliger og indbyggere. I 2026 vil der bo 13.000 indbyggere. Dermed stiger behovet for både skoler, institutioner og gode fritidsfaciliteter for både børn og voksne. Der er allerede bygget skøjtehal, Royal Arena, og to nye skoler er på vej. Med aktiviteter, events og en strøm af mennesker store dele af døgnet, bliver Byens Hus en vigtig del af Ørestad Syds puls og rytme. Beboere fra hele Amager Vest vil også kunne bruge huset.

Fakta:

  • Byens Hus vil være på ca. 2.500 m2
  • I 2018 er der ca. 2.000 boliger i Ørestad Syd
  • I de kommende 10 år bliver der bygget 4.500 nye boliger i Ørestad Syd
  • I 2026 vil 13.000 borgere bo i Ørestad Syd

Kom til borgermøde


Kom med dine forslag til det kommende kultur- og beboerhus i Ørestad Syd.

Program:
1) Præsentation af Byens Hus ved By & Havn, Københavns Kommune og rådgivere
2) Pause med sandwich
3) Dialog i grupper
4) Opsamling og afrunding

Tid: tirsdag d. 30. januar kl. 17-19:30
Sted: Ørestad Bibliotek, Arne Jacobsens Allé 19, 2300 Københavns S
Tilmelding: Send en e-mail til Marianne Lindtoft Petersen, mlp@byoghavn.dk senest 26. januar

Tidslinje for Byens Hus


Forår 2018: By & Havn, Københavns Kommune, beboerforeningen og et arkitektfirma udarbejder et byggeprogram for huset – hvilke rum og funktioner skal huset indeholde?

2018-2019: Planerne for Byens Hus kobles til det samlede byggeprojekt med boliger for enden af Asger Jorns Allé.

2018-2021: By & Havn bygger Byens Hus.

2021- : By & Havn overdrager huset til grundejerne, der i samarbejde med Københavns Kommune skaber aktiviteter i huset.

 

Illustrationer: TRANSFORM

Nordhavn er i rivende udvikling, og Århusgadekvarteret er allerede tæt på at stå færdigt. Nye byggerier er på vej på Redmolen og Kronløbsøen, og nu kan københavnerne også få et første smugkig ind i fremtidens Levantkaj. De kan se frem til et bykvarter, der får egen metrostation, Nordhavns første folkeskole – og kirke.

Farverige skibscontainere tårner sig op på Levantkaj, der i dag er en travl havneterminal. Navnet Levantkaj hentyder da også til en fortidig, orientalsk, travl havneby. Og netop den travle havneterminal vil københavnerne kunne genkende på den fremtidige Levantkaj, som team Entasis har tegnet. Læs mere om vinderen af konkurrencen.

Levantkaj er næste skridt i udviklingen af Nordhavn. I dag ligger containerterminalen i området, men den flyttes til landopfyldningen i Ydre Nordhavn for at give plads til byudviklingen med boliger og arbejdspladser på Levantkaj.

Kommende beboere kan se frem til et kvarter med Nordhavns første folkeskole, første kirke og egen metrostation. Omkring Skudehavnen og Skudeløbet mod nord kan beboere og besøgende nyde både strand og naturområde, der ligger i det stille vand. Kano- og kajakture bliver også muligt i Skudehavnen og gennem kanaler syd på til Indre Nordhavn.

Levantkajs fem kvarterer

Levantkaj får fem forskellige kvarterer, der alle har åbne byrum som fællesnævner.

  • Mod syd etableres et kvarter med rækker af pakhuslignende bygninger i forskellige højde og dybde, der i modsætning til de velkendte karréer, åbner byrummet op for aktiviteter og fællesskab. Her bliver hver anden gade en såkaldt naturgade med beplantning og træer, hvor der er lukket for biltrafik.
  • Mod nordøst får Levantkaj en såkaldt haveby, hvor husene bliver gradvist lavere, og der bygges rækkehuse. De to første kvarterer bliver de største boligkvarterer rent arealmæssigt.
  • Mod nord er der et kvarter, hvor bygningerne tilpasser sig metrolinjen, der kører gennem Levantkaj.
  • Skudehavnsøen bliver portalen til Levantkaj med både boliger- og erhverv.
  • Levantkaj Vest huser allerede i dag Copenhagen International School, og her kommer også Nordhavns første folkeskole samt fritidsinstitutioner.

