Invitation til dialogmøde: Kom og få seneste nyt om udviklingen af Kløverparken & Quintus

Vil du gerne vide mere om udviklingsplanerne for Kløverparken & Quintus? Så kom til dialogmøde tirsdag den 17. november. Her vil områdets fire grundejere følge op på den igangværende projektkonkurrence for områdets struktur- og masterplan og give en præsentation af de input, som blev givet under sommerens borgerdialogaktiviteter.

Planlægningen af byudviklingsområdet Kløverparken & Quintus på Østamager er i fuld gang, og skal i løbet af de næste godt 10 år udvikles til en ny bydel med blandede boliger, butiksliv, kommunale funktioner og grønne og rekreative områder.

Den 9. oktober blev projektkonkurrencen for områdets struktur- og masterplan skudt i gang. Den skal give svaret på, hvordan man bedst skaber en bydel med tætte, blandede bykvarterer med gode rammer for hverdagslivet, fællesskabet og fysisk aktivitet.

I den anledning inviterer områdets grundejere Skanska, Kløvermarken A/S, Raffinaderivej 10 A/S og By & Havn til et dialogmøde:

Tirsdag den 17. november 2026 kl. 16.30 – 18.00

På mødet kan du:

  • Høre mere om den fælles vision for udviklingen af Kløverparken & Quintus og den igangværende projektkonkurrence
  • Få en opsamling på de input, lokalområdet gav til udviklingen af området i forbindelse med denne sommers åbent hus-arrangement og borgerpanelundersøgelse
  • Høre mere om den politiske proces og ønskerne til kommunale funktioner i området
  • Stille spørgsmål og blive klogere på udviklingsplanerne

På mødet deltager Københavns Kommune, der vil fortælle om den politiske proces, og Amager Øst Lokaludvalg deltager også på mødet. Vi serverer en let forfriskning undervejs. 

Tilmelding

Arrangementet er gratis, men vær opmærksom på, at Billetto tager et gebyr på 6,99 kr. ved tilmelding. Tilmelding er først-til-mølle grundet et begrænset antal pladser.   

Adresse

Arrangementet foregår lokalt i Kløverbyens Auditorie, Raffinaderivej 6-10, 2300 København S.

Nyt nyhedsbrev om Kløverparken & Quintus – tilmelding åben

Som en del af den videre dialog om udviklingen af Kløverparken & Quintus har By & Havn oprettet et nyhedsbrev. Her vil vi løbende og i samarbejde med områdets tre øvrige grundejere fortælle nyt om udviklingen af Kløverparken & Quintus.

En spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne af Amager Øst Lokaludvalgs borgerpanel viser, at nyhedsbreve er blandt de foretrukne kanaler til information om udviklingen af Kløverparken & Quintus. Undersøgelsen blev gennemført hen over sommeren som led i arbejdet med at inddrage og engagere lokale aktører og øvrige interessenter i udviklingsplanerne.

Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her: https://byoghavn.dk/nyheder/nyheder-om-kloverparken/

Vel mødt den 17. november.

Skanska, Kløvermarken A/S, Raffinaderivej 10 A/S og By & Havn

Området Kløverparken & Quintus ligger placeret på det østlige Amager imellem idrætsanlægget Kløvermarken og Prøvestenskanalen - med kun en kort cykeltur til det centrale København og Amager Strandpark.  

Redningsøvelse i havnen den 28. oktober

Onsdag den 28. oktober kl. 11.00-13.00 gennemfører NORDIC Seaplanes (vandflyveren) sammen med relevante beredskabsmyndigheder en større rednings- og beredskabsøvelse syd for Trekroner Fort. Øvelsen skal teste alarmering og indsats ved et tænkt maritimt havari i havnen.

I forbindelse med øvelsen vil der være synlig aktivitet på vandet med blandt andet rednings- og beredskabsenheder samt figuranter, der medvirker som tilskadekomne. En del af øvelsen foregår også på Refshaleøen.

