Information til sejlere, kajakroere og andre brugere af Københavns Havn

Skal du sejle i den nordlige del af Københavns Havn? Så vær opmærksom på Lynetteholms anlægsarbejde.

Lynetteholm er Københavns nye halvø og stormflodssikringsprojekt. Anlægsarbejdet foregår øst for Trekroner Fortet nær ind- og udsejlingen til Københavns Havn. Som lystsejler skal du derfor være opmærksom på afmærkede arbejdsområder til søs, og at sejlrenden Lynetteløbet er blevet lukket med en flydespærre. Benyt derfor Kronløbet ved ind- og udsejling af havnen.

Nye regler for sejlads ind og ud af Københavns Havn

København skal være en levende og tryg havn for alle. Derfor er navigationsreglerne blevet justeret, så alle kan færdes sikkert gennem Kronløbet, som er indsejlingen til Københavns Havn. 

HJÆLP OS MED AT GØRE HAVNEN TIL ET SIKKERT STED FOR ALLE

København skal være en levende og tryg havn for alle. I en tid, hvor navigationsforholdene løbende justeres , er det vigtigt, at alle hjælper hinanden med at huske de nye retningslinjer.

EXPLAINER: LUKNING AF LYNETTELØBET

Tidligere var der to sejlrender ved indsejlingen til Københavns Havn. Den ene sejlrende, Lynetteløbet, blev permanent lukket i 2023, og al sejlads deles nu om Kronløbet ved ind- og udsejling af Københavns Havn.  

NYE ARBEJDSOMRÅDER OG SEJLKORRIDORER 

Frem til 2026 skal Lynetteholms perimeter, det vil sige halvøens omkreds, anlægges i vandet.  

Nedenstående oversigtskort viser Lynetteholms to nuværende arbejdsområder til søs (markeret med gule bøjer):

1) Et mindre arbejdsområde i Kronløbet ud for Levantkaj i Nordhavn (fjernes forventeligt sommer 2024) 
2) Et større arbejdsområde mellem Refshaleøen og Kronløbet (Lynetteholms fase 2) 

Under anlægsarbejdet er Kronløbet opdelt i to sejlkorridorer. En for fritidssejlads og en for  erhvervssejlads.

Der er også opsat lysregulering ved nordlig bølgebryder/Levantkaj og nye infoskilte flere steder.

Oversigtskortet er gældende fra oktober 2023 og frem til omkring 3. kvartal 2024.

Husk, at der løbende kan komme opdateringer. Tjek derfor altid Søfartsstyrelsens officielle hjemmeside Efterretninger For Søfarende for eventuelle opdateringer.  

Du kan forstørre kortet ved at klikke på det.

SEJLADS I KRONLØBET 

Sejlkorridor for erhvervs- og fritidssejlads
Sejlkorridor for henholdsvis erhvervs- og fritidssejlads i Kronløbet er adskilt med grønne og røde skillebøjer. Kajakker, robåde og lignende skal benytte korridoren for fritidssejlads på lige fod med andre fritidsfartøjer.    

Tre røde blink ved nordlig bølgebryder
Til regulering af fritids- og erhvervssejladsen mellem nordlig bølgebryder ved Trekroner og Levantkaj er opsat tre røde blink og et infoskilt. Lyssignalet skal respekteres ved både ind- og udsejling af havnen. 

Når lysreguleringens tre røde lamper blinker rødt samtidigt, skal:

  • Fritidssejlere, der skal ud af havnen, holde tilbage udenfor Kronløbet
  • Fritidssejlere, der skal ind i havnen, holde tilbage i sejlkorridoren for fritidssejlads i Kronløbet.

Lyssignalet markerer, at et erhvervsskib som fx Oslofærgen, containerskibe eller krydstogtskibe skal passere gennem indsejlingen ved Levantkaj og nordlig bølgebryder.  

Ved Nordhavnsspidsen opsættes et infoskilt, der gør opmærksom på de røde blink ved indsejlingen mellem bølgebryder og Levantkaj. 

