Langelinie: Praktisk information om Langelinie-renoveringen

På den historiske Langelinie bliver de gamle kajkanter, der har udtjent sin værnepligt, lige nu renoveret sammen med at strækningen forberedes til landstrøm og spildevandshåndtering. I 2024 står arbejdet færdigt, som skal sikre at københavnere og besøgende i mange år frem kan nyde det populære udflugtsmål.   

Det store renoveringsarbejde, der begyndte i oktober 2022, er inddelt i to etaper for at tage hensyn til beboerne på Langelinie samt de øvrige aktiviteter, der dagligt foregår på og langs kajstrækningen. Langelinie er og vil efter renoveringen fortsat være en af tre krydstogtsfaciliteter i København, i tillæg til Nordre Toldbod og Oceankaj. Skibe der anløber Langelinie vil fortsat være underlagt skærpede krav for brug af udvendige højtalere, unødig udendørs belysning mv., der kan virke generende for omgivelserne.  

På Langelinie placeres skibene normalt ved kajen begyndende nord fra og mod syd, og overnattende skibe placeres som udgangspunkt altid i den nordlige ende. I renoveringsperioden vil der kun kunne ligge et skib ad gangen på Langelinie. Det betyder, at kun den sydlige del af Langeliniekaj er åben og tilgængelig for et krydstogtskib, når arbejdet på den nordlige del af Langeliniekaj står på og visa versa når arbejdet på den sydlige del begynder i efteråret 2023.

I renoveringsperioden vil trafikafviklingen til og fra Langelinie desuden være ændret. Det forventes at renoveringen er endeligt afsluttet ved udgangen af 2024, hvorefter Langelinie igen vil fremstå i sit oprindelige og flotte udtryk, men med nye og forberede faciliteter, så strækningen er klar til at modtage krydstogtsskibe på almindeligvis fra 2025-sæsonen.

Renoveringen af Langelinie omfatter alt lige fra fjernelse af den eksisterende betonbundsikring på cirka 650 meter af kajstrækningen, etablering af en ny spunsvæg med jordankre på en 1 km lang strækning, til opsætning af opgraderede pullerter på 64 nye støbte pullertfundamenter samt fremrykning af eksisterende fendere. Dertil skal der etableres nyt kajudstyr som redningsstiger og redningsliner, ligesom det ny anlagt spildevandshåndteringssystemet for krydstogtskibene skal færdiggøres (i dag sejles spildevand med pram fra Langelinie til modtagelse i rørledning på Oceankaj). Kajen forberedes desuden til landstrøm, der forventes etableret forud for krydstogtssæsonen 2025.

Du finder oplysninger om samtlige krydstogtskibe på Copenhagen Malmö Ports hjemmeside: cmport.com/terminals/ships-in-port. Brug sidens søgemaskine. Vælg fra/til dato, vælg 'Copenhagen' og vælg 'Cruise ships only', så genereres en liste med samtlige ankomster og afgange.  

Ørestad er Nordens største koncertområde

-  Ny kunst og arkitektkonkurrence skal skabe tre levende byrum til hverdag og fest. Kom forbi UIAs sideevent torsdag morgen og hør mere.

Musiklivet buldrer afsted i Ørestad. DR Koncerthuset, Bella Arena og Royal Arena lægger ugentligt scener til tusindvis af glade koncertgæster, der besøger området for at få kulturelle og musikalske oplevelser. Faktisk danner de tre koncertscener tilsammen rammen for at være det største koncertområde i Norden. En række partnere er nu gået sammen om at lave en kunst- og arkitektkonkurrence, som skal resultere i tre byrum, der integrerer kunst- og landskabsarkitektur ved de store spillesteder.

Partnerskabet bag kunst- og arkitektkonkurrencen består af By & Havn, Københavns Kommune, Danmarks Radio, Bellagroup, Bellakvarter, Live Nation, Metroselskabet og Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC).

Konkurrencen sættes i gang - dels for at fremhæve fortællingen om Ørestad som kulturdestination i international klasse ved at løfte ankomsten til de tre steder. Dels for at styrke arkitekturen og oplevelserne ved de nuværende byrum, som både skal fungere som oplevelsesrige destinationer for de mange gæster, men også fungere som hverdagsbyrum til daglig.

