Ørestad fortsætter med at vokse. Antallet af beboere er nu oppe på 6.839, og hele 90,5 % af beboerne er under 46 år. Det er i høj grad de unge og børnefamilierne, der bliver tiltrukket af Ørestads unikke blanding af natur og funktionelle boliger med masser af plads. Derudover er der også en større andel mænd end kvinder i Ørestad sammenlignet med resten af byen.

 

Antallet af beboere i Ørestad stiger fortsat med hastige skridt og nærmer sig efterhånden 7.000. Indtil videre er det den yngre del af befolkningen, der føler sig tiltrukket af Ørestad, og faktisk er mere end 90 % af beboerne i Ørestad under 46 år gamle. Især antallet af beboere mellem 21 og 41 og børn under syv år er højere i de nye byudviklingsområder end i resten af København.


Kilde: Københavns Kommunes Koncernservice. Opgjort per 1. januar 2011.

En af de børnefamilier, der har valgt at flytte til Ørestad er Sung og Lotte og deres tre drenge på henholdsvis to, seks og ni år, og de nyder godt af Ørestads natur og nærheden til byen.

”Vi flyttede til Ørestad i oktober 2010, fordi vi manglede plads. Vi har tre drenge, og derfor havde vi brug for nogle flere værelser. Nu bor vi i et townhouse i 8TALLET i Ørestad Syd, og det har indtil videre været en rigtig god oplevelse at komme til Ørestad. Vi er især glade for nærheden til naturen, som betyder, at drengene kan løbe ud og lege, når de vil. Derudover har drengene været rigtig glade for at bruge PLUG N PLAY, hvor de kan cykle over og spille bold og øve parkour”, fortæller Lotte.

Familien er flyttet fra Østerbro, hvor de to ældste drenge stadig går i skole. Metroen og Ørestads infrastruktur har derfor været afgørende for, at familien tog springet og bosatte sig i 8TALLET.

”Med Metroen kan vi være inde i centrum af København på 12 minutter, og det er vigtigt for os med mobiliteten, da vi har brug for at komme ind til byen hver dag. På denne måde får vi det hele. Naturen, hvor børnene kan lege, et hjem med plads til os alle og kort transporttid frem og tilbage”, siger Lotte, der også understreger, at stemningen i bydelen er rigtig god, men at familien ser frem til foråret, hvor naturen for alvor skal udnyttes. Lotte kan desuden fortælle, at deres yngste søn er startet i daginstitution i 8TALLET, og planen er, at han skal gå i den kommende folkeskole i Ørestad.

Ørestad skal være en blandet bydel

Også i By & Havns andre udviklingsområder, Sluseholmen og Amerika Plads, gælder den demografiske tendens. Alle tre byudviklingsområder har flere beboere mellem 21 og 41 år end i resten af København, ligesom der også er flere børn under syv år. På Sluseholmen bor der nu 2.620 personer, mens tallet for Amerika Plads er 1.069.

By & Havns adm. direktør, Jens Kramer Mikkelsen, glæder sig over, at børnefamilierne ser potentiale i de nye byudviklingsområder.

”Jeg kan godt forstå, at børnefamilier føler sig tiltrukket af et område som Ørestad, og det er vi naturligvis meget glade for i By & Havn. I Ørestad får man rigtig meget bolig for pengene, og krydrer man dette med fantastiske naturomgivelser, gode pasningsmuligheder for børnene samt nærhed til centrum, kan man næsten ikke forlange mere”, siger Jens Kramer Mikkelsen.

Jens Kramer Mikkelsen understreger dog, at selvom det er positivt, at børnefamilierne er tiltrukket af de nye byudviklingsområder, bestræber man sig på at skabe en blandet bydel.

”Det er målet, at Ørestad skal være en blandet bydel, og derfor er vi også glade for de kommende byggerier, der er undervejs i Ørestad. KAB opfører 114 plejeboliger, hvor første spadestik formentlig tages i løbet af maj måned, og der er også rækkehuse, familieboliger og kollegier på vej. AAB opfører desuden seniorboliger i Ørestad City, så alt i alt går det den rigtige vej for Ørestad”, fortæller Jens Kramer Mikkelsen.

Statistikkerne viser desuden også, at der bor flere mænd i forhold til kvinder i de nye byudviklingsområder end i resten af København, og at der bor færre i aldersgruppen 7-20 år i Ørestad, på Sluseholmen og Amerika Plads. Alle statistikker er baseret på tal fra Danmarks Statistik og Københavns Kommunes Koncernservice.