Afviserfartøj fra Skærtorsdag 2024
Skærtorsdag den 28. marts 2024 indsætter By & Havn et afviserfartøj ved Kronløbet. Afviserfartøjet vil hver dag være til stede nær Kronløbet, når der anmeldes store erhvervsskibe i tidsrummet mellem kl. 07:00 til kl.21:00.

Fartøjet har til formål at sikre, at fritids- og erhvervssejlads ikke passerer igennem indsejlingen mellem den nordlige bølgebryder og Levantkaj samtidig. Afviserfartøjet kan kontaktes på VHF kanal 12.

På kortet nedenfor ses alle nye sikkerhedstiltag i Kronløbet, som er etableret i samarbejde med Søfartsstyrelsen. 

Du kan forstørre kortet ved at klikke på det.

Husk, altid at tjek Efterretninger for Søfarende for seneste opdateringer.

LUKNING AF LYNETTELØBET
For at gøre opmærksom på lukningen af Lynetteløbet er der placeret et informationsskilt på Afmagnetiseringsbroen på Refshaleøen. Om kort tids opsættes også et skilt på Lynetteholms østlige perimeter. Udover infoskilte er der opsat to gule krydsbøjer og en gul lysbøje i midten af Lynetteløbet, der markerer, at gennemsejling i Lynetteløbet ikke længere er tilladt. 

Af sikkerhedsmæssige årsager har By & Havn også udlagt en flydespærre på tværs af Lynetteløbet. Flydespærren bliver gjort synlig i vandet ved hjælp af gule og orange kugler og fem, store røde gajer, der alle fastgøres på flydespærrens wire.

Du kan forstørre kortet ved at klikke på det.

Husk, altid at tjek Efterretninger For Søfarende for seneste opdateringer.

MIDDELGRUNDEN OG FASE 2

For at markere det smalleste vandområde mellem Middelgrunden og Lynetteholms Fase 2-arbejdsområde er der udlagt en rød lysbøje ved Middelgrunden og en grøn lysbøje ved Fase 2-arbejdsområdet. Derudover er udlagt to gule krydsbøjer uden lys, der skal hjælpe med at markere Middelgrundens område, som der ikke må sejles indover, grundet lav vandstand.

På kortet er området med særligt lavt vand markeret.

Du kan forstørre kortet ved at klikke på det. 

Husk, altid at tjek Efterretninger For Søfarende for seneste opdateringer.

PERMANENT LØSNING FOR KRONLØBET 

De endelige og permanente sejladsforhold i Kronløbet er ikke fastlagt endnu. Når Lynetteholms perimeter er færdiganlagt, forventeligt i 2026, vil den endelige løsning for Kronløbet blive etableret i samarbejde med Søfartsstyrelsen.

By & Havn vil invitere havnens brugere til møder i løbet af 2024, hvor der bliver mulighed for at blive inddraget i den videre proces for Kronløbet.

I løbet af de næste tre år vil ind- og udsejlingen af Kronløbet variere i bredde grundet skiftende arbejdsområder. Indsejlingen mellem Trekroners bølgebryder og Levantkaj vil være smallest det første år (125 meter 2023/2024), og når Lynetteholms perimeter er færdigetableret vil den permanente indsejling blive ca. 240 meter bred.   

By & Havn vil løbende opdatere denne side i takt med nye arbejdsområder og ændrede sejladsforhold. 

Husk, altid at tjek Efterretninger For Søfarende for seneste opdateringer.

Læs mere om Lynetteholm, og følg anlægsarbejdet live via Lynetteholms forside.

HAVNEREGLEMENT

I forbindelse med lukningen af Lynetteløbet har Trafikstyrelsen udstedt en dispensation fra Københavns Havns Havnereglements § 21, nr. 1 og 3, som gør, at By & Havn har kompetence til at fastsætte lokale regler for fritidsfartøjers sejlads gennem Kronløbet efter forhandling med Søfartsstyrelsen, herunder ved hjælp af afmærkning, trafiksignaler og skilte.

INFORMATIONSPLAKAT

Denne plakat kan downloadses til print. Hæng den fx  op i jeres klubhus og hjælp med at gøre opmærksom på de nye sejladsforhold omkring Lynetteholm.

Download plakat - In Danish, German and English. 

Download plakat på dansk

Auf Deutsch herunterladen

Download in English