Den talentfulde danske arkitekt, Bjarke Ingels, modtager endnu en pris for VM Bjerget. Denne gang er det Betonelementprisen 2011 samt en Utzon-statuette.


Det i forvejen prisbelønnede byggeri, VM Bjerget i Ørestad, hædres nu med Betonelementprisen 2011.

Det er arkitekten bag byggeriet, Bjarke Ingels, der modtager prisen, og med den følger også en Utzon-statuette. Statuetten er designet af den verdensberømte, danske arkitekt, Jørn Utzon, og ifølge formanden for bedømmelsesudvalget kan Bjarke Ingels sagtens sammenlignes med Jørn Utzon. VM Bjerget hædres med prisen på grund af den arkitektur, der kombinerer bylejligheder, taghaver og parkeringshus med farvet og rå beton.

VM Bjerget er dog ikke det eneste byggeri, som Bjarke Ingels står bag. Også VM Husene og 8TALLET i Ørestad Syd er tegnet af den talentfulde, danske arkitekt. Betonelementprisen og Utzon-statuetten overrækkes til Bjarke Ingels i Musikhuset Aarhus d. 22. marts 2011.

Lejemålene i og omkring havnen er populære. Ikke mindst på grund af den gode beliggenhed. By & Havn har indgået flere nye lejemål, og det betyder, at endnu flere virksomheder i løbet af 2011 flytter ind i de maritime omgivelser i blandt andet Frihavnen.


Endnu flere af By & Havns lejemål i havnen er nu lejet ud. Og det er godt nyt for selskabet i en tid, hvor der ikke sælges mange grunde. I alt er der indgået seks nye lejemål, og blandt dem, der kan glæde sig til at bosætte sig i havnen, er rekrutteringsfirmaet Signium, som pr. 15. december 2010 lejede 309 m2 kontorlokaler på Indiavej på Langelinie.

Per Munch, som er partner i Signium, fortæller, at beliggenheden har været afgørende for valget af kontorlokaler. Signium har indtil nu midlertidigt været placeret i Nærum, og Per Munch glæder sig til at komme til København.

”Vi har virkelig afsøgt markedet, og faktisk har vi set ikke færre end 29 lokationer. Vi faldt især for vores kommende kontors beliggenhed, som er central i forhold til mange af husets gæster. Der er desuden gode parkeringsforhold og trafikale forhold, og så får vi mulighed for at få lokalerne indrettet efter vores behov, så de er pæne og repræsentative”, siger Per Munch.

Og Per Munch har også ros til By & Havn i forbindelse med udlejningen af de nye lokaler.

”Det har været en god oplevelse at samarbejde med By & Havn, og vi har oplevet en god fleksibilitet og imødekommenhed overfor vores ønsker. Og så har det selvfølgelig også været afgørende, at vi har kunnet lande på en pris, som er fordelagtig for både os og udlejerne”, fortæller Per Munch.

Udlejningschef i By & Havn, Britta Køster understreger, at efterspørgslen på lejemål i havnen er stor.

”Lejemålene i havnen er meget eftertragtede, og det skyldes formentlig den fantastiske beliggenhed og ikke mindst de gode faciliteter, som lokalerne og beliggenhederne giver. Fra By & Havns perspektiv er det selvfølgelig positivt, da det er en god indtægtskilde for selskabet. Mange forskellige typer virksomheder bosætter sig i områderne, og det bidrager igen til at tiltrække flere og skaber et mangfoldigt byliv”, siger Britta Køster.



 

Frihavnens designklynge

Møbelvirksomheden Martela A/S har lejet sig ind i Pakhus 54 i Frihavnen, og her glæder adm. direktør, Anders Baastrup sig til at blive en del af designklyngen, som allerede holder til i Frihavnsområdet.

”Vi ser store muligheder i byplanen for området og glæder os til, at vi i løbet af januar bliver en del af den møbel-, koncept- og designklynge, der vokser frem i Frihavnen. Det er vigtigt at være en del af en klynge, for det er her, kunderne og rådgiverne kommer, og det er her, vi bliver vurderet op mod vores kolleger. Konkurrence er altid sund. Det tvinger os til hele tiden at have fokus på de løsninger, kunderne efterspørger”, fastslår Anders Baastrup.

Martela lejer i alt 580 m2 kontor/showroom og 500m2 lager, og lokalerne vil blandt andet blive brugt til møbeludstilling.