Vildtvoksende natur og hængende haver

En gåtur rundt om Levantkaj vil give beboere og besøgene to meget forskellige oplevelser. På den sydlige kyst kan man gå gennem Levantparken, der er en 50 meter bred park, der hvor byen hører op og parken begynder. Et sted hvor man kan sidde med ryggen mod muren og ansigtet i solen eller være aktiv i et af de mange byrum, der etableres langs hele sydsiden i mellem rækkerne af træer. Her kan der være vind og høje bølger, og man kan ikke gå helt ned til vandet. På den nordlige kyst skaber man en flydende grænse mellem land og vand, her bliver der vildtvoksende natur, og vandet vil være lavere og roligere, og man kan komme helt ned til vandkanten.

Træer og beplantning kommer til at variere, når man går gennem de forskellige kvarterer på Levantkaj. Mod syd starter beplantningen i en stram struktur og går gennem bebyggelserne. Jo mere man bevæger sig mod nord, desto løsere og mere vildtvoksende bliver beplantningen.

Levantkaj har et 17 meter bredt og 500 meter langt teknisk spor med ledninger og kabler i jorden, der skal respekteres, og derfor bliver det indrettet som grønt område, hvor beboere og besøgende f.eks. kan tage sig en løbetur og nyde den friske luft. Men hvad gør man, når man ikke kan plante træer på sådan en lang strækning? Her bliver ganske enkelt plantet espalierer og klatrende planter på husene, der vil skabe et grønt indtryk i flere etagers højde.

Levantkaj bliver forbundet til resten af Nordhavn via to broer for alle typer trafikanter, to broer for cykler og fodgængere og så naturligvis metrolinjen.

Fakta: Levantkaj i tal

  • Området bruges i dag til containerterminal, som forventes at flytte til Ydre Nordhavn i 2021. Det nye område er lige nu ved at blive opfyldt bl.a. med jord fra udgravningerne fra den københavnske metro.
  • I alt er der tale om ca. 34 ha grundareal (340.000 m2) og 13 ha vandareal (130.000 m2).
  • I alt kan Levantkaj bebygges med 30.000 etagemeter på Levantkajs vestlige del og ca. 475.000 etagemeter på den østlige del (inkl. P-huse). I alt 505.000 etagemeter.
  • Levantkaj skal huse 10-12.000 beboere og medarbejdere.

 

Vinder fundet i konkurrencen om Levantkaj

I dag offentliggør By & Havn, at team Entasis er vinderen af konkurrencen om Levantkaj i Nordhavn. Vinderteamet har ladet sig inspirere af den eksisterende havneterminal og dens enkle containerstrukturer til et bykvarter med pakhuslignende stokbebyggelser.

Ved en reception i dag blev team Entasis udpeget som vinder af arkitektkonkurrencen om Levantkaj i Nordhavn. Team Entasis består, foruden Entasis, af landskabsarkitekterne GHB Landskab og Hall McNight samt Niras og Trafikplan. I alt deltog fem teams i konkurrencen om at tegne fremtidens Levantkaj. Læs mere om det kommende bykvarter her.

Visionen for Levantkaj er ifølge konkurrenceprogrammet, at kvarteret skal samle alle Nordhavns kvaliteter i ét bykvarter. Levantkajs størrelse gør det muligt at skabe et intenst urbant byliv med arbejdspladser, butikker og restauranter omkring og i nærheden af den kommende metrostation og metrolinjen.

”Vi har lagt vægt på, at vinderteamet har skabt et bykvarter, der generelt lægger op til fællesskab, liv og bevægelse i alle byrum, frem for mere formelle og repræsentative byrum. Levantkaj vil blive oplevet som en sammenhængende helhed og dog med forskelligartede lokale særkender. Også vinderteamets forståelse for, hvordan natur kan have mange udtryk og bidrage til rekreativ og oplevelsesmæssig rigdom, har spillet en afgørende rolle, da vi skulle finde vinderen”, siger Chef for Planlægning & Arkitektur Rita Justesen, By & Havn og formand for dommerkomitéen.