Hvis du færdes i området, er der derfor ingen grund til bekymring, hvis du ser mange motorbåde med sårede statister, udrykningskøretøjer eller personer i redningsudstyr samt et stort opbud af ambulancer på land. Der er tale om en planlagt øvelse.

 

By & Havn orienterer om øvelsen af hensyn til havnens brugere og naboer, men øvelsen gennemføres af NORDIC Seaplanes i samarbejde med de deltagende beredskabsaktører; Hovedstadens Beredskab, Region Hovedstadens Akutberedskab og Københavns Politi.

AKF og PensionDanmark vil skabe nyt hotelfælleshus i Nordhavn

AKF og PensionDanmark vil udvikle og opføre et nyt hotel i Nordhavn med Bühlmann Hotels som operatør. Med et nytænkende koncept skal hotellet sikre attraktive rammer for de overnattende og invitere byen indenfor.

På hjørnet af Sundkrogsgade og Helsinkigade i Københavns Nordhavn vil AKF og PensionDanmark udvikle et nyt hotel, der skal være langt mere end et sted at overnatte. Projektet bygger på Bühlmann Hotels’ koncept om et hotelfælleshus: et åbent og levende hus, hvor hotelgæster, beboere, naboer og besøgende kan mødes i de samme rum. Ambitionen er, at hotellet ikke blot skal have adresse i Nordhavn, men blive en del af kvarteret, og forbinde gæsten med den by og kultur, der findes lige udenfor døren.

Bühlmann har udviklet et stærkt hotelkoncept, som passer meget præcist til vores ambitioner og værdier i AKF. Vi deler ønsket om at skabe et hotel, som ikke isolerer sig fra byen, men bliver en del af dens puls. Et hus, man kan bruge, selv om man ikke skal overnatte. Til en kop kaffe, et måltid, et møde eller en kulturoplevelse. Visionen er, at man skal kunne være gæst uden at føle sig fremmed og høre til uden at bo i huset.

CEO, Ino Dimsits, AKF.

2150_Nordhavn_Look_Up_Hotel

Hotellet omfatter cirka 15.450 kvadratmeter fordelt på en etagebygning samt en lavere bygning med hotellejligheder til længere ophold. Tilsammen skal de to bygninger rumme mindst 360 enheder.

Projektet forener arkitektonisk kvalitet med et spændende hotelkoncept og et aktivt bidrag til bylivet i Nordhavn. Den markante arkitektur og trekantede byggegrund giver associationer til New Yorks ikoniske Flatiron-bygning. Ambitionen er at skabe et attraktivt hus, der styrker bylivet og samtidig sikrer et godt afkast til vores medlemmer.

Direktør for ejendomme, Torben Modvig, PensionDanmark.

2150_Nordhavn_Large View

Et hotel, der deler sine bedste rum med byen

Hvor et traditionelt hotel ofte vender sig indad, skal det nye hotel åbne sig mod kvarteret og dele nogle af sine bedste rum med byen. Stueetagerne forventes at rumme café, restaurant, coworking, møderum, atelier og wellness, mens der på toppen af hoteltårnet planlægges et loungeområde – funktioner, der kan bruges af flere end hotellets overnattende gæster. Ambitionen er, at huset får en tydelig forbindelse til Nordhavn.

Vi skal ikke bygge endnu et hotel, der kunne ligge hvor som helst. Hvis man vågner i Nordhavn, skal man kunne mærke Nordhavn. Vi vil skabe et hus med bevægelse, nysgerrighed og mod til at skille sig ud – et sted, der forbinder gæsten med byens puls og den kultur, som de for en stund bliver en del af. Derfor åbner vi også hotellet mod kvarteret og giver nogle af vores bedste kvadratmeter til møder mellem gæster, lokale, mad, kunst, arbejde og oplevelser.

Medindehaver og direktør, Anemette Bühlmann, Bühlmann Hotels.

2150_Nordhavn_Close up_Hotel

Forankret i Nordhavn

Det er Henning Larsen Architects, der har vundet projektets arkitektkonkurrence, og vinderforslaget tager afsæt i Nordhavns særlige sammensætning af havn, infrastruktur, industrihistorie og tætte byliv.

