Café 8TALLET i Ørestad Syd afholder i løbet af foråret en række koncerter med Tobias Trier og gæster, som blandt andre omfatter Sascha Dupont, Alberte og Anne Dorthe Michelsen. Den første koncert er allerede blevet afholdt med stor succes, og i morgen lørdag er der fuldt hus til den næste koncert i rækken.


Forrige lørdag spillede Tobias Trier sammen med Tue West i Café 8TALLET i Ørestad Syd, og i morgen går det løs igen. Café 8TALLET afholder nemlig en stribe gratiskoncerter med den danske musiker, Tobias Trier, hvor han optræder sammen med en række af sine musikalske venner. Den første koncert gik over al forventning, og den hyggelige café med den smukke udsigt var stuvende fuld. Timo Hoffman, som arbejder i caféen, beskriver den første koncert som en ”dundrende succes” og glæder sig til koncerten i morgen med Julie Maria og Tobias Trier.

”Den første koncert var en fremragende aften med god stemning og masser af mennesker. Set med en restauratørs øjne var det også vigtigt, at arrangementet levede op til vores forventninger – eller faktisk overgik dem. Der er allerede fuldt booket til koncerten i morgen. Målet denne gang er, at vi kan få folk til at blive hængende et par timer længere end sidste gang og få genskabt en både hyggelig og festlig stemning,” fortæller Timo Hoffman, som også lægger vægt på, at beboerne i området sætter pris på arrangementet.

”Beboerne har været meget begejstrede for arrangementet. Det var meget positivt, at der dukkede så mange mennesker op, og det er samtidig med til at gøre fordommen om Ørestad som en død bydel til skamme. Caféen rummer i kraft af beliggenheden fantastiske muligheder med udsigten og nærheden til naturen, og det vil vi meget gerne udnytte mere fremover.”, siger Timo Hoffman, som formentlig snart overtager ejerskabet af Café 8TALLET.

Timo er oprindeligt fra Bornholm, og han ejer både en restaurant på Bornholm og Café Fokus ved Nørreport Station. Kendskabet til Ørestad har imidlertid gjort ham så begejstret for bydelen, at han overvejer at flytte dertil. Han beskriver Ørestad som den perfekte blanding af to verdener: Byen, som han elsker at bo i – og naturen, som han som bornholmer sætter stor pris på.




 


hent e-flyer
 

 

Spirende kulturliv

Også Jakob Staffeldt, PR ansvarlig for 8TALLET, er begejstret for koncerterne og understreger, at man skal være hurtigt ude for at sikre sig et bord.

”Det første arrangement var rigtig fint. Vi havde 89 spisende gæster, og efterfølgende kom der flere til. Igen på lørdag får vi fuldt hus. Spisepladserne er bookede, og omkring kl. 21 kommer der formentlig flere til. Julie Maria trækker måske et lidt yngre publikum til Café 8TALLET. Koncerternes popularitet skyldes først og fremmest, at det er nogle rigtig gode navne. Og så har det selvfølgelig også betydning, at det er gratis, og at man kan kombinere koncerten med en middag,” fortæller Jakob Staffeldt.

Udviklingschef i By & Havns bylivsafdeling, Rikke Faaborg, sætter stor pris på initiativet.

”Det er et rigtig godt initiativ med nogle gode navne, som er med til at sætte Ørestad på det københavnske verdenskort kulturelt. Ørestad har en helt unik blanding af kultur og natur, og i Café 8TALLET kan man sidde på kanten af et fantastisk naturområde og få en kulturel oplevelse. Lækker mad og god musik kombineret med Café 8TALLETs hyggelige og moderne atmosfære, trækker selvfølgelig en masse folk til, så alt i alt er koncerterne meget positive for Ørestad,” siger Rikke Faaborg.


fotos: Ty Stange

Til de næste koncerter i Café 8TALLET optræder Tobias Trier med blandt andre Alberte, Sasha Dupont og Anne Dorte Michelsen. Koncerterne afholdes hver anden lørdag til og med den 23. april, og de er alle gratis. Caféen har en speciel koncertmenu, og det er en god idé at bestille bord i god tid. Alle koncerterne begynder kl. 21, og dørene lukkes, når caféen er fuld. Bord kan reserveres på tlf. 32 628 628.

