Idékonkurrencen om fremtidens Nordhavn nærmer sig sin afslutning. Dommerkomiteen har haft 180 forslag fra hele verden at vælge imellem. Her til formiddag blev der uddelt tre 1. præmier til henholdsvis én norsk og to danske tegnestuer.


Dagen i dag er en milepæl for fremtidens udvikling af Nordhavnen, der med sine 200 hektar er Skandinaviens største byudviklingsprojekt.

De tre forslag, der hver er blevet hædret med en 1. præmie á kr. 600.000, er (vilkårlig rækkefølge):

Forslag nr. 4/63541: Den danske tegnestue Polyform i samarbejde med Cenergia Energi Consulting, Deloitte og Oluf Jørgensen A/S med  projektet  ”Nordre Frikvarter”. Forslaget bygger på erfaringer fra kendte gode byer kombineret med fremtidens krav og drømme – og er især valgt på grund af dets overbevisende strukturplan – den overordnede plan for hele Nordhavnen, der er både indlevet og velfunderet.

Forslag nr. 48/18295: Den danske tegnestue COBE i samarbejde med SLETH arkitekter og ingeniørfirmaet Rambøll med projektet ”Nordholmene, urban delta”. Forslaget opdeler Nordhavnen i en række selvstændige holme med hver sin særlige identitet og er især valgt på grund af den foreslåede strukturplan, der giver store forventninger om ”den gode by”.


Forslag nr. 135/25144: De norske tegnestueer  70 O N arkitektur og Dahl & Uhre arkitekter med projektet  ”Excentral Park – Edge Dynamics”. Forslaget bygger primært på et landskabskoncept, der udlægger et bredt parkbånd hele vejen rundt om Nordhavnen og er især valgt på grund af dets forståelse for at udnytte stedets særlige natur og skabe tætte relationer mellem land og vand.

 

 

Derudover er der uddelt yderligere syv præmier; to 2. præmier á kr. 300.000, to 3. præmier á kr. 200.000 og fire ”indkøb” af kr. 50.000. Af de 11 præmierede forslag kommer de fem fra Danmark, to fra Norge, to fra England, ét fra Sverige/Holland og ét fra Finland.

Alle forslag kan ses i udstillingen i Pakhus 53 i Frihavnen fra i dag og fire dage frem. Du kan også se mere på www.nordhavnen.dk/nordhavnskonkurrencen, hvor der er mere information og materialer om vinderne, de øvrige præmiemodtagere og den videre proces.

Overborgmester Ritt Bjerregaard siger:

"De tre vinderprojekter folder de politiske visioner for Nordhavn flot ud på tegnebrættet. Vi skal have et bæredygtigt Nordhavn – både miljømæssigt og socialt, så der bliver plads til alle københavnere i Nordhavn. Og det er helt fremme i alle tre forslag. Jeg er sikker på, at alle tre projekter kan være med til at sætte Nordhavn på landkortet som fremtidens bæredygtige bydel.”

Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam siger:

"Nordre Frikvarter, Nordholmene og Excentral Park. Det er ikke bare navnene på projekterne, der er kreative, indholdet er det samme. Projekterne er fremadskuende og tegner rigtig godt for fremtidens generationer af Københavnere. Jeg forestiller mig allerede et Nordhavn med ekspres-cykelruter, lommeparker og masser af liv tæt ved vandet."

Bestyrelsesformand i By & Havn, Carsten Koch siger:

”I alle 180 forslag har der været noget brugbart og fantasifuldt. Byudviklingen af Nordhavnen skal ske på et forretningsmæssigt grundlag over de næste 40-50 år, og allerede nu skal vi tage de første beslutninger om rammerne for udviklingen af området. Det er et ansvar der forpligter, og jeg er overbevist om, at fremtidens Nordhavn også vil leve op til alle forventningerne om fremtidens bydel.”

Den videre proces

Den 20 mands store dommerkomité har afsluttet deres arbejde og en gruppe bestående af repræsentanter fra Københavns Kommune og By & Havn går nu i forhandling med de tre vindere om kvalificering af deres forslag med henblik på, at én af dem kan udpeges som rådgiver for byudviklingen af Nordhavnen.