Det høje hus får et skulpturelt udtryk som en lys, vertikal figur med reference til Nordhavns siloer og havnens industrielle skala. Den lavere bygning får en rødbrun karakter, der knytter sig til Århusgadekvarterets teglarkitektur og gaderum.

Mellem de to bygninger skabes en indre gade med hotellets hovedindgang, udeservering og grønne opholdssteder. Det intime byrum skal samle hotellet og de servicerede hotellejligheder og samtidig skabe en ny forbindelse gennem bebyggelsen mod Fortkaj og havnen.

AKF og PensionDanmark har købt grunden af By & Havn, og hotellet forventes at åbne i slutningen af 2029.

Adm. direktør i By & Havn, Nanna Westerby Jensen, siger:

Nordhavn er et sted, hvor vi har mulighed for at tænke langsigtet og skabe en by, der både fungerer i hverdagen og har kvaliteter, som rækker mange år frem. Det kræver projekter, der ikke bare tilfører kvadratmeter, men også giver noget til livet mellem husene. Her er det vigtigt, at hotellet åbner sig mod omgivelserne og skaber plads til både gæster, københavnere og lokale fællesskaber. Det er den slags projekter, der kan være med til at give Nordhavn endnu mere liv, identitet og kvalitet.

Adm. direktør, Nanna Westerby Jensen, By & Havn.

Fakta:

  • Projekt: Nyt hotel og servicerede hotellejligheder i Nordhavn
  • Placering: Sundkrogsgade og Helsinkigade
  • Samlet bruttoetageareal: Cirka 15.450 m²
  • Kælderareal: ca. 1.150 m²
  • Hotel: Cirka 10.450 m²
  • Servicerede hotellejligheder: Cirka 5.000 m²
  • Antal enheder: mindst 360
  • Hotelkategori: 4-stjernet
  • Bygherre og udviklingspartnere: AKF og PensionDanmark
  • Operatør: Bühlmann Hotels
  • Arkitekt: Henning Larsen
  • Forventet byggestart: Tredje kvartal 2027
  • Forventet åbning: Ultimo 2029
  • Certificering og klimamål: DGNB Guld og lavemissionsklasse

Tak for en fantastisk Kulturnat hos By & Havn

Hvad skal der være plads til i fremtidens København? Det spørgsmål satte gang i samtalerne, da By & Havn fredag den 9. oktober inviterede indenfor til Kulturnat på Nordre Toldbod. Omkring 400 besøgende trodsede regnvejret og lagde vejen forbi til en aften med byudvikling, gode diskussioner, kreative idéer og masser af bud på den gode by.

Byen er fuld af dilemmaer – og det blev diskuteret!

Skal der være mere natur eller flere boliger? Mere byliv eller mere ro? Og hvordan får man plads til det hele, når en bydel ikke kan rumme alt på én gang?

Det var nogle af de spørgsmål, gæsterne kastede sig over i vores nye byudviklingsspil Byens dilemmaer. Der blev spillet hele aftenen – og diskuteret, argumenteret og indgået kompromiser. For hvad er egentlig den gode by, og hvem skal den være god for?

By&havn_Kulturnat-2026_foto-36

Samtalerne stoppede ikke ved spilbordet. Mange besøgende satte også deres eget aftryk på fremtidens København ved at skrive deres idéer og ønsker på vores opslagstavler. Her blev der samlet masser af bud på, hvad byen skal rumme, og hvad der er vigtigt, når vi udvikler nye bykvarterer.

By&havn_Kulturnat-2026_foto-29

Hvad sker der i fremtidens København?

Der var også godt gang i snakken med medarbejderne fra By & Havns planlægning- og byrumsafdeling. Her kunne gæsterne stille spørgsmål og blive klogere på de kommende bykvarterer, stormflodssikringen Lynetteholm og de kommende byrum.