”Vinderforslaget sikrer et nyt levende kvarter med boliger, butikker, arbejdspladser og kulturtilbud i nærheden af den kommende metrostation i Nordhavnen. Hver fjerde bolig i kvarteret bliver almen, så mennesker med helt almindelig indkomster kan få et godt hjem i et nyt, attraktivt kvarter - det er jeg utrolig glad for. Stort tillykke til Entasis!, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Inspireret af Levantkajs historie

Dommerkomiteen har især lagt vægt på vinderteamets fortolkning af Levantkajs nuværende karakteristika med rækker af containere, som de står i området i dag. Med afsæt i disse karakteristika har vinderteamet skabt en bebygggelsesstruktur, der nyfortolker klassiske pakhusprofiler til varierede stokbebyggelser med boliger og erhverv. På den måde får vinderteamet bragt Levantkajs historie med ind i den nye fortælling om området. Her adskiller vinderforslaget sig fra de øvrige forslag, der alle tager udgangspunkt i de velkendte københavnerkarréer.

Vinderforslaget har udnyttet den store forskel mellem Skudehavnen og den nordlige kyst, hvor vandet er lavt og roligt og de østlige og sydlige kyster, hvor der er mere vind og bølger. Mod nord introduceres en vildtvoksende og naturpræget kystprofil med strand- og engområder. Mod syd etableres en mere urban og struktureret park med tætte rækker af stramt anlagte træbeplantninger.

”Det er et ambitiøst projekt for Nordhavns kommende, store bykvarter, hvor tusinder af beboere og besøgende vil få deres hjem eller arbejdsplads. Netop ved at blande boliger, erhverv og andre byfunktioner, får vi det dynamiske og livlige bykvarter, som vi også ser i bl.a. Århusgadekvarteret. Det kun er tre et halvt år siden at Nordhavn blev tilgængelig for beboelse, og udviklingen for alvor tog fart. Fremtidens bæredygtige bydel er godt på vej!”, siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

”Vi er utrolig glade og stolte af, at vi har vundet. Vores forslag bryder med den kendte karrestruktur som dyrkes i mange Københavnske byudviklingsprojekter og viser et nyt alternativ. Et alternativ, der udspringer af det helt særlige sted Levantkaj er og dertil af de mange erfaringer omkring byudvikling der er gjort i København gennem de seneste 20-30 år. Vi tror på at København med Levanten får en helt særegen og eksotisk bydel”, siger Christian Cold på vegne af Team Entasis. 

De næste skridt

Vinderforslaget skal i de kommende måneder kvalificeres. Det sker i et samarbejde mellem team Entasis, By & Havn og Københavns Kommune. By & Havn har som mål at bæredygtighedscertificere byområdet efter DGNB standarden, og det arbejde starter også nu. Herefter skal vinderforslaget danne grundlag for et lokalplansforslag, som Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune skal vedtage.

Hent dommerbetænkning og fakta om konkurrencen her

Pressekontakt:

Kristian Wederkinck Olesen

Kommunikationschef

KWO@byoghavn.dk

T: 3053 5004

PenSam og By & Havn sælger 259 nybyggede lejligheder i Københavns Nordhavn til tysk kapitalforvalter.

259 lejligheder på Marmormolen i den københavnske Nordhavn skifter ejer. Pensionsselskabet PenSam og udviklingsselskabet By & Havn sælger lejlighederne i Marmorbyen til den tyske kapitalforvalter Patrizia. 

PenSam og By & Havn står bag byggeprojektet Marmorbyen, som NCC har været entreprenør på. 

Lejlighederne ligger på Marmormolen, der engang husede Marmorværket, en af frihavnens første industrivirksomheder, er en del af den ambitiøse byudvikling som Københavns Nordhavn gennemgår disse år. Det er By & Havn, der står bag udviklingen i bydelen, og adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen var tilbage i 2013 med til at tage det første spadestik på Marmorbyen, som var det allerførste nye byggeri, der blev sat i gang i Nordhavn. 