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, siger:

Konkurrencens vision er at skabe tre unikke kunstneriske byrum som visuelt og identitetsmæssigt kæder Ørestads spillesteder sammen og leder de mange besøgende igennem både flotte, spændende og ambitiøse byrum af høj æstetisk og arkitektonisk kvalitet.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

Ved at udskrive en konkurrence, hvor både kunstnere og arkitekter går sammen om deres forslag, forventer partnerskabet at modtage en række visionære og ambitiøse forslag til byrummene, som både skal fungere til hverdag og fest.

Christian Folden Lund, adm. direktør i Bellagroup, siger

Vi har en ambition om at konkurrencen kan være med til at sætte Ørestads kulturdestinationer endnu mere på land- og musikkortet. Der er ingen tvivl om, at der er et enormt potentiale i området for musiske og kunstneriske oplevelser, men vi har brug for at være ambitiøse, hvis det skal forløses og blive til virkelighed. Derfor håber vi på mange sjove og skæve forslag i konkurrencen.

Adm. direktør, Christian Folden Lund, Bellagroup.

Også hos DR Koncerthuset er der store forventninger til den kommende kunst- og arkitektkonkurrence. Kim Bohr, som er chef for DR Koncerthuset, siger:

Mere end en million musik- og kulturinteresserede gæster hvert år Ørestad. De tre scener dækker næsten alle genrer og tiltrækker dermed publikum i alle aldre. Fra DR Koncerthuset i nord og Royal Arena i syd tilbyder vi alt fra den fineste klassiske musik, til mindre bands i studierne i Koncerthuset til de store rock og pop brag i arenaen. Musikken spiller i Ørestad - men totaloplevelsen mangler. Der er ingen tvivl om, at hvis sanserne allerede vækkes i byrummet på vej til koncert, så får man en langt bedre oplevelse under og efter koncerten. Derfor er det vigtigt, at vi får skabt nogle sammenhængende og æstetisk spændende byrum.

Kim Bohr, Chef for DR Koncerthuset.

Konkurrencen finansieres af By & Havn, Københavns Kommune og DR. Den filantropiske forening Realdania støtter konkurrencen.

Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC), som er et innovationspartnerskab, der samler Ørestads aktører på tværs af uddannelsesinstitutioner, startups, offentlige og private virksomheder, er sekretariat for partnerskabet.

Du kan høre mere om konkurrencen og partnerskabet ved UIAs sideevent i DR Koncerthuset 7.45 torsdag morgen. Her vil der være morgenjazz og -kaffe. 

 

Meld dig til her.

 

Kontakt:

By & Havn, Kommunikationschef, Kristian Wederkinck: Tlf: 3053 5004

 

Skal du opleve arkitekturåret i København?

København er officiel Arkitekturhovedstad 2023 udpeget af Unesco. Fra den 2. til den 6. juli afholdes desuden den internationale arkitektkongres UIA World Congress of Architects i København. Men selv om du ikke skal til kongres, er der masser af fine arkitekturoplevelser at få i den kommende tid - især langs Københavns Havn.

By & Havn er kongrespartner på International Union of Architects (UIA), som Akademisk Arkitektforening står for at arrangere. Mere end 10.000 arkitekter, byplanlæggere osv. deltager i kongressen i den kommende uge i Bella Center. Foruden oplæg og udstillinger for deltagerne, er der et stort program med arrangementer uden for kongrestiden. Hér inviterer By & Havn kongresdeltagerne på guidede gåture i Nordhavn og i Ørestad samt på sejlture i havnen. Et af arrangementerne er ’Next Generation City Action’ som er målrettet universitetsstuderende, undervisere og startup-virksomheder fra Indien, Mexico, Korea, Colombia, Sydafrika, Kenya, Ghana og Danmark.

uialogo

Desuden har By & Havn ekstra lange åbningstider i havneudstillingen, Havnebygmesterens Studiesamling og ikke mindst særudstillingen Kystlandskab som stormflodssikring - en særudstilling om Lynetteholm. De to udstillinger er ikke kun forbeholdt kongresdeltagerne - alle er velkomne til at kigge forbi, se udstillingerne og stille spørgsmål til By & Havns guide.