By&havn_Kulturnat-2026_foto-32

Børnenes by

Børn og deres voksne kunne sammen med BUFX bygge deres bud på fremtidens by i et kreativt makerspace. Her blev der klippet og klistret, bygget videre på modeller og eksperimenteret med idéer til den by, som kommende generationer skal bo i.

kultur1

Kom forbi til et slag dilemmaspil

Nåede du ikke forbi på Kulturnatten? Bare rolig, du kan besøge By & Havns udstilling og kaste dig ud i Byens dilemmaer på Nordre Toldbod 3. Der er åbent alle hverdage kl. 9-15 og gratis adgang.

Ny overbæring gør det lettere for kajakroere at krydse Nordhavn

By & Havn har sammen med lokal sejlklub og grundejerforening etableret endnu en ny, midlertidig overbæringsmulighed for kajakroere. Denne gang mellem Trælastholmen og Kalkbrænderihavnen i Nordhavn.  

Tidligere i år etablerede By & Havn og en række samarbejdspartnere en overbæring for kajakker mellem Refshalebassinet og slæbestedet ved Margretheholms Havn, så kajakroere slipper for at ro gennem Kronløbet og udenom Lynetteholm.

Nu er en ny overbæring etableret. Denne gang mellem Kalkbrænderihavnen og Trælastholmen i Nordhavn. Kalkbrænderihavnen giver direkte adgang til Svanemøllebugten og videre ud i Øresund, mens man kan ro gennem kanalerne fra Trælastholmen til Indre Nordhavn og derfra ud til Københavns havneløb.

Den nye løsning er kommet på plads efter dialog med blandt andre Sejlklubben København, Grundejerforeningen Trælastholmen og Kajakklubben Nordhavn, som har efterspurgt en måde at slippe for at ro hele vejen uden om Nordhavn og gennem Kronløbet.

Overbæringsruten er knap 300 meter lang. Den går via Alexandriagade og Sundkrogen og krydser Sundkrogsgade ved lysreguleringen. På Trælastholmen kan kajakker komme op og ned i vandet fra en ny flydebro i kanalen mellem Alexandriagade og Istanbulgade. På den anden side benyttes en eksisterende flydebro hos Sejlklubben København umiddelbart syd for Nokken.

Overbæringen fungerer som en midlertidig løsning, indtil Roerkanalen kan skabe en direkte forbindelse mellem Kalkbrænderihavnsløbet og Orientbassinet. Det forventes at Roerkanalen udgraves i 2029.

Kanalerne i de indre dele af Nordhavn kan ikke færdiggøres før en række byggerier på Trælastholm er opført. Mens vi venter, vil vi gerne gøre det lettere at bruge Københavns Havn fra nord til syd rekreativt og samtidig finde løsninger, der tager hensyn til de mange forskellige aktiviteter på vandet. Den nye overbæring er en enkel og konkret forbedring for kajakroerne havnen, og den er blevet mulig gennem en god dialog mellem By & Havn, havnens brugere og de lokale parter.

Rikke Faaborg Jarmer, chef for borgerdialog, formidling og partnersamarbejder i By & Havn.

Samarbejde har gjort løsningen mulig

Etableringen er sket i samarbejde med Sejlklubben København og Grundejerforeningen Trælastholmen. Sejlklubben har givet mulighed for adgang til klubbens flydebro. Grundejerforeningen Trælastholmen har tilsvarende givet tilsagn til det midlertidige projekt.

Vi er glade for, at vi er blevet lyttet til og sammen har fundet en løsning, som kan fungere i praksis, mens vi venter på Roerkanalen. For nogle vil det nok være tungt at bære sin egen kajak, men så må man enten være flere om det eller have en vogn med. Men det er stadig en klar forbedring ikke at skulle ro gennem det trafikerede Kronløb og udenom Nordhavn på turen mellem Havneløbet og Øresund.

Hakon Mosbech, Bestyrelsesmedlem i Kajakklubben Nordhavn.