Foreningen Ørestad Kultur, der bl.a. står bag Ørestad Kulturdage, får ny sekretariatschef den 1. marts.


Lise Vejse Klint er ansat som ny sekretariatschef for foreningen Ørestad Kultur. Hun kommer fra en baggrund som bl.a. formand for Danske Designere og programdirektør i den internationale designorganisation INDEX:, der indtil for nylig holdt til på Søndre Campus i Ørestad Nord.

Lise Vejse Klint erstatter Catja Thystrup, der i to år har stået for foreningens sekretariat. Catja Thystrup er på udkig efter nye udfordringer som projektleder og kulturarrangør og fortsætter desuden med at lave lys- og mediekunstprojekter i sit Ørestadsbaserede galleri Illumenarts.

Foreningen Ørestad Kultur er en sammenslutning af virksomheder, beboerforeninger, organisationer og institutioner i Ørestad, som gennem netværksdannelse og et bredt samarbejde på tværs af bydelen ønsker at fremme et varieret og levende kulturliv i Ørestad til glæde for beboere, medarbejdere, studerende og besøgende.

Foreningens sekretariat varetager det daglige arbejde, koordinerer de årlige Ørestad Kulturdage og skaber kontakt og netværk blandt bydelens brugere m.v.

By & Havn støtter Ørestad Kulturs sekretariat med kr. 450.000 i henholdsvis 2011 og 2012, som et led i selskabets arbejde med at fremme bylivet i Ørestad.

Den danske arkitekt Bjarke Ingels fra BIG har været gæst i CNN nyhedsmagasinet “Architectural future of cities”. Her blev bl.a. VM Bjerget i Ørestad City fremhævet.



Bjarke Ingels står bag både VM Bjerget, VM Husene i Ørestad City og 8TALLET i Ørestad. VM Bjerget, som nævnes som eksempel på Bjarke Ingels arbejder i CNN indslaget, har vundet en lang række internationale priser for sin arkitektur og sin idé. Bl.a. titlen som verdens bedste boligbyggeri i 2008 ved World Architecture Festival i Barcelona.

VM Bjerget er en sammensmeltning af boligbyggeri og parkeringshus. VM Bjerget rejser sig fra terrænniveau i sydøst til 34 meter i nordvest og boligerne ligger på terrasser med store taghaver. Parkeringshuset ligger i bjergets indre med usædvanlige, højloftede og katedrallignende rum. Byggeriet ligger tæt op af VM Husene i et geometrisk samspil, som bevarer nabohusets udsigt over Ørestad City Park og boligkvartererne på Amager. By & Havn ejer og driver parkeringsdelen af VM Bjerget.

TV2 Lorry viste torsdag den 10. februar et længere indslag fra byggeriet 8TALLET i Ørestad Syd.


Indslaget blev vist i TV2 Lorrys formiddagsprogram. Flere af de nye indflyttere i 8TALLET blev interviewet, og én ting er de alle enige om: 8TALLET er et fantastisk sted at bo.

Antallet af krydstogtskibe, som anløber i Københavns Havn, stiger år for år. Indtil videre har 356 krydstogtskibe meldt deres ankomst i 2011, og de mange skibe har betydet, at man udvider krydstogtsæsonen med 14 dage i både foråret og efteråret.

 

København er en populær krydstogtdestination, og i år har flere skibe end nogensinde anløb i havnen ved Langelinie og Nordre Toldbod. Faktisk sætter sæsonen 2011 ny rekord i antal af anløb, passagerer samt sæsonlængde. Hos CMP er man glade for Københavns stigende popularitet.

”De mange skibe har gjort, at vi har udvidet sæsonen, så den nu går fra 4. april til 14. oktober, og derudover kommer der to juleskibe i december. 356 skibe anløber i havnen, og det er en stigning på 15 % i forhold til sidste år. Derudover er der også en passagerstigning på 13 %, og det er selvfølgelig rigtig godt for København”, fortæller Arnt Møller Pedersen fra CMP.

Han kan desuden fortælle, at 45 % af skibene er såkaldte ”turnaround” skibe. Det vil sige, at de enten starter eller slutter rejsen i København, og passagererne på turnaround skibene bruger i gennemsnit 1500 kr. om dagen under opholdet i den danske hovedstad. Arnt Møller Pedersen peger på Københavns gode infrastruktur som en væsentlig grund til den stigende popularitet.

Weekend efter weekend er Ørestad Syd fuld af gæster og boligsøgende – og flere nye byggerier er på vej. Det giver travlhed med at anlægge nye veje, pladser og byrum, alt imens beboere flytter ind, og gæsterne står i kø for at se området.