Forhandlingsforløbet afsluttes ultimo februar, og den endelige vinder /rådgiver bliver offentliggjort den 2. marts 2009.

Men allerede den 15. januar vil der blive afholdt et offentligt arrangement, hvor borgerne får mulighed for at høre mere om de tre vindende forslag og stille spørgsmål til arkitekterne og rådgiverne bag. Mere herom senere.

Presseinfo:

Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586

En lysende, dragende blå kube i Ørestads vintermørke, hvis indre stråler med en varm og indbydende glød. Ingen, der har set DR’s koncertsal, kan være i tvivl om, at bygningen er en attraktion i sig selv. Nu får koncertsalen diplom for forskønnelse af Hovedstaden, som FHF Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse belønnede koncertsalen med i sidste uge.


 

FHF uddeler diplomet hvert år til en bygning, som i særlig høj grad bidrager til forskønnelse af hovedstaden, og siger i deres begrundelse for at vælge DR’s koncertsal, ”Danmark har med det bygningsværk fået en øjen – og sanseåbner for arkitekturens dragende universer”.

DR’s koncertsal – eller nærmere koncertsale, der er nemlig hele fire af slagsen, – er tegnet af den verdensberømte franske arkitekt Jean Nouvel, der tidligere i år modtog Pritzker Prisen, arkitekturens svar på Nobel-prisen. Bygningen kan rumme fra 1800 mennesker i den store koncertsal til 170 i den mindste sal, og hver sal har fået sit individuelle udtryk fra dyb rød til lys med sorte felter som tangenterne på et klaver.  Den japanske chefakustiker Yasuhisa Toyota står bag salenes lyddesign, og i alle rum kan væggene flyttes sådan, at akustikken passer til det ensemble, der skal spille netop den aften.

Ørestad er efterhånden ganske vant med arkitektoniske æresbevisninger. Du kan foruden koncerthuset opleve Ørestad Gymnasium og VM-husene i Ørestad City, der begge er vindere af Forumprisen, for bedste arkitektur i Norden.  VM-bjerget, ligeledes i Ørestad City, har netop vundet prisen for verdens bedste boligbyggeri ved World Architecture Festival i Barcelona. Og senest er VM-bjerget og Ørestad Gymnasium blevet indstillet til den prestigefyldte internationale arkitekturpris Mies van der Rohe prisen, der uddeles næste gang i foråret 2009

DR’s koncertsal i Ørestad åbner den 17. januar med en stor gallakoncert.

Resultatet af den store idekonkurrence om fremtiden Nordhavn offentliggøres torsdag den 18. december. Samme dag åbner en offentlig udstilling af samtlige indsendte projekter.

 

 

Den 20 mands store dommerkomite er efter knap seks ugers intens mødeaktivitet kommet frem til et resultat om fremtidens Nordhavn.

I forlængelse af offentliggørelsen bliver der mulighed for at se eller gense de 180 indkomne forslag. Og endnu bedre: at granske de forslag, der er blevet præmieret i konkurrencen.

Udstillingen giver for første gang mulighed for at se, hvem der har leveret de enkelte forslag. Forslagene er altså ikke længere anonyme, som de hidtil har været.

Af de 180 indkomne forslag er de 31 er fra danske tegnestuer, de 107 forslag fra tegnestuer i det øvrige Europa og de resterende er fra tegnestuer i både USA, Sydamerika, Østen og Australien.

Rita Justesen, byplanchef i By & Havn, der har været rådgiver for dommerkomiteen, er glad for, at københavnerne nu også får mulighed for at se alle forslagene:

”Der er stor variation og arkitektonisk rigdom i de indkomne forslag. Der er forslag fra mange forskellige lande og arkitektoniske traditioner. Der er detaljer i de enkelte forslag, som både er fantasifulde, geniale og humoristiske. Udstillingen er bestemt et besøg værd.”

