Slusen i Sydhavnen skal renoveres – og lukker for gennemsejling

26. september 2024

Slusen i Sydhavnen skal renoveres – og lukker for gennemsejling

Slusen i Sydhavnen er normalt lukket i vinterhalvåret, men i år lukker slusen 14 dage tidligere end normalt på grund af et omfattende vedligeholdelsesarbejde på sluseportene.

Mandag den 30. september etablerer By & Havns entreprenør arbejdspladsområde, og umiddelbart efter går arbejdet på slusen i gang. Det betyder, at der lukkes for gennemsejling i slusen. Samtidig bliver passagen til fods over sydporten lukket.

Hvis du er til fods eller på cykel, vil det stadig være muligt at passere fra Amagersiden til Københavnssiden og omvendt over Stigbordene. Det vil ligeledes være muligt for mindre joller og motorbåde at passere i havneløbet under stigbordene – men vær altid opmærksom på strømforholdene i området.

Senere i forløbet skal nordporten også renoveres. Derfor udvides byggepladsen medio december, hvorefter det er nordportens tur til at få en kærlig hånd. Når dette arbejde går i gang, vil man fortsat kunne passere hen over Stigbordene til fods og på cykel. Passagen på Amagersiden bliver dog lidt anderledes, da den vil gå via en midlertidig bro over selve slusen.

Den samlede tidsplan er følgende:

  • Uge 40 2024: Etablering af byggeplads
  • Uge 41 2024 – uge 1 2025: Renovering af sydporten
  • Cirka uge 50 2024: Etablering af midlertidig bro og udvidelse af byggeplads
  • Uge 1 – uge 15 2025: Renovering af nordporten

Hele arbejdet forventes at være afsluttet medio april 2025. Herefter vil Slusen kunne besejles som normalt.

Derfor skal slusen renoveres

Det historiske sluseanlæg blev bygget i 1901-1904 og senest renoveret i 2001. Derfor trænger det nu til at blive vedligeholdt. Bl.a. skal skinnerne under sluseportene udskiftes, og portene skal i den forbindelse løftes på land for a blive sat i stand.

Her kan du få mere information

Der opsættes informationstavler ved selve slusen. Op til renoveringen af nordporten, vil By & Havn udsende endnu et nyhedsbrev. Desuden anbefales det at hente By & Havns havneapp, der bl.a. rummer information for sejlere og kajakroere. I appen vil vi løbende opdatere informationen om arbejdet på slusen. Du henter appen ved at gå til byoghavn.dk/app på din telefon. Samtidig kan du som sejler altid få information om lukninger etc. via Efterretninger for Søfarende.

Interesseret i Slusens historie?

By & Havns havneudstilling, ’Havnebygmesterens Studiesamling’ fortæller bl.a. om Slusens historie. Besøg udstillingen på Nordre Toldbod 3. Der er gratis adgang og åbent alle hverdage kl. 09-15. Læs mere på byoghavn.dk/udstilling.