Sådan bruger du overbæringen

På Trælastholmen tages kajakken op ved træbryggen i Kanalrummet mellem Alexandriagade og Istanbulgade. Herfra bæres eller trækkes den via Alexandriagade, hen over Sundkrogsgade ved lysreguleringen og videre ad Sundkrogen til flydebroen i Kalkbrænderihavnen syd for Nokken. Ruten kan naturligvis også benyttes i den modsatte retning.

Brugerne skal være opmærksomme på den øvrige trafik langs overbæringsruten og benytte lysreguleringen, når Sundkrogsgade krydses.

Se ruten i appen

Havneappen KBH Havn har en sektion for kajakroere bl.a. med regler, gode råd - og anbefalinger af forskellige kajakruter i Københavns Havn. Den nye overbæring lægges ind i appen senere i dag. Download appen på byoghavn.dk/app

Konditaget Lüders fylder 10 år - kom med til jubilæumsløb

Lørdag den 7. november fejrer vi Konditaget Lüders' 10-års jubilæum med et løb for både børn og voksne. Sæt allerede nu kryds i kalenderen, og vær med til at markere dagen i Nordhavn.

I år er det 10 år siden, at Konditaget Lüders åbnede og gav københavnerne mulighed for at lege, træne og nyde udsigten fra toppen af et parkeringshus i Nordhavn.

Det markerer By & Havn med et jubilæumsløb lørdag den 7. november kl. 11-14 i samarbejde med JAJA Architects, 2150 Nordhavn Løb og Motion og Renna.

Både børn og voksne kan være med, når vi fejrer de første 10 år med en dag, hvor bevægelse og fællesskab er i centrum.

Et tag med plads til bevægelse og ophold

Konditaget Lüders åbnede i 2016 på toppen af P-hus Lüders i Helsinkigade. Her blev der skabt 2.400 kvadratmeter offentligt tilgængeligt byrum i 24 meters højde med plads til motion, leg og ophold.

Konditaget er udviklet af By & Havn i samarbejde med blandt andre DGI Storkøbenhavn og Lokale og Anlægsfonden, mens JAJA Architects har stået for det arkitektoniske design.

Sæt kryds i kalenderen - mere information følger

Jubilæumsløbet finder sted lørdag den 7. november 2026 kl. 11-14 på Konditaget Lüders i Nordhavn.

Vi vender snart tilbage med flere oplysninger om løbet, programmet og mulighederne for at deltage.

Indtil da er det bare om at sætte kryds i kalenderen.

Projektkonkurrence for Kløverparken & Quintus skudt i gang

Udviklingen af Kløverparken & Quintus på Østamager tager nu et vigtigt skridt fremad. By & Havn og områdets tre øvrige grundejere, Skanska, Raffinaderivej 10 A/S og Kløvermarken A/S, har i dag udskrevet projektkonkurrencen, hvor fem prækvalificerede, tværfaglige teams skal konkurrere om at skabe den bedste struktur- og masterplan for bydelen.

Kløverparken & Quintus er det første byudviklingsområde i Københavns Østhavn, som skal realiseres. Visionen for området er en tæt og levende bydel, der skaber attraktive rammer for det lokale hverdagsliv, natur, fællesskaber og giver 7000 nye blandede boliger til københavnerne.

I juli 2026 prækvalificerede områdets fire grundejere de fem tværfaglige teams, som nu er inviteret til at tegne det bedste bud på konkurrenceområdets struktur- og masterplan.

De fem teams er:

  • Team Arkitema Architects K/S, COWI, EFFEKT og Beta Mobility
  • Team SLETH A/S, LAUC, Thing Brandt og WSP
  • Team Tegnestuen Vandkunsten A/S, Arcgency APS, Marianne Levinsen Landskab og LINQ Trafikrådgivning ApS
  • Team Urban Agency A/S, Buro Happold, City Foerster og Latz Partner
  • Team COBE A/S, NIRAS A/S, Oiko ApS og Aiming Spaces ApS

Fælles besigtigelsestur i området

Projektkonkurrencen blev i dag skudt officielt i gang lokalt i området. Her var områdets grundejere, de fem tværfaglige teams, Københavns Kommunes stadsarkitekt, Metroselskabet m.fl. samlet til en fælles besigtigelsestur, som gav et grundigt indblik i de lokale forhold til brug for det kommende konkurrencearbejde.