 

Hver dag er der i gennemsnit én familie, der vælger at købe en lejlighed i BIG’s prisbelønnede boligbyggeri 8TALLET. Indtil videre er der solgt over 150 lejligheder i byggeriet. Imens er opførelsen af fem nye bygninger i området på vej – de første forventes færdige allerede i foråret 2012.

Den høje aktivitet i området skaber et stort pres på udbygningen af kvarterets veje, fortove og opholdsområder, som gøres færdig samtidigt med, at bygningerne skyder op.

”Det er altid en udfordring, når byggepladser og beboere skal eksistere side om side. Vi arbejder intenst på opgaverne i Ørestad Syd, og er ved at forvandle jordbunkerne til nye parkrum og p-pladser til de nye beboere og deres gæster”, siger Hans Vasehus Madsen, anlægschef i By & Havn.

 

Et eksempel på et anlæg, der er blevet færdiggjort løbende, er de nye, store søer, der danner grænsen mellem kvarteret og Kalvebod Fælleds natur. Da de første beboere flyttede ind i 2009, var søerne endnu ved at blive anlagt. På opholdsarealerne ved søerne er der siden anlagt grillpladser, nye bænke og udendørs fitnessredskaber, som de nye beboere og gæster frit kan benytte.


Orange, markeret felt: Her bygger By & Havn.
P: Nuværende og kommende parkeringsfaciliteter.


Her anlægger By & Havn i Ørestad Syd i øjeblikket:

  • Langs Richard Mortensens Vej etableres et såkaldt parkrum på næsten 25 meter i bredden. Så snart vinteren slipper sit tag, plantes over 200 træer og over 30.000 forårsblomster. Beboerne kan allerede bruge det færdige kanalrum langs Robert Jacobsens Vej, og senere etableres et skovrum langs Else Alfelts Vej, som bliver tættere beplantet med fortrinsvis nordiske trætyper. 
  • By & Havn har søgt Københavns Kommune om at udvide et eksisterende parkeringsanlæg vest for 8TALLET samt anlægge et nyt parkeringsanlæg i terræn umiddelbart nord for 8TALLET. Pladserne vil samlet rumme 400 p-pladser. 
  • Asger Jorns Allé, som er hovedvejen ind i kvarteret, er delt i tre etaper. Første del frem til Robert Jacobsens Vej er gjort færdig, og lige nu arbejdes der på stykket op til Richard Mortensens Vej, som bliver i løbet af foråret. Senere i år fortsættes vejen helt op til Else Alfelts Vej. 
  • Richard Mortensens Vej, som ligger mellem 8TALLET og de kommende rækkehuse er i fuld gang med at blive etableret og forventes også færdiggjort i løbet af foråret.

Ørestad Syd bliver det kvarter i Ørestad, der får flest beboere. Der bliver boliger til godt 10.000 beboere og ca. 15.000 ansatte vil have deres daglige gang, når de skal til og fra arbejde. Beboere, ansatte, skolebørn og andre, der besøger og bruger kvarteret, vil skabe aktivitet og liv på alle tider af døgnet hele året rundt.

I 2011 åbnede kvarterets første integrerede institution, og i løbet af 2012 vil der ud over flere boliger komme ældreboliger m.v.

Yderligere information: Peter Presmann, By & Havn T: 3376 9800 / 2116 6847

De seneste seks måneder har 14 kunstnere dekoreret Dockens loft.



Projektet er mundet ud i et 2000 kvadratmeters loftsmaleri, der kan betragtes på otte meters afstand fra gulvet. Det spektakulære maleri kan kræve veludviklede nakkemuskler, så trænger man til et hvil og en kop kaffe, har Dockens cafe åbent i hele ustillingsperioden. Kunstprojektet er støttet af det hollandskbaserede Akzo Nobel, der blandt andet beskæftiger sig med udsmykning på facader. Det tidligere saltlager åbner op for rundvisning hver søndag kl. 13.

Kulturkajen Docken, Færgehavnsvej 35, Kbh Ø. 5.- 27. februar. Hverdage kl. 15-21. Weekend kl. 11-18. Entré 50,-

Miljøvenligt event- og spisested kan nu gå modeugen i møde med en klimapris i bagagen.


Den nyåbnede Restaurant Toldboden modtog i mandags Københavns Kommunes anerkendelse; Grønne Erhverv Awards. Toldboden vandt for sin målsætning om at være det førende bæredygtige event- og spisested i Norden. Udover at modtage tre måneders klimaneutralisering af elforbruget i spisehuset, modtog indehaveren, Jesper Møller, også et diplom for den omtanke for miljøet, der har præget alt fra restaureringen af den gamle færgeterminal til sammensætningen af menukortet.