”Nordhavn gennemgår i disse år en utrolig forvandling fra isoleret område til pulserende bykvarterer med kvalitetsboliger og arbejdspladser – ikke mindst hér i Marmorbyen. I hele processen har vi haft et fortrinligt samarbejde med PenSam og NCC, og byggeriet er resultatet af de forskellige kompetencer og knowhow, der er i de tre virksomheder. Salget til Patrizia er en fornuftig forretning og afslutter den fælles proces på fineste vis,” siger Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør i By & Havn.

Opførelsen – og nu salget – af Marmorbyen er en del af PenSam’s strategi for ejendomsinvesteringer, hvor pensionsselskabet er trådt til tidligere i processen, end man traditionelt har i pensionsbranchen.

”Ved at træde ind allerede i opstartsfasen af byggeriet, skaber vi grundlag for et bedre afkast til vores pensionskunder, end vi ellers ville have gjort. Processen med By & Havn og NCC som entreprenør har været meget positiv, og Marmorbyen er endnu et af de vellykkede partnerskaber, vi har haft på ejendomsområdet, som bidrager til udviklingen af København,” siger Claus Jørgensen, investeringsdirektør i PenSam.

”En investering som denne på vegne af tre forskellige investorer demonstrerer, PATRIZIAs evne til at lytte til vores investorers ønsker og derudfra udvælge og skræddersy investeringsløsninger, som passer dertil,” forklarer Rikke Lykke, administrerende direktør for PATRIZIA i Norden.

Fakta om handlen 

  • Total m2: 27.895 m2. 
  • Marmorbyen er bygget i to etaper, hvor første del stod klar til indflytning i 2015, mens anden del af byggeriet blev færdigt slutningen af 2016 
  • De 259 lejlighederne har en attraktiv placering på Marmormolen med udsigt over vandet og med FN Byen som nabo. Udover lejligheder rummer byggeriet fire erhvervsmål og et fælleslokale i stueplan 
  • Byggeriet består af 12 selvstændige byggeafsnit, hvor alle lejligheder har udsigt til vandet. NCC har været entreprenør og Vilhelm Lauritzen Arkitekter har tegnet byggeriet 
  • Sælger er PenSam Liv Forsikringsaktieselskab og udviklingsselskabet By & Havn 
  • Køber er 3 tyske fonde repræsenteret af Patrizia Denmark A/S 

Dynamik og aktivitet var kodeordene inden for alle By & Havns forretningsområder. Men 2017 var også året, hvor By & Havn fejrede 10 års jubilæum. Her får du et overblik over årets største begivenheder.

Mere end 50.000 bor, arbejder og læser i Ørestad

Tilflytningen er gået stærkt i det sydligste af Ørestads bykvarterer – Ørestad Syd. Boliger er skudt op af jorden, og alene i Ørestad Syd er ca. 1.500 nye beboere flyttet ind i det sidste år. I dag har mere end 50.000 mennesker deres daglige gang i Ørestad. 11.500 mennesker bor i Ørestad, omkring 20.000 går på arbejde og ca. 20.000 studerer. 

Antallet af arbejdspladser vokser også år for år. I 2017 begyndte indflytningen i Nordeas nye domicil i Ørestad Nord, hvor der på sigt samles godt 2.000 medarbejdere, og i 2018 flytter Swecos 700 medarbejdere ind i deres bæredygtige domicil i City. 

I det hele taget udvikler Ørestad sig hele tiden. Et stort skridt i bydelen, der ikke er så tydeligt i gadebilledet men dog særdeles vigtigt for bydelens arbejdspladser, er erhvervsnetværket Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC), som bl.a. By & Havn har taget initiativ til. ØICC skal gøre Ørestad til det stærkeste knudepunkt for innovation i regionen ved at binde områdets virksomheder, institutioner og universiteter sammen og stimulere erhvervs- og vidensudviklingen. Læs mere om ØICC her. 