Chef for Planlægning & Byrum i By & Havn, Rita Justesen, gav undervejs en introduktion til det endelige konkurrenceprogram, som formulerer den opgave, som de fem teams skal løse.

Vi ser meget frem til konkurrencen og de endelige konkurrenceforslag. I konkurrenceprogrammet har vi fokus på, at deltagerne kommer med forslag til et byarkitektonisk hovedgreb, der organiserer bydelens veje og grønne områder og giver rum for en variation af tætte, blandede bykvarterer med gode rammer for hverdagsliv, fællesskaber og fysisk aktivitet. Samtidig er det visionen at forme en bydel, som bliver et stærkt bindeled til de omkringliggende kvarterer og grønne områder på Amager, og som bygger videre på områdets historie og industrielle karakter.

Rita Justesen, chef for Planlægning & Byrum i By & Havn og forperson for projektkonkurrencens dommerkomité.

kløverparken 2

En fælles vision

Konkurrenceprogrammets samlede vision for Kløverparken & Quintus er formuleret af områdets fire grundejere og tager bl.a. afsæt i et bredt omverdensengagement, hvor både områdets brugere, Amager Øst Lokaludvalg og Københavns Kommune har været aktive deltagere. Samtidig har konkurrenceprogrammet være drøftet blandt Københavns Kommunes politikere forud for, at konkurrencen nu skydes i gang.

Grundejerne vil fortsætte dialogen om udviklingen af området. Det sker blandt andet allerede i dag den 9. oktober til årets kulturnat, hvor By & Havn traditionen tro åbner dørene og fortæller om igangværende byudviklingsprojekter, herunder Kløverparken & Quintus. Samtidig planlægges et borgermøde lokalt i området til november, hvor alle interesserede kan komme og høre mere om de visioner og forudsætninger for området, som er beskrevet i konkurrenceprogrammet. Invitation til mødet vil blive udsendt efter efterårsferien i samarbejde med Amager Øst Lokaludvalg.

Vinderforslag forår 2027

Projektkonkurrencen løber frem til den 18. december 2026. Herefter vil en dommerkomité bestående af områdets fire grundejere og tre fagdommere udpege det vindende forslag, som skal danne grundlag for den videre lokalplanproces for udviklingen af Kløverparken & Quintus. Vinderforslaget forventes offentliggjort foråret 2027.

Under bedømmelsen vil dommerkomitéen have flere rådgivere tilknyttet, bl.a. udpegede politikere fra Københavns Borgerrepræsentation, Københavns Kommunes stadsarkitekt og øvrige repræsentanter for grundejere og kommune.

Download konkurrenceprogram

Se det fulde konkurrenceprogram her.

kløverparken3

Fakta: Kløverparken & Quintus

Baggrund

  • Udviklingen af Kløverparken & Quintus sker på baggrund af den politiske aftale ”Byudvikling og infrastruktur til Lynetteholm”, som den daværende regering og Københavns Kommune indgik i marts 2025.
  • På området skal der opføres ca. 7000 boliger, hvoraf de første godt 4.300 skal realiseres frem mod 2035, forud for at metroen åbner ved Kløverparken i 2036.
  • Lokalplanen for første del af området ventes til politisk vedtagelse 1. kvartal 2029.
  • Områdets fire grundejere er By & Havn, Skanska, Raffinaderivej 10 A/S og Kløvermarken A/S.