Udstillingen åbner torsdag den 18. december kl. 13 og vises frem til den 21. december i tidsrummet kl. 13-17.30. Udstillingen finder sted i Pakhus 53, Klubiensvej i Frihavnen. Læs mere på www.nordhavnen.dk.

 

Med sin unikke beliggenhed og en størrelse, der svarer til 625 fodboldbaner er Nordhavnen Skandinaviens største og mest ambitiøse byudviklingsprojekt i disse år. Den internationale idékonkurrence omfatter en overordnet plan for hele Nordhavnen, en konkret bebyggelsesplan for Indre Nordhavn samt en strategi for realiseringen af planerne.

Idékonkurrencen er tilrettelagt i samarbejde mellem By & Havn, Københavns Kommune og Akademisk Arkitektforening.


Presseinfo:

Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586

Ørestad har netop fået en bagelshop i Porthuset – kun få meter fra gymnasiet og knap 50 skridt fra Byparken. Og til februar åbner restauranten VISA SUSHI, der dermed bliver bydelen første cafe og restaurant i gadeplan.

 

Bagel shoppen hedder Tasty Bagel & Is og de to brødre der ejer den, Atheer og Remi Jaber, melder om en overvældende modtagelse blandt både beboere og besøgende i bydelen. Atheer er oprindeligt uddannet ingeniør – men har altid elsket at lave mad og derfor besluttede han at åbne en bagel-og isshop i Ørestad. Hans bror Remi, der er elektronik fagtekniker, var med på ideen og sammen kastede de sparepengene i det nye projekt.

”Vi har fået en meget flot modtagelse. Og både beboere og besøgende har lovet at støtte os, så vi får en god start. De har savnet en butik i gadeplan og vi kan forhåbentlig være med til at skabe noget af det byliv, der efterspørges,” siger Remi.

Atheer nikker samtykkende og tilføjer, at gode råvarer og god service i butikken er vigtig. Og så skal det være sundt.

”Hvis du kigger på Nørrebro og Vesterbro er der shawarma-shops alle steder og det er meget usundt. Her kan du få en sund og mættende sandwich”, siger Atheer, der også laver en god Cafe Latte – også som ”to go”.

Tasty Bagel & Is har åbent hver dag fra 11-21 og studerende fra Ørestad gymnasium får 15 % rabat.

To butikslokaler længere henne af Ørestad Boulevard åbner snart en sushi restaurant – VISA SUSHI. Indehaveren er japanske Choy Yue Chunty og han har store ambitioner for restauranten. Restauranten skal blandt andet indrettes med et 360 graders åbent køkken, som man kender det fra berømte sushi restauranter i USA og Japan. Samt med bar-pladser rundt om køkkenet og 40 siddepladser.

”Jeg har længe ledt efter det helt rigtige sted at starte min restaurant. Og Ørestad har med sine snart tre internationale hoteller, 5000 beboere og 10.000 daglige besøgende den helt rigtige beliggenhed. Jeg elskede det her sted fra første gang jeg så det”, siger Choy Yue Chunty, der lover sushi og traditionel japansk mad i verdensklasse.

Restauranten åbner omkring den 1. februar og vil have åbnet hver dag fra kl. 12-23.

Kvalitet og æstetik

Begge nye butikker ligger i Porthuset og det er bygherren, Walls, der står for udlejningen af butikkerne i gadeplan. Her er man meget tilfreds med de nye indflyttere.

”Vi stiller høje krav til æstetikken i butikkerne og det går vi ikke på kompromis med.  Og vores to nye lejere sætter begge indretning og kvalitet høj. Og vi er da glade for, at næsten alle butikslokalerne nu enten er udlejet – eller på vej til at blive udlejet, siger Allan Nielsen fra Walls.