Udover Signium og Martela har både Kapacity A/S og Carbofer ApS udvidet deres lejemål og flytter derfor til nye, større lokaler. Desuden er lokalerne på Nordre Toldbod 23 udlejet til Erik Bagger Design A/S, og lokalerne skal istandsættes, så de kan huse udstilling, tegnestue og et lille værksted. Erik Bagger Design flytter ind på Nordre Toldbod senest 1. juli 2011.

Pressekontakt:
Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586, E: pga@byoghavn.dk


 

By & Havn skal i de kommende år stå for byudvikling i Nordhavnen. I den forbindelse bliver der brug for juridisk rådgivning. Rådgivning udbydes indenfor tre selvstændige delaftaler.


Nærmere oplysninger om prækvalifikation til udbuddet kan findes i vedhæftede opslag.


 


 


 

 

Den nye og stemningsmættede juleaktivitet på havnen, Det Maritime Julemarked, er åbent denne weekend. Fire skibe ved kaj holder åbent hus. Og der er gratis sejlture fra Admiralkajen til Operaen og retur.


Der bliver julestemning og maritimt prægede aktiviteter ved Admiralkajen, Kvæsthusbassinet og Skt Annæ Plads igen i denne weekend. Blandt andet åbent skib, nissejagt, julefortælling og gløgg og grogg, æbleskiver og beskøjter. Gratis sejltur fra Admiralkajen til Operaen.

”Det er første gang, at vi kan præsentere et maritimt julemarked i København. Det er godt, når byen og havnen fletter sammen – og jeg håber at få besøg af mange mennesker i denne og næste weekend. Det maritime julemarked er et godt alternativ til julestress og supermarked-muzak,” siger havneassistent Jens Frank.

Det Maritime Julemarked debuterede i sidste weekend og er allerede etableret som en ny og stemningsfuld juleaktivitet for både store og små københavnere. Det Kongelige Teater, By & Havn, Copenhagen Admiral Hotel og flere af havnens smukke skibe står som arrangører. I denne weekend er markedet åbent torsdag, fredag, lørdag og søndag kl. 15.00-20.00.

Der bliver mindst fire muligheder for at få et vuggende skibsdæk under fødderne, nemlig om bord i det svenske kystbevogtningsskib, KBV 201, Fiskeriskolens undervisningsskib, Athene, topsejlsgaleasen Havet og skonnerten Johanne.

Lørdag-søndag samt torsdag den 16. december kl. 16.30-17.45 sejler Nettobådene gratis shuttleture fra Admiralkajen foran Copenhagen Admiral Hotel til Operaen – og tilbage igen, naturligvis. Det er en kort tur, men en stor oplevelse at opleve området med de markante og smukt oplyste bygninger fra søsiden.

Operaen og Skuespilhuset arrangerer særrundvisninger, nisseskattejagt og højtlæsning, og om bord i Havet og Johanne samt i SALT café på kajen serveres julegløgg og grogg, æbleskiver og beskøjter og meget mere. Som et særligt lille lys her i den mørke tid bliver der mulighed for at købe gavekort til de skønne charterture, som Havet og Halmø sejler i de lyse og lune måneder. Fra Restaurant SALT og skonnerten Johanne sælges lækker julevin til at tage med hjem og nyde til julemaden, ligesom der vil være mulighed for at købe friske fisk og andet godt fra havet.

”Der bliver en række aktiviteter for alle, men det allerfineste, vi har at vise frem, er måske julebelysningen udendørs og de smukt oplyste huse og skibe fra den funklende Opera og Skuespilhuset til den imposante pakhusbygning,” siger adm. direktør på Copenhagen Admiral Hotel, Søren Anker-Ladefoged.

Det Maritime julemarked er åbent alle dage til og med 22. december.

For yderligere information kontakt:

Adm. direktør på Copenhagen Admiral Hotel, Søren Anker-Ladefoged på 3374 1414, e-mail sal@basalco.dk  
Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard på tlf.: 2916 0586, e-mail: pga@byoghavn.dk  

Mandag startede 34 børn i den nye børneinstitution, Børnehuset, i 8TALLET i Ørestad Syd. Spændte forældre, børn og pædagoger glæder sig over, at Ørestad Syd nu får en sin egen institution tæt på naturen og med eget økologisk køkken.


Selvom frosten bider i kinderne, er der varmt og hyggeligt indenfor i Børnehuset, der i mandags blev indviet.

Første dag i børnehaven var en stille indkøringsdag, men snart kommer der fuldt tryk på i Børnehuset.