Se hele oversigten over koncertdatoer og navne på www.cafe8tallet.dk.

Tietgenkollegiet i Ørestad Nord samt SEB Bank ved Københavns Havn og Skuespilhuset i City er blevet hædret med Årets Arne. Prisen tildeles arkitektgruppen bag, Lundgaard & Tranberg Arkitekter, for de tre byggerier.


Ørestad og Københavns Havn har netop modtaget endnu et skulderklap, da prisen Årets Arne, som er opkaldt efter den verdensberømte danske arkitekt, Arne Jacobsen, forleden blev uddelt for femte gang af Arkitektforeningens Lokalafdeling i København. I år gik prisen til Lundgaard & Tranberg for deres ”Guld/Sort/Grøn” Trilogi, der dækker over Tietgenkollegiet, SEB Huset og Skuespilhuset. Prisen gives til arkitektur, der ”driver København fremad og påvirker byens ånd i positiv retning”.


”Med Tietgenkollegiet, Skuespilhuset og SEB Bank viser Lundgaard & Tranberg Arkitekter, at de befinder sig i forreste række, når det gælder om at højne arkitekturen i København på en måde, som vil give genlyd langt udover vores generation. De tre bygningsværker vækker ikke alene arkitekters interesse, men også den almene danskers interesse for arkitektur” lyder begrundelsen for valget af Lundgaard & Tranbergs tre byggerier.

Hos Lundgaard & Tranberg er man naturligvis glad og stolt over prisen, som først og fremmest vækker glæde, fordi der er tale om kollegial anerkendelse.

 

Broen mellem Teglholmen og Sluseholmen i Københavns Sydhavn indvies lørdag den 22. januar. Broforbindelsen bliver et centralt led i Sydhavnens infrastruktur og betyder blandt andet, at Sluseholmen får mere direkte adgang til Københavns Centrum. Det er godt nyt for beboerne og er samtidig med til at booste forretningslivet i området.


Broen over Teglværksløbet står klar til indvielse. Og det er godt nyt for både beboere og folk, der arbejder i Københavns Sydhavn, der i lang tid har savnet en forbedret infrastruktur. Indtil nu har vejen til og fra Sluseholmen gået ad den lange Sydhavnsgade, men det ændrer broforbindelsen på. Den 97 meter lange bro forbinder Sluseholmen og Støberigade, som ligger på henholdsvis Sluseholmen og Teglholmen.

Troels Brücker, som har boet på Sluseholmen i 4½ år, fremhæver at broen er med til at gøre Sluseholmen mere fuldendt.

”Når havnebad og vinterbadning kommer til senere på året har vi et kvarter med foreløbig 3500 indbyggere og masser af potentiale for både beboeraktiviteter og de mange nysgerrige, der i endnu højere grad vil blive tiltrukket af områdets kvaliteter og faciliteter. Den nye bro er prikken over i'et for et kvarter, der har fået priser for æstetik og arkitektur, men lige manglede lidt på logistikken og trafikken”, siger Troels Brücker, som også glæder sig over, at det bliver væsentligt nemmere at komme til og fra City.

”Som cyklist med arbejde i indre by er jeg en lykkelig mand. Vi glæder os over en bedre kollektiv busbetjening og mere direkte adgang til City. Den nye bro vil placere den sydlige del af havnen centralt på det københavnske landkort”, siger Troels Brücker.



En bydel i vækst

Den forbedrede infrastruktur og muligheden for endnu mere byliv i området vil formentlig også gavne forretningslivet i området. Efter nogle års stilhed er der nu også ved at komme gang i byggeriet på Teglholmen, blandt andet med opførelsen af den kommende folkeskole, som står færdig til skolestart i 2012. Derudover opfører boligselskabet Domea 106 almene boliger, ligesom NCC bygger 22 ejerlejligheder, der forventes at blive sat til salg i løbet af næste forår.

”Det nye byggeri kommer til at ligge som en grøn kile mellem Teglholmsgade og havnebassinet. Med de nye broforbindelser og udviklingen af området tror vi, at det vil appellere til mange mennesker. Man er tæt på vandet og kan samtidig være i centrum af København på få øjeblikke”, siger byggechef i Domea, Karsten Pedersen, til Jyllands Posten.