Der er masser af butikker i Ørestad City, men de fleste ligger i shoppingcenteret field’s. Udenfor fields ligger der, udover bagelshoppen og den kommende sushirestaurant, også en døgnNetto på Ørestad Boulevard. Derudover er der planer om en Irma i Kobberhuset, der forventes opført på Arne Jacobsens Alle, samt en endnu unavngiven cafe. Også i Ørestad Nord forventer man i løbet af en overskuelig fremtid at få en cafe/restaurant, da netværkshuset Mikadohouse opererer med plads til syv butikker i underetagen, samt en cafe og restaurant, der skal fungere som restaurant for virksomhederne i huset og de omkringliggende uddannelses institutioner og virksomheder.

Presseinfo:

Kontakt pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586

Med projektet JUL UNDER VAND er stærke kunstneriske kræfter i København gået sammen om at skabe en kreativ og eksperimenterende jul i Ørestad. Det er kulturstedet Under Vand på Kay Fiskers Plads, som er forvandlet til et kunstnerisk alternativ til de klassiske julemarkeder.

 

Dørene åbner for publikum lørdag den 13. december til 10 dages udstilling, butik & juleværksted med nogle af Københavns unge talentfulde kunstnere og designere. Her vil være udstilling og salg af værker med alt lige fra malerier, keramik, glas, grafisk tryk, unika-tøj, tasker, møbeldesign og meget andet.

Ideen er også, at besøgende selv kan producere deres gaver og lave egen indpakning i et byg-selv-værksted med masser af krea-materialer. Ligesom små kulturelle indslag og arrangementer vil foregå i løbet af de ti dage.

”Ideen med JUL UNDER VAND har været at skabe et inspirerende rum for kunstnere og designere og give dem mulighed for at vise deres ting for omverdenen. Vi synes jo, det vil være fantastisk om nogle af de mange unge dygtige og kreative i København, kan få plads under de danske juletræer”, siger Søren Femmer Jensen, en af arrangørerne af JUL UNDER VAND.

I forbindelse med JUL UNDER VAND kan du også opleve Hans E. Madsens værk "Glögg og Fedt” samt kunstnerens nyeste lysinstallation “Flydende isstjerner”, der på malerisk vis oplyser vandet ved Kay Fiskers Plads hele julemåneden.


Tegnemaskiner & undervandskultur

Arrangørerne understreger, at der selvfølgelig vil være masser af julehygge på stedet, men at hovedfokus har været på at etablere en inspirerende udstilling og butik. Ideen er at give kunstnere, designere et levende rum til at vise deres ting – som gerne skal ende op under de danske juletræer.

"Planen er, at der skal opstå nye ting i løbet af udstillingsperioden. Vi arbejder ud fra en filosofi om, at deltagerne selv kan være med til at skabe stedet. Så vi tror på, der kommer til at spire nogle uventede og spændende ting op…", siger Søren Femmer hemmelighedsfuldt.

JUL UNDER VAND er også en markering på afslutningen af et spændende år med liv og kreativ aktivitet i Ørestad, hvor en overdimensioneret cykelkælder har vist sig at udgøre den helt rigtige ramme for at trække kunsten og kulturen til en af Københavns nye bydele.

”Vi er glade for at Under Vand er kommet så flot fra start her i 2008 – og vi glæder os til at se, hvad stedet vil tilbyde i 2009. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det var en god idé at lave cykelkælderen om til kultursted. Vi har fået overvældende mange positive tilbagemeldinger fra både beboere og besøgende i bydelen”, siger udviklingskonsulent i By & Havn, Simon Brückner.

Læs mere på www.undervand.org


Hvor:

JUL UNDER VAND, Kay Fiskers Plads, 2300 KBH S

10 m fra Ørestad metro stationen, foran det store sorte hus – under vandet.