By & Havns udstillinger har således følgende åbningstider i den kommende uge:

  • Søndag 2/7 kl. 17-19 (vores guide tager i mod)
  • Mandag 3/7 kl. 09-19 (kl. 17-19 tager vores guide i mod)
  • Tirsdag 4/7 kl. 09-15 (normale åbningstider)
  • Onsdag 5/7 kl. 09-15 (normale åbningstider)
  • Torsdag 6/7 kl. 09-19 (kl. 15-19 tager vores guide i mod)
Studiesamling (28)-1600px

I Havnebygmesterens Studiesamling får du en smagsprøve på By & Havns righoldige arkiv af fotos, tegninger, film og fortællinger. Der er masser af historisk materiale - men Studiesamlingen trækker også tråde op til nutiden og fortæller bl.a. om, hvordan det gik til, da havnen transformerede sig fra industrihavn til rekreativ havn. Læs mere her

udstilling159-1600px

Kystlandskab som stormflodssikring er en særudstilling om Lynetteholms kystlandskab. I udstillingen sætter vi fokus på, hvordan København har valgt at imødegå fremtidens klimaforandringer med en naturbaseret stormflodssikring. Et design, hvor det ikke er et højt dige, men Lynetteholms stendæmninger og kystlandskab, der vil beskytte mod fremtidens havvandsstigninger. Læs mere her

Skærmbillede 2023-07-01 kl. 12.24

Masser af arrangementer for københavnerne

Der er i det hele taget masser af offentlige arrangementer i forbindelse med Arkitekturhovedstad 2023. Københavns Kommune har samlet alt på en hjemmeside hvor du kan dykke ned i udstillinger, arrangementer osv.

Noget af det mest synlige i det københavnske bylandskab denne sommer, er de 15 verdensmålspavilloner, som er opført langs havneløbet samt udvalgte steder i byen hen over sommeren.

Hver og en forholder de sig til et eller flere af FN´s 17 Verdensmål og er blevet til i forskellige partnerskaber mellem arkitekter, materialeproducenter, forskningsinstitutioner, brancheorganisationer mm.

Pavillonerne står som signaturprojekter i anledning af arkitekturåret. Det er bestemt værd at rive en dag ud af kalenderen og cykle rundt mellem de mange pavilloner og blive klogere på de mange verdensmålstemaer, de behandler.

Verdensmålspavillonerne er initieret og lanceret af Akademisk Arkitektforening i samarbejde med Københavns Kommune, UIA2023CPH-sekretariatet og By & Havn.

Klik for at se den smukke dronevideo, der præsenterer verdensmålspavillonerne. Videoen er produceret af Sehen for UIA2023CPH.

Fakta:

  • UIA World Congress of Architects afholdes af organisationen International Union of Architects med Akademisk Arkitektforening som sekretariat og udbyder.
  • Unesco har udpeget København som arkitektur hovedstad med Københavns Kommune som sekretariat og udbyder. Begge dele afholdes hvert tredje år, og det er kutyme at begge afholdes i samme by.
  • By & Havn er partner på Arkitekturhovedstad 2023 samt på pavillonprojektet, ligesom selskabet er kongrespartner på verdenskongressen.
  • By & Havn står desuden bag den permanente udstilling, Havnebygmesterens Studiesamling, der bl.a. handler om Københavns Havns udvikling fra industriarbejdsplads til rekreativ havn. Udstillingen blev indviet i 2022. Udstillingen Kystlandskab som stormflodssikring - en særudstilling om Lynetteholms kystlandskab blev indviet i maj 2023 og kan forventeligt ses frem til årsskiftet 2023/24. Normalt er begge udstillinger åbne i hverdagene fra kl. 09 – 15, men i den kommende uge er der forlængede åbningstider. Der er gratis adgang, og adressen er Nordre Toldbod 3 (under arkaderne).

