Århusgadekvarteret - meget mere end et sted at bo

Gå en tur i de snævre stræder i Århusgadekvarteret i Indre Nordhavn. Snup en kop kaffe med fra en af de nye caféer. Besøg Konditaget Lüders i 24 meters højde oven på kvarterets parkeringshus og nyd udsigten over Nordhavn, Øresund og havneløbet. Læg mærke til blandingen af gamle og nye byggerier i kvarteret og nærheden til havnens lokkende vand, der er udsigt til, næsten uanset hvor man står og går.

Det er kun få år siden, frihavnsgitteret blev revet ned i området. Indtil sommeren 2014 havde københavnerne slet ikke adgang til nogle af disse havnearealer, der er nogle af byens allermest attraktive, fordi området havde status af frihavn.

I dag er det helt anderledes. På en solskinsdag myldrer kvarteret med beboere, medarbejdere og nysgerrige besøgende, der nyder det nye kvarters mange attraktioner. 

Lokalplanen for Århusgadekvarteret kom til i 2012. Forinden havde By & Havn udskrevet en international konkurrence for at skabe en masterplan for området, som kunne rumme både det maritime og industrielle – men samtidig nye, moderne boliger og arbejdspladser.

I 2014, da Frihavnsgitteret blev fjernet, var Århusgadekvarteret allerede en stor byggeplads, og i 2015 flyttede de første beboere ind i kvarteret. Siden er masser af byggerier færdiggjort, og i dag bor her mere end 2.000 indbyggere. Samtidig er flere hyggelige pladser og havnepromenader blevet færdiggjort, og i kraft af en særlig strategi for detailhandlen er de første spisesteder, caféer, supermarkeder og specialbutikker åbnet i kvarterets hovedgade, Århusgade og de mange stræder.

Tag på tur

Oplevelser i Århusgadekvarteret

Göteborg Plads og Sandkaj

Mod syd ligger Göteborg Plads og Sandkaj. Göteborg Plads er kvarterets vigtigste plads og aktive torv med udeservering og rekreative funktioner med beliggenhed neden for de to karakteristiske, tidligere cementsiloer, som i dag er blevet bygget sammen til ét erhvervsbyggeri.

Göteborg Plads fører ned til Sandkaj Brygge, som er kvarterets 400 meter lange, sydvendte promenade udført i egetræ. Bryggen rimer på kaffe to-go eller et glas rosévin i sommersolen. De forskellige niveauer på bryggen gør, at man kan komme helt tæt på vandet, og der er mulighed for en dukkert, fordi By & Havn og Københavns Kommune har etableret en badezone hér, som drives af kommunen.

The Silo

Før ombygningen var siloen kendt i hele København som et ikon for industritiden i Nordhavn på grund af sin graffiti ’HVA DRIKKER MØLR’ helt oppe ved taget. I dag rummer The Silo 40 eksklusive boliger. De øverste etager er ombygget til restaurant med uovertruffen panoramaudsigt over hele København og helt til Sverige på en klar dag – og i stueetagen ligger By & Havns nordhavnsudstilling, ’Himmel og hav!’.

Den Røde By

Den Røde By er det populære navn for området i den vestlige del af Århusgadekvarteret, som består af historiske bebyggelser næsten alle opført i rødt tegl. Den Røde By udgør en væsentlig del af hele kvarterets identitet, og sammen med de fire siloer danner karréerne grundlag for den nye arkitektur i kvarteret.

Konditaget Lüders

En af de største attraktioner i Århusgadekvarteret er Konditaget Lüders – et aktivt, offentligt byrum opført i 24 meters højde på toppen af P-hus Lüders. Konditaget byder på udsigt over byens tage, havnen og Øresund og er indrettet med en række træningsfaciliteter til aktive. Læs mere om Konditaget.

Legehavet

Legehavet er kvarterets nye legeplads og rekreative område. Legepladsen er tiltænkt de mindre børn i alderen 1-10 år. Pladsen har et maritimt tema med legeelementer, der spejler det omkringliggende havnemiljø; fx redskaberne ’Kranen’, ’Fragtskibet’ og ‘Kongebøjen’. Der er også sandkasser, legehus, hængekøjer, trampoliner, rutsjebane samt et grønt område med træer, græs, buske og blomster på en del af legepladsen.