Hvornår:

13.-23. december (tirsdag-lørdag) klokken 13-19


Pressekontakt:

Søren Femmer Jensen, Co-creative, T: 3027 9111 / soren@femmer.dk

Kasper Lynge, Under Vand, T: 2273 6021 / kasper@gisp.biz

Jakob Bue, Under Vand, T: 2624 8966 / jakobbue@sol.dk


Kunstnerisk leder og PR-ansvarlig for Illumentarts, Stine Keiding, T: 2398 6489 / sk@illumenarts.dk


Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586 / pga@byoghavn.dk

Fem danske arkitektfirmaer er nomineret til Mies van der Rohe-pris. To af firmaerne er nomineret for projekter i Ørestad – 3XN for Ørestad Gymnasium og BIG Bjarke Ingels Group for VM-Bjerget

 

Det er Akademisk Arkitektforening og Danske Ark, der har nomineret fem danske arkitektfirmaer til den prestigefyldte og eftertragtede europæiske arkitekturpris, Mies van der Rohe-prisen, for 2007 og 2008.

De nominerede er:

– 3XN A/S for Ørestad Gymnasium

– Arkitema Architects for Nørre Vodsborg

– BIG Bjarke Ingels Group for  VM-Bjerget

– KHR arkitekter for Hellig Kors Kirke

– Lundgaard & Tranberg Arkitekter A/S for Det Nye Skuespilhus


Mies van der Rohe-prisen blev indstiftet i 1987 og uddeles hvert andet år af den Europæiske Union og Fundació Mies van der Rohe, Barcelona. Formålet er at anerkende og belønne arkitektur af høj kvalitet, som ved sin nytænkning tjener som forbillede for andre arkitekters arbejde.

Prisen bliver uddelt i foråret 2009 og bliver givet til arkitekturværker, der er bygget inden for den seneste toårsperiode, og som er enestående på grund af deres konceptuelle, tekniske og bygningsmæssige kvalitet.

Arkitektur i verdensklasse. Pulserende moderne bydele og en levende havn. Masser af visioner til udviklingen af fremtidens København. By & Havn arbejder for at skabe levende bydele – til glæde for københavnerne og alle byens besøgende. Nu har selskabet fået ny visuel identitet.

 


For et år siden blev areal-delen af Ørestadsselskabet og Københavns Havn fusioneret til Arealudviklingsselskabet. Senere blev selskabet omdøbt til det mere mundrette navn – By & Havn. Øvelsen gik ud på at samle ekspertisen i et selskab: Ekspertisen i at udvikle nye bydele i verdensklasse i København, samt at stå for havnedriften i Københavns havn. Selskabets økonomiske mål er, via salg af byggegrunde, at være med til at finansiere en anden del af Københavns udvikling, nemlig byggeriet af den nuværende og kommende Metro.

Udviklingsselskabet By & Havn I/S er en blandet bolsjebutik med mange aktivitetsområder; byudvikling i Ørestad og Nordhavnen samt i en række af Københavns øvrige havneområder.  Drift og vedligehold af havnen bl.a. via medejerskabet af Copenhagen Malmö Port, samt myndighedsudøvelse i havnen. By & Havn står også for udlejning af erhvervslokaler og parkering. By & Havn er et offentligt ejet selskab. Ejerne er Københavns kommune (55 %) og Staten (45 %).

”By & Havn er med til at skabe fremtidens København i samarbejde med stat og kommune, med organisationer, interessenter og med de mange københavnerne, der er interesseret i byudvikling. Selskabet rummer mange forskellige funktioner, men de handler alle sammen om at gøre København til en bedre by at bo og leve i. Både når det angår drift af havnen og udbygning og udvikling af bydele tæt på bykernen. Vores nye familie af visuelle identiteter afspejler de mange forretningsområder, og identiteterne giver os mulighed for at kommunikere mere præcist, hvem vi er,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen.

For at kunne rumme de mange aktiviteter har selskabet i første omgang fået udviklet tre to logoer; By & Havn og Ørestad. Senere kommer yderligere to logoer. CPH Port er By & Havns myndighedsudøvelse i havnen og stilen bliver naturligvis maritim. Og når idékonkurrencen for Nordhavnen bliver afgjort, vil selskabet også få et nordhavnslogo, der afspejler den kommende udvikling af byudviklingen i området.



Om identiteterne

Den samme skrifttype er brugt på alle tre logoer for at illustrere et familieskab. Alligevel har hvert logo sit eget særpræg og sine egne værdier.