Jordopfyld og nye kajer: Lynetteholms anlægsaktiviteter i juli

Sommerferien står for døren, men på Lynetteholm fortsætter arbejdet hele juli. En stor milepæl blev sat den 28. juni, da Lynetteholms jordmodtageanlæg blev officielt indviet. Anlægget holder åbent gennem sommeren, samtidig med at der anlægges to ny kajer ved den nordligste stendæmning langs Lynetteløbet.  

Nyhedsbrev nr. 7, juli 2023

Velkommen til Lynetteholms anlægsnyhedsbrev. Her får du sidste nyt om arbejdet med at anlægge Lynetteholm som halvø, kystlandskab og stormflodssikring mellem Refshaleøen og Nordhavn i Københavns Havn.

’Holdet bag Lynetteholm’ – Dan styrer jordopfyldet

Driftsleder Dan Gottschalk-Hansen har stået i spidsen for By & Havns renjordsopfyld i Nordhavn de seneste godt 12 år og har nu rykket kontorstolen til Lynetteholm, hvor han bliver daglig leder af Lynetteholms jordmodtageanlæg.

By & Havn indviede jordmodtageanlægget den 28. juni, og anlægget åbnede officielt for jordtransporter den 29. juni.

Klik på videoen, og hør Dan fortælle om, hvordan arbejdet med at skabe Københavns nye halvø og stormflodssikringsprojekt foregår:

Anlægsaktiviteter i juli

På nedenstående kort ses opdelingen af Lynetteholms Fase 1 og Fase 2. Læs mere om arbejdet i de to faser under kortet.

FASE 1

Sejlads af jord fra Nordhavn
Åbningen af Lynetteholms jordmodtageanlæg betyder, at arbejdet med at sejle mellemoplagret jord fra Nordhavns jorddepot til Lynetteholm også går i gang. Overskudsjord fra København og omegns byggepladser er de seneste år blevet mellemdeponeret i Nordhavn og skal nu sejles med en coaster til Lynetteholm.

Coasteren bliver lastet med jord om aftenen/natten og sejler tidlig morgen til Lynetteholm. I løbet af dagen bliver jorden losset af ved Lynetteholms sydlige kaj ud for Refshaleøen og sejler tidlig aften tilbage til Nordhavn for at blive lastet på ny. Coasteren ankommer til Nordhavn i dag fredag den 30. juni og planlægger at sejle første tur tidlig lørdag morgen den 1. juli. 

Anlæg af to nye kajer
Start juli begynder også arbejdet med at anlægge to kajer ved Lynetteholms nordligste stendæmning. Kajerne skal bruges i forbindelse med anlæg af Lynetteholms fase 2, hvor opgravet havbundsmateriale fra fase 2 skal indbygges i fase 1 i stedet for at blive klappet nær Køge Bugt.

I forbindelse med anlæg af kajerne er der ultimo juni blevet etablereret et arbejdsområde til søs, som løber langs Lynetteløbet. Arbejdsområdet er markeret med gule bøjer (se kort nedenfor). Husk at vise hensyn. Det er ikke tilladt at sejle ind over arbejdsområdet.

Arbejdsområde

Øvrige sejladsforhold
Som sejler skal du generelt være opmærksom på at holde god afstand til første fase af Lynetteholms stendæmning, da store dele af dæmningen er skjult under vandet og dermed ikke er synlig fra en båd.

Vi har opdateret ’sejl-sikkert-nær-Lynetteholm-plakaten’, som fortæller om de nye sejladsforhold, som anlæg af Lynetteholm har medført denne sommer.

Du finder plakaten her: https://byoghavn.dk/lynetteholm/sikkerhed-for-sejlere/

Plakaten kan downloades og er designet til at kunne hænges op på opslagstavler rundt i de danske havne og klublokaler, og ad den vej gøre opmærksom på Lynetteholms anlægsarbejde. Vi håber, at mange vil benytte sig af muligheden.

Plakat

Lukning af Lynetteløbet
Som det også fremgår af sikkerhedsplakaten forventer vi at lukke sejlrenden, Lynetteløbet, september/oktober 2023. Fritidssejlerne benytter i dag Lynetteløbet ind- og ud af Københavns Havn. Når Lynetteløbet lukker, skal al sejlads fremover foregå via Kronløbet.

