Borgersamlingens kerneopgave
Grundet projektets størrelse og kompleksitet blev Borgersamling om Lynetteholm delt op i to faser med to forskellige kernespørgsmål. Den første fase var med afsæt i den forudgående proces for Lynetteholm med henblik på at opliste anbefalinger til den videre udviklingsproces for Lynetteholm. I anden fase var der fokus på en vision for en fremtidig bydel.
Designprincipperne for Borgersamling om Lynetteholm tog udgangspunkt i OECDs principper og værdier for deliberative processer for at sikre uafhængighed og legitimitet.
Borgersamlingen blev bygget op omkring to faser. I første fase af borgersamlingen fik medlemmerne til opgave at besvare spørgsmålet:
”Hvilke fordele og ulemper ser du ved Lynetteholm? Og hvilke anbefalinger har du til den videre proces i udviklingen af Lynetteholm?”
Her var det muligt at indsamle viden om projektet, og vende udfordringer og potentialer, samt vælge hvilke værdier medlemmerne ville have fokus på, i deres videre arbejde med Borgersamling om Lynetteholm. Som afslutning på første fase offentliggjorde medlemmerne de såkaldte delanbefalinger. Første fase varede fra november 2022 til februar 2023.
I anden fase af borgersamlingen var medlemmernes opgave at besvare kernespørgsmålet:
”Hvordan kan Lynetteholm blive en bydel, der understøtter en bæredygtig udvikling for mennesker, natur og miljø i hovedstadsområdet i fremtiden?”
I anden fase blev det muligt at gå i dybden med udfordringer, dilemmaer, udvalgte temaer, og bidrage med anbefalinger, der besvarede kerneopgaven for den videre udvikling af Lynetteholm. Samlingerne for anden fase forløb mellem april 2023 til august 2023.