Indtil videre kan man nyde en brunch lørdag og søndag i de store lyse lokaler, men i anledningen af modeugen, åbner Toldboden op for landkøkkenet hver dag fra kl. 18-22, den 2.-5. februar.

Læs mere om de to events i modeugen: 4. februar og 5. februar.

Ny rapport fastslår, at den halvanden år gamle urbane aktivitetspark PLUG N PLAY i Ørestad Syd er en stor succes og et særdeles positivt element i Ørestads udvikling.


By & Havn har bedt rådgivnings- og analysefirmaet Hausenberg om at evaluere den urbane aktivitetspark, PLUG N PLAY, i Ørestad Syd. Konklusionen er klar: De daglige brugere, de involverede foreninger, bydelens interessenter og udvalgte byudviklingseksperter er enige om, at PLUG N PLAY er med til at give både besøgende og beboerne i Ørestad en positiv oplevelse af, at der er liv og aktivitet i bydelen. Samtidig konkluderes det, at anlægget bør følges op af flere og andre typer ”urbane attraktorer” – det vil sige områder, der særligt fremmer bylivet – hvis der skal genereres byliv, som rækker ud over anlæggets grænser.

”Det er vigtigt med midlertidighed og med huller i byen, hvor noget nyt kan springe og opstå. PLUG N PLAY gør noget af det rigtige, men anlægget bør kun være en af mange strategier. Man skal kaste ’klyngebomber’,” siger lektor ved Århus Arkitektskole, Boris Brorman i et af rapportens mange interviews.

Mange brugere fra hele Storkøbenhavn
Undersøgelsen er foretaget i perioden fra august til og med oktober 2010. Hausenberg er gået grundigt til værks og har bl.a. gennemført en lang række interviews, vurderet mediernes interesse for anlægget samt været fysisk til stede og talt antallet af brugere på de forskellige baner. Trods det ustadige sensommervejr var der ca. 200 brugere om dagen på anlægget. Tre ud af fire var mænd – på nær i de urbane nyttehaver, hvor der er en klar overvægt af kvinder.

Parkourparken er klart det mest velbesøgte område med godt 60% af de aktive brugere. Brugerne er i mindre grad lokale, men kommer i stedet fra hele Storkøbenhavn. Det er med andre ord lykkedes at tiltrække brugere langvejs fra i kraft af de højt specialiserede aktiviteter, som kan dyrkes på anlægget. Omvendt konkluderes det, at der er et potentiale i at markedsføre anlægget mere overfor borgerne i Ørestad både som en aktivitetspark og som et mødested for beboerne.

”Hvis der var en café, kunne jeg godt finde på bare at sidde der, fordi her er masser af liv, det er dejligt at kigge på,” siger en af de aktive fra de økologiske haver i et interview.

By & Havns vision for PLUG N PLAY har på forhånd været, at PLUG N PLAY skal understøtte bylivet for beboere og besøgende i Ørestad samt sætte bydelen på københavnernes mentale landkort som en oplevelsesrig og spændende bydel. Denne målsætning ser ud til at være opfyldt ifølge rapportens konklusioner.

”Vi er glade for, at københavnerne har taget godt imod PLUG N PLAY og at investeringen ser ud til at være succesfuld. Vi lytter også til forslagene om at lægge endnu flere funktioner ned på PLUG N PLAY arealet, ligesom vi hele tiden arbejder med at vitalisere flere af de ubebyggede og de bebyggede felter i Ørestad. PLUG N PLAY hverken kan eller skal stå alene som bylivsattraktor i Ørestad,” siger Rikke Faaborg Jarmer, udviklingschef i By & Havns bylivsafdeling.


Vigtigt med medbestemmelse til brugerne
De fire interviewede byudviklingseksperter (stadsarkitekt, lektor, sociolog og idrætsleder) vurderer samstemmende, at PLUG N PLAYs kvalitet, indhold og design er med til at give mange førstegangsbrugere en god oplevelse, og de tiltrækker flere brugere ved at fungere som positive ambassadører for anlægget.

Eksperterne fremhæver, at PLUG N PLAY rummer nogle særlige værdier og sender signaler om leg, åbenhed og autenticitet, der opfattes som et positivt og inviterende signal til omverdenen. Det vurderes som vigtige træk, at anlægget er arkitektonisk åbent, tilgængeligt og gratis samt, at det er brugerne selv, der i høj grad er med til at drive anlægget.