Vi vil melde mere ud om lukning af Lynetteløbet efter sommerferien.

Hvis du har spørgsmål til lukningen, kan du altid skrive til info@byoghavn.dk

Klapbro i drift
Som følge af indvielsen af Lynetteholms jordmodtageanlæg gik klapbroen ved Margretheholms Havn i drift den 29. juni. Det betyder, at broen nu har faste åbningstider. Du kan læse mere i nyhed udsendt den 28. juni: https://byoghavn.dk/klapbro-ved-margretheholms-havn-gaar-i-drift-torsdag-29-juni/

FASE 2

By & Havn er i gang med at finde de entreprenører, der skal anlægge Lynetteholms fase 2. Vi forventer at kunne indgå endelige anlægskontrakter september 2023 og begynde anlægsarbejdet omkring oktober 2023.  

 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til anlægsarbejdet, er du velkommen til at skrive til info@byoghavn.dk

 

Tidligere anlægsnyhedsbreve

2023

Januar 2023

Februar 2023

Marts 2023

April 2023

Maj 2023

Juni 2023

 

2022

Januar 2022

Februar 2022

Marts 2022

April 2022

Maj 2022

Juni 2022

Juli 2022

August 2022

September 2022

Oktober 2022

November 2022

December 2022

 

 

FAKTA: Lynetteholms anlægsarbejde

  • Anlæg af Lynetteholm blev vedtaget af Folketinget den 4. juni 2021.
  • Med lovvedtagelsen blev det besluttet at anlægge en ny halvø som stormflodssikring og jorddeponi mellem Refshaleøen og Nordhavn.
  • Lynetteholm skal hovedsageligt fyldes op af overskudsjord fra København og omegns byggeprojekter og bidrage til, at Københavns Kommune kan komme af med jorden klimavenligt – det vil sige med kort transportafstand fra byggeplads til jordopfyld.
  • I juni 2023 åbnede Lynetteholm for modtagelse af overskudsjord til Lynetteholms fase 1.
  • I efteråret 2023 forventes arbejdet med at anlægge Lynetteholms fase 2-perimeter at gå i gang. Når fase 2-perimeteren er anlagt, kan Lynetteholm begynde at modtage jord til fase 2.
Ikon_Vi genbruger jord_tight

Nordhavn: Den positive udvikling fortsætter – en ny kanal står nu færdig  

Tirsdag blev endnu en vigtig milepæl i Nordhavn nået, da der blev lukket vand i Frokostkanalen på Trælastholmen mellem Østre Landsret og Accura. En tydelig markering af den positive og hastige udvikling, der i disse år kendetegner Nordhavn.

Vi skal ikke langt tilbage før det nu i dag så moderne Nordhavn var et område i udkanten af København, som de færreste havde et forhold til og som kun blev besøgt af frihavnens ansatte, da offentligheden var forment adgang til det store toldfrie område med jernbane, elektricitetsværk, fabrikker og pakhuse.

Men siden 2014, hvor frihavnsgitteret blev fjernet og det attraktive område, med den unikke placering, blev tilgængeligt, har udviklingen ikke stået stille. I Nordhavn sker udviklingen med fortidens maritime kulturspor som katalysator, hvor blandt andet øer, kanaler og holme skal indtage fremtrædende og definerende roller. Og netop derfor var det også en milepæl, der tirsdag blev nået, da der blev lukket vand ind i den 20 meter brede og 2.5 meter dybe kanal mellem Østre Landsret og Accura. For at gøre plads til vandet har Munck Havne & Anlæg gravet 30.000 tons jord ud og lagt 30 cm sand på bunden, inden der til august skal plantes ålegræs på bunden af bassinet til glæde for havnens plante- og dyreliv.

Se billederne her:

Administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, fortæller, at der følges indgående med i det store arbejde, der udføres i Nordhavn.