2017 var også præget af kommunalvalget, der netop er overstået, og det planlagte Ørestad Fælled Kvarter ud for Sundby Metrostation har været en betydelig del af debatten hele året. I den proces har vores ejere besluttet at undersøge andre muligheder for at opføre boligkvarteret, og vi ser frem til i 2018 at følge den politiske udvikling.

Ørestad skruer op for koncerter, sport og natur

Dette var også året, hvor Ørestad Syds helt store trækplaster, Royal Arena, blev indviet. Arenaen har afholdt adskillige koncerter og events gennem året, og på de store dage valfarter op til 16.000 gæster til og fra. Det skaber et kæmpe momentum i Ørestad og tiltrækker nye besøgende til bydelen fra hele landet – senest for at se de danske svømmere høste medaljer til EM. Som nabo til Royal Arena er Ørestad Skøjtehal ligeledes åbnet i år. 

En særlig kvalitet ved Ørestad er, at bydelen er omkranset af den 3.500 ha store Naturpark Amager. Når vi udvikler Ørestad, og som en del af partnerskabet Naturpark Amager, har vi særligt fokus på overgangene mellem by og natur, så naturen bliver tilgængelig for alle. I Ørestad Syd er Fælledpromenaden ved at blive anlagt – en promenade på én kilometer mellem Ørestad Syd og Kalvebod Fælled. Promenaden bliver klar i 2018 til ophold, leg, cykler, rulleskøjter og til blot at nyde natur og by. Læs mere om udviklingen af Ørestad Syd og udviklingen af Naturpark Amager. 



Indre Nordhavn vokser til

Det er næsten ikke til at forstå, at det kun er tre et halvt år siden at Nordhavn blev tilgængelig for københavnerne, og udviklingen for alvor tog fart i Århusgadekvarteret. I dag bor der tæt ved 2.000 mennesker og flere flytter ind. 

2017 har bl.a. været præget af, at adskillige butikker, caféer og restauranter er åbnet – navnlig takket være detailhandelsselskabet, som By & Havn er en del af. Nu kan man både nyde en pizza og spise sushi – eller man kan endda spise med 360 graders udsigt over København og Øresund i den nye restaurant i toppen af The Silo. 

Én af de særlige kvaliteter ved Nordhavns beliggenhed er vandet. I byudviklingen arbejder vi med at integrere vandet i bydelen, og derfor graver vi nogle steder kanaler og andre steder bygger vi holme og øer, så flest muligt får glæde af de blå omgivelser. 

I 2017 færdiggjorde vi den sydvendte Sandkaj Brygge, der hurtigt er blevet populær for beboere og besøgende i kvarteret. I det kommende år begynder en proces i samarbejde med Københavns Kommune og en række foreninger om at udvikle et flydende aktivitetshus ved Sandkaj. Mere om det i begyndelsen af 2018. 

Der også etableret en badezone i Nordhavn. Den er dog kommet lidt uheldigt fra start, da der er konstateret forurening i havnebassinet fordi flere byggerier har tilsluttet kloakker forkert. Der arbejdes på at identificere fejlene og få dem rettet i samarbejde med udviklerne af de pågældende byggerier. 


Nye skridt i udviklingen af fremtidens bæredygtige bydel

Udviklingen er også i gang i de omkringliggende nordhavnskvarterer. På Sundmolen bevares By & Havns store pakhuse, mens området tilføjes nye boliger, og de første familier er flyttet ind. 

I Pakhus 47 på Sundmolen har vi netop været med til at indvie et nyt showroom og kontorfællesskab med fremtidens energiteknologi som tema. Det er partnerskabet EnergyLab Nordhavn, som står bag showroomet, der forventes at modtage godt 200 besøg årligt fra potentielle nationale og internationale forretningsforbindelser. By & Havn er partner i EnergyLab Nordhavn, der bruger Nordhavn som et levende storbylaboratorium og demonstrerer, hvordan man kan sammentænke el, varme, energieffektive løsninger og elektrisk transport i et intelligent, fleksibelt og optimeret energisystem. Mange løsninger er allerede implementeret i erhvervs- og boligbyggerier i Indre Nordhavn. Læs mere her. 

