Kampagne for sikker adfærd:Hold dig fra havnekanten, når du har drukket

1. november 2024

Kampagne for sikker adfærd:
Hold dig fra havnekanten, når du har drukket

I dag er det J-dag, og julebryggen frigives. November er også startskud for de mange julefrokoster og julefester, som bliver afholdt i de kommende måneder. Igen i år sætter By & Havn fokus på sikker adfærd langs havnen i de mørke nattetimer, når man har drukket, med et klart budskab: Hold dig fra havnekanten, når du har drukket – det er ikke en fest at falde i havnen.

Turen hjem fra klubben, caféen eller julefrokosten langs Københavns Havn med promiller i blodet kan ende galt. Hvert år falder folk i vandet, når de er påvirkede af alkohol, og i nogle tilfælde ender det desværre fatalt. Derfor relancerer By & Havn i dag en kampagne, der sætter fokus på sikkerhed og adfærd ved havnen med hovedbudskabet om at holde sig fra havnekanten, når man har drukket.

Der er al mulig god grund til at passe på sig selv og hinanden, når man har drukket alkohol og går eller cykler langs havnen i mørket. Når promillerne stiger og temperaturen falder, kan det hurtigt blive en farlig cocktail, og festen kan på et splitsekund ændre en ellers god og festlig aften. Man skal altid have respekt for havnen, men især hvis man har indtaget alkohol i julefrokosttiden, for det er mørkt, og vandet er koldt. Som havnemyndighed i Københavns havn er det vigtigt for os at sætte fokus på dette i november og december.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Årets kampagne bygger på samme kampagne fra 2023. Forskellige mænd med nissehuer danser eller cykler afsted langs Københavns Havn på vej hjem fra fest. Man ser kontrasten mellem højt humør, stor selvtillid og den fare, de udsætter sig selv for. Filmen slutter med et plask og en nissehue, der flyder i havnen og indikerer, at en af de tre mænd er faldet i vandet.

Kampagnen kommer primært til at leve på YouTube, Instagram, Facebook og Snapchat samt som annoncer på nyhedssites etc., men i år vil den også være synlig i gadebilledet i København, idet 39 skærme centralt placeret i bybilledet vil vise kampagnens budskaber.

Kom sikkert hjem-hjemmesiden

Der er naturligvis også en hjemmeside, som foruden at vise de forskellige film, giver gode råd til, hvad man skal gøre, hvis man enten selv falder i vandet eller hvis man ser nogen, der er faldet i vandet. Læs rådene nederst i dette nyhedsbrev. Hjemmesidens adresse er byoghavn.dk/komsikkerthjem.

 På hjemmesiden kan man desuden skrive til By & Havn, hvis man har overværet eller selv været ude for at falde i havnen. Mange ulykker bliver aldrig registreret, hvis ikke Hovedstadens Beredskab er rykket ud til ulykken. Hjemmesidens adresse er byoghavn.dk/moerketal .

I By & Havn arbejder vi på mange fronter for at gøre havnen så sikker som muligt. Derfor vil vi gerne vide mere om de ulykker, der sker, men som ikke bliver registreret nogen steder. Det er vigtigt, at vi får kortlagt, hvor ulykkerne sker og hvor mange ulykker, der ret faktisk er. Det gør os bedre til at målrette sikkerhedsindsatserne i havnen. Hvis man skriver ind via hjemmesiden, er der selvfølgelig mulighed for at gøre det anonymt, hvis man ønsker det.

Havneudviklingschef Mette Odgaard Mylin, By & Havn.

By & Havn opfordrer alle – private, virksomheder, organisationer osv. – til at dele kampagnen på egne sociale medier, så budskabet kan komme bredt ud. Derfor rummer hjemmesiden også en download-sektion, hvor man kan hente film, billeder og forslag til tekster, man kan slå op og derved være med til at sprede budskabet. Denne hjemmesides adresse er byoghavn.dk/kampagnematerialer.

Vi håber, der bliver holdt nogle skønne og skøre fester i København i den mørke tid – men samtidig at alle passer godt på sig selv og hinanden. Følg hinanden godt på vej, hvis promillen er høj – og undgå at gå eller cykle langs havnen i mørket, hvis du har indtaget for megen alkohol.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

FAKTA:

Den seneste nationale druknestatistik fra Trygfonden stammer fra 2022 og viser, at 13 døde ved drukning i danske havne i 2022. 93% af de druknede i perioden 2001-2022 var mænd, og i 55 % af de omkomne mænd i samme periode var påvirket af alkohol og/eller stoffer.

 

Hvad skal man gøre, hvis man falder i havnen?

  • Kontroller din vejrtrækning
    Din krop får et chok, når den rammer vandet. Det er derfor vigtigt, at du bevarer kontrollen over din vejrtrækning for at undgå hyperventilation. Hyperventilation forkorter nemlig den tid, du kan holde dig oven vande og kan i værste fald gøre dig bevidstløs.
  • Råb efter hjælp
    Når du har vejrtrækningen under kontrol, så råb efter hjælp, så højt, du kan. I beruset tilstand kan det være svært at få overblik, så skab kontakt med nogen, der kan guide dig i sikkerhed, kaste en redningskrans ud til dig og ringe efter hjælp. 
  • Find noget at holde fast i
    Kig først og fremmest efter en stige eller lignende, der kan hjælpe dig op af vandet. Stiger kan sidde på kajkanten eller for enden af en båd. Hvis det ikke lykkedes, så led efter noget, der kan hjælpe dig med at holde dig flydende, så du kan spare på dine kræfter, indtil hjælpen kommer.

Hvad skal man gøre, hvis man ser nogen falde i havnen?

  • Hop ikke i vandet
    Bliv på land, hvis du ser nogen, der er faldet i vandet. Du hjælper dem bedst ved ikke selv at have brug for hjælp. 
  • Berolig personen
    Skab kontakt til personen, og tal beroligende, så personen kan få styr på sin vejrtrækning – det er vigtigt i vandet.
  • Råb og ring efter hjælp
    Råb op efter flere hjælpere og ring 112. Selv hvis personen kommer sikkert op på land igen, er det vigtigt at blive tilset af professionelle.
  • Få guidet personen i sikkerhed
    Skab et hurtigt overblik over området, og led personen mod en stige, et reb eller noget, som de kan holde fast i for at holde sig flydende. Kast en redningskrans eller andet brugbart i nærheden.

Har du været involveret i en drukneulykke?

Vi vil gerne høre fra dig – anonymt eller ej – på hjemmesiden byoghavn.dk/moerketal.

Du kan desuden altid ringe til Offerrådgivningen og få hjælp og rådgivning uanset om du har været direkte involveret, er vidne eller pårørende. Du kan ringe til dem på 2120 9170 døgnet rundt. Læs mere på offerraadgivning.dk

Kvadratisk foto til Instagram