BY & HAVN logoet står for et selskab, der er med til at skabe fremtidens København i mødet mellem forskellige tendenser og strømninger, organisationer og interessenter og mennesker. De lysegrå og blå linjer – der afspejler byen og vandet – er flettet sammen og indbyder til tværgående og værdiskabende samarbejde, som når det går op i en højere enhed, løfter hele København sikkert ind i fremtiden.


ØRESTAD logoet understreges af en grøn figur, som er et unikt grønt omrids af bydelens område. I Ørestad bor der allerede 5.000 mennesker og arbejder dobbelt så mange. Her tager det fremtidige byliv og arkitekturen form – i et møde mellem naturen og byen.

By & Havns nye identitet er udviklet af LOOP Associates ved designerne Jan Nielsen og Peter Brix.


Presseinfo:

Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586

By & Havns adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen kommenterer artiklen “Alt for åbent hus i Plørestaden” som blev bragt den 23. november 2008 i Berlingske Tidende. Jens Kramer Mikkelsens kommentar blev ligeledes bragt i Berlingske Tidende den 30. november 2008.


 

Af adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen

Vi går ikke på kompromis med kvaliteten i udviklingen af Ørestad. Heller ikke når der – som nu – er lavkonjunktur. Ørestad er nået langt. I 2005 boede der 375 mennesker i Ørestad. Nu bor der lidt over 5000. Og de mange beboerne får hver dag besøg af 10.000 mennesker, der arbejder i bydelen.  Og udviklingen fortsætter: I dag er der således 12 byggerier i gang.

Så at kalde Ørestad for ”Plørestad”, som Berlingske Tidende gjorde det i søndags, er urimeligt og ukorrekt. Det er urimeligt overfor de mennesker, der bor og arbejder der – og ukorrekt i forhold til fakta og den historiske udvikling. By & Havn står for byudviklingen af bl.a. Ørestad og havnearealerne – og vi kan naturligvis godt mærke finanskrisen. Men at beskylde København for at være gået i stå er ikke korrekt. Det vil et blik udover Ørestads kraner hurtig bekræfte.

Jeg kan godt forstå, hvis de mange beboere i Ørestad er trætte af at høre om, hvor tomt, trist og forblæst, der er i deres del af byen. For det er jo ikke sandt.

Sandheden er, at Ørestad på rekordtid er blevet et alternativ for de mange børnefamilier og unge par, som ellers skulle have flyttet fra deres 2-værelses lejlighed til forstæderne, for at give børnene frisk luft og græs mellem tæerne. I Ørestad kan den unge børnefamilie, såvel studerende, enlige og seniorægtepar, få moderne lejligheder – både som eje, leje og andel – beliggende ti minutter fra Kgs. Nytorv og to minutter fra de græssende køer på Kalvebod Fælled. Ørestad har samtidig formået at tiltrække en række af videnstunge virksomheder, der netop trives i Ørestad på grund af den unikke beliggenhed – både tæt på København City, Øresundsbro, international lufthavn, højklasse infrastruktur og uddannelsesinstitutioner – ja, der reklameres ligefrem med beliggenheden i Ørestad, når virksomhederne skal tiltrække nye medarbejdere.

Jeg tror ikke, at alle kritikere af Ørestad har ulejliget sig med at tage cyklen eller metroen til Vestamager metrostation og gået de 100 m hen til Vestamager Naturcenter og fået et måltid økologisk mad med udsigt til hele Kalvebod Fælled. Eller smuttet ned på Kongelundsvej og nydt Ismageriets hjemmelavede is. Jeg tror heller ikke, at de har gjort sig den ulejlighed at besøge det nye kultursted Under Vand, den tidligere metro-cykelkælder, der nu er omdannet til et levende kultursted, der bliver flittigt brugt af både beboerne i Ørestad og de mange besøgende. Jeg tror ikke, at de nogensinde har gået rundt i Ørestad Nord, blandt tusindvis af studerende fra både IT-universitetet og Københavns Universitet – eller besøgt den prisbelønnede og verdensberømte arkitektur i Tietgenkollegiet eller VM-Bjerget.