På Levantkaj blev Copenhagen International School indviet i februar. Foruden at lægge rum til næsten 1.000 elevers dagligdag er skolen hurtigt blevet et internationalt ikon for bæredygtig udvikling, da halvdelen af skolens energiforbrug stammer fra solcellepanelerne på bygningens facade. 

Sidst på året kunne By & Havn offentliggøre to markante grundsalg på Trælastholmen mellem Sundmolen og Levantkaj. Først kunne det udmeldes, at Comwell bygger hotel i området og senere, at Østre Landsret flytter til Trælastholmen, når en ny, bæredygtig retsbygning står færdig – forventeligt i 2021. 

 

10 års byudvikling

I 2017 kunne By & Havn fejre 10 års jubilæum. Selskabet har gennem de sidste 10 år sat omfattende fodaftryk på byens udvikling. København har fået en krydstogtterminal, der for alvor har sat hovedstaden på landkortet over krydstogtdestinationer, der er skabt boliger til 14.500 københavnere, områder, der før var lukket af for offentligheden, er blevet en del af byen som f.eks. i Nordhavn og på Papirøen – og så er By & Havn naturligvis også med til at virkeliggøre den grønne infrastruktur i hovedstaden. Eksemplerne viser, at det er en vigtig opgave og et stort ansvar men også, hvad By & Havn som selskab er i stand til. 

Opgaverne løser vi ikke alene. Vi har mange dygtige og kompetente samarbejdspartnere, som alle bidrager til byudviklingen. Tak for i år, vi glæder os til de mange spændende opgaver i 2018.

Partnerskabet EnergyLab Nordhavn, som By & Havn indgår i, samt Urban Helpog Scion DTU har indgået et stærkt samarbejde om et nyt innovationsmiljø for virksomheder, der arbejder med innovative og bæredygtige løsninger til fremtidens byer.

30 virksomheder flytter ind i det nye kontorfællesskab, og mere end 200 besøg årligt fra potentielle internationale forretningsforbindelser er blandt forventningerne til det nye EnergyHub, som åbnede i dag i Nordhavn. 

Udover at invitere nye virksomheder indenfor i et kontorfællesskab med fokus på bæredygtig byudvikling og energiløsninger har partnerne bag projektet EnergyLab Nordhavn etableret et showroom, der præsenterer de løsninger, de udvikler i det levende storbylaboratorium. 

Helt konkret er der tale om et 1.200 m2 stort lokale med plads til virksomhederne på Sundmolen i Nordhavn. Virksomhederne får – ud over adgang til et stort netværk af førende danske energi- og teknologi virksomheder – også international eksponering og ikke mindst udsigt til de nye byggerier i Århusgadekvarteret, hvor de fleste af projektets demonstrationer rent fysisk finder sted.

”I By & Havns arbejde med at udvikle Nordhavn som Københavns nye bæredygtige bydel spiller samarbejdet i EnergyLab Nordhavn en vigtig rolle. Nordhavn omdannes i disse år fra industriområde til en moderne, blandet by med boliger og arbejdspladser, og de mange projekter under EnergyLab Nordhavn implementeres i en række byggerier. Projekterne gavner beboernes og medarbejdernes dagligdag – og samtidig indsamles viden, som vi tager med i vores videre arbejde med bæredygtig byudvikling,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Projektet, der er støttet af EUDP, har været i gang i to et halv år. I den periode har EnergyLab Nordhavn oplevet en overvældende interesse fra udlandet. 

Ud over interessen i de tekniske løsninger er det i lige så høj grad hele samarbejdet og partnerskabet, som tiltrækker opmærksomhed. Projektet har samlet nogle af Danmarks absolut førende offentlige og private aktører indenfor bæredygtig energi og bymiljøer i et helt unikt samarbejde. Det handler primært om at få udviklet de løsninger, som skal kendetegne fremtidens energisystemer, som vil inkludere en langt højere andel af vedvarende energi, end vi ser i dag. Samtidig er det løsninger, som skal kunne eksporteres til udlandet og dermed være med til at indfri det samlede grønne danske vækstpotentiale på mellem 148 og 271 mia. kr. årligt frem mod 2035.