Hos By & Havn håber chefkonsulent, Britta Køster, at den forbedrede infrastruktur vil sætte yderligere gang i salget af byggerettigheder på Teglholmen.

”Teglværksbroen vil forbedre infrastrukturen i området markant, og det er med til at gøre bydelen mere attraktiv for kommende beboere, men også i erhvervsmæssig sammenhæng er broen kærkommen. By & Havn har grunde til salg på Teglholmen med mulighed for at opføre boliger ved vandet, serviceerhverv og butikker, og vi håber naturligvis, at de nye og forbedrede forhold i Sydhavnen også vil have en positiv indvirkning på salget af byggerettigheder på Teglholmen”, siger Britta Køster.

Læs mere om byudviklingen på Teglholmen her: www.byoghavn.dk/Teglholmen

Den nye bro er, ligesom Langebro og Knippelsbro, oplukkelig, så skibe fortsat kan passere ind og ud af Teglværkshavnen. Det er ISC Rådgivende Ingeniører A/S, der har projekteret broen med arkitektfirmaet Hvidt & Mølgaard som konsulenter.

 
Fotos: Kirsten Bjørton

Københavns havn får i dag besøg af tre tyske flådeenheder. De skal ligge i havnen indtil den 24. januar.


Det drejer sig om to fregatter og et forsyningsfartøj på henholdsvis 130, 139 og 174 meter.

Fregatten FGS. ”BRANDENBURG” ligger Kvæsthusbroen kaj nr. 158/159 (ved Skuespilhuset), fregatten FGS. ”REHEINLAND PFALZ” ligger også på Kvæsthusbroen kaj nr. 155/156  (ved Skuespilhuset) og forsyningsfartøjet FGS. ”BERLIN” ligger i Frihavnen kaj nr. 245 (Nordhavnen)

Ørestad har efterhånden været brugt som location i adskillige musikvideoer, film og serier, blandt andet Kanal 4’s Topmodel og DR 1’s Forbrydelsen. Ifølge location manager på DR skyldes det bydelens unikke identitet, arkitektur og natur, som ikke minder om nogen andre dele af København.


Ørestad ligner ikke resten af København, og bydelen er godt i gang med at skabe sin helt egen identitet. Netop derfor er Ørestad blevet en foretrukken location, når der skal optages scener til film og serier, der kræver anderledes og interessante omgivelser. Senest har man kunnet se scener fra Ørestad i DR’s søndagsserie, Borgen, ligesom VM Bjerget har spillet en central rolle i Forbrydelsen på DR samt i Topmodel på Kanal 4, hvor pigerne var indlogeret i en taglejlighed i det prisbelønnede byggeri. Derudover medvirker både 8TALLET og Stævnen i Max Kestners dokumentar ”Drømme i København” og også adskillige musikvideoer er blevet optaget i Ørestad, herunder Joey Moes ”Du ’ En Éner”, hvor 8TALLET er baggrund.


Søren Dahl, som er freelance location manager og har været med på flere af de store serier på DR, fortæller, at Ørestad har mange fordele som location.
”Ørestad er et oplagt sted at optage, hvis man ønsker noget nyt. Der er mange spændende og nye byggerier, som VM Bjerget, Stævnen og 8TALLET, og stilen i Ørestad er noget andet end i resten af København. Blandingen af noget øde og noget helt nyt er fascinerende, og i 8TALLET har man nærmest følelsen af at stå ved verdens ende og samtidig være i et storslået arkitektonisk byggeri. Man har turdet noget mere i Ørestad, og der er vinkler og farver, som er ret unikke”, fortæller Søren Dahl.


Han uddyber også, at mange instruktører kan lide område.
”Jeg kan mærke, at en del instruktører også finder stedet spændende. Vi har været i Ørestad i forbindelse med forskellige optagelser, og vi har både Gymnasiet, VM Bjerget, 8TALLET og Stævnen i kikkerten til optagelser. De er alle spændende og anderledes byggerier og gode locations”, fortsætter Søren Dahl.