By & Havn kan naturligvis også mærke finanskrisen. Vi sælger langt fra så mange grunde som i 2005 og 2006. Men vi går ikke på kompromis med kvaliteten i udviklingen af Ørestad. Heller ikke når der – som nu – er lavkonjunktur.

Man skal ikke lade den øjeblikkelige situation sætte standarden for det langsigtede ambitionsniveau for det eneste sikre er, at efter de magre år kommer de fede. Vores vision er, at skabe levende bydele af international klasse, som er gode at bo og arbejde i – og som også er spændende af besøge.  Vi er ikke blot et salgsselskab – men et byudviklingsselskab som arbejder på den meget lange bane.  Vi er sikre på, at ved at fastholde kvaliteten i byudviklingen skaber vi den største værdiskabelse på sigt.

By & Havn udnytter den roligere periode til at blive klar til at sælge, når konjunkturerne vender. Den dag køberne igen er på markedet, skal vi være klar med lokalplaner, infrastruktur mv.  

Selvom Ørestad er 8-10 år forud for de mest optimistiske prognoser, så blomstrer bylivet først for alvor, når det ikke længere skal konkurrere med kraner og clement-blandere om pladsen. Det er et af vilkårene, når man bygger ny by: Først skal gravkøerne og kranerne have plads til at plante fundamentet – derefter bliver der plads til mennesker, der planter liv.

Men allerede nu arbejder vi sammen med beboere, foreninger, idrætsforeninger og andre samarbejdspartnere om at skabe et levende, trygt og inspirerende Ørestad By & Havn har fx afsat et 16.000 m2 stort område i Ørestad Syd i en periode på fem år fra 2009-2014 med start i sommeren 2009, hvor det vil være muligt at etablere, udvikle og afprøve nye former for kultur og idræt i byens rum. Området kaldes PLUG N PLAY og kommer til at ligge i Ørestad Syd tæt ved Vestamager Metrostation.  

De aktiviteter, der anlægges i det midlertidige testområde, og som viser sig succesfulde, skal senere kunne flyttes eller bruges som inspiration til indretning af byrum i Ørestad og andre af Københavns nye byudviklingsområder. Intentionen er, at PLUG N PLAY-området skal rumme en blanding af aktiviteter, som Ørestad allerede er bekendt med, såsom BMX Dirt Jump og Ørestad Mobile Haver. Herudover skal anlægget krydres med helt nye innovative og fremadstormende idræts- og kulturaktiviteter.

Ørestad er et visionært projekt, der blandt andet har skaffet hovedstaden en metro, nye arbejdspladser og masser af investeringer – og ikke mindst givet københavnerne et alternativ til at flytte mange kilometer udenfor byen for at få højt til himlen. Man kan nu bo i grønne områder, i lejligheder med plads til børnene og en infrastruktur i verdensklasse. Det er der foreløbig 5000 københavnere, der har sagt ja tak til.

Endnu et skridt er taget mod byudviklingen på Marmormolen. Den 21. november blev Byggemodningsselskabet Marmormolen stiftet. Det overordnede formål med selskabet er at realisere projektet om byudvikling på Marmormolen.

 

Det betyder blandt andet, at selskabet, i samarbejde med Københavns Kommune, skal bearbejde 3XN’s masterplan for området med henblik på en udarbejdelse af en lokalplan. Lokalplanen forventes at være på plads i løbet af det næste års tid.

Når lokalplanen er færdig, skal selskabet desuden stå for byggemodningen af hele området samt salg af boligdelen. Størstedelen af projektets erhvervsetagemeter er i forbindelse med selskabets stiftelse solgt til Nordkranen og SNS.

Byggemodningsselskabet Marmormolen er et samarbejde mellem SNS Property Finance og Nordkranen A/S, der ejer 50 % af det nye selskab – og Udviklingsselskabet By & Havn I/S, der ejer de resterende 50 %.