”EnergyLab Nordhavn er et banebrydende eksempel på, hvordan forskere, virksomheder og myndigheder kan arbejde sammen om at udvikle de løsninger, der skal sikre en effektiv og bæredygtig omstilling af energisystemet i fremtiden. Med etableringen af EnergyHub har vi en unik mulighed for at konvertere højt kvalificeret forskning og innovation fra DTU til forretning og vækst i både start-ups og etablerede virksomheder, der får til huse i EnergyHub midt i Nordhavn. Det er helt i tråd med DTU’s mission om at være til gavn for samfundet,” siger rektor på DTU, Anders Bjarklev.

Om EnergyLab Nordhavn 

Partnerne bag EnergyLab Nordhavn omfatter DTU, Københavns Kommune, By & Havn, HOFOR, Radius, ABB, Balslev, Danfoss, Clean Charge, METRO THERM, Glen Dimplex og PowerLabDK-faciliteterne. Projektet er støttet af EUDP, løber fra 2015-2019 og ledes af Center for El og Energi på DTU Elektro. 

EnergyLab Nordhavn er et fireårigt projekt, der udvikler fremtidens energiløsninger. Projektet bruger Nordhavn som et levende storbylaboratorium og demonstrerer, hvordan man kan sammentænke el, varme, energieffektive løsninger og elektrisk transport i et intelligent, fleksibelt og optimeret energisystem.

 

Om EnergyHub 

EnergyHub er et innovationsmiljø for start-up virksomheder og satellit for etablerede virksomheder, organisationer og andre aktører, som arbejder med innovation på området for bæredygtig byudvikling og energiløsninger. Der vil være plads til 70 arbejdspladser i det mere end 1.200 m2 store kontormiljø og showroom i Pakhus 47 på Sundkaj.

By & Havn har solgt ca. 16.000 etagemeter byggeret på en grund på Trælastholmen til Bygningsstyrelsen. Dermed flytter Østre Landsretfra bygningerne i Bredgade/Fredericiagade til Indre Nordhavn.

Trælastholmen får en ny, markant offentlig institution i fremtiden, når Østre Landsret flytter sine aktiviteter til området – forventet i 2021. Kvarteret udvikles vest for Sundmolen, Orientbassinet og Levantkaj og øst for Kalkbrænderihavnen. Øste Landsret får stor synlighed fra den gennemkørende vej i området, Sundkrogsgade. 

”Jeg er tilfreds med, at aftalen er kommet i hus. Nu begynder vi for alvor at kunne se konturerne af Trælastholmen som et dynamisk kvarter primært med erhverv ved Metrostationen Orientkaj. Foruden Østre Landsret ved vi, at der bygges et Comwell hotel på Trælastholmen. Det er dejligt at konstatere, at kvarteret kommer godt fra start med en højprofileret institution som Østre Landsret,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn. 

”Med den betingede købsaftale mellem Bygningsstyrelsen og By & Havn ser jeg med stor forventning frem til, at Østre Landsret i løbet af ganske få år kan flytte ind i en smuk og funktionel bygning, som er opført til domstolsformål, og som imødekommer de mange krav til sikkerhed, funktionalitet og brugerfaciliteter, som i dag med rette stilles til en velfungerende retsbygning. Med grundens centrale beliggenhed på Trælastholmen i det indre Nordhavn og meget tæt på Metroen vil det ydermere blive væsentligt enklere for brugerne at komme til landsretten, end tilfældet er i dag,” siger landsretspræsident Bent Carlsen, Østre Landsret.

Indretningen af byggeriet afviger fra et sædvanligt erhvervsbyggeri, bl.a. på grund af krav til størrelsen af retssale, særlige krav til adgangsforhold m.v. Derfor har Bygningsstyrelsen, By & Havn og Københavns Kommune undersøgt, hvordan byggeriet kan gennemføres på grunden, og det har bl.a. været nødvendigt at gøre byggefeltet bredere end forudsat i den oprindelige lokalplan. 