Konkurrenceprogram

  • Metrostationen bliver et centralt omdrejningspunkt i den nye bydel med butikker og restauranter nær stationen.
  • I konkurrenceforslagene skal indarbejdes flere kommunale funktioner, bl.a. en park på mindst 2 hektar, daginstitution, plejehjem, skæve (sociale boliger) og nærgenbrugsstation.
  • Bygningerne kan som udgangspunkt opføres i op til 24 meters højde, mens der enkelte steder kan placeres højere bygninger.
  • Visionen er en tæt bydel, hvor de enkelte kvarterer i bydelen struktureres omkring sammenhængende grønne områder.
  • Der ønskes en bydel med tydelig stedsidentitet, hvor bevaring og transformation af nogle af de eksisterende industribygninger indgår.
  • Bydelen skal være ambitiøs på bæredygtighed med fokus på klimapåvirkning, biodiversitet, mangfoldighed, grøn mobilitet m.m.
Kort Kløverparken

Kløverparken & Quintus har en unik beliggenhed med en kort cykeltur fra det centrale København og Amager Strandpark. Området er omgivet af himmel, vandkant og Kløvermarkens store åbne landskabsrum, der sikrer uhindret kig mod tårnene i Indre By.  

Invitation: Informations- og dialogmøde om fremtidens sejladsforhold i Kronløbet

Vil du gerne vide mere om planerne for Kronløbet efter færdiggørelsen af Lynetteholms perimeter? Så kom til møde hos By & Havn mandag 26. oktober, hvor vi giver en status på arbejdet med de fremtidige sejladsforhold og følger op på forårets faglige workshop og dialogmøde om Kronløbet.

Ved indsejlingen til Københavns Havn er hele omkredsen af Lynetteholm nu synlig, og arbejdet med at planlægge de endelige sejladsforhold i Kronløbet er i fuld gang. I den forbindelse vil vi gerne invitere til et informations- og dialogmøde.

Opfølgning på workshop og dialogmøde
Tilbage i maj i år inviterede vi havens fritidssejlere m.fl. til dialogmøde, hvor der var mulighed for at komme med input til de endelige sejladsforhold i Kronløbet. Parallelt med dialogmødet blev der også afviklet en faglig workshop med repræsentanter fra blandt andre sejlsportens organisationer og havnens kommercielle aktører. Tak for de mange input, som vi modtog i forbindelse med arrangementerne.

På mødet den 26. oktober giver vi en status på, hvordan vi har arbejdet videre med de mange bidrag, herunder den videre proces for Kronløbets permanente sejladsforhold og færdiggørelsen af Lynetteholms perimeter.

Tilmelding
Mødet finder sted i tidsrummet kl. 16.30 – 18.00 den 26. oktober i Arkivet hos By & Havn, Nordre Toldbod 7, 1259 København K.

Tilmelding via mail: PTMF@ramboll.dk Senest torsdag den 22. oktober 2026 kl. 12.00. Opgiv venligst, hvis du ønsker at tilmelde flere personer til mødet. Først-til-mølle-princippet grundet et begrænset antal pladser.  

Program
Kl. 16.15 – 16.30

Ankomst og registrering

Kl. 16.30 – 16.50
Status på færdiggørelsen af Lynetteholms perimeter, herunder etablering af første etape af kystlandskab.

Kl.16.50 – 18.00
Præsentation af resultater fra dialogmøde og faglig workshop om Kronløbet samt videre proces for fremtidige sejladsforhold, herunder havnereglement.

Undervejs i mødet vil der være tid til at stille spørgsmål, og vi afvikler mødet i samarbejde med Rambøll, som var med til at facilitere forårets dialogproces.

Følgegruppen for anlæg af Lynetteholm
Til mødet er Følgegruppen for anlæg af Lynetteholm også inviteret. Følgegruppen består af en bred vifte af repræsentanter fra havnens klubber og foreninger samt lokaludvalg, grundejerforeninger m.fl. Gruppen har løbende fulgt arbejdet med at anlægge Lynetteholm.

Undervejs i mødet serverer vi en let forfriskning. 

Vel mødt. 

Kulturnatten nærmer sig – hvad skal der være plads til i fremtidens København?

Fredag 9. oktober inviterer By & Havn indenfor på Nordre Toldbod til en aften om byudvikling, dilemmaer og fremtidens København.

Prøv vores nye byudviklingsspil, mød dem, der arbejder med Københavns nye kvarterer, og slip kreativiteten løs i BUFX’ makerspace. Du kan også gå på opdagelse i Københavns Havns historie i vores historiske udstilling.