I selskabets bestyrelse sidder Dan Petersen, direktør i Nordkranen A/S, Otto Rompelman, Country Manager Nordic i SNS Property Finance, Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør i By & Havn og Michael Soetmann, økonomidirektør i By & Havn. Direktør for selskabet er Rikke Enderlein.

Det er på baggrund af masterplanen fra 3XN og Steven Holls vinderprojekt for blandt andet de to tårne og gangbroen i 65 meters højde, at selskabet kan gå i gang med arbejdet.

Det første, der skal bygges på Marmormolen, er FN-Byen, der forventes at stå færdig i 2012. Udover FN-Byen, tårnene og broen, skal Marmormolen ifølge masterplanen danne ramme for ca. 25.000 etagemeter boliger samt yderligere ca. 55.000 etagemeter erhvervsbyggeri og et hotel.

Men før kranerne for alvor kan få lov at svinge over området, skal lokalplanen på plads og jorden byggemodnes. Det betyder etablering af kanaler, veje, vejkryds og omlægning af forsyninger – alt det, der skal til for, at de enkelte byggerier kan gå i gang.


Læs mere om Marmormolen

Presseinfo

Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586. E-mail: pga@byoghavn.dk

Julefesten i Ørestad begynder med spektakulært jule-lysshow på Kay Fiskers Plads allerede den 27. november og fortsætter med bæredygtig skøjtebane i Under Vand – byens nye kultursted ved Ørestad metrostation. Læs meget mere i julekalenderen, der er på gaden nu.


I kalenderen ’Jul i Ørestad’ har By & Havn samlet en række forskellige arrangementer, der hver især gør Ørestad lidt mere hyggelig og stemningsfuld i julen. Når lysene er tændt i Ørestad City følger Ørestad Nord op dagen efter, hvor Tietgenkollegiet er vært for årets lystænding. Derefter er der rig mulighed for at komme i julestemning i hele bydelen, fx med juleløb på Naturcenter Vestamager og Xmas Roller Disco på Ørestads bæredygtige skøjtebane for både børn og voksne. For de kreative er der alternativt julemarked i Under Vand, hvor du både kan købe og lave dine julegaver.

”Traditioner er vigtige i opbygningen af en ny bydel. Og selvom Ørestad stadig er ung, har vi allerede fået opbygget nogle gode juletraditioner for hele familien. Bl.a. lystænding på Kay Fiskers Plads og julearrangement på Naturcenter Vestamager. I år har vi også nogle gode nyskabelser på juleprogrammet, der forhåbentlig vil sprede julefest og stemning i hele Ørestad”, siger konstitueret bylivschef i By & Havn, Simon Brückner.

Et af de nye jule-tiltag er julemarkedet i Under Vand, Ørestads nye kultursted i den gamle cykelkælder ved Ørestad metrostation.  Ti dage i december, fra den 13. til den 23., går en række kunstneriske kræfter i Københavns sammen om at skabe et alternativt julemarked med en blanding af udstilling, butik, kaffestue og kreativ fabrik. Unge designere, arkitekter og kunstnere fra København er inviteret til at udstille og sælge deres værker – malerier, keramik, grafisk tryk, T-shirts, møbeldesign og andet unika kunst. Og så kan besøgende selv producere egne gaver og skabe individuel indpakning i byg-selv-værkstedet. Der serveres eksotiske teer, varm kaffe og kage på stedet.

Se alle Ørestads arrangementer i den nye kalender, der netop er udgivet.



Julegrønt



Fra fredag den 22. november





Lystænding i Ørestad City



Torsdag den 27. november  kl. 16.45





Lystændingsfest i Ørestad Nord



Fredag den 28. november kl. 16.30



Xmas rollerdisco for børn



27. og 28 og 29. november kl. 14



Xmas rollerdisco for voksne



Fredag den 28. november kl. 21



Juletumult på Naturcenter Vestamager



Lørdag den 29.november kl. 14



Trylleri i vintermørket



Pavillonen i Ørestad Bypark




Julelys i kranerne




Julemarked Under Vand



13.-23. december (man.-lør.) kl. 13


Presseinfo
Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586