Ørestad har en unik identitet
By & Havns adm. direktør, Jens Kramer Mikkelsen, glæder sig over Ørestads potentiale som locationområde.
”At Ørestad benyttes som location i film og serier viser, at det er lykkedes at skabe en ny bydel, der har sin helt egen identitet. Ørestad er unik, og ikke mange andre steder i Danmark finder man en bydel med så mange helt nye og spændende byggerier. Vi er selvfølgelig meget glade for, at så mange mennesker har fået øjnene op for Ørestads potentiale”, siger Jens Kramer Mikkelsen.

Udover at VM Bjerget har kunnet ses i DR’s søndagsserier adskillige gange, har Bjarke Ingels byggeri også dannet rammerne om Kanal 4’s Topmodel. 13 smukke modelaspiranter flyttede i foråret ind i en penthouse lejlighed i Bjerget, som udgjorde pigernes hjem under hele programmet. Efterhånden blev de sendt hjem én efter én, men to af pigerne fik lov til at bo i lejligheden i hele 13 uger.

”Vi faldt for VM Bjergets eksklusivitet og lækkerhed. Penthouse lejlighederne er super lækre med store, åbne vinduer, der giver en smuk udsigt over Ørestad. Det gav sådan en ’højt at flyve’ fornemmelse, som passede rigtig godt ind i Topmodel universet”, siger Maria Thastum, som er underholdningschef på Kanal 4.
Hun fremhæver også VM Bjergets beliggenhed i Ørestad som en fordel.
”VM Bjerget ligger med en smule afstand til resten af København, og det er også en stor fordel, når man laver et program, hvor pigerne skal være afskåret og ’hemmelige’ i så mange uger”, fortæller Maria Thastum.

Det er især de prisbelønnede byggerier som VM Bjerget og 8TALLET, der er populære locations, men også Stævnen og Gymnasiet har location potentiale. Desuden er naturen og udsigten fra byggerierne Ørestads store force, og det er formentlig ikke sidste gang, Ørestad danner rammen om serier, film eller musikvideoer. 



Kanal 4's program "Topmodel" optaget i VM Bjerget

Pressekontakt:
Kommunikationschef i By & Havn
Pernille Garde Abildgaard
T: 2916 0586

Den velestimerede amerikanske hjemmeside, Huffington Post, har udnævnt 8TALLET til et af de mest spektakulære og markante bygningsværker i de sidste 10 år. 8TALLET er kommet i fornemt selskab med blandt andet New York Times Bygningen i New York og Walt Disney Concert Hall i Los Angeles.

“Det er et betagende byggeri”, skriver Jacob Slevin på den amerikanske hjemmeside, Huffington Post, som har 26 millioner unikke brugere om måneden. Det er, naturligvis, fristes man til at sige, 8TALLET i Ørestad Syd, han taler om. Huffington Post har netop kåret de mest markante byggerier i det netop forgangne årti (2001-2010), hvor Bjarke Ingels’ spektakulære byggeri, 8TALLET, er med blandt ni andre. Huffington Post fremhæver 8TALLETs placering på kanten af Kalvebod Fælled og den fantastiske udsigt samt byggeriets unikke udformning som en urban lagkage, som afgørende for den flotte udnævnelse.

Hos By & Havn vækker kåringen begejstring og stolthed hos adm. direktør, Jens Kramer Mikkelsen.
”Det er naturligvis en stor cadeau, at 8TALLET modtager sådan international anerkendelse, og dermed endnu engang sætter Ørestad på verdenskortet. Det er med til at understrege Ørestads potentiale som bydel i international klasse med spektakulær arkitektur og en god blanding af både boliger og erhverv. Det kan vi kun være stolte af”, siger Jens Kramer Mikkelsen.


Begyndelsen på arkitekturens opsving
Jacob Slevin, som har udvalgt 8TALLET til listen, skriver, at 2010 markerer begyndelsen på arkitekturens opsving, og at det er 8TALLET, der går forrest. Desuden er kåringen med til at sætte Ørestad på verdenskortet, og det glæder Per Høpfner, som står bag byggeriet, sig over.