I Nordhavn bevæger vi os med syvmileskridt fremad til glæde for beboere og området som helhed. Vandet er helt centralt i udviklingen, og med det netop færdiggjorte arbejde sikrer vi at flere i Nordhavn kommer i tættere på vandet. Nogle kan endda spise deres frokost lige ned til en kanal – deraf det kuriøse navn – Frokostkanalen. Og jeg kan kun glæde mig over, at vi, på fornem vis, sikkert får realiseret de store visioner, vi har for Nordhavn.  

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

By & Havn stævner Fagbladet Ingeniøren for uberettigede og ærekrænkende ytringer

Fagbladet Ingeniøren bragte d. 28 april en leder under overskriften: “Lynetteholm-undersøgelse endte i et korrumperet mørkekammer”, og det får nu By & Havn til at indbringe sagen for Byretten og Presseklagenævnet.

By & Havn har valgt at stævne lederskribenten og den ansvarshavende chefredaktør hos Fagbladet Ingeniøren for uberettigede og ærekrænkende ytringer og dermed overtrædelse af straffelovens § 267 i forbindelse med lederen. By & Havn har ligeledes indbragt sagen for Presseklagenævnet, da By & Havn mener, omtalerne af Lynetteholm i flere artikler i Fagbladet Ingeniøren klart har tilsidesat branchens eget kodeks i form af regler for god presseskik.

Formand for By & Havn, Pia Gjellerup, siger:

Brugen af ordet korrumperet og magtfordrejning i relation til By & Havns involvering i Lynetteholm er efter min vurdering klart over grænsen for ærekrænkende ytringer i straffeloven. Det er særdeles alvorlige beskyldninger - ovenikøbet viderebragt af et fagblad - om, at der skulle være fundet retsstridige forhold og strafferetsovertrædelser sted i relation til behandlingen af Lynetteholmsagen, og sådanne beskyldninger kan By & Havn som involveret part ikke bare lade passere. Det er By & Havn nødsaget til at få stoppet og manet i jorden her og nu. Derfor har vi valgt at gå til domstolene for at få afgjort sagen.

Bestyrelsesformand, Pia Gjellerup, By & Havn.

By & Havn har i stævningen anført, at de sagsøgte skal anerkende at en række udsagn i lederen af 28. april 2023 har været uberettigede og ærekrænkende, og det tilpligtes Fagbladet Ingeniøren at fjerne lederen fra E-avis udgaven, og de sagsøgte skal foranledige, at indholdet af dommen bliver offentliggjort på et synligt sted. Derudover tilpligtes det, at de sagsøgte betaler torterstatning på 50.000 kr. til sagsøger.

Ytringer sker altid under ansvar. Det er netop for at sikre, at man faktisk kan føre en ordentlig debat, at vi i det danske samfund har både presseetiske regler og et strafferetligt ansvar for ærekrænkende ytringer. Især i forhold til offentlige virksomheder, hvor skadesvirkningen ved, at et forhold som dette faktisk var korrekt, ville være massiv.

Bestyrelsesformand, Pia Gjellerup, By & Havn.

Kontakt: Kommunikationschef, Kristian Wederkinck: 3053 5004

Nu begynder opfyldningen af Københavns kommende stormflodssikring

I dag blev Lynetteholms jordmodtageanlægget indviet, og allerede i morgen åbner anlægget officielt. Lynetteholm arbejder på at blive landets første jordopfyld med el-ladestandere til jordtransporter. Derfor var det også tre el-lastbiler, der på indvielsesdagen bragte den allerførste jord til Lynetteholms stormflodssikring.

By & Havns bestyrelsesformand, Pia Gjellerup, næstformand, Lars Barfoed, og adm. direktør Anne Skovbro, kunne onsdag eftermiddag klippe den røde snor over og dermed indvie første fase af Lynetteholms jordopfyld, som bliver en delstrækning i en fremtidig stormflodssikring af København.

Den første fase af Lynetteholm skal frem mod 2026 fyldes op med cirka 6 mio. ton jord og havbundssediment, og i samme periode vil arbejdet med at opføre anden fase af Lynetteholms omkreds og stormflodssikring finde sted.

Lynetteholm bliver en vigtig del af en samlet stormflodsplan for den centrale del af hovedstaden, der både omfatter sikring mod syd, nord samt en dokport, der på et senere tidspunkt skal placeres mellem Lynetteholm og Nordhavn.