Byen er fuld af dilemmaer – hvad vælger du?

Billige boliger. God arkitektur. Mere natur. Mere byliv. Mere ro. Mere plads til børn. Mindre trafik. Flere parkeringspladser. Flere parker. Flere fodboldbaner.

En bydel skal rumme meget. Men den kan ikke rumme alt på én gang. Så hvad skal prioriteres, når forskellige behov og ønsker skal gå op i en højere enhed?

Det kan du være med til at diskutere, når By & Havn inviterer til Kulturnat på fredag, den 9. oktober. Prøv vores nye byudviklingsspil, placér dine brikker, argumentér for dine valg og se, hvordan jeres beslutninger former byen.

05_BH_Kulturnat_Meta_1080x1350_V01_aD

Mød dem, der udvikler byen

Hvad ligger der bag udviklingen af Københavns nye bykvarterer? Mød By & Havns medarbejdere til en snak om blandt andet Nordbassinets Havnepark, Kløverparken, Nordsøkvarteret, Levantkaj og Lynetteholm.

Byg din egen by

Tag børnene med til kreativt makerspace hos BUFX, hvor børn, unge og voksne kan bygge, eksperimentere og skabe deres egne visioner for fremtidens by.

Vi glæder os til at se dig på Nordre Toldbod 3 fredag 9. oktober kl. 18.00–24.00.

Husk Kulturpas.

Kom til åbent hus om fremtidens Nordsøkvarter med byvandring og KreaBix

Sidste tilmelding er i dag: På lørdag den 26. september fra kl. 10 til 13 inviterer By & Havn til åbent hus i Nordsøkvarteret, som er næste store etape i udviklingen af Nordhavn. Her kan københavnere høre mere om udviklingen af Nordhavns kommende bykvarter og give input til det konkurrenceprogram, der skal danne grundlag for masterplankonkurrencen i 2027. Samtidig får børnene deres eget program med kreativitet, genbrug, skattejagt og mulighed for at sætte deres egne streger på fremtidens by.

Ved det åbne hus kan deltagerne komme med input til, hvad der skal tages med videre i udviklingen, hvad der gør Nordhavn anderledes end resten af København, hvad der ville være en skam at miste, og hvad der kan gøre området bedre.

Mens de voksne taler by, får børnene ordet på deres egen måde

De kvarterer, der bliver planlagt i København i dag, skal være hjem for københavnere i mange år frem. Også for de børn, der vokser op i byen nu.

Derfor er børnenes blik på fremtidens by også en del af dagen. Mens de voksne hører om planerne for Nordsøkvarteret og arbejder med deres input, kan børnene tegne den by, de selv gerne vil bo i.

Bagefter går Emma fra KreaBix, kendt fra DR Ramasjang, på scenen med et kreativt live-show. Her bliver genbrugsmaterialer, fantasi og idéer forvandlet til nye kreationer sammen med børnene.

På hver sin måde kredser voksen- og børneprogrammet dermed om det samme spørgsmål: Hvad er værd at tage med videre, og hvad kan få nyt liv, når et nyt kvarter skal tage form?

På tur i området

Efter den indledende del fortsætter arrangementet ude i Nordsøkvarteret. Her kan hele familien tage på en byvandring, der sætter fokus på blandt andet den kommende park i Nordhavn, metroen og balancen mellem by og grønne arealer.

På pladsen bliver der mulighed for at høre mere, stille spørgsmål og give input til konkurrenceprogrammet inden arbejdet med Nordsøkvarteret for alvor begynder.

Der vil være kaffe, juice og lidt at spise ved ankomst samt sandwich senere på dagen.

 

Åbent hus om Nordsøkvarteret:
Lørdag den 26. september 2026
Kl. 10.00–13.00
Odds & Ends, Oceanvej 1, Nordhavn

Kom forbi med familien, oplev området og giv input til fremtidens Nordsøkvarter.

Sidste tilmelding er i dag, onsdag den 23. september. Tilmeld jer, så der er mad nok til alle.