Parkour klubben Team JiYo har været med til at designe parkourparken på PLUG N PLAY og er en af anlæggets mest trofaste brugerforeninger:

”Vi har nok været inde over enhver detalje af banen. Vi havde meget fokus på funktionaliteten, for hvis det ikke kan bruges, er det jo ingenting værd. Og vi er meget tilfredse med den medbestemmelse, vi har fået. Medbestemmelsen er afgørende for succesen,” siger Ilir Hasani fra Team JiYo.

Og eksperterne er enige i, at det har været den rigtige strategi at give udstrakt medbestemmelse til brugerne:

”Anlæggets indhold indvarsler en ny måde at indtage byrummet på, en aggressiv kropslig udfoldelse. For eksempel vil parkourudøvere gerne derhen, hvor det er illegitimt for dem at være. De yder modstand mod en borgerlig offentlighed. Flere af street sportsgrenene er opstået i trods – som en modsætning til byen. At inkorporere netop dem i byudvikling er spændende. Jeg ser anlægget som en modstand mod granit og marmor, der forbyder folk at stå på rulleskøjter. Det er et godt signal for Ørestad at sende: Ørestad er ikke en bydel for folk på spadseretur i minkpels,” siger lektor ved Århus Arkitektskole, Boris Brorman.


Om PLUG N PLAY: Det er efterhånden halvandet år siden, HKH Kronprinsen indviede Københavns nye urbane aktivitetspark PLUG N PLAY i Ørestad Syd. Hermed blev snoren klippet over til 25.000 m2 udendørs multifunktionsanlæg til fri udfoldelse. Anlægget er placeret på en midlertidigt ledig byggegrund. Det ligger ved det sidste stop på metrolinien, Vestamager, og er tilgængeligt for alle 24 timer i døgnet året rundt.

Kulørte underlag adskiller banerne fra hinanden på et åbent anlæg, hvor alle er velkomne overalt. Banerne er hver især specialdesignet til brug for bl.a. rulleskøjteløbere, parkourudøvere, basketball-, volleyball- og fodboldspillere og dirt jump-cyklister. Ud over klassiske sportsgrene har det på anlægget været en bevidst ambition at give plads til nogle af de nyere, street-orienterede sportsgrene, der ikke findes professionelle anlæg til andre steder i København. Og endelig rummer anlægget 60 økologiske haver, der dyrkes som mininyttehaver.

PLUG N PLAY er udviklet af By & Havn i samarbejde med blandt andre Københavns Kommune, Danmarks Idræts-Forbund, Lokale- og Anlægsfonden samt brugerne af anlægget. Kragh og Berglund Landskabsarkitekter har designet og været rådgiver på projektet.

Anlægget har kostet ca. 15 millioner kr. at etablere. Anlægget blev finansieret af By & Havn, Nordea-fonden, Københavns Kommune og Lokale- og Anlægsfonden. By & Havn har finansieret knap 10 millioner kr., mens de resterende ca. 5 millioner kr. blev finansieret af de øvrige parter på foranledning af en række foreninger, som ikke alene har hjulpet med at søge pulje- og fondsmidler, men også været tæt involveret i selve designet af anlægget, så det er udformet efter brugernes særlige ønsker og behov.

Om Hausenberg: Hausenberg er et rådgivnings- og analysefirma, der arbejder med byudvikling, planlægning og arkitektur med særligt fokus på kulturelle og sociale aspekter.



Yderligere information:

redaktør Carsten Arlund, By & Havn
T: 2075 1701
E: ca@byoghavn.dk

Om godt et år står 108 nye lejligheder til salg i Ørestad City.


Men allerede nu på lørdag d. 29. januar skyder Nybolig salget i gang med en salgspavillon på grunden på Edvard Thomsens Vej. Her vil interesserede købere kunne se mere om byggeriet i udvalgte weekender og hverdagsaftener.

Den nye bygning vil rumme tolv forskellige typer lejligheder, som enten er 2-, 3- og 4-værelses-lejligheder. De kommende lejere kan se frem til at få både en Irma og en cafe i stueetagen og kort gang til de mange indkøbsmuligheder i Field’s. De kommende beboere får også kort til parkeringspladserne idet et nyt p-hus ventes at stå færdigt på nabogrunden ca. samtidigt med det nye byggeri.

De nye lejligheder kommer til at ligge lige i hjertet af Ørestad og tæt på Byparken, og det har inspireret til husets navn ”Puls”. Byggeriet forventes klar til indflytning i april/maj 2012.