Med Lynetteholm har vi ikke bare påbegyndt første del af stormflodsbeskyttelsen mod nord, men også skabt forudsætningerne for en ny bydel med plads til et kilometerlangt grønt landskab, der giver plads til nye rekreative områder til københavnerne langs kysten.

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), Københavns Kommune.

Fremtidens projekt

I oktober 2022 tog By & Havn initiativ til et partnerskab på tværs af jordtransportbranchen, der vil samle kræfterne om at afprøve nye emissionsfrie lastbiltransporter til Lynetteholms jordopfyld. Som en del af partnerskabet arbejder By & Havn for at få opsat el-ladestandere til jordtransporter, så Lynetteholms jordopfyld står klar til at kunne tilbyde opladning, når de første el-drevne jordtransporter bliver en realitet. Ifølge partnerskabets to lastbilproducenter, Volvo og Scania, vurderes lastbiler, der kan trække de helt store jordtransporter, at være på markedet inden for det næste års tid.

De første tre lastbiler på Lynetteholms vægte, var el-lastbiler, og vi håber og tror, at der fremover vil være mange flere el-lastbiler, der vil transportere jord til Lynetteholm. Derfor er vi også allerede i gang med at se på muligheden for at sætte el-ladestandere op.

Bestyrelsesformand, Pia Gjellerup, By & Havn.

Et CO2-venligt alternativ

Lynetteholm bliver etableret med overskudsjord fra bygge- og anlægsprojekter fra København og omegn, og på den måde bliver Lynetteholm en garant for, at man de næste mange år kan nyttiggøre områdets overskudsjord uden at skulle transportere jorden mange hundrede kilometer væk.

Ifølge nye beregninger fra den samfundsøkonomiske konsulentvirksomhed Kraka Advisory har anlæg af Lynetteholm en lavere CO2-udledningen end alternativet. Det skyldes, at alternativet med opførelsen af et dige sammen med den udledning, der ville finde sted, hvis store mængder jord skulle deponeres langt væk fra København, overstiger den CO2-udledning, opførelsen af Lynetteholm som halvø resulterer i.

 Se fakta-ark med Krakas beregninger her.

Fakta: Lynetteholms jordopfyld

Lynetteholms fase 1 skal fyldes med cirka 3 mio. ton jord, der transporteres med lastbil fra forskellige anlægs- og byggepladser i hovedstadsområdet, 300.000 ton jord, der sejles med pram fra Nordhavn, samt 2,5 mio. ton rent til svagt forurenet havbundssediment, der sejles til i forbindelse med anlæggelsen af Lynetteholms fase 2.

Læs om Lynetteholm på: https://byoghavn.dk/lynetteholm/

Nyt fra bestyrelsen - 22. juni 2023

By & Havns bestyrelse har på møde 22. juni 2023 bl.a. behandlet følgende:

  • Tiltrædelsesprotokol i forbindelse med skift af revisor. Københavns Kommune har skiftet revisor til EY, hvilket betyder, at By & Havn også skifter revisor, idet By & Havn revideres af rigsrevisor og en revisor udpeget af Københavns Kommune.
  • Status for strukturplan Nordhavn og yderligere metro i Nordhavn. Strukturplanen fra 2018 vil blive opdateret med fokus på grønne og blå hovedstrukturer, infrastruktur herunder energiforsyning og kollektiv transport samt stormflodssikring. Det forventes at Københavns Kommune i 2. halvår vil tage stilling til linjeføring og stationsantal for mere metro i Nordhavn, hvilket har betydning for byudviklingen i Ydre Nordhavn.
  • Salgs- og udlejningssager som vil blive offentliggjort sammen med relevante parter på et senere tidspunkt.
  • Drøftelse af status for målene i By & Havns nuværende forretningsstrategi samt udkast til By & Havns forretningsstrategi for periode 2024-2027 som vil blive færdiggjort og forelagt ejerne inden udgangen af 2023.