Løsningen har været at parallelforskyde den planlagte kanal øst for byggefeltet 10 meter, således at kanalen får den samme bredde, som, det hele tiden har været meningen. Dette er aftalt med Københavns Kommune, og byggeriet til Østre Landsret på byggefeltet er dermed muliggjort. Kanalen etableres dog først, når Østre landsret-byggeriet står færdigt. 

”Vi er meget tilfredse med, at samarbejdet med By & Havn og Københavns Kommune har muliggjort byggeriet, så Østre Landsret med det betingede grundkøb kan se frem til en ny bygning, der er den tredje statsmagt værdig,” siger vicedirektør i Bygningsstyrelsen, Signe Lyndrup. 

Foruden de 16.000 etagemeter etableres en kælder med 16 parkeringspladser. Bygningsstyrelsen forventer at udbyde byggeriet som OPP-projekt (Offentligt-Privat Partnerskab). By & Havn stiller krav til, at alle nye bygninger om at de bæredygtighedscertificeres efter DGNB standarden – ligesom selve kvarteret Trælastholmen allerede før igangsættelsen er præcertificeret som et bæredygtigt kvarter.

By & Havn har solgt et byggefelt med en fremtrædende placering på Stubkaj i Århusgadekvarteret til Walls og Nordkranen. Sideløbende er der gennemført en arkitektkonkurrence, som er vundet af tegnestuen WERK.

Boligbyggeriet kommer til at ligge ud mod Kronløbsbassinet, som er dét havnebassin, der adskiller Århusgadekvarteret og Sundmolen. Fra havnesiden af byggeriet er der direkte adgang til det kommende Lommevandrum, som opstår når Kronløbsøen realiseres i det nuværende havnebassin. Byrummet mellem bygningen og havnekajen kommer til at indbyde til ophold for kvarterets beboere og besøgende.

I kraft af placeringen ved lommevandrummet er det bestemt i lokalplanen, at byggeriets stueetage skal rumme ’vandrelaterende funktioner’. Det kan fx være ro- og kajakklub, vandsportsfaciliteter og tilknyttede restauranter og butikker. 

”Det kommende byggeri får stor synlighed og vil med sin placering binde Århusgadekvarteret og Sundmolen sammen. Foruden boligdelen er det vigtigt, at der udvikles rekreative tilbud i området, og beliggenheden ved vandet er med til at gøre pladsen ud mod havnebassinet til et herligt mødested for beboere og besøgende. Jeg ser frem til at følge udviklingen,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn. 

”Vi er stolte over at kunne være med til at arbejde med denne fantastiske placering i Nordhavn. WERK har udarbejdet et meget vellykket oplæg til bygningen, som udover en spektakulær stueetage, der på fornem vis understøtter de kommende aktiviteter på Stubkaj også indeholder nogle nyskabende boliger,” siger Jørgen Nonnemann fra Walls.

Byggeriet består af en karré, der omkranser et grønt gårdrum i første sals højde med en egeskov, som er beskyttet mod vinden. Her etableres også grillpladser og opholdsarealer. Fra gårdrummet fører en skulpturel trappe direkte ned til den offentlige promenade ved lommevandrummet. 

Der arbejdes med boliger på mellem 70 og 140 m2, som alle får private opholdsaltaner mod to sider i varierende bredde – fra en til to meter for hver bolig. 

Det er Walls og Nordkranen, som har gennemført arkitektkonkurrencen, som WERK har vundet. 

”Det bliver fantastisk at se huset tage form med lejligheder med altaner mod alle verdenshjørner – og ikke mindst en egeskov som bygningens hjerte. Det er et enkelt og stærkt koncept, der vil bidrage til at styrke den aktive by ved vandet og Nordhavns bæredygtige og blå profil” siger kreativ direktør Thomas Kock fra WERK. 

Fakta
Bygherre bliver P/S Ejendomsselskabet Stubkaj der er stiftet af Walls og Nordkranen i forening. Walls og Nordkranen sad i dommerkomiteen sammen med repræsentanter fra By & Havn og Københavns Kommune. Byggeriet er i alt ca. 12.000 m2. Drees & Sommer har bistået WERK på bæredygtighedsdelen samt på konstruktionerne.