Med udgangen af juli 2018 fratræder administrerende direktør Jens Kramer Mikkelsen efter gensidig overenskomst sin stilling i By & Havn.
Da bestyrelsesformanden stopper med udgangen af næste år, er det af hensyn til kontinuitet i ledelsen af selskabet fundet nødvendigt at sikre en glidende overgang i ledelsen af selskabet, så en ny direktør kan nå at blive sat ind i arbejdet sammen med bestyrelsesformanden.
Bestyrelsesformand Carsten Koch udtaler: ”Jens Kramer Mikkelsen har været direktør i By & Havn siden selskabet i 2007 blev etableret, og han har ført det sikkert gennem både høj- og lavkonjunktur, og har netop præsenteret selskabets bedste resultat til dato.
Jens Kramer Mikkelsen har ydet en formidabel indsats for selskabet og for Københavns byudvikling i det hele taget, og kan med stolthed se tilbage på en række færdiggjorte og særdeles attraktive bydele både i Ørestad, Nordhavn og Sydhavn – bydele, som han har sat sit præg på, og en udvikling ingen havde forestillet sig, da de politiske aftaler om metro og Ørestad blev indgået i 90’erne”.
Jens Kramer Mikkelsen udtaler: ”Det har været en fantastisk rejse med den helt unikke model, By & Havn repræsenterer. Jeg ser frem til fortsat spændende udfordringer og opgaver i mit nye liv”.
Der skal nu findes en ny direktør, og processen herfor går i gang nu.
Evt. spørgsmål kan rettes til bestyrelsesformand Carsten Koch gennem selskabets kommunikationschef Kristian Wederkinck Olesen på 3053 5004.