”Vi er glade for at kunne byde velkommen til Børnehuset i 8TALLET. Prioritering af kommunale kerneydelser som f.eks. daginstitutioner, skoler, idræts- og kulturaktiviteter er nemlig vigtigt for en succesfuld udvikling af en helt ny bydel som Ørestad”, siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

Det store børnehus er endnu ikke helt fyldt op med møbler og legetøj, og selvom håndværkerne endnu ikke er rykket helt ud, rykkede første hold forældre og børn alligevel ind.

En af forældrene er Louise Vestergaard Birch, der netop er flyttet ind i et af 8TALLETS byhuse med sin mand og to børn. Hendes 3-årige søn er startet i Børnehuset, og Louise er indtil videre meget tilfreds med den nye institution.

”Jeg synes, det er rigtig dejligt, at vi endelig får en børneinstitution i 8TALLET. Beliggenheden er jo optimal med adgang til natur og masser af plads til leg og bevægelse. Jeg synes, det er dejligt, at der er gjort så meget ud af indretningen, selvom det selvfølgelig ikke er helt færdigt endnu. Eksempelvis er der anderledes faciliteter, og børnesikringen er helt i top med to låse på lågerne. Tidligere gik min søn i en 70’er institution på Amagerbro, og jeg må sige, at det her er noget helt andet”, siger Louise.

Størstedelen af børnene er lokale, og Louise peger også på, at Børnehuset har stor betydning for fællesskabet i området.

”Jeg tror, det bliver gavnligt for fællesskabet og lokalsamfundet, at vi nu har fået en børneinstitution. Børnene lærer hinanden at kende og knytter sig til hinanden, og det skabet liv i området”, siger Louise.

Økologisk og sukkerfri mad
Når Børnehuset er helt færdigt vil den både huse børnehave og vuggestue. Institutionen vil består af ni stuer med plads til 148 børn. De 29 ansatte vil tage hånd om børnene, og der vil være fuld forplejning i Børnehuset.

Kokken laver al maden fra bunden og målet er, at det skal være økologisk og sukkerfri mad, der serveres til morgenmad og frokost. Udover god og økologisk mad fokuserer institutionen også på at benytte de fantastiske omgivelser, som omringer 8TALLET.

Katja på 22 år er pædagogmedhjælper i Børnehuset, og hun glæder sig til at arbejde i en såkaldt naturbørnehave.

”Det mest fantastiske ved at arbejde her er uden tvivl omgivelserne. Børnehuset bliver en naturbørnehave, hvor vi skal ud i naturen og opleve nye ting. Jeg har været i børnehaver på Østerbro og i Nordvest, som var ægte by-børnehaver, og det her er helt sikkert en anden arbejdsplads. Der er for eksempel tænkt meget over detaljerne, og der er lyddæmpere i loftet, så det gør akustikken i rummene meget bedre. Jeg tror, børnene får stor glæde af at være her, og jeg håber, de kommer til at trives”, siger Katja.

De seneste to år har hun arbejdet som pædagogmedhjælper, og det er første gang, hun er med til at starte institutionen op fra bunden.

”Vi ansatte har haft et par dage sammen, hvor vi har lært hinanden at kende og snakket om institutionens værdier. Jeg har oplevet en rigtig god fælles gejst omkring institutionen både fra de ansattes og forældrenes side. Alle er nye, og sammen skal vi skabe et fælles fodslag. Men samtidig bærer stemningen også præg af, at forældrene er lokale og kender lidt til hinanden, og det skaber tryghed”, fortæller Katja.

Carsten Olsen, som er konstitueret leder for institutionen, fortæller til Amager Bladet, at Børnehusets pladser blev fyldt ud på kun fire dage, og at det primært er børn fra 8TALLET samt fra de nærliggende villaområder, der har sat sig på pladserne.



Pressekontakt:
Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586, E: pga@byoghavn.dk

 

Svanemøllehavnen har tilsyneladende fået en ny indflytter. I løbet af de sidste 14 dage har en sæl vist sig en halv snes gange i havnebassinet.


Driftsleder og havnefoged John Vestergaard Hansen fra Svanemøllehavnen var hurtig med kameraet en af de gange, sælen viste sig.

Havnefogeden regner med, at sælen er flyttet ind, fordi vandet i havnebassinet er blevet markant renere i de sidste år. Det betyder, at der er flere fisk end før, hvilket selvfølgelig tiltrækker sæler. Samtidig er der ikke så meget aktivitet i havnen på denne tid af året til at forstyrre sælens dagligdag.