Samtidig understreger Per Høpfner, at der er gang i salget af boliger i 8TALLET.
”Det er fantastisk, at 8TALLET er udvalgt blandt de 10 mest markante bygningsværker i verden i det sidste årti. Det er selvfølgelig også derfor, vi har formået at sælge 140 boliger på mindre end seks måneder. Køberne får nogle spændende lejligheder med en fantastisk udsigt, kombineret med verdens bedste arkitektur og kun 12 minutter fra Kgs. Nytorv. Og mig bekendt er 8TALLET det eneste bygningsværk, hvor beboerne kan tage en joggingtur på 1,1 km i deres egen bygning, som starter i stuen og slutter på 10. sal”, siger Per Høpfner, der samtidig ønsker Bjarke Ingels og alle involverede parter stort tillykke.

Begejstrede beboere
Også beboerne i 8TALLET er glade. Charlotte, som har en lejlighed i 8TALLET, er ligeledes stolt over at bo i et af verdens 10 mest markante arkitektoniske bygningsværker, og hun forstår godt udnævnelsen.
”Bygningen er unik og helt sin egen. Jeg oplever 8TALLET som anderledes på en smuk måde. 8TALLET er ikke bare anderledes for at være anderledes, men byggeriet er rent faktisk funktionelt. De stigende og faldende etager er med til at give en god udsigt til de lejligheder, der ligger i gården, og jeg er slet ikke færdig med at blive imponeret over 8TALLET og hvor flot, det tager sig ud, når man eksempelvis går tur på Fælleden”, fortæller Charlotte, som også glæder sig over, at der er gang i salget af boliger.
”Jeg er glad for, at der kun var et begrænset antal lejligheder til salg, da jeg selv købte – ellers havde det været svært at vælge. Rigtig mange lejligheder har ligesom hele byggeriet fine, overraskende og nye detaljer”, understreger Charlotte.

Udover udnævnelsen i Huffington Post er 8TALLET også kåret til Årets Boligbyggeri 2010 af Fagbladet BYGGERI og har ligeledes modtaget Scandinavian Green Roof Award 2010.

Læs mere om byggeriet på www.8tallet.dk

Læs mere om Huffington Posts tekst om 8TALLET her

Om Huffington Post
Huffington Post er en velestimeret, liberal amerikansk internetside med nyheder og blogs. Huffington Post har over 3000 bloggere og skribenter, der tæller kendte politikere, akademikere og eksperter udover en række skuespillere og kendisser, som bl.a. Barack Obama, Hillary Clinton, Michael Moore, Madonna, John Cusack, Madeleine Albright, Robert Redford, Alec Baldwin, Neil Young, Mia Farrow, Edward Kennedy, John Kerry, Nancy Pelosi, Jamie Lee Curtis, Donna Karan, Kenneth Cole, Donatella Versace og Bill Maher.

Huffington Post blev stiftet i 2005 af Arianna Huffington, Kenneth Lerer og Jonah Peretti.
Ifølge Yahoo News har Huffington Post 26 millioner unikke brugere om måneden.

Pressekontakt:
Kommunikationschef i By & Havn
Pernille Garde Abildgaard
T: 2916 0586

Endnu et byggeri er netop gået i jorden i Ørestad City. Udover 108 nye ejerlejligheder åbner også en Irma og en café i stueetagen af det nye byggeri. Samtidig er byggeriet den sidste byggebrik i karréen mellem Center Boulevard, Arne Jacobsens Allé og Edward Thomsens Vej.

 

Allerede om godt et år – det vil sige i april/maj 2012 – står der endnu et byggeri i Ørestad klar til indflytning. Byggeriet, der netop nu er ved at få støbt fundament, vil indeholde 108 ejerlejligheder, en Irma samt en café i stueetagen. Der bygges 108 lejligheder – både 2-, 3- og 4-værelses-lejligheder.

”Ejerlejlighederne får en rigtig god beliggenhed lige i hjertet af Ørestad og tæt på Byparken og Metroen. Vi glæder os meget til at byde de første beboere velkomne i foråret 2012,” siger adm. direktør i Ceraco, Ernst Michelsen.
Der er godt gang i kranerne i Ørestad. Lige ved siden af Ceracos nye byggeri er Boligforeningen AAB ved at opføre 89 såkaldte 50+ boliger, og på den anden side af Edward Thomsens Vej er By & Havn ved at opføre et P-hus med plads til 747 biler. Tæt på – ved Ørestads Boulevard – svinger kranerne for at færdiggøre det store folkeskole- og biblioteksbyggeri, der forventes færdig allerede i år:

I Ørestad Syd er hele 5 byggerier lige ved – eller allerede i gang med at blive bygget. Her drejer det sig om både almene familieboliger, ungdomsboliger, rækkehuse og ældreboliger. Læs nyhed fra 15. september 

”Det er meget glædeligt, at Ceraco sætter gang i deres byggeri, og det er – sammen med de andre i gangværende byggerier – med til at understrege, at der er godt gang i Ørestad. Samtidig vil den nye Irma-butik sikkert glæde de beboere, der har efterspurgt flere butikker,” siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.
Byggeriet på grunden var i længere tid tænkt som et erhvervsbyggeri. Men det har vist sig, at boligmarkedet nu går så godt i Ørestad, at Ceraco har valgt at ændre byggeriet til et boligbyggeri.

”Der er godt gang i ejerlejlighedssalget i Ørestad, så det er et godt tidspunkt at påbegynde vores nye byggeri. Samtidig er der nogle fornuftige byggepriser for øjeblikket, så Københavnerne kan glæde sig til endnu et kvalitetsbyggeri i Ørestad,” siger adm. direktør i Ceraco, Ernst Michelsen.

Pressekontakt:
Kommunikationschef i By & Havn
Pernille Garde Abildgaard
T: 2916 0586

Københavns havn er – med undtagelse af et enkelt bassin i erhvervshavnen i nord – nu frosset helt til. Det betyder, at al skibstrafik, havnerundfarter og sejlads med f.eks. havnebusserne ikke længere er mulig. Isen i Inderhavnen og Sydhavnen er simpelthen for kompakt til, at By & Havn kan bryde den og holde sejlruterne i havnen fri.

 

 

Men det betyder ikke, at man kan bruge havnen som fortov eller skøjtebane. På grund af den kraftige strøm i havnen kan isen nogle steder være papirstynd. Derfor skal man under ingen omstændigheder begive sig ud på isen – heller ikke selvom vi i de kommende dage skulle få endnu mere frost.

”Der er en meget stærk strøm i Københavns havn og det er derfor umuligt at forudse, hvor isen er tynd. Og det kan heller ikke ses med det blotte øje. Derfor skal man holde sig på land, selvom det kan være fristende at tage sig en skøjtetur”, siger driftschef i By & Havn Gert Hjemsted Kondrup.

Endnu er kunstværk har fundet vej til Ørestad.


Denne gang er det DRs nye kunstværk ”Receiver”, som netop er blevet indviet ved DR Byen. ”Receiver” er netop blevet opstillet på DRs udendørsareal, hvor det unikke kunstværk har fået sin faste plads.

Kunstværket forestiller et stort æg og er lavet i rustfrit, højtpoleret stål. Det er den tyske kunstnergruppe Inges Idee, der har lavet kunstværket, som har været lidt af en håndværksmæssig udfordring. Inges Idee måtte helt til Taiwan for at få ægget udført rigtigt, og efterfølgende blev det sendt til Danmark med et skib.

Lotte Osted fra DR, som tog beslutningen om at bruge netop dette kunstværk, udtaler til kpn.dk, at hun glæder sig over, at DR Byen og Ørestad får et helt unikt kunstværk.



fotos: DR/Bjarne Bergius Hermansen

Vandlauget i Ørestad åbner for færdsel på isen.


Isen er tyk nok til, at vandlauget har åbnet for færdsel på en af søerne i Ørestad Syd samt på Den Landskabelige Kanal ved indgangen til Amager Fælled.

På søerne i syd er der tale om et afgrænset areal ved 8TALLET, som er omkranset af afspærringer. Færdsel uden for det afgrænsede område er på eget ansvar.

I den Landskabelige Kanal i Ørestad Nord kan man løbe på skøjter på den sektion, som ligger lige ved kælkebakken ved indgangen til Amager Fælled tæt ved DR Byen Metrostation.

Vandlauget måler løbende isens tykkelse.

Flere arealer vil blive frigivet til leg og skøjteløb i løbet af den næste tid, hvis frostvejret fortsætter.

Færdsel på Ørestads kanaler er på eget ansvar og bør kun ske på de to nævnte steder.

God fornøjelse!