Ny app til alle os, der elsker Københavns Havn

Hvor ligger det nærmeste badested? Hvor stærk er strømmen ved Slusen? Hvor varmt er vandet? Hvor skal jeg padle hen på mit SUP board? Hvor højt er UV-indekset? Hvor ligger det nærmeste toilet? Hvilke fiskearter kan man fange i havnen - og hvor og hvornår?

By & Havns nye app, KBH Havn, samler hele havnen i din telefon. Hvad enten du elsker at bade, sejle, stå på paddle board ro kajak eller er ude med (fiske)snøren, så finder du masser af råd, regler, tips og tricks i appen.

 

 

Det er By & Havn, der står for driften af Københavns Havn, ligesom selskabet står bag havnereglementet, der beskriver, hvad man må - og ikke må - i havnen. Hidtil har du skullet besøge vores hjemmeside eller finde en flyer, for at få information om sejlads, fiskeri, badning og kajak/paddle board i havnen, men nu får du altså det hele i din Apple eller Android telefon og kan let tilgå informationerne, når du har brug for dem på en klar og overskuelig måde.

Havneløbet og kanalerne er et fælles, blåt byrum for alle københavnere og de mange gæster i byen. Her er god plads til rekreativ aktivitet og hygge både langs kajkanterne og på vandet, og vi er kendte i hele verden for den måde, vi bruger vores havn. Særligt om sommeren tiltrækker havnen rigtig mange mennesker og vi ønsker en tryg og lettilgængelig havn. Derfor er der også nogle regler for, hvor man må bade og ikke bade, hvor man må fiske, hvordan man må sejle osv. Appen har det hele med. Regler såvel som tips til, hvordan man får den bedste og tryggeste oplevelse, når man bruger havnen. Vi håber at havnens bruger vil tage den til sig og dele den med deres venner.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Det kan du i KBH Havn appen

Badegæster får detaljer om alle havnens badesteder samt vigtige oplysninger om vejr, vind, UV-stråling, vandkvalitet og vandtemperatur. Du kan også læse om badestedernes sikkerhedsforanstaltninger, så du kan nyde en tryg og behagelig svømmetur.

Kajak- og SUP-entusiaster får anbefalede ruter i havnen til områder, hvor du kan udforske havnen og ro og padle sikkert. Få gode råd og læs reglerne, så du kan planlægge din tur uden problemer. Derudover er det værd at bemærke, at appen giver oplysninger om de daglige strømforhold ved Slusen. Det kan være god hjælp, når man planlægger sine ture.

Sejlerne – hvad enten du har din egen båd eller lejer en jolle og udforsker havnen i et par timer – får opdaterede oplysninger om vejr, vind og vand samt forslag til sejlruter, tips og tricks, let adgang til havnereglementet osv. Det er vigtigt at orientere sig i de forskellige regler, der er i havnen, så vi sikrer en tryg og god oplevelse for alle brugere.

Fiskerne får råd til at finde de bedste fiskesteder i havnen. Læs mere om havnens fiskearter og se, hvornår du kan fange hvad.

appapp

KBH Havn er netop lanceret, og vi arbejder stadig på det sidste indhold, som bliver tilføjet i juli. Der kommer også en engelsk version i løbet af de næste uger. Vi vil meget gerne lytte til brugernes feedback og høre ideer til at gøre den endnu bedre. Hvis du har input til os, så send en mail til havneapp@byoghavn.dk.

Du kan hente appen i App Store og Google Play. Det er naturligvis ganske gratis.

 

Tilgængelighed:
Vi arbejder løbende på at gøre appen tilgængelig for alle brugere.
Du kan læse applikationens tilgængelighedserklæring her:
https://was.digst.dk/app-kbh-havn



 

Indbudt projektkonkurrence for Kulpladsen i Nordhavn

By & Havn udskriver en indbudt projektkonkurrence om en ny bebyggelsesplan for Kulpladsen, der ligger nord for Svanemølleværket i Nordhavn.

Konkurrence skal ende op i en lokalplan og et nyt kommuneplantillæg for området, som grundlag for at omdanne Svanemølleværket og projektområdet til bl.a. publikumsorienteret anvendelse.

  • Du kan finde udbudsannoncen, samt stille spørgsmål og indsende prækvalifikationsmateriale via dette link.