John Vestergaard Hansen fortæller i øvrigt, at havnebassinet også har fået en fiskehejre som stamgæst.

 

For femte år i træk er der tilmeldt anløb af julekrydstogter i København. Det er en ny trend, hvor rederierne tilbyder en rundrejse i Nordeuropa til byer med julemarkeder, så passagererne kan shoppe efter julegaver og opleve julestemningen i de byer de kommer til.


København tager igen i år imod krydstogtgæster i december, skriver Copenhagen Malmø Port på sin hjemmeside.

”Vi glæder os over at traditionen fortsætter og at vi i år får godt 3.500 købelystne turister, der skal opleve julestemningen i Tivoli og Nyhavn,” siger Arnt Møller Pedersen, general manager i Copenhagen Malmø Port.

Det er især britiske rederier der har jule-krydstogter, og det er da også tre skibe fra UK, der har meldt deres ankomst i løbet af december.

Copenhagen Malmø Port tager imod på kajen med juleudsmykning, et glas glögg, underholdning og så kigger Julemanden måske også forbi.

Copenhagen Malmø Port et datterselskab af By & Havn.

Læs mere på www.cmport.com.

Siden foråret har Københavns Kommune, By & Havn og Realdania undersøgt mulighederne for at opføre en multiarena i København på grundlag af en økonomisk bæredygtig forretningsmodel. Arbejdet med en fremtidig københavnsk multiarena går nu ind i en ny fase.

 

Som en del af København Kommunes projekt ”Børnenes Klimaskov” planter skolebørn piletræer rundt om PLUG N PLAY. Træerne giver både læ og fremmer samtidig Kommunens målsætning om CO2 besparelser i hovedstaden. Træerne plantes torsdag d. 2. december, og alle er velkomne til at komme og være med.


Fra kl. 10-13 torsdag d. 2. december vil det store aktivitetsområde PLUG N PLAY være fyldt med glade skolebørn og julehygge. Som en del af projektet ”Børnenes Klimaskov”, skal børnene hjælpe med at plante en ny midlertidig klimaskov på området, som skal give læ og beskyttelse omkring de mange aktiviteter for børn og unge på PLUG N PLAY. Derudover vil træerne være med til at skabe små hyggelige kroge og mødesteder. På selve dagen vil der være varme drikke og hygge omkring bålet for de fremmødte, hvor man også komme i julestemning og bage økologiske pandekager.

En midlertidig klimaskov
PLUG N PLAY er et midlertidigt aktivitetsområde, og derfor bliver den kommende klimaskov også af midlertidig karakter. Derfor plantes der forholdsvis små træer, og netop energipil, som skal plantes, er let at få til at vokse på kort tid. En klimaskov i byen er defineret ved en midlertidig beplantning på tomme grunde, som eventuelt skal bruges til andre formål senere. Der plantes cirka 1.000 energipiletræer, som er høstet og klar, og som desuden kan plantes, selvom vinteren for alvor har sat ind i Danmark. Udover energipil plantes der også dunbirk, vintereg, rødel og spidsløn, som sammen med energipil hører under de såkaldte nordiske hjemhørende træsorter.

Rikke Faaborg Jarmer, som er udviklingschef i By & Havn, glæder sig over den kommende klimaskov.

”Jeg glæder mig personligt til, at vi får lidt mere hygge og intimitet på PLUG N PLAY, og det kan træerne bidrage til. Derudover er det fantastisk, at det også er et klimavenligt projekt, som vil spare atmosfæren for en hel del CO2, og samtidig lærer børnene om naturen og vores klima. Midlertidighedsbegrebet, som er vigtigt i forhold til PLUG N PLAY, går igen i klimaskoven, og det skaber liv i et område, der ellers ville have stået tomt”, siger Rikke Faaborg Jarmer.

Plant et træ og lær om naturen
Plantningen af piletræerne en del af Københavns Kommunes klimaplan for CO2 besparelser i hovedstaden og en del af projektet ”Børnenes Klimaskov”, som Kommunen sammen med blandt andre Miljøpunkterne og Skov- og Naturstyrelsen, står bag. Kort sagt skal skolebørn have mulighed for at plante træer i deres lokalmiljø. Ét enkelt træ kan nemlig spare op til et ton CO2 i hele træets levetid, da kulstoffet (C) optages fra luften og bygges ind i træets stamme, grene og rødder. Herefter frigives ilten (O2) i atmosfæren. Børnene, som skal plante træerne, får derfor både en hyggelig dag i det fri og lærer samtidig om klima og naturen.

PLUG N PLAY er ikke det eneste sted i København, hvor man har valgt at plante træer til fordel for klimaet. På mange små grunde på Vesterbro og på Godsbaneringen om København, er der også plantet træer for klimaets skyld.

"Det har været en stor succes at plante træer og klimaskov i København lige fra vi fik ideen i 2008. Vi har nu plantet 6.500 små og store træer på tomme byggegrunde og ubrugt baneterræn, og vi glæder os til at plante i Ørestad. Flere end 1000 skolebørn har været ude af klassen for at plante med "Børnenes Klimaskov". Børnene har været glade for at være med, og så har de lært, hvordan træer optager CO2 fra luften og forbedrer miljøet,” siger Centerleder fra Miljøpunkt Nørrebro, Erik Jørgensen, og fortsætter:

”Der er et svensk ordsprog, der hedder: "Hvis du har planet et træ, har du ikke levet forgæves", og det lyder meget smukt i mine ører. Det burde vi også gøre til et dansk, og det er vi godt i gang med gennem Børnenes Klimaskov", siger Erik Jørgensen.

Arrangørerne af plantningen er Børnenes klimaskov, By & Havn, Miljøpunkt Amager/Nørrebro, og projektet er støttet af Amager Vest Lokaludvalg. Alle er velkomne til at deltage i plantningen af klimaskoven, der som bekendt også byder på en god portion hygge og julestemning.




Pressekontakt:
Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586, E: pga@byoghavn.dk

Københavns yngste bydel, Ørestad, inviterer til julehygge. Gå ikke glip af den store lystændingsfest i Ørestad Nord, hvor Shane fra Shanes Verden vil fortælle julehistorier og DR serverer julelækkerier. Eller lystændingen i Byparken. Eller julegudstjenesten i 8TALLET. Julehyggen bobler i Ørestad.

Nu er det jul igen og det bliver naturligvis også fejret i Københavns yngste bydel, Ørestad. Julen i Ørestad begynder allerede på torsdag den 25. november med julelys, julekor, luciaoptog, risengrød, gløgg og saftevand i Ørestad bypark. Festen begynder kl. 16.45.

Dagen efter – det vil sige fredag den 26. november – er der lystændingsfest i DRs koncerthus. DR er vært for julefesten, når lyset igen i år spreder sig hen langs Universitetskanalen – fra DR til Njalsgade. Kom og få en anderledes og hyggelig juleoplevelse med Shane fra Shanes Verden. Hør ham fortælle finurlige historier og vise hjemmelavede skraldefigurer af ting og sager. Live julemusik med musikere fra Koncerthuset, julebag, juleskænk og lyskunst. Festen begynder kl. 16.00.

”Traditioner er vigtige – også når man bygger en ny by. Og det glæder mig, at der er så mange juletilbud til de mange Ørestadborgere. Samt tilbud, der helt sikkert også vil lokke andre københavnere og amagerkanere til Ørestad. Jeg glæder mig til at høre Shane fortælle julehistorier – men også julegudstjenesten i 8TALLET har jeg store forventninger til,” siger udviklingschef i By & Havn, Rikke Faaborg Jarmer.

Julen kan naturligvis også fejres i Fields. Hver lørdag og søndag fra den 27. november kan børnene møde Hr. Skæg fra DR programmet ”Skæg med tal”. Det begynder kl. 13.00.

Mandag den 13. december er der luciaoptog i Metroen. Det er gymnasieelever fra Ørestad Gymnasium, der vil underholde metropassagererne fra Christianshavn til Vestamager. Luciafesten varer en time og begynder kl. 8.30.

Selve juleaften er der julegudstjeneste i 8TALLET i Ørestad Syd. Solvang Kirke afholder en traditionel julegudstjeneste i utraditionelle rammer i 8TALLETs hyggeligt oppyntede beboerlokale. Gudstjenesten afholdes af Per Frederiksen, Sognepræst i Solvang Kirke. Kom forbi 8TALLET og ønsk dine naboer god jul. Arrangementet er åbent for alle, og der er garanti for efterfølgende julefred for alle deltagere. Gudstjenesten begynder kl. 15.00.

Hent E-flyers:

 

  

Arrangører: Grundejerforeningen Ørestad City, By & Havn, Ørestad Kultur, DR, Ørestad Nord Gruppen, Grundejerforeningen Ørestad Universitetskvarter, Fields og Solvang Kirke

Pressekontakt:

Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586, E: pga